Så stoppede lazy ass-festen endelig langt om længe. Jeg er nu på min anden uge på det nye ar ejde og det er indtil videre rigtig godt. Selvom tempoet i provinsen altså ér lidt tungt at danse med. Mindre kommuner har jo ikke den muskelstyrke eller målgruppen til den, så ret ofte er man faktisk dårligere stillet som borger end i København, som ellers har ry for at være skod for folk. Superlækkert er det dog at slippe for myndighedsrollen, selvom det også er en udfodring, når man ikke længere har den magt at bruge til at få folk til at makke ret. Jeg sad jo ikke på forsørgelseskassen før, men det er nemmere at spille good cop/bad cop, når man kan stoppe for bevillingerne af fx låsesmed, når folk smækker sig ude i branderter og manier fjorten gange i døgnet. Nu har jeg kun mit vindende væsen.
Men helt seriøst. Hvis jeg lærer at bruge de erfaringer, jeg har med i bagagen, og hvis jeg bruger mine evner til at skabe motivation hos folk rigtigt, så bliver jeg det rene guld for den gruppe mennesker, det er helt sikkert. Jeg kan ihvertfald mærke, at jeg er et friskt pust for alle og det er plus, når man skal vække en ung fyr i starten af tyverne fra en tilværelse, hvor han aldrig har lavet en skid. Jeg mødte ham første gang i sidste uge, han haft folk som mig omkring sig, siden puberteten og ingen har kunne rykke ham den mindste smule. Det kan godt være, at jeg heller ikke kan. Men jeg synes det er SÅ fedt at få muligheden! For måske kan jeg. Måske kan jeg gøre forskellen. Måske er jeg lige, hvad der skulle til. Sådan nogle mødte jeg jo også selv engang. Dem, der lige gjorde den forskel. Jeg har metodefrihed, må gøre hvad der virker, som chefen sagde. Love it. I tiden op til jobstart befandt jeg mig i et kæmpe fagligt dilemma: Enten skulle jeg læse op, tage fat på Den Motiverende Samtale, sætte mig ind i Forandringskompasset og visse vasse. Eller også skulle jeg satse på mig. Mig-måden, kan vi kalde den. Og jeg har valgt sidstnævnte ud fra den kyniske betragtning, at jeg ikke taber noget, som ikke allerede er tabt ved udgangspunktet. Ja. De borgere som jeg beskæftiger mig med, kan næsten ikke få det værre. Det kan kun blive bedre. Og jeg kan jo altid sadle om, hvis det ikke virker. Jeg tror bare det virker, for jeg har altid troet på gejsten, ilden der tænder sjælen, ildsjæen, ing? For at lave godt socialt arbejde skal man have hjertet med i det, gejsten, engagementet, man skal mene det man siger, ellers hører folk ikke efter. Desuden kan jeg godt lide at være autentisk, også på arbejdet.
Jeg har tilrettet i den historie, der følger nu, for at sløre hans identitet og gøre det ikke-henførbart. Jeg blev introduceret for ham ved et møde med to andre fagpersoner. Blev advaret om at han er typen, der har brug for en mor og bare gerne vil pusles om og nurses og køres alle steder hen og snakke snakke snakke. Det er ikke fremmed for mig, hverken at høre eller selv vurdere om folk. Der findes mange af den slags typer, der bare gerne vil have en kærlig mor. And no fucking wonder. Selvfølgelig har man stadig det behov i starten af 20'erne, hvis man er blevet omsorgssvigtet. Måske har man det hele livet, fordi det dybest set er et eksistentielt behov, som ikke bare forsvinder. Men altså, jeg synes som sagt, at det er fint at sige og vurdere som fagpersoner, fordi det unægteligt kan forholde sig lige præcis sådan. Hvad jeg IKKE synes er fint, er at man per automatik vælger pisk til den type. Forstået på den måde, at når det bliver sagt i de her forummer, så indeholder det altid en underforståethed om, at den pågældende så ikke skal have for megen moder-agtig omsorg. Som om det så bliver umuligt for vedkommende at komme videre. Og som om det udelukker tilstedeværelsen af krav. Det gør det ikke. Og de to ting står ikke hinanden kontra (kan man sige det? Det lyder som om man kan sige det).
Jeg gik en halvanden time lang tur med ham, hvor jeg spurgte ind til hele hans liv. Mor, far, skole, piger, penge, venner, følelser og afvisninger, håb og drømme, hele pisset. Det er amazing, hvor meget man får ud af spørge folk: Hvis du helt selv kunne vælge, alt var muligt, hvordan så dit liv så ud ligenu? Det spørger jeg aaaaaltid folk om. Altså, hvor skal vi hen, for fanden? Ikke kun giver det gejst at visualisere et fedt liv foran sig, men det bliver også håndterbart. Hvis du herregerne gad være kok, jamen så lad os se, om du kan blive det? Eller bare bevæge sig tættere på og være medarbejder i et køkken. Har du en kone i det her liv? Ja. Nå, men så må du hellere se at komme i bad og få klippet det hår. Sådan er det, man må være lidt lækker for at score. Men jeg stiller også det spørgsmål, fordi det er borgeren selv, der er Hovedbestyrelsen i det foretagende. Mine standarder er ikke hans standarder. Han kan få det, som han vil have det, men må selv tage ansvar for det. Og det betyder jo så også ansvaret for egen forsørgelse, hvis hans ideelle liv ellers kun byder på computerspil.
Well, anyways, jeg sidder også bare og blabrer mine reflektioner af. Det er ikke, fordi jeg er en hippie, hvis det kan lyde sådan. Jeg stiller skam krav. Efter gåturen havde jeg fået ham overtalt til at vi skal træne sammen, når vi ses, fordi han er tyk og ulykkelig og i totalt dårlig stand generelt. Han har så fået til opgave at få fat i et adgangskort til træningsrummet, der ligger i hans boligkvarter. Det er et beskedent lokale, som han beskriver det, med en cykel og en romaskineog sådan lidt. Men det er helt sikkert nok til at få ham til at svede og få pumpet en helvedes masse energibombe-agtige lykkehormoner rundt i kroppen på ham. Og desuden er de fleste mænd gladest for at lave noget, der skal tale om akavede ting. Så gider de ikke sidde og drikke kaffe og glo mig direkte ind i fjæset. Vi slår totaaaalt mange fluer med det træningssmæk, jeg er fan. Det skal han så finde ud af til næste gang, vi ses, og samtidig har jeg givet ham et printet ugeskema, hvor han skal skrive ALT ind. Alt, hvad han husker at skrive, ihvertfald. Hvornår står han op, hvornår i seng, hvad laver han hele dagen, hvad spiser han, hvad er hans hverdagsrutine og hvornår går han nogensinde i bad. Og så tænker jeg simpelthen at vi foretager nogle små, men effektive ændringer, og det bliver blandt andet godnat/godmorgen-punktet, tror jeg, han sagde ihvertfald til mødet, at han først var rigtig klar i hovedet kl 13 og altså, dét duer sgu ikke. Derfor mødtes vi kl 12 sidst og imorgen skal vi ses kl 11.
Ja, det er så det der fylder nu. Og det er herligt. Jeg har slået op med en del mennesker her på det sidste og har dermed virkelig haft fingeren inde i min egen navle. Generelt det sidste halve år faktisk. Men nu er det på en anden måde, en anden del af mig som kan blomstre op igen, love it live it love it. Om to uger får vi marsvin herhjemme, Mille og Mingming, skulle de hedde i sidste uge ihvertfald. Det bliver en helt anden saga. Ellers sker der ikke så meget.
mandag
onsdag
Newsflash
Jeg er her stadig. Med blot min ipad. Og den irriterer mig at skrive på. Har heller ikke fået skrevet noget på min Facebookblog, selvom jeg har ihvertfald to presserende emner.
Nå, men lidt news kan I da få. Jeg har fået arbejde! Ren pædagogisk stilling som mentor for unge under 30 år. Ingen skrivebordspamperi, ingen myndighedsrolle, ingen bollen mig i røven til en ussel løn med en skodbitch som chef. Jeg har fået fem løntrin mere i løn. En mandlig chef. Et job uden sagsbehandlingsfrister, produktionsplaner og dokumentationskrav. I love it. Jeg starter på mandag og glæder mig. Det er udenfor Københavns Kommune, obviously, men ikke så langt væk og i et område med store tunge sociale problemer. Uanset om jeg kan lide det eller ej, skal jeg bare klemme ballerne sammen i et års tid, så har jeg en ny reference, et perfekt CV med lidt af hvert fra branchen, og vil være helt helt fri af min karrierekrise. Som den 5. November er et år gammel.
Jeg tænker stadig meget på det. Det er der ingen, der ved. Ingen ved, at jeg hver aften ligger i min seng og tænker urolige tanker om den oplevelse. Ingen ved, at jeg stadig er bitter, rasende, føler mig uretfærdigt behandlet, har brug for hævn over chefen. Ingen ved, hvor meget skyld jeg selv påtager mig. Ingen ved, hvor ondt det gør at blive anklaget for voksenmobning, når man rent faktisk slet ikke er sådan og faktisk aldrig rigtig laver andet her i livet end at sørge for at andre har det godt. Det rider mig stadig som en mare, her snart et år efter. Jeg har mareridt om natten, hvor jeg drømmer at jeg bliver straffet, at alle hader mig, at jeg selv bliver mobbet og alt muligt andet. Men det gør jeg.
I torsdags deltog jeg i mit allerførste Poetry Slam. Havde aldrig været til et før, anede ikke hvad de andre ville komme med, lavede mine tre tekster aftenen før og på selve dagen. Først var vi 10, i anden runde seks, og så manglede jeg sølle 0,3 point fra en finaleplads. Så det gik jo godt. Selvom jeg stillede op med digte, der fucking rimede, hvilket jo slet slet ikke er mig. Næste gang bliver mere mig. Og næste gang bliver i oktober. Jeg er bange for, at jeg har fundet en hobby. Jeg er bange for, at jeg har fundet lige præcis det miljø, hvor jeg gerne vil være med. En blanding af standup, lyrik og bare ord. Spoken word, som det også hedder, bliver min næste personlige udfordring.
Idag skal til optikeren og ender med at få briller. Det bliver ganske afskyeligt. På fredag skal jeg til hørelægen igen og have lavet aftryk og diverse til nyt høreapparat. Ikke kun ét, men nu to. Jeg har 8 % hørelse på det dårlige øre og detviser sig desværre kun at være 50% på det gode. Så nu skal jeg altså finde mig i både at være for tyk, have overbid og skæg, kæmpestor næse, to høreapparater og briller. Så nej, jeg dater ikke mere. Tror det er ligemeget, ing? Desuden har Tinder KUN givet mig dårlig sex. Og det er helt slut med Ronni og Johnni, som jeg kaldte mine tå frække Tinderfyre. De er begge to fornærmede over, at jeg ikke vil mere end at drikke og kneppe. Men jeg vil ikke mere, så hvad skal jeg gøre. Desuden gav de kun dårlig sex. De led begge to af the big dick-syndrome og mit liv er bare for kort. Sorry.
Så har jeg købt en bil. Gammel Opel-øse som jeg skal cruise til arbejde i og som var en betingelse for at få jobbet. Til statens højeste kørselstakst, forstås. Jeg har også købt to marsvin. De skal bare lige putte lidt med deres mor i tre uger, så får vi dem. Glæder mig til at se, om jeg har opforstret en psykopat eller en empatisk lille pige. Alt imens kan jeg godt i mit yndige indre være belymret for, om jeg nu også stadig selv kan lide marsvin. Jeg har haft 11 marsvin. 9 Sløjfe'r, en Martha og Mohammed, hvoraf sidstnævnte var en Gud. Nånej, en profet, men stadig. Ham havde jeg som voksen. De andre marsvin som barn. De døde stortset hveranden weekend hver gang jeg havde været hjemme hos min far. Så ringede min mor og sagde: Sløjfe er krakeleret. Set i bakspejlet betød det, at min mor enten havde sluppet dem fri på volden eller kastet dem i kanalen. Yeah, she did. Mohammed døde bare af alderdom, fem år gammel, og Litaueren smed ham bare i skraldeskakten, så jegmåtte ned i containeren og finde mit døde kolde stive marsvin, det var ret klamt skulle jeg hilse at sige, men han skulle jo have en begravelse. Og den endte med at koste mig en bøde fra Naturstyrelsen eller hvad fanden det var, fordi jeg ikke havde begravet ham 2,8meter nede i jorden i gården. Eller så noget, jesus christ, jeg fik alle naboerne på nakken. Nå, men jeg håber ikke, at jeg nu i en alder af 32 vil føle det mere som en forgyldet rotte end et sødt lille kæledyr. Lidt lissom at jeg ikke turde gå i rutsjebanen i Bonbon-land i søndags, selvom jeg har været oppe i den mange gange før.
Stodderen og jeg er samme sted. Vi ses en del, men har stadig et max på cirka 5 timer, før vi går igang igen. Eksempelvis på vej hjem fra Bonbon-land, hvor vi havde haft en skøn dag, og jeg havde undladt med stor styrke at kommentere på hans falske skingre overglade fjernsynfordigstemme, som han bruger til Den Lille Uskyldige Pige istedet for bare at tale helt normalt, men der begyndte vi så at diskutere for 30.0000ende gang, hvem der har størst kørselserfaring. Om det var villadrengen der fik kørekort fordi han ikke røg som 18-åeig og aldrig kørte igen, før han blev rigtig voksen og mødte mig, som havde bil. Eller om det var mig, der tog kørekort som 25-årig, men kørte dagligt fra dag ét i hjemmeplejen. Tåbelig tåbelig diskussion som endte i vildt raseri, forsøgt neddæmpet af hensyn til barnet, men ikke kunne gøres helt optimalt. Vi diskuterer de mest hjernedøde ting. Det hat vi altid gjort. Vi har ikke haft evalueringssamtalen endnu, men har haft en bid af den. Vi er vist begge to enige om, at vi ikke gider bo sammen. Vi trives faktisk som det er nu. Så vi har faktisk besluttet, at vi vil forsøge at finde boliger meget tæt på hinanden. Optimalt set helst i samme opgang. Her vil nogle mene, at det vil forvirre barnet, andre vil mene noget andet. Vi mener noget andet. Vi mener, at når nu vi alligevel er skilt, kan det ikke blive værre for hende. Altså, på den måde. Vi tror ikke, at det vil forvirre hende at få mulighed for at løbe frem og tilbage imellem os. Vi havde en mindre krise for nogle uger siden, hvor jeg kom forbi og barnet så sagde, at hun ville med mig hjem. For fremtiden har vi besluttet, at det skal være iorden. Hun skal føle, at hendes hjem er åbne for hende nårsomhelst og hun skal ikke føle sig forkert, fordi hun savner den ene mere i en periode. Hun græd, da jeg tog afsted den dag. Og jeg måtte sætte mig og græde lidt længere nede ad gaden. Det er jo ikke sjovt på nogen måde at undvære sit barn. Det er jo ikke sjovt, at se hende græde når man kører væk. Jeg savner hende hver dag, selvom jeg trives i det store og hele med ordningen. Hun savner sin far, når hun er hjemme og hun savner mig, når hun er hos ham. Ja, vi kalder mit hjem for hendes hjem. Det er jo trods alt hendes barndomshjem og hun skal have et eller andet sted, der kaldes hjem hjem. Anyways, vi går efter at finde lejligheder i samme ejendom og det kan lade sig gøre, fordi vi er opnoterede i det samme boligselskab. Med hensyn til ham og mig, så... Ja. Jeg kunne jo egentlig godt tænke mig, at vi kunne have et løst forhold. Sådan som det er ligenu ihvertfald. At vi kunne kysse og knalde, hvis vi har lyst, og kysse og knalde andre, hvis vi har lyst. Det virker han ikke interesseret i, han virker faktisk slet ikke interesseret i at være mere sammen med mig end nu. Og det er også okay. Ligenu er det egentlig okay som det er. Barnet sagde på vej hjem fra børneren forleden dag: Jeg elsker far. Og så sagde jeg: det gør jeg også. Og sagde hun: Elsker du min far? Med store lysende øjne. Hun blev simpelthen så glad. Det er sådanne små ting, hvor man lige stopper op og bemærker, at hun faktisk føler noget omkring skilsmissen. Ikke at jeg på nogen måde troede, at hun ikke ville gøre det, men det kommer i små nærmest umærkbare udtryk. Som da vi gik i parken og hun elsker at holde hånd med os begge to og blive svinget op i luften. Så tog hun vores hænder og satte sammen. Alligevel utroligt at en 3-årig gør sig begreb om den slags. Altså, ikke at hun er bevidst om skilsmissen, men også hvad der skal til. Eller, ja, I forstår vel hvad jeg mener. Og i samme ombæring må jeg sige, at når hun sidder i bilen under en af vores diskussioner og siger: Hold op med at drille hinanden, så bliver jeg bekræftet i, at det er godt på den lange bane, at vi ikke stadig er sammen.
Nå. Men på mandag starter jeg på arbejde igen. Og ja, det betyder at jeg har droppet kandidatstudiet. Jeg kan altid tage kandidaten. Men efter at have kaperet vinterens krise, fyret den af hele sommeren og generelt rendt rundt med hovedet oppe i røven, indså jeg bare i august, at jeg ville have et arbejde. Jeg har brug for at være en del af trummerummen, brug for faste rammer, hverdagsrutine og glæder mig til at holde weekend med god samvittighed. Det sidste halve år har jeg jo ikke lavet en skid! Jeg har gået på druk onsdag formiddag, jeg har ikke skulle en skid. Det er typisk mig først i sidste minut at beslutte, hvad jeg égentlig vil. Og heldigvis fik jeg et arbejde lige på falderebet. Nu gør jeg dét. Jeg glæder mig til lønnen, jeg glæder mig til tidlige heltiske morgener, til stressede ulvetimer, ja det gør jeg fandme. Har jeg fået nok ud af denne livspause? Næh. Kunne jeg have været en bedre mor i den tid? Ja. Kunne jeg have bedrevet mere personligt? Ja. Kunne jeg have trænet og trænet og trænet? Ja. Men jeg havde en rigtig hård vinter og jeg havde brug for at trykke på OFF-knappen.
De sidste par dage i min frihed bliver brugt til praktiske forberedelser. Jeg skal til optikeren idag. Til hørelægen på fredag. Jeg har købt nye klude, sat outfits sammen, taget billeder af dem, så der ingen tøjkriser er om morgenen, når det hele går igang. Jeg har muget ud, ryddet op, Im trying to keep it simple. Og jeg har taget en meget vigtig beslutning for mit fremtidige arbejdsvirke, foranlediget af et godt råd jeg engang fik fra en vis kvinde: Man skal ikke blande arbejde og privatliv. Dét er en lektie jeg har lært nu. Og der kommer ikke til at være nogen fredagsøl eller på nogen måde nogetsomhelst privatlivsagtigt med mig på det nye arbejde. Jeg vil ikke have kolleger på min Facebook osv.
Apropos den blanding, så skrev Svenskeren mraftedme til mig i sin brandert i sidste weekend. På Facebook. At han savnede mig. Og så krydsede vi hinandens vej på cykler i forgårs og da vinkede vi bare lige med hånden. Når jeg tænker på, hvor meget ravage den mand forårsagede i mit indre... Puha. Men jeg fortryder det faktisk ikke. Jeg fortryder at have såret Stodderen. Jeg fortryder bare ikke, at det endte spdan her, for hvordan ville tingene have set ud? Vi havde brug for et spark. Og jeg tænker tilbage på Svenskeren med et smil over alle de stunts vi lavede, hvor meget sjov vi havde og igen må jeg erkende, at jeg nok altid vil foretrække oplevelser på godt og ondt, fremfor ingen.
Nå, nu skal jeg snart afsted. Stodderen henter mig i vores bil. Nu er det nemlig ikke kun et barn, der er i 7/7-ordning, men også en bil, en ladcykel og snart to marsvin. Det er sguda sjovt.
Ps. Jeg begræder det faktum, at jeg ikke kan dele mit legekøkken med jer. Og keg beklager eventuelle tyrkg stavefejl, men jeg kan ikke gå tilbage og rette i indlæg skrevet på ipad, for så går den kold.
Nå, men lidt news kan I da få. Jeg har fået arbejde! Ren pædagogisk stilling som mentor for unge under 30 år. Ingen skrivebordspamperi, ingen myndighedsrolle, ingen bollen mig i røven til en ussel løn med en skodbitch som chef. Jeg har fået fem løntrin mere i løn. En mandlig chef. Et job uden sagsbehandlingsfrister, produktionsplaner og dokumentationskrav. I love it. Jeg starter på mandag og glæder mig. Det er udenfor Københavns Kommune, obviously, men ikke så langt væk og i et område med store tunge sociale problemer. Uanset om jeg kan lide det eller ej, skal jeg bare klemme ballerne sammen i et års tid, så har jeg en ny reference, et perfekt CV med lidt af hvert fra branchen, og vil være helt helt fri af min karrierekrise. Som den 5. November er et år gammel.
Jeg tænker stadig meget på det. Det er der ingen, der ved. Ingen ved, at jeg hver aften ligger i min seng og tænker urolige tanker om den oplevelse. Ingen ved, at jeg stadig er bitter, rasende, føler mig uretfærdigt behandlet, har brug for hævn over chefen. Ingen ved, hvor meget skyld jeg selv påtager mig. Ingen ved, hvor ondt det gør at blive anklaget for voksenmobning, når man rent faktisk slet ikke er sådan og faktisk aldrig rigtig laver andet her i livet end at sørge for at andre har det godt. Det rider mig stadig som en mare, her snart et år efter. Jeg har mareridt om natten, hvor jeg drømmer at jeg bliver straffet, at alle hader mig, at jeg selv bliver mobbet og alt muligt andet. Men det gør jeg.
I torsdags deltog jeg i mit allerførste Poetry Slam. Havde aldrig været til et før, anede ikke hvad de andre ville komme med, lavede mine tre tekster aftenen før og på selve dagen. Først var vi 10, i anden runde seks, og så manglede jeg sølle 0,3 point fra en finaleplads. Så det gik jo godt. Selvom jeg stillede op med digte, der fucking rimede, hvilket jo slet slet ikke er mig. Næste gang bliver mere mig. Og næste gang bliver i oktober. Jeg er bange for, at jeg har fundet en hobby. Jeg er bange for, at jeg har fundet lige præcis det miljø, hvor jeg gerne vil være med. En blanding af standup, lyrik og bare ord. Spoken word, som det også hedder, bliver min næste personlige udfordring.
Idag skal til optikeren og ender med at få briller. Det bliver ganske afskyeligt. På fredag skal jeg til hørelægen igen og have lavet aftryk og diverse til nyt høreapparat. Ikke kun ét, men nu to. Jeg har 8 % hørelse på det dårlige øre og detviser sig desværre kun at være 50% på det gode. Så nu skal jeg altså finde mig i både at være for tyk, have overbid og skæg, kæmpestor næse, to høreapparater og briller. Så nej, jeg dater ikke mere. Tror det er ligemeget, ing? Desuden har Tinder KUN givet mig dårlig sex. Og det er helt slut med Ronni og Johnni, som jeg kaldte mine tå frække Tinderfyre. De er begge to fornærmede over, at jeg ikke vil mere end at drikke og kneppe. Men jeg vil ikke mere, så hvad skal jeg gøre. Desuden gav de kun dårlig sex. De led begge to af the big dick-syndrome og mit liv er bare for kort. Sorry.
Så har jeg købt en bil. Gammel Opel-øse som jeg skal cruise til arbejde i og som var en betingelse for at få jobbet. Til statens højeste kørselstakst, forstås. Jeg har også købt to marsvin. De skal bare lige putte lidt med deres mor i tre uger, så får vi dem. Glæder mig til at se, om jeg har opforstret en psykopat eller en empatisk lille pige. Alt imens kan jeg godt i mit yndige indre være belymret for, om jeg nu også stadig selv kan lide marsvin. Jeg har haft 11 marsvin. 9 Sløjfe'r, en Martha og Mohammed, hvoraf sidstnævnte var en Gud. Nånej, en profet, men stadig. Ham havde jeg som voksen. De andre marsvin som barn. De døde stortset hveranden weekend hver gang jeg havde været hjemme hos min far. Så ringede min mor og sagde: Sløjfe er krakeleret. Set i bakspejlet betød det, at min mor enten havde sluppet dem fri på volden eller kastet dem i kanalen. Yeah, she did. Mohammed døde bare af alderdom, fem år gammel, og Litaueren smed ham bare i skraldeskakten, så jegmåtte ned i containeren og finde mit døde kolde stive marsvin, det var ret klamt skulle jeg hilse at sige, men han skulle jo have en begravelse. Og den endte med at koste mig en bøde fra Naturstyrelsen eller hvad fanden det var, fordi jeg ikke havde begravet ham 2,8meter nede i jorden i gården. Eller så noget, jesus christ, jeg fik alle naboerne på nakken. Nå, men jeg håber ikke, at jeg nu i en alder af 32 vil føle det mere som en forgyldet rotte end et sødt lille kæledyr. Lidt lissom at jeg ikke turde gå i rutsjebanen i Bonbon-land i søndags, selvom jeg har været oppe i den mange gange før.
Stodderen og jeg er samme sted. Vi ses en del, men har stadig et max på cirka 5 timer, før vi går igang igen. Eksempelvis på vej hjem fra Bonbon-land, hvor vi havde haft en skøn dag, og jeg havde undladt med stor styrke at kommentere på hans falske skingre overglade fjernsynfordigstemme, som han bruger til Den Lille Uskyldige Pige istedet for bare at tale helt normalt, men der begyndte vi så at diskutere for 30.0000ende gang, hvem der har størst kørselserfaring. Om det var villadrengen der fik kørekort fordi han ikke røg som 18-åeig og aldrig kørte igen, før han blev rigtig voksen og mødte mig, som havde bil. Eller om det var mig, der tog kørekort som 25-årig, men kørte dagligt fra dag ét i hjemmeplejen. Tåbelig tåbelig diskussion som endte i vildt raseri, forsøgt neddæmpet af hensyn til barnet, men ikke kunne gøres helt optimalt. Vi diskuterer de mest hjernedøde ting. Det hat vi altid gjort. Vi har ikke haft evalueringssamtalen endnu, men har haft en bid af den. Vi er vist begge to enige om, at vi ikke gider bo sammen. Vi trives faktisk som det er nu. Så vi har faktisk besluttet, at vi vil forsøge at finde boliger meget tæt på hinanden. Optimalt set helst i samme opgang. Her vil nogle mene, at det vil forvirre barnet, andre vil mene noget andet. Vi mener noget andet. Vi mener, at når nu vi alligevel er skilt, kan det ikke blive værre for hende. Altså, på den måde. Vi tror ikke, at det vil forvirre hende at få mulighed for at løbe frem og tilbage imellem os. Vi havde en mindre krise for nogle uger siden, hvor jeg kom forbi og barnet så sagde, at hun ville med mig hjem. For fremtiden har vi besluttet, at det skal være iorden. Hun skal føle, at hendes hjem er åbne for hende nårsomhelst og hun skal ikke føle sig forkert, fordi hun savner den ene mere i en periode. Hun græd, da jeg tog afsted den dag. Og jeg måtte sætte mig og græde lidt længere nede ad gaden. Det er jo ikke sjovt på nogen måde at undvære sit barn. Det er jo ikke sjovt, at se hende græde når man kører væk. Jeg savner hende hver dag, selvom jeg trives i det store og hele med ordningen. Hun savner sin far, når hun er hjemme og hun savner mig, når hun er hos ham. Ja, vi kalder mit hjem for hendes hjem. Det er jo trods alt hendes barndomshjem og hun skal have et eller andet sted, der kaldes hjem hjem. Anyways, vi går efter at finde lejligheder i samme ejendom og det kan lade sig gøre, fordi vi er opnoterede i det samme boligselskab. Med hensyn til ham og mig, så... Ja. Jeg kunne jo egentlig godt tænke mig, at vi kunne have et løst forhold. Sådan som det er ligenu ihvertfald. At vi kunne kysse og knalde, hvis vi har lyst, og kysse og knalde andre, hvis vi har lyst. Det virker han ikke interesseret i, han virker faktisk slet ikke interesseret i at være mere sammen med mig end nu. Og det er også okay. Ligenu er det egentlig okay som det er. Barnet sagde på vej hjem fra børneren forleden dag: Jeg elsker far. Og så sagde jeg: det gør jeg også. Og sagde hun: Elsker du min far? Med store lysende øjne. Hun blev simpelthen så glad. Det er sådanne små ting, hvor man lige stopper op og bemærker, at hun faktisk føler noget omkring skilsmissen. Ikke at jeg på nogen måde troede, at hun ikke ville gøre det, men det kommer i små nærmest umærkbare udtryk. Som da vi gik i parken og hun elsker at holde hånd med os begge to og blive svinget op i luften. Så tog hun vores hænder og satte sammen. Alligevel utroligt at en 3-årig gør sig begreb om den slags. Altså, ikke at hun er bevidst om skilsmissen, men også hvad der skal til. Eller, ja, I forstår vel hvad jeg mener. Og i samme ombæring må jeg sige, at når hun sidder i bilen under en af vores diskussioner og siger: Hold op med at drille hinanden, så bliver jeg bekræftet i, at det er godt på den lange bane, at vi ikke stadig er sammen.
Nå. Men på mandag starter jeg på arbejde igen. Og ja, det betyder at jeg har droppet kandidatstudiet. Jeg kan altid tage kandidaten. Men efter at have kaperet vinterens krise, fyret den af hele sommeren og generelt rendt rundt med hovedet oppe i røven, indså jeg bare i august, at jeg ville have et arbejde. Jeg har brug for at være en del af trummerummen, brug for faste rammer, hverdagsrutine og glæder mig til at holde weekend med god samvittighed. Det sidste halve år har jeg jo ikke lavet en skid! Jeg har gået på druk onsdag formiddag, jeg har ikke skulle en skid. Det er typisk mig først i sidste minut at beslutte, hvad jeg égentlig vil. Og heldigvis fik jeg et arbejde lige på falderebet. Nu gør jeg dét. Jeg glæder mig til lønnen, jeg glæder mig til tidlige heltiske morgener, til stressede ulvetimer, ja det gør jeg fandme. Har jeg fået nok ud af denne livspause? Næh. Kunne jeg have været en bedre mor i den tid? Ja. Kunne jeg have bedrevet mere personligt? Ja. Kunne jeg have trænet og trænet og trænet? Ja. Men jeg havde en rigtig hård vinter og jeg havde brug for at trykke på OFF-knappen.
De sidste par dage i min frihed bliver brugt til praktiske forberedelser. Jeg skal til optikeren idag. Til hørelægen på fredag. Jeg har købt nye klude, sat outfits sammen, taget billeder af dem, så der ingen tøjkriser er om morgenen, når det hele går igang. Jeg har muget ud, ryddet op, Im trying to keep it simple. Og jeg har taget en meget vigtig beslutning for mit fremtidige arbejdsvirke, foranlediget af et godt råd jeg engang fik fra en vis kvinde: Man skal ikke blande arbejde og privatliv. Dét er en lektie jeg har lært nu. Og der kommer ikke til at være nogen fredagsøl eller på nogen måde nogetsomhelst privatlivsagtigt med mig på det nye arbejde. Jeg vil ikke have kolleger på min Facebook osv.
Apropos den blanding, så skrev Svenskeren mraftedme til mig i sin brandert i sidste weekend. På Facebook. At han savnede mig. Og så krydsede vi hinandens vej på cykler i forgårs og da vinkede vi bare lige med hånden. Når jeg tænker på, hvor meget ravage den mand forårsagede i mit indre... Puha. Men jeg fortryder det faktisk ikke. Jeg fortryder at have såret Stodderen. Jeg fortryder bare ikke, at det endte spdan her, for hvordan ville tingene have set ud? Vi havde brug for et spark. Og jeg tænker tilbage på Svenskeren med et smil over alle de stunts vi lavede, hvor meget sjov vi havde og igen må jeg erkende, at jeg nok altid vil foretrække oplevelser på godt og ondt, fremfor ingen.
Nå, nu skal jeg snart afsted. Stodderen henter mig i vores bil. Nu er det nemlig ikke kun et barn, der er i 7/7-ordning, men også en bil, en ladcykel og snart to marsvin. Det er sguda sjovt.
Ps. Jeg begræder det faktum, at jeg ikke kan dele mit legekøkken med jer. Og keg beklager eventuelle tyrkg stavefejl, men jeg kan ikke gå tilbage og rette i indlæg skrevet på ipad, for så går den kold.
mandag
Meanwhile in Copenhagen...
Min gamle stationære computer har slået godnatskiden. Så jeg har kun ipad at skrive på, hvilket man jo ikke gider. Først købte jeg en bærbar, som var for stor. Så byttede jeg den til en bærbar, der var for lille. Og så mistede jeg fuldstændig tålmodigheden med det pis. Nu venter vi lige på, at jeg magter at forholde mig til det lort igen, så vender jeg stærkt tilbage!
Meanwhile kan de af jer, der endnu ikke har set mit ærligt talt FANTASTISKE legekøkken til Den Lille Uskyldige Pige, nyde mine kreative talenter. Bum. Haha.
Nå, det kan I så ikke alligevel, fordi den her lorteipad ikke giver mulighed for andet end at hente billeder fra et Picasa-album, selvom man ikke har et, eller telefonen hvor billederne åbentbart er stoppet i sommeren 2013. Jeg maaaaagter ikke det her tekniske PIS!
Meanwhile kan de af jer, der endnu ikke har set mit ærligt talt FANTASTISKE legekøkken til Den Lille Uskyldige Pige, nyde mine kreative talenter. Bum. Haha.
Nå, det kan I så ikke alligevel, fordi den her lorteipad ikke giver mulighed for andet end at hente billeder fra et Picasa-album, selvom man ikke har et, eller telefonen hvor billederne åbentbart er stoppet i sommeren 2013. Jeg maaaaagter ikke det her tekniske PIS!
Hmmm...
Det er mandag og jeg har andendagstømmermænd og alkoblues. Så er det sagt. Jeg har fjernet mit sidste indlæg igen, fordi meningen bare var at få min side af sagen fortalt og det er blevet skrevet nu og læst.
Når jeg tænker tilbage på året 2014 indtil videre, så tænker jeg bare: Fuuuck altså. Hvad er det der sker? Hvad er der sket? Hvorfor lever jeg pludselig det her liv? Den ene dag forekommer det vildt surrealistisk, stadigvæk. Den anden dag, som om det aldrig har været anderledes. Det er alligevel vildt, hvor hurtigt man vænner sig til forandringer. Jeg har altid været god til at tilpasse mig, måske fordi jeg har en latent mistro til fundamental tryghed, jeg stoler ikke på tryghed, jeg er altid forberedt på det værste, jeg opsøger måske ligefrem utrygheden, fordi jeg er tryggere ved utrygheden end trygheden. Ja, der går sgu lidt Freud i den...
Når jeg tænker helt tilbage til maj 2012, hvor jeg startede på det nye arbejde efter barslen. Og på hvordan mig og Mr. X hurtigt blev kaldt Symbiosen af mine kolleger, fordi vi konstant ringede til hinanden, skrev sms og generelt bare hang sammen som ærtehalm, sådan som vi har været siden 2006. Så tænker jeg HVAD SKETE DER? Hva fanden SKETE der. Hvordan kom vi så langt fra hinanden? Hvordan kunne jeg have en affære i et helt år. Hvordan kunne jeg svigte ham på den måde og være så illoyal? Det ligner mig ikke. Jeg har altid været glad for mænd osv jaja, men jeg har aldrig snydt og bedraget. Jeg har altid været glad for mænd osv jaja, men jeg har aldrig haft nemt til forelskelse. Jeg har altid være benhård i mit følelsesliv og hver gang jeg er blevet forelsket, har det været bevidst og et aktivt valg. Det hænger sammen med min frygt for at være afhængig af andre, eller, måske bare min tendens til at være meget uafhængig generelt. Jeg er ikke sådan en, der kan rides rundt med i manegen og slet ikke med mit følelsesliv. Jeg er iskold. Det er jeg. På bunden af det hele, selvom jeg er et utroligt sødt og hjælpsomt og sympatisk menneske, så er jeg iskold. Jeg er dybest set ligeglad med andre mennesker. Og jeg mener ikke, at jeg render rundt til hverdag og er ligeglad. På den måde. Men når alt kommer til alt, så ved jeg, at jeg står alene. Midlet har altid helliget målet. Jeg gør, hvad der passer mig og det har jeg altid gjort og folk hader mig for det. Og den eneste forklaring jeg kan komme på, hvis vi ser bort fra, at jeg kunne være psykopat, er Freud. Fra jeg var 9 år, den skæbnesvangre nat jeg har fortalt om flere gange før, til jeg var 24 cirka, blev jeg så hærdet, som menneske, så kold i røven, så bevidst om, at jeg kun har mig selv, at det har gjort mig til den, jeg er idag. Og jeg bebrejder ikke mig selv, kun. Jeg blev svigtet af min mor, jeg blev svigtet af min far, jeg blev svigtet af ALLE, jeg svigtede mig selv, jeg boede på den der fucking ungdomspension, der smadrede mig fuldstændig, gjorde mig endnu mere hård og kold, jeg mødte Litaueren, blev voldelig og stod som 21-årig overfor en kæmperøvfuld ballade, da han overtrak mit visa-kort med 16000 pga ludomani, rullede rundt i vores nye bil i en brandert, ham og hans venner smadrede hele min lejlighed og alt hvad jeg ejede, alle de ting der skete. Der er ikke noget at sige til, at jeg er blevet en hård nyser.
De eneste to mennesker, der aldrig har svigtet mig og altid har været der for mig, er min kusine og Mr. X. Det undrer mig, at det her er sket. Fordi, ligeså iskold jeg er, ligeså loyal er jeg dog også. Jeg er dybt loyal. Og det er lige præcis, når folk svigter min loyalitet, at jeg går helt amok. Så hvordan kunne jeg være så illoyal overfor et menneske, som ikke har været andet end tro mod mig? Jeg kunne besvare det spørgsmål på to måder. Jeg kunne påpege alle de ydre omstændigheder, såsom fertilitetsbehandlingen (sexliv), min dårlige fødselsoplevelse og deraf følgende milde fødselsdepression (jeg fjernede mig), hans fuldstændige forelskelse i vores barn og totalt forglemmelse af mig (fristet af kollega der gav mig opmærksomhed som kvinde) og alle de der ting, der skete i tiden op til at det hele gik galt. Men jeg synes det er fesent. Det kan ikke nytte noget at man bebrejder ydre omstændigheder for ens valg her i livet. Det kan give en FORKLARING på, hvorfor ens valg endte dér hvor de gjorde, men det kan aldrig være deres ansvar. De ydre omstændigheder. Det er mit ansvar. Jeg traf et valg. Der er ikke noget, der bare sker. Jeg valgte.
Man kommer jo, som foruretteren, til at søge en forklaring, der kan trøste den forurettede. Men det er egentlig ikke det, jeg er ude efter. For hvis jeg, som menneske, skal lære noget af det her, så skal jeg have den helt rene sandhed. Min inderste inde-agtige sandhed. Lad os sige, at der var en Gudinde ovenover mig. Som havde set det hele og hørt det hele. Og kunne fortælle mig, hvorfor jeg valgte at gøre, som jeg gjorde. Ville jeg overhovedet orke at høre svaret? Kan jeg overhovedet bruge det til noget? Er mit liv ikke bare præget af impulsstyret adfærd? Er jeg ikke bare for bevidst om, at Livet Er For Kort? Har jeg haft et lorteliv de første 24 år ud af 32? Og derfor føler mig berettiget til at skide på alle andre og gøre præcis hvad JEG vil, når jeg vil og hvordan jeg vil? Er det sådan det er? Er jeg sådan? Ja. Måske.
Det gik jo ellers fint. Det der med at være et almindeligt 8-16 menneske. Jeg tog min uddannelse. Jeg fik et job. Jeg blev gift. Jeg fik et barn. Trip, trap, træsko. Jeg levede efter min plan: At være normal. Lissom alle andre. At mit barn skulle være normalt og have normale forældre, der begge troppede op til forældremøderne og godt gad tale med de andre. Jeg var dygtig til mit arbejde, respekteret blandt kollegerne og borgerne elskede mig. Fik en lækker lejlighed et lækkert sted med udsigt til vand, som jeg altid har drømt om. Trippeli, trippeli, trap. Men inde under det her lag af status-symboler og min dybt fokuserede jagt på Det Normale Liv, var jeg bare stadig. Stadigvæk lige nøjagtigt så utæmmet, uhæmmet, skør og grænseløs som altid. Jeg følte egentlig ikke, at jeg levede på en løgn eller noget i den dur. Jeg tror bare, at der var for lidt krydderi på tilværelsen. Jeg manglede noget skævhed. Jeg kunne dårligt få luft til sidst, så uspontant et liv var det blevet. Op på arbejde, hjem igen, hvem laver mad. Leverpostejen var såmænd fin nok i sig selv, men jeg manglede de små gnist af spontanitet. Og den sidste måned af min barsel var jeg som en vulkan, der bare ventede på at eksplodere. Og det gjorde jeg så. Jeg eksploderede ud over det hele. Lavaen strømmede fra mit indestængte indre, der var så meget ENERGI, jeg kogte og buldrede, og jeg vidste det godt. Shit was about to go down. Men jeg tog ikke ansvar for det. Jeg kunne ikke - og jeg ville ikke.
Når jeg tænker tilbage på året 2014 indtil videre, så tænker jeg bare: Fuuuck altså. Hvad er det der sker? Hvad er der sket? Hvorfor lever jeg pludselig det her liv? Den ene dag forekommer det vildt surrealistisk, stadigvæk. Den anden dag, som om det aldrig har været anderledes. Det er alligevel vildt, hvor hurtigt man vænner sig til forandringer. Jeg har altid været god til at tilpasse mig, måske fordi jeg har en latent mistro til fundamental tryghed, jeg stoler ikke på tryghed, jeg er altid forberedt på det værste, jeg opsøger måske ligefrem utrygheden, fordi jeg er tryggere ved utrygheden end trygheden. Ja, der går sgu lidt Freud i den...
Når jeg tænker helt tilbage til maj 2012, hvor jeg startede på det nye arbejde efter barslen. Og på hvordan mig og Mr. X hurtigt blev kaldt Symbiosen af mine kolleger, fordi vi konstant ringede til hinanden, skrev sms og generelt bare hang sammen som ærtehalm, sådan som vi har været siden 2006. Så tænker jeg HVAD SKETE DER? Hva fanden SKETE der. Hvordan kom vi så langt fra hinanden? Hvordan kunne jeg have en affære i et helt år. Hvordan kunne jeg svigte ham på den måde og være så illoyal? Det ligner mig ikke. Jeg har altid været glad for mænd osv jaja, men jeg har aldrig snydt og bedraget. Jeg har altid været glad for mænd osv jaja, men jeg har aldrig haft nemt til forelskelse. Jeg har altid være benhård i mit følelsesliv og hver gang jeg er blevet forelsket, har det været bevidst og et aktivt valg. Det hænger sammen med min frygt for at være afhængig af andre, eller, måske bare min tendens til at være meget uafhængig generelt. Jeg er ikke sådan en, der kan rides rundt med i manegen og slet ikke med mit følelsesliv. Jeg er iskold. Det er jeg. På bunden af det hele, selvom jeg er et utroligt sødt og hjælpsomt og sympatisk menneske, så er jeg iskold. Jeg er dybest set ligeglad med andre mennesker. Og jeg mener ikke, at jeg render rundt til hverdag og er ligeglad. På den måde. Men når alt kommer til alt, så ved jeg, at jeg står alene. Midlet har altid helliget målet. Jeg gør, hvad der passer mig og det har jeg altid gjort og folk hader mig for det. Og den eneste forklaring jeg kan komme på, hvis vi ser bort fra, at jeg kunne være psykopat, er Freud. Fra jeg var 9 år, den skæbnesvangre nat jeg har fortalt om flere gange før, til jeg var 24 cirka, blev jeg så hærdet, som menneske, så kold i røven, så bevidst om, at jeg kun har mig selv, at det har gjort mig til den, jeg er idag. Og jeg bebrejder ikke mig selv, kun. Jeg blev svigtet af min mor, jeg blev svigtet af min far, jeg blev svigtet af ALLE, jeg svigtede mig selv, jeg boede på den der fucking ungdomspension, der smadrede mig fuldstændig, gjorde mig endnu mere hård og kold, jeg mødte Litaueren, blev voldelig og stod som 21-årig overfor en kæmperøvfuld ballade, da han overtrak mit visa-kort med 16000 pga ludomani, rullede rundt i vores nye bil i en brandert, ham og hans venner smadrede hele min lejlighed og alt hvad jeg ejede, alle de ting der skete. Der er ikke noget at sige til, at jeg er blevet en hård nyser.
De eneste to mennesker, der aldrig har svigtet mig og altid har været der for mig, er min kusine og Mr. X. Det undrer mig, at det her er sket. Fordi, ligeså iskold jeg er, ligeså loyal er jeg dog også. Jeg er dybt loyal. Og det er lige præcis, når folk svigter min loyalitet, at jeg går helt amok. Så hvordan kunne jeg være så illoyal overfor et menneske, som ikke har været andet end tro mod mig? Jeg kunne besvare det spørgsmål på to måder. Jeg kunne påpege alle de ydre omstændigheder, såsom fertilitetsbehandlingen (sexliv), min dårlige fødselsoplevelse og deraf følgende milde fødselsdepression (jeg fjernede mig), hans fuldstændige forelskelse i vores barn og totalt forglemmelse af mig (fristet af kollega der gav mig opmærksomhed som kvinde) og alle de der ting, der skete i tiden op til at det hele gik galt. Men jeg synes det er fesent. Det kan ikke nytte noget at man bebrejder ydre omstændigheder for ens valg her i livet. Det kan give en FORKLARING på, hvorfor ens valg endte dér hvor de gjorde, men det kan aldrig være deres ansvar. De ydre omstændigheder. Det er mit ansvar. Jeg traf et valg. Der er ikke noget, der bare sker. Jeg valgte.
Man kommer jo, som foruretteren, til at søge en forklaring, der kan trøste den forurettede. Men det er egentlig ikke det, jeg er ude efter. For hvis jeg, som menneske, skal lære noget af det her, så skal jeg have den helt rene sandhed. Min inderste inde-agtige sandhed. Lad os sige, at der var en Gudinde ovenover mig. Som havde set det hele og hørt det hele. Og kunne fortælle mig, hvorfor jeg valgte at gøre, som jeg gjorde. Ville jeg overhovedet orke at høre svaret? Kan jeg overhovedet bruge det til noget? Er mit liv ikke bare præget af impulsstyret adfærd? Er jeg ikke bare for bevidst om, at Livet Er For Kort? Har jeg haft et lorteliv de første 24 år ud af 32? Og derfor føler mig berettiget til at skide på alle andre og gøre præcis hvad JEG vil, når jeg vil og hvordan jeg vil? Er det sådan det er? Er jeg sådan? Ja. Måske.
Det gik jo ellers fint. Det der med at være et almindeligt 8-16 menneske. Jeg tog min uddannelse. Jeg fik et job. Jeg blev gift. Jeg fik et barn. Trip, trap, træsko. Jeg levede efter min plan: At være normal. Lissom alle andre. At mit barn skulle være normalt og have normale forældre, der begge troppede op til forældremøderne og godt gad tale med de andre. Jeg var dygtig til mit arbejde, respekteret blandt kollegerne og borgerne elskede mig. Fik en lækker lejlighed et lækkert sted med udsigt til vand, som jeg altid har drømt om. Trippeli, trippeli, trap. Men inde under det her lag af status-symboler og min dybt fokuserede jagt på Det Normale Liv, var jeg bare stadig. Stadigvæk lige nøjagtigt så utæmmet, uhæmmet, skør og grænseløs som altid. Jeg følte egentlig ikke, at jeg levede på en løgn eller noget i den dur. Jeg tror bare, at der var for lidt krydderi på tilværelsen. Jeg manglede noget skævhed. Jeg kunne dårligt få luft til sidst, så uspontant et liv var det blevet. Op på arbejde, hjem igen, hvem laver mad. Leverpostejen var såmænd fin nok i sig selv, men jeg manglede de små gnist af spontanitet. Og den sidste måned af min barsel var jeg som en vulkan, der bare ventede på at eksplodere. Og det gjorde jeg så. Jeg eksploderede ud over det hele. Lavaen strømmede fra mit indestængte indre, der var så meget ENERGI, jeg kogte og buldrede, og jeg vidste det godt. Shit was about to go down. Men jeg tog ikke ansvar for det. Jeg kunne ikke - og jeg ville ikke.
onsdag
Big Plans
Avvv min krop, mand. Totalt øm über-alles. Vågnede 7.07 og skal til spinning 9.15. Nu sidder jeg her og drikker kaffe efter at overboens drengebørn så mig nøgen og jeg ved ikke, hvem der var mest ved at dø lige dér, men jeg kan godt sige dig: Det er sgu sørgeligt at sommeren er slut. For nu er de jo begyndt i skole igen. Og så er sommeren slut. Snøft. Det er kun et par måneder siden, jeg stod overfor en fantastisk sommer fuld af spas, gak og løjer. Og der har da også været en del spas, men er det virkelig allerede forbi?
Nu er det sådan, at jeg igår blevet grebet af trang til at Få Styr På Noget. Den er sådan kommet snigende på det seneste. Ja, fordi jeg ved altså ikke helt. Jeg tror ikke, jeg gider det studie alligevel. Eller også gider jeg. Men hvis man kom og tilbød mig et fedt job, så ville jeg tage det. Altså, jeg gider ihvertfald ikke være fattig mere. Det her dagpengepis er jo elendigt. Jeg har været vant til en fuldtidsløn i mange år, endda to på én gang, og nu sidder man bare her med dagpenge. Og det bliver jo værre med SU. Jeg regnede på det igår og hvis jeg skal have en ordentlig indtægt, så skal jeg tage SU-lån på 2900 kr om måneden. Dertil kan jeg få ekstra-lån som forsørger på 1500 kr, men bottom line er at: Jeg gider ikke låne 2900 kr om måneden. Jeg skylder allerede 68.000 i SU-lån. Hvis jeg arbejder det, som jeg må, så kan jeg ende med 13000 udbetalt om måneden, knap 14 hvis jeg spreder det kvartalsudbetalte forsørgertillæg. Men det gør jeg jo ikke. Før i tiden fik jeg 20.000 kr ud på min lønkonto hver sidste hverdag i måneden. Dét var lækkert. Mere lækkert end jeg oplevede det dengang, set i bakspejlet. Men jeg KUNNE godt være på SU, arbejde som handicaphjælper ved siden af, det vil kun kræve et par døgnvagter om måneden, det ville jo være okay. Og så ville jeg stadig få den kandidat, som jeg altid har drømt om, for alvor træde ud af den rent uddannelsesmæssige sociale arv og have masser af tid med min lille sukkerblomst. Men hvad skal man med masser af tid, når man ingen penge har at spendere?
Jeg har 24000 kr i feriepenge, der ligger og venter på at jeg springer ud af dagpengefængslet. Jeg kunne købe en lille skodbil og søge et job udenfor Københavns Kommune. Eftersom jeg kun gider arbejde socialforvaltningsmæssigt, er der ikke de store chancer for at jeg kan komme forbi reference-ko-chef-problemet. Og jeg gider IKKE arbejde i beskæftigelsesregi. Men jeg kunne måske godt finde noget med kød på, selvom det er ude i provinsen. Men risikoen for at jeg ender dér, som jeg gjorde med mit første arbejde i provinsen, med at sidde i et team på 5 personer i alderen 40+, det magter jeg bare ikke. Omvendt er jeg nødt til at overveje meget grundigt, hvad jeg laver ligenu, for jeg har ikke råd til at fucke up. Jeg har SU-klip til præcis 2 år. Så jeg kan ikke slacke den på første semester og så droppe ud til vinter eller noget i den stil. Jeg kender mig selv. Jeg skal gide det jeg laver. Og den del af min identitet, som socialrådgiver, som myndighedsperson, som et menneske med fuldtidsarbejde, ansvar og opgaver, noget at lave, noget at tale om, noget at tænke på, hele min faglige identitet har jeg mistet - og jeg savner den. Jeg savner den, jeg var, da jeg arbejdede, jeg savner mit liv, borgerne, pengene. Jeg savner egentlig ikke min gamle arbejdsplads og jeg er glad for, at jeg kom væk derfra i sidste ende, men fuck hvor er det nederen, at det spærrer vejen for mig nu, for der har satme været mange fede stillinger, som jeg ved er uopnåelige for mig under disse betingelser. Jeg orker altså ikke at sidde igen, som jeg gjorde med de første otte stillinger jeg søgte, blive udtaget til samtale ud af hundredevis af ansøger, blive valgt til jobbet og så droppet på grund af referencen. Jeg orker det ikke. Finder det enormt ydmygende - fordi jeg og alle andre, kolleger og borgere véd, at jeg er skidegod til det jeg laver - og min uretfærdighedsfølelse blusser ekstremt meget op, og så bliver jeg hævntørstig og min psyke bliver presset, fordi mit raseri ingen grænser kender. Nej.
I forgårs skippede jeg lige lynhurtigt en standard-ansøgning afsted, da jeg fandt et stillingsopslag med frist dagen efter kl 9. Det var en dårlig ansøgning, som jeg egentlig havde sendt et andet sted hen, men jeg sendte den sgu alligevel. Problemet er bare, at jeg ikke kan satse på begge dele. Jeg skal starte på studiet her d. 1. og det er også cirka deromkring Jobcentret overtager mit ledighedsproblem og sender mig i aktivering osv. Det magter jeg ikke! Jeg betragter mig selv, som værende frivilligt ledig. Hvis jeg havde villet i arbejde, så var jeg det også idag. Any kind of job. Lad os sige jeg mistede dagpengene idag, så sad jeg i kassen i Netto imorgen. Eller noget andet. Det er jeg skam ikke for fin til og jeg skal nok klare mig uanset hvad, men det er seføli lidt tåbeligt, at jeg ikke har lavet en skid eller gjort noget ved min situation de sidste tre måneder. Jeg har bare været totalt apatisk. Liderlig og fordrukken, ærligt talt. Men sådan er det jo med mig. Jeg arbejder bedst under pres, så seføli begynder jeg NU, to uger før studiestart at lægge planer.....
Jeg meldte mig ind i nogle handicaphjælperformidlinger igår. Bare for at være på den sikre side. Har jo 7 års erfaring fra hjemmeplejen og den dur. Så kan jeg eventuelt indhente de penge, som jeg må tjene ved siden af SU, eller hvis jeg er heldig kan jeg måske finde en tjans med døgnvagter og simpelthen bare tage 5-6 døgnvagter om måneden, så har jeg det samme udbetalt som SU med arbejde og lån, og der er jo stortset ingen mødepligt på det studie. Imens vil jeg søge alle de stillinger, som jeg gider arbejde med i et halvt år, for så kan jeg søge videre imens. Og så lige klemme røven sammen og tage det første semester og derefter orlov, hvis jeg har fundet en stilling. Så er SU'en heller ikke spildt. Det er planen.
Derudover så er jeg fast besluttet på, at Tinderfyren skal væk. Ud med ham. I vinters besluttede jeg mig for, at det er slut med at jeg er alle muliges lille hjælper. Jeg gider ikke hjælpe folk mere. Det må være min tætte venner og familiers privilegium. Jeg gider ikke være folks gratis socialrådgiver eller private psykolog eller gode ven, for den sags skyld. Jeg gider kun være venner med folk, hvor jeg får noget igen.
Jeg vil begynde at træne og det er ikke KUN, fordi jeg som sædvanlig skal tabe mig (det går rent faktisk fremad), men også fordi jeg kan fornemme, at det bliver en hård mørk tid, når efteråret og vinteren kommer over mig. Jeg har lissom overlevet rent humørmæssigt på det faktum, at det blev lysere og lysere for hver dag siden 'skilsmissen'. Nu bliver det mørkere og mørkere. Jeg gruer lidt for det. Min underbevidsthed gruer for det. Derfor er det SÅ vigtig, at jeg kommer ind i en træningsrutine nu, for så sikrer jeg de mest optimale betingelser for mit humør og min energi og gejst. Når man altså ser bort fra det ulidelige faktum, at jeg ikke rigtig har brug for mere energi og gejst. Hvis jeg får for meget af det, ender det jo præcis med alle mine julelege, fordi jeg så begynder at blive rastløs og kede mig og så har vi balladen. Det er jo derfor jeg ender med at sidde og drikke guldøl kl 11 på en eller anden stodders altan. Fordi: Hvad skal jeg ellers lave? Og hvorfor ikke? Livet er for kort. Og så videre. Og det ER jo også meget sjovt, så jeg fortryder ikke noget...
Nå. Men nu skal jeg til spinning og senere på druk med mit HangOverTeam, forhåbentlig.
Nu er det sådan, at jeg igår blevet grebet af trang til at Få Styr På Noget. Den er sådan kommet snigende på det seneste. Ja, fordi jeg ved altså ikke helt. Jeg tror ikke, jeg gider det studie alligevel. Eller også gider jeg. Men hvis man kom og tilbød mig et fedt job, så ville jeg tage det. Altså, jeg gider ihvertfald ikke være fattig mere. Det her dagpengepis er jo elendigt. Jeg har været vant til en fuldtidsløn i mange år, endda to på én gang, og nu sidder man bare her med dagpenge. Og det bliver jo værre med SU. Jeg regnede på det igår og hvis jeg skal have en ordentlig indtægt, så skal jeg tage SU-lån på 2900 kr om måneden. Dertil kan jeg få ekstra-lån som forsørger på 1500 kr, men bottom line er at: Jeg gider ikke låne 2900 kr om måneden. Jeg skylder allerede 68.000 i SU-lån. Hvis jeg arbejder det, som jeg må, så kan jeg ende med 13000 udbetalt om måneden, knap 14 hvis jeg spreder det kvartalsudbetalte forsørgertillæg. Men det gør jeg jo ikke. Før i tiden fik jeg 20.000 kr ud på min lønkonto hver sidste hverdag i måneden. Dét var lækkert. Mere lækkert end jeg oplevede det dengang, set i bakspejlet. Men jeg KUNNE godt være på SU, arbejde som handicaphjælper ved siden af, det vil kun kræve et par døgnvagter om måneden, det ville jo være okay. Og så ville jeg stadig få den kandidat, som jeg altid har drømt om, for alvor træde ud af den rent uddannelsesmæssige sociale arv og have masser af tid med min lille sukkerblomst. Men hvad skal man med masser af tid, når man ingen penge har at spendere?
Jeg har 24000 kr i feriepenge, der ligger og venter på at jeg springer ud af dagpengefængslet. Jeg kunne købe en lille skodbil og søge et job udenfor Københavns Kommune. Eftersom jeg kun gider arbejde socialforvaltningsmæssigt, er der ikke de store chancer for at jeg kan komme forbi reference-ko-chef-problemet. Og jeg gider IKKE arbejde i beskæftigelsesregi. Men jeg kunne måske godt finde noget med kød på, selvom det er ude i provinsen. Men risikoen for at jeg ender dér, som jeg gjorde med mit første arbejde i provinsen, med at sidde i et team på 5 personer i alderen 40+, det magter jeg bare ikke. Omvendt er jeg nødt til at overveje meget grundigt, hvad jeg laver ligenu, for jeg har ikke råd til at fucke up. Jeg har SU-klip til præcis 2 år. Så jeg kan ikke slacke den på første semester og så droppe ud til vinter eller noget i den stil. Jeg kender mig selv. Jeg skal gide det jeg laver. Og den del af min identitet, som socialrådgiver, som myndighedsperson, som et menneske med fuldtidsarbejde, ansvar og opgaver, noget at lave, noget at tale om, noget at tænke på, hele min faglige identitet har jeg mistet - og jeg savner den. Jeg savner den, jeg var, da jeg arbejdede, jeg savner mit liv, borgerne, pengene. Jeg savner egentlig ikke min gamle arbejdsplads og jeg er glad for, at jeg kom væk derfra i sidste ende, men fuck hvor er det nederen, at det spærrer vejen for mig nu, for der har satme været mange fede stillinger, som jeg ved er uopnåelige for mig under disse betingelser. Jeg orker altså ikke at sidde igen, som jeg gjorde med de første otte stillinger jeg søgte, blive udtaget til samtale ud af hundredevis af ansøger, blive valgt til jobbet og så droppet på grund af referencen. Jeg orker det ikke. Finder det enormt ydmygende - fordi jeg og alle andre, kolleger og borgere véd, at jeg er skidegod til det jeg laver - og min uretfærdighedsfølelse blusser ekstremt meget op, og så bliver jeg hævntørstig og min psyke bliver presset, fordi mit raseri ingen grænser kender. Nej.
I forgårs skippede jeg lige lynhurtigt en standard-ansøgning afsted, da jeg fandt et stillingsopslag med frist dagen efter kl 9. Det var en dårlig ansøgning, som jeg egentlig havde sendt et andet sted hen, men jeg sendte den sgu alligevel. Problemet er bare, at jeg ikke kan satse på begge dele. Jeg skal starte på studiet her d. 1. og det er også cirka deromkring Jobcentret overtager mit ledighedsproblem og sender mig i aktivering osv. Det magter jeg ikke! Jeg betragter mig selv, som værende frivilligt ledig. Hvis jeg havde villet i arbejde, så var jeg det også idag. Any kind of job. Lad os sige jeg mistede dagpengene idag, så sad jeg i kassen i Netto imorgen. Eller noget andet. Det er jeg skam ikke for fin til og jeg skal nok klare mig uanset hvad, men det er seføli lidt tåbeligt, at jeg ikke har lavet en skid eller gjort noget ved min situation de sidste tre måneder. Jeg har bare været totalt apatisk. Liderlig og fordrukken, ærligt talt. Men sådan er det jo med mig. Jeg arbejder bedst under pres, så seføli begynder jeg NU, to uger før studiestart at lægge planer.....
Jeg meldte mig ind i nogle handicaphjælperformidlinger igår. Bare for at være på den sikre side. Har jo 7 års erfaring fra hjemmeplejen og den dur. Så kan jeg eventuelt indhente de penge, som jeg må tjene ved siden af SU, eller hvis jeg er heldig kan jeg måske finde en tjans med døgnvagter og simpelthen bare tage 5-6 døgnvagter om måneden, så har jeg det samme udbetalt som SU med arbejde og lån, og der er jo stortset ingen mødepligt på det studie. Imens vil jeg søge alle de stillinger, som jeg gider arbejde med i et halvt år, for så kan jeg søge videre imens. Og så lige klemme røven sammen og tage det første semester og derefter orlov, hvis jeg har fundet en stilling. Så er SU'en heller ikke spildt. Det er planen.
Derudover så er jeg fast besluttet på, at Tinderfyren skal væk. Ud med ham. I vinters besluttede jeg mig for, at det er slut med at jeg er alle muliges lille hjælper. Jeg gider ikke hjælpe folk mere. Det må være min tætte venner og familiers privilegium. Jeg gider ikke være folks gratis socialrådgiver eller private psykolog eller gode ven, for den sags skyld. Jeg gider kun være venner med folk, hvor jeg får noget igen.
Jeg vil begynde at træne og det er ikke KUN, fordi jeg som sædvanlig skal tabe mig (det går rent faktisk fremad), men også fordi jeg kan fornemme, at det bliver en hård mørk tid, når efteråret og vinteren kommer over mig. Jeg har lissom overlevet rent humørmæssigt på det faktum, at det blev lysere og lysere for hver dag siden 'skilsmissen'. Nu bliver det mørkere og mørkere. Jeg gruer lidt for det. Min underbevidsthed gruer for det. Derfor er det SÅ vigtig, at jeg kommer ind i en træningsrutine nu, for så sikrer jeg de mest optimale betingelser for mit humør og min energi og gejst. Når man altså ser bort fra det ulidelige faktum, at jeg ikke rigtig har brug for mere energi og gejst. Hvis jeg får for meget af det, ender det jo præcis med alle mine julelege, fordi jeg så begynder at blive rastløs og kede mig og så har vi balladen. Det er jo derfor jeg ender med at sidde og drikke guldøl kl 11 på en eller anden stodders altan. Fordi: Hvad skal jeg ellers lave? Og hvorfor ikke? Livet er for kort. Og så videre. Og det ER jo også meget sjovt, så jeg fortryder ikke noget...
Nå. Men nu skal jeg til spinning og senere på druk med mit HangOverTeam, forhåbentlig.
tirsdag
TirsdagsMix
Nå, hvordan går det så? Jamen det går okay. Har lige holdt en laaaang teatralsk moralprædiken for Korea om buræg, som jeg har fundet til min store skræk i mit totalt burægsforbudte køleskab. Nu koger han dem allesammen og æder dem, for jeg døjer ikke at se på det lort. Jeg er iskold. Manden fatter hat af miljø eller dyrenes beskyttelse. I Korea bruger man simpelthen ikke det der med at slukke lyset og smide pap i særlige containere, overhovedet. De opererer slet ikke med omtanke for miljøet. Altså, gør jeg jo heller ikke på alting, ingen er perfekt vel høh, men jeg gør dog lidt, jeg gør da hvad jeg kan...
Havde en ret syret lørdag, søndag, mandag. Startede med at tage til fest med en af mine venner i Nordhavn, hvor Tinderfyr1 også var. Det vidste jeg seføli godt. Vi har et had-kærlighedsforhold til hinanden, som for mit vedkommende efterhånden er mere had end kærlighed. Nå, men min ven og ham stod så og kørte deres alfapis af og imens fik jeg øje på nogle sprøde brune underarme. I min brandert styrede jeg bare direkte imod dem og fandt en, og hold nu fast, københavnsk fisker! En decideret fisker? Fra København? Som simpelthen sejler ud fra Nordhavn i København og fanger ål og laks og rødspætter og tager hjem om aftenen og sælger dem?? Hold nu op, altså. Troede sguda man skulle langt ad helvede til for at fange ål og laks. Nå, men han lærte mig alt muligt om Østersøen og Kattegat og Skagerak. Vi sad på en bænk i timevis og endte med at sidde og snarve inde blandt folk foran musikscenen. Han var 25 år. Oh my jesus lord. Så fik jeg arrangeret mig en date, hvor jeg skal med ham ud på arbejde og flååå alle hans fisk for ham. Jeg elsker at rense fisk. Forhåbentlig skulle vi så fange nogle ål, fordi jeg eeeelsker stegte ål, og jeg har hakket hovedet af mange af dem sammen med min far engang. Nå, men jeg fattede slet ikke at både min ven og Tinderfyr skred på et tidspunkt. Blev fulgt til taxa af Fiskeren, kørte direkte hjem til Tinderfyr i håb om sex, men så var der gårdfest i hans lortegård og han var pissestiv, så lå jeg lidt og skumlede i hans seng og så blev jeg pludselig pissed i min brandert. Så jeg cyklede hjem fra Østerbro kl 5. Så sov jeg fra 6-13.30 og så ringede han og tiggede om nåde. I håb om sex tog jeg totalt bagstiv cyklen hjem til ham igen. Så endte det seføli med at vi sad og drak guldøl på hans altan og PLUDSELIG blæste hans café-store parasol OP i luften og svævede i flere sekunder over vores hoveder med dens kæmpestålstang og vi sad bare og værgede for os helt blanke og amazed og stive looooooooool det var simpelthen et rush lige dér og så fløj den hen over hovederne på os og ned, bang bang bang ad folks altaner og vinduer - og smadrede heldigvis ikke noget. Syyygt show! Bagefter så vi en rigtig klam gyser, som jeg var lige ved at begynde at græde af rædsel over, måtte gå ud og trække luft og puha, total klam. Og tilsidst var vi jo for trætte til at knalde. Så gjorde vi det senere midt om natten og jeg fik ZERO O, okay. Jeg gider simpelthen ikke mere med ham nu. Ærligt talt, jeg har det bare sådan: Jeg kommer priiiimært for at kneppe, seføli er det også hyggeligt og blah blah blah, men jeg er ude efter sex. Ordentlig sex. Vi er åbentbart nået til det punkt, hvor han prioriterer at være sammen med mig, fordi han synes jeg er sjov og underholdende og kan være hans forpulede lille psykolog, og så fuck om han bliver kørt for træt til at knalde. Og den går ikke! Vi kan godt drikke og lege og skyde med haglgevær efter hinanden, springe ud i vandet fra utrolige steder og lave alle de der stunts, men jeg vil fandme gerne have sex OGSÅ. Slut. Ellers må jeg bruge min energi på en anden, hvor jeg får det hele.
Nå, men så fik jeg totaaalt splattermave - eller det gjorde vi begge - midt om natten. Og jeg prøvede og prøvede og prøvede at holde mig. Normalt er jeg ekspert i IKKE at skide, jeg kan holde mig i en uge uden problemer, men det her var altså bare det mest groteske jeg længe har prøvet. Det gjorde ondt hele vejen ned i maven på mig, det var som om min røv sked inde i sig selv, den simpelthen bulede ud, føltes det som, lissom hvis man har en baby der sparker i maven, bare nede i røven. Jeg MÅTTE gøre det. Og så måtte jeg sidde på hans latterlige Østerbro-gamle-murstenshus med døre, der både er lidt åbne forneden og foroven OG som ovenikøbet har luft ind i badeværelset ved siden af, hvorfra døren går direkte ind i soveværelset. Og den anden dør går i forvejen stortset lige ind i soveværelset. Og vandhanen sprøjtede vandet ud på den allermest nænsomme lydløse måde. Så forestil dig komplet tavshed og en mand, som sover dårligt og meget let altid, og så mig der bare skulle skide som en granvoksen viking. Fuuuuck det var så nederen! Det er det mest nederen jeg har prøvet længe. Det er lige før det slår dengang jeg stillede mig ud på Former Miss Vaginas altan for at prutte og alle håndværkerne på stilladset ovenover mig i gården så mig! Aldrig har jeg da været så meget in touch med bevægeapparatet i min ringmuskel som denne nat.
Næste morgen ringede min desperate kusine, der skulle til eksamen i psykologi. Hun gik fra i april og fødte i maj og skulle så til syge-eksamen. Havde lige fået 02 i samfundsfag. Hvis hun dumpede den her eksamen, så ville hans plan ryge 1 år bagud. Ja, jeg siger ikke engang det her for at forsvare det, for jeg er sgu ligeglad. Men vi tilførte lige Vores Livs Stunts et ekstra stunt - og jeg gik simpelthen til eksamen for hende. Hun havde kun haft læreren to gange og det var i april, så vi tog chancen og det gik. Jeg havde tømmermænd og det eneste jeg ikke gad trække var Krise og Stress. Så det var det jeg trak. Men imponerende nok, det må jeg altså give mig selv, så gik jeg op med tømmermænd direkte 'fra gaden' med nogle forvirrende håndskrevne papirer i armen og fik 7. Booyaka! I still got it, okaaaay. Kusinen er selvfølgelig dybt taknemmelig. Og hvis du sidder derude og får ondt i røven, så truuut makker. Vi vil altid hjælpe hinanden, mig og hende, og målet vil altid hellige midlet. Desuden er min kusine overhovedet ikke dum på det psykologiske område, hun er meget indsigstfuld og reflekterende og det ved jeg, fordi hun er min primære samtalepartner. Hun kunne godt have bestået den eksamen under andre omstændigheder. Men det har været hårdt at være gravid og føde og alt det der og nu, hvor hun endelig er kommet igang med noget brugbart skal én skide eksamen ikke stå i vejen for det. Så det lever jeg fuldstændig i fred med.
Idag har jeg været til BodyFit kl 10, helt skarp, og med masser af vægt på min dovne krop. Havde kraftedme 14 kilo på på et tidspunkt. Men det er også planen. Jeg vil træne min røv i laser nu og så vil jeg være heeeerrrelækker igen, når jeg skal fest i Ballonen med alle de frrrække drenge om en måned. Er totalt motiveret efter at have fået styr på mit fitnesskort. Plus jeg har udstyret klar. Mine ben er latterligt tynde i løbebukser og jeg ligner seriøst en omvendt tandpastatube more than ever, men jeg er iskold. Dengang jeg smadrede 12 kilo af mig selv på en måned, trænede jeg hård styrketræning som idag om morgenen og spinning om aftenen, eller omvendt whatever. Jeg trænede to gange om dagen seks gange om ugen. Det burde kunne lade sig gøre. Det er 2 skide timer, der skal overståes på en dag hvor jeg ikke skal en skid. Jeg skal jo ikke en skid. Hvornår får jeg brev fra universitet om, hvor jeg skal opholde mig hvornår?? Vi starter 1. september! Anyways, jeg må til at mande mig op til spinning. Det er altså liiiige en tand hårdt ligenu, synes jeg. Alene tanken. Timen går bare SÅ langsomt og jeg får pisseondt i røven og jeg bliver så meeegarastløs og utålmodig, spinning skal virkelig bare overstås for mig ISÆR når der åbentbart skal sprøjtes spejle ud til alle sider og kanter, som om man gider det! Magter fandme ikke at glo på mig selv i den situation. Jeg får det simpelthen fysisk dårligt af det. Så spinning må lige vente lidt. Også fordi jeg efter sidste, den første, HIT!-time simpelthen overhovedet ikke kunne røre mig dagen efter. Jeg kunne ikke holde mit eget hoved, jeg måtte lade mig falde baglæns ned på toilettet med stor fare for det 'vægophængte toilet'. Jeg kunne ikke engang ligge på siden og læse en bog, for jeg kunne ikke holde bogen. Sådan var det i TO dage.
Nå, hej.
Havde en ret syret lørdag, søndag, mandag. Startede med at tage til fest med en af mine venner i Nordhavn, hvor Tinderfyr1 også var. Det vidste jeg seføli godt. Vi har et had-kærlighedsforhold til hinanden, som for mit vedkommende efterhånden er mere had end kærlighed. Nå, men min ven og ham stod så og kørte deres alfapis af og imens fik jeg øje på nogle sprøde brune underarme. I min brandert styrede jeg bare direkte imod dem og fandt en, og hold nu fast, københavnsk fisker! En decideret fisker? Fra København? Som simpelthen sejler ud fra Nordhavn i København og fanger ål og laks og rødspætter og tager hjem om aftenen og sælger dem?? Hold nu op, altså. Troede sguda man skulle langt ad helvede til for at fange ål og laks. Nå, men han lærte mig alt muligt om Østersøen og Kattegat og Skagerak. Vi sad på en bænk i timevis og endte med at sidde og snarve inde blandt folk foran musikscenen. Han var 25 år. Oh my jesus lord. Så fik jeg arrangeret mig en date, hvor jeg skal med ham ud på arbejde og flååå alle hans fisk for ham. Jeg elsker at rense fisk. Forhåbentlig skulle vi så fange nogle ål, fordi jeg eeeelsker stegte ål, og jeg har hakket hovedet af mange af dem sammen med min far engang. Nå, men jeg fattede slet ikke at både min ven og Tinderfyr skred på et tidspunkt. Blev fulgt til taxa af Fiskeren, kørte direkte hjem til Tinderfyr i håb om sex, men så var der gårdfest i hans lortegård og han var pissestiv, så lå jeg lidt og skumlede i hans seng og så blev jeg pludselig pissed i min brandert. Så jeg cyklede hjem fra Østerbro kl 5. Så sov jeg fra 6-13.30 og så ringede han og tiggede om nåde. I håb om sex tog jeg totalt bagstiv cyklen hjem til ham igen. Så endte det seføli med at vi sad og drak guldøl på hans altan og PLUDSELIG blæste hans café-store parasol OP i luften og svævede i flere sekunder over vores hoveder med dens kæmpestålstang og vi sad bare og værgede for os helt blanke og amazed og stive looooooooool det var simpelthen et rush lige dér og så fløj den hen over hovederne på os og ned, bang bang bang ad folks altaner og vinduer - og smadrede heldigvis ikke noget. Syyygt show! Bagefter så vi en rigtig klam gyser, som jeg var lige ved at begynde at græde af rædsel over, måtte gå ud og trække luft og puha, total klam. Og tilsidst var vi jo for trætte til at knalde. Så gjorde vi det senere midt om natten og jeg fik ZERO O, okay. Jeg gider simpelthen ikke mere med ham nu. Ærligt talt, jeg har det bare sådan: Jeg kommer priiiimært for at kneppe, seføli er det også hyggeligt og blah blah blah, men jeg er ude efter sex. Ordentlig sex. Vi er åbentbart nået til det punkt, hvor han prioriterer at være sammen med mig, fordi han synes jeg er sjov og underholdende og kan være hans forpulede lille psykolog, og så fuck om han bliver kørt for træt til at knalde. Og den går ikke! Vi kan godt drikke og lege og skyde med haglgevær efter hinanden, springe ud i vandet fra utrolige steder og lave alle de der stunts, men jeg vil fandme gerne have sex OGSÅ. Slut. Ellers må jeg bruge min energi på en anden, hvor jeg får det hele.
Nå, men så fik jeg totaaalt splattermave - eller det gjorde vi begge - midt om natten. Og jeg prøvede og prøvede og prøvede at holde mig. Normalt er jeg ekspert i IKKE at skide, jeg kan holde mig i en uge uden problemer, men det her var altså bare det mest groteske jeg længe har prøvet. Det gjorde ondt hele vejen ned i maven på mig, det var som om min røv sked inde i sig selv, den simpelthen bulede ud, føltes det som, lissom hvis man har en baby der sparker i maven, bare nede i røven. Jeg MÅTTE gøre det. Og så måtte jeg sidde på hans latterlige Østerbro-gamle-murstenshus med døre, der både er lidt åbne forneden og foroven OG som ovenikøbet har luft ind i badeværelset ved siden af, hvorfra døren går direkte ind i soveværelset. Og den anden dør går i forvejen stortset lige ind i soveværelset. Og vandhanen sprøjtede vandet ud på den allermest nænsomme lydløse måde. Så forestil dig komplet tavshed og en mand, som sover dårligt og meget let altid, og så mig der bare skulle skide som en granvoksen viking. Fuuuuck det var så nederen! Det er det mest nederen jeg har prøvet længe. Det er lige før det slår dengang jeg stillede mig ud på Former Miss Vaginas altan for at prutte og alle håndværkerne på stilladset ovenover mig i gården så mig! Aldrig har jeg da været så meget in touch med bevægeapparatet i min ringmuskel som denne nat.
Næste morgen ringede min desperate kusine, der skulle til eksamen i psykologi. Hun gik fra i april og fødte i maj og skulle så til syge-eksamen. Havde lige fået 02 i samfundsfag. Hvis hun dumpede den her eksamen, så ville hans plan ryge 1 år bagud. Ja, jeg siger ikke engang det her for at forsvare det, for jeg er sgu ligeglad. Men vi tilførte lige Vores Livs Stunts et ekstra stunt - og jeg gik simpelthen til eksamen for hende. Hun havde kun haft læreren to gange og det var i april, så vi tog chancen og det gik. Jeg havde tømmermænd og det eneste jeg ikke gad trække var Krise og Stress. Så det var det jeg trak. Men imponerende nok, det må jeg altså give mig selv, så gik jeg op med tømmermænd direkte 'fra gaden' med nogle forvirrende håndskrevne papirer i armen og fik 7. Booyaka! I still got it, okaaaay. Kusinen er selvfølgelig dybt taknemmelig. Og hvis du sidder derude og får ondt i røven, så truuut makker. Vi vil altid hjælpe hinanden, mig og hende, og målet vil altid hellige midlet. Desuden er min kusine overhovedet ikke dum på det psykologiske område, hun er meget indsigstfuld og reflekterende og det ved jeg, fordi hun er min primære samtalepartner. Hun kunne godt have bestået den eksamen under andre omstændigheder. Men det har været hårdt at være gravid og føde og alt det der og nu, hvor hun endelig er kommet igang med noget brugbart skal én skide eksamen ikke stå i vejen for det. Så det lever jeg fuldstændig i fred med.
Idag har jeg været til BodyFit kl 10, helt skarp, og med masser af vægt på min dovne krop. Havde kraftedme 14 kilo på på et tidspunkt. Men det er også planen. Jeg vil træne min røv i laser nu og så vil jeg være heeeerrrelækker igen, når jeg skal fest i Ballonen med alle de frrrække drenge om en måned. Er totalt motiveret efter at have fået styr på mit fitnesskort. Plus jeg har udstyret klar. Mine ben er latterligt tynde i løbebukser og jeg ligner seriøst en omvendt tandpastatube more than ever, men jeg er iskold. Dengang jeg smadrede 12 kilo af mig selv på en måned, trænede jeg hård styrketræning som idag om morgenen og spinning om aftenen, eller omvendt whatever. Jeg trænede to gange om dagen seks gange om ugen. Det burde kunne lade sig gøre. Det er 2 skide timer, der skal overståes på en dag hvor jeg ikke skal en skid. Jeg skal jo ikke en skid. Hvornår får jeg brev fra universitet om, hvor jeg skal opholde mig hvornår?? Vi starter 1. september! Anyways, jeg må til at mande mig op til spinning. Det er altså liiiige en tand hårdt ligenu, synes jeg. Alene tanken. Timen går bare SÅ langsomt og jeg får pisseondt i røven og jeg bliver så meeegarastløs og utålmodig, spinning skal virkelig bare overstås for mig ISÆR når der åbentbart skal sprøjtes spejle ud til alle sider og kanter, som om man gider det! Magter fandme ikke at glo på mig selv i den situation. Jeg får det simpelthen fysisk dårligt af det. Så spinning må lige vente lidt. Også fordi jeg efter sidste, den første, HIT!-time simpelthen overhovedet ikke kunne røre mig dagen efter. Jeg kunne ikke holde mit eget hoved, jeg måtte lade mig falde baglæns ned på toilettet med stor fare for det 'vægophængte toilet'. Jeg kunne ikke engang ligge på siden og læse en bog, for jeg kunne ikke holde bogen. Sådan var det i TO dage.
Nå, hej.
lørdag
Liderlig
Idag skal vi tale lidt om, hvad mænd bør lave, når de ikke ligger på maven med hovedet mellem vores ben. Det skal vi, fordi Skrigeskinken her har været enormt besværet af sin nye status som Single de sidste to ugers tid. Ja, jeg må i sandhed begræde det faktum, at man ikke har gratis omkostningsfri sex til rådighed. Stort minus ved dette foretagende, ærligt talt. Nu om dage er man nødt til at være søøød og samarbejdsvillig og alt muligt lort. Man er nødt til at sende rosende søde smiskende sms'er til folk - også selvom man allerede HAR knaldet med dem flere gange. Altså, hvad er det mænd forventer efterhånden?
Hvordan skal en stakkels liderlig kvinde dog gebærde sig i dette morads, you tell me please? Hvis man er FOR sød, så tror de man vil lege far, mor og børn. Hvis man IKKE er sød, bliver de fornærmede på sådan en hunde-måde, hvor de løber over til dem med godbidder i lommen, for at få oppustet deres utrolige ego. Og så får man slet ikke noget. Nå. Så kan man gå på en date og være så skideuheldig, at stodderen er en af de der slags mænd, som gerne vil lære en at kende - og mænd vil af en eller anden sygt irriterende årsag altid gerne lære Skrigeskinken at kende, men det ér ikke særligt mange mænd forundt - og vi ved allesammen godt, at mænd der i 2014 lever efter oldnordiske 'regler' om, at en kvinde ikke er kærestepotentiale, hvis hun gider kneppe på første date, aldrig nogensinde selv bliver kærestepotentiale. Fordi hvem gider have en mand, der lægger sådan nogle begrænsninger ned over sit korte liv? Ordentligt mænd er sgu ligeglade med den slags, de lever ikke deres liv efter et frelst trappesystem, hvor det ene skal komme før det andet og vissevasse. De lever bare. Og knepper bare. Og halleluja for dem. Men de har desværre glimret ved deres fravær på det seneste. Skrigeskinken har enten været for sød eller for usød, buhu, hu, hu, huuu.
Skrigeskinken har været tørlagt i snart TO uger. Og hun har endda måtte lægge sine små fine lyserøde øren til en ordentlig gang vås om, hvornår man er bollevenner og hvornår man ikke er. Well excuse me, men hvis man har hængt ud, været på druk og weekendtur og knaldet utallige gange de sidste tre måneder, og man ikke er kærester, hvaaaaad er man så? For Skrigeskinkens vedkommende behøver man ikke være nogetsomhelst, men når man har brugt stortset al sine dyrbare tid og energi på at sikre sig Adgang Til Regelmæssig Sex de sidste mange uger, så er det en skuffelse af mange kalibre at blive henvist til en lyserød vibrator fra 90erne. Og nu er Skrigeskinken træt af pis. Træt af jomfrunalske frigide kostbare mænd, der ikke stiller op ved behov. Fra nu af vil hun kun beskæftige sig med den slags mænd, hvor man véd det bliver til noget. Man kan simpelthen bare ikke ha' den slags seksuel ustabilitet i sit liv, når man lige er kommet fra et langvarigt forhold med sex-garanti. Man er nødt til at have en krop indenfor rækkevidde, som man kan stole på. Punktum.
Presset er Uudholdeligt. Især når hele jävla København er propfyldt med smækre håndværkere. Man kan jo kraftedme ikke se skoven for bare træer, de er allevegne, hele tiden. Normalt udgør de jo et saligt forspil for mig. At rende rundt og glo på håndværkere kunne jeg bruge alle mine dage på. Der findes ikke bedre mænd i min bog end dem, som har et hårdt fysisk arbejde. Alene tanken om at deres vækkeur ringer klokken lort, selv i den kulsorte kolde danske vinter, og de ligger dér under den varme dyne og simpelthen står op hver dag, tager tøj på og går ud for at arbejde et arbejde, hvor de skal LAVE noget med deres krop. Lissom hvis man skulle til BodyPump i fitnesscentret. Klokken 0600. Altså, jeg synes det er hårdt at stå op, selvom jeg i bedste fald bare skal ind og sidde på et kontor. Mænd, der kan det, besidder en høj arbejdsmoral og eftersom jeg mener, at mænd er sat i verden for at Arbejde & Kneppe (K-N-E-P-P-E)...
Men ikke nok med det, så er håndværkere en klasse for sig. Du finder ikke rigtig andre brancher, hvor det er normalt at sidde og hyle efter kvinderne. Og jeg vil gerne hyles efter. Jeg føler mig overhovedet ikke stødt, jeg føler mig overhovedet ikke krænket, når de sidder oppe på stilladset og grynter efter mig. Tværtimod. De må allerhjertensgerne se mig som en omvandrende Lolita-dukke. Vi taler om svedige, beskidte, naturligt trænede, stærke mænd, der sidder som køtere med tungen ud af halsen og gør. What's not to like? Det er noget helt andet, når der står en mand i køen i Fakta og bare stirrer på én, så man tror at man har noget siddende mellem tænderne, det gider man ikke. Men håndværkere lever under andre regler. I libido-kontekst er der INTET der slår håndværkerne, de er mændenes creme de la creme, de er kvindernes optur. Hvis man har en dårlig dag, så skal man bare glo på en håndværker, så får man troen på mænd tilbage. De er derude, de stærke mænd, dem der kan løfte dig uanset hvor fed du er - og som gør det, hvis du beder dem om det. De er kække og frække og går lige i busken på mig...
Vi laver sgu en hurtig Top5
1. Tømreren
Fordi han kraftedme kan bygge et helt hus, hvis han vil. En tømrer kan jo lave ALT.
Og man får lyst til at slikke støvet af ham, når han står dér i al sin pragt med rifter og splintre i hænderne. Han har det lækreste håndværkerkluns. Hans bukser er hvide og således får de et optimalt beskidt look, eftersom ingen tømrere render rundt med kridhvide bukser. Man kan se alt det ballade han har lavet i løbet af dagen. Desuden er det et af de håndværkerfag, hvor der næsten altid er flere af dem samlet på ét sted. We like.
2. Stilladsarbejderen
Fordi han altid har bar overkrop. Jeg ved ikke hvorfor og en dag spørger jeg en af dem, men man skal jo også passe på, at de ikke tror man føler sig stødt over deres nøgenhed. Fnis. Men der er flere ting i det. En stilladsarbejder er stærk. Han håndterer tungt stål hele dagen lang. Jeg ved godt, at de har et lille hejseshow kørende, men stålet skal jo bæres frem og tilbage fra bilen. Og desuden tør han stå i 5. sals højde i al slags vejr og dermed hører man ikke sjældent hans dyriske gorillastemme, når han råber ned til kollegerne.
3. Mureren
Fordi han ligger på knæ for dig, så du nærmest bare kan lade dig ups-falde direkte ned i hans mund. Der bliver ikke noget 'av, jeg er træt i knæene' eller den slags tøsefnidder, når han knepper dig i doggystyle i garanteret timevis. Mureren er nemlig oftest en rigtig kraftkarl. Han bærer tonstungt cement og mursten i sine store spande og har tilmed koncentrationsevne nok til at kunne lave en pæn lige mur. Mureren har desuden næsten altid shorts på og da han laver så mange squats i sin arbejdstid har han som regel gode ben.
4. Elektrikeren
Fordi en mand der vælger en hverdag med elektriske stød og risiko for at futte helt af, ikke er bange af sig og vi kan godt lide mænd, der ikke er bange. Han har desuden en helt speciel fingerfærdighed, fordi han nusser og skruer og dimsedutter den hele dagen lang med ledninger og knapper og skruetrækkere. Heri ligger der en stiltiende forventning om, at han er god til at trykke på alle slags knapper. Elektrikeren har næsten altid blåt tøj på og mænd har jo altid set prrrragtfulde ud i blåt.
5. Rør-og brolæggeren
Eller hvem det er, der altid er tilstede ved vejarbejde. Man véd bare, at det er et megahårdt job og de står der i al slags vejr. Jeg tror simpelthen ikke, at vejrlig findes i det fag. Og det er lige til at hoppe ned i mudderhullet til dem, når de står der i regnvejr og drypper af frækkert.
Det var alt jeg kunne frembringe denne liderlige lørdag morgen. Tak til håndværkerne for evig inspiration.
Hvordan skal en stakkels liderlig kvinde dog gebærde sig i dette morads, you tell me please? Hvis man er FOR sød, så tror de man vil lege far, mor og børn. Hvis man IKKE er sød, bliver de fornærmede på sådan en hunde-måde, hvor de løber over til dem med godbidder i lommen, for at få oppustet deres utrolige ego. Og så får man slet ikke noget. Nå. Så kan man gå på en date og være så skideuheldig, at stodderen er en af de der slags mænd, som gerne vil lære en at kende - og mænd vil af en eller anden sygt irriterende årsag altid gerne lære Skrigeskinken at kende, men det ér ikke særligt mange mænd forundt - og vi ved allesammen godt, at mænd der i 2014 lever efter oldnordiske 'regler' om, at en kvinde ikke er kærestepotentiale, hvis hun gider kneppe på første date, aldrig nogensinde selv bliver kærestepotentiale. Fordi hvem gider have en mand, der lægger sådan nogle begrænsninger ned over sit korte liv? Ordentligt mænd er sgu ligeglade med den slags, de lever ikke deres liv efter et frelst trappesystem, hvor det ene skal komme før det andet og vissevasse. De lever bare. Og knepper bare. Og halleluja for dem. Men de har desværre glimret ved deres fravær på det seneste. Skrigeskinken har enten været for sød eller for usød, buhu, hu, hu, huuu.
Skrigeskinken har været tørlagt i snart TO uger. Og hun har endda måtte lægge sine små fine lyserøde øren til en ordentlig gang vås om, hvornår man er bollevenner og hvornår man ikke er. Well excuse me, men hvis man har hængt ud, været på druk og weekendtur og knaldet utallige gange de sidste tre måneder, og man ikke er kærester, hvaaaaad er man så? For Skrigeskinkens vedkommende behøver man ikke være nogetsomhelst, men når man har brugt stortset al sine dyrbare tid og energi på at sikre sig Adgang Til Regelmæssig Sex de sidste mange uger, så er det en skuffelse af mange kalibre at blive henvist til en lyserød vibrator fra 90erne. Og nu er Skrigeskinken træt af pis. Træt af jomfrunalske frigide kostbare mænd, der ikke stiller op ved behov. Fra nu af vil hun kun beskæftige sig med den slags mænd, hvor man véd det bliver til noget. Man kan simpelthen bare ikke ha' den slags seksuel ustabilitet i sit liv, når man lige er kommet fra et langvarigt forhold med sex-garanti. Man er nødt til at have en krop indenfor rækkevidde, som man kan stole på. Punktum.
Presset er Uudholdeligt. Især når hele jävla København er propfyldt med smækre håndværkere. Man kan jo kraftedme ikke se skoven for bare træer, de er allevegne, hele tiden. Normalt udgør de jo et saligt forspil for mig. At rende rundt og glo på håndværkere kunne jeg bruge alle mine dage på. Der findes ikke bedre mænd i min bog end dem, som har et hårdt fysisk arbejde. Alene tanken om at deres vækkeur ringer klokken lort, selv i den kulsorte kolde danske vinter, og de ligger dér under den varme dyne og simpelthen står op hver dag, tager tøj på og går ud for at arbejde et arbejde, hvor de skal LAVE noget med deres krop. Lissom hvis man skulle til BodyPump i fitnesscentret. Klokken 0600. Altså, jeg synes det er hårdt at stå op, selvom jeg i bedste fald bare skal ind og sidde på et kontor. Mænd, der kan det, besidder en høj arbejdsmoral og eftersom jeg mener, at mænd er sat i verden for at Arbejde & Kneppe (K-N-E-P-P-E)...
Men ikke nok med det, så er håndværkere en klasse for sig. Du finder ikke rigtig andre brancher, hvor det er normalt at sidde og hyle efter kvinderne. Og jeg vil gerne hyles efter. Jeg føler mig overhovedet ikke stødt, jeg føler mig overhovedet ikke krænket, når de sidder oppe på stilladset og grynter efter mig. Tværtimod. De må allerhjertensgerne se mig som en omvandrende Lolita-dukke. Vi taler om svedige, beskidte, naturligt trænede, stærke mænd, der sidder som køtere med tungen ud af halsen og gør. What's not to like? Det er noget helt andet, når der står en mand i køen i Fakta og bare stirrer på én, så man tror at man har noget siddende mellem tænderne, det gider man ikke. Men håndværkere lever under andre regler. I libido-kontekst er der INTET der slår håndværkerne, de er mændenes creme de la creme, de er kvindernes optur. Hvis man har en dårlig dag, så skal man bare glo på en håndværker, så får man troen på mænd tilbage. De er derude, de stærke mænd, dem der kan løfte dig uanset hvor fed du er - og som gør det, hvis du beder dem om det. De er kække og frække og går lige i busken på mig...
Vi laver sgu en hurtig Top5
1. Tømreren
Fordi han kraftedme kan bygge et helt hus, hvis han vil. En tømrer kan jo lave ALT.
Og man får lyst til at slikke støvet af ham, når han står dér i al sin pragt med rifter og splintre i hænderne. Han har det lækreste håndværkerkluns. Hans bukser er hvide og således får de et optimalt beskidt look, eftersom ingen tømrere render rundt med kridhvide bukser. Man kan se alt det ballade han har lavet i løbet af dagen. Desuden er det et af de håndværkerfag, hvor der næsten altid er flere af dem samlet på ét sted. We like.
2. Stilladsarbejderen
Fordi han altid har bar overkrop. Jeg ved ikke hvorfor og en dag spørger jeg en af dem, men man skal jo også passe på, at de ikke tror man føler sig stødt over deres nøgenhed. Fnis. Men der er flere ting i det. En stilladsarbejder er stærk. Han håndterer tungt stål hele dagen lang. Jeg ved godt, at de har et lille hejseshow kørende, men stålet skal jo bæres frem og tilbage fra bilen. Og desuden tør han stå i 5. sals højde i al slags vejr og dermed hører man ikke sjældent hans dyriske gorillastemme, når han råber ned til kollegerne.
3. Mureren
Fordi han ligger på knæ for dig, så du nærmest bare kan lade dig ups-falde direkte ned i hans mund. Der bliver ikke noget 'av, jeg er træt i knæene' eller den slags tøsefnidder, når han knepper dig i doggystyle i garanteret timevis. Mureren er nemlig oftest en rigtig kraftkarl. Han bærer tonstungt cement og mursten i sine store spande og har tilmed koncentrationsevne nok til at kunne lave en pæn lige mur. Mureren har desuden næsten altid shorts på og da han laver så mange squats i sin arbejdstid har han som regel gode ben.
4. Elektrikeren
Fordi en mand der vælger en hverdag med elektriske stød og risiko for at futte helt af, ikke er bange af sig og vi kan godt lide mænd, der ikke er bange. Han har desuden en helt speciel fingerfærdighed, fordi han nusser og skruer og dimsedutter den hele dagen lang med ledninger og knapper og skruetrækkere. Heri ligger der en stiltiende forventning om, at han er god til at trykke på alle slags knapper. Elektrikeren har næsten altid blåt tøj på og mænd har jo altid set prrrragtfulde ud i blåt.
5. Rør-og brolæggeren
Eller hvem det er, der altid er tilstede ved vejarbejde. Man véd bare, at det er et megahårdt job og de står der i al slags vejr. Jeg tror simpelthen ikke, at vejrlig findes i det fag. Og det er lige til at hoppe ned i mudderhullet til dem, når de står der i regnvejr og drypper af frækkert.
Det var alt jeg kunne frembringe denne liderlige lørdag morgen. Tak til håndværkerne for evig inspiration.
søndag
Klynkepik
Idag skal vi tale lidt om mænd med kærestesorg. Og det skal vi, fordi jeg har været på fire dates fra Tinder, hvoraf to af mændene har været ramt af hjertesmerte. Det er 50% for meget, simpelthen. Jeg ved ikke med dig, men en mand med kærestesorg er nogenlunde det sidste i verden jeg gider beskæftige mig med.
Jeg vil hellere sidde til et teselskab omringet af fjorten hylende kvinder med kærestesorg end jeg magter at forholde mig til én mand med ditto. Og ved du hvorfor? Fordi kvinder kan trøstes. Kvinder kommer videre. Kvinders kærestesorg kan opdeles i cirka tre faser: Først skal de have en spand is, en burgermenu og en plade Marabou, mens de tales efter munden. "Ihhh, hvor var det dog bare en fantastisk mand og hvorfooooor kunne det dog ikke lade sig gøre imellem os, er det fordi jeg er tyk, er det fordi jeg læser Danielle Steele-noveller, hvooorfoooor, det var den BEDSTE mand jeg nogensinde har haft, han havde den største pik og lavede det bedste mad og var det sjoveste klogeste frækkeste menneske i hele verden." I næste fase leger man skønhedssalon, de ryger op på stiletterne, får rød trutmund, en flaske hvidvin stukket i hånden og proppes ind i en taxa mod byen, alt imens ALLE er enige om, at den stodder var en fucking latterlig lortenar, der burde nakkeskydes på en mark i Jylland, han havde en klam pik som man alligevel ikke kunne bruge til noget og alt han sagde var altid så fucking snotdumt, GODT vi er sluppet af med det svin. Tredje og sidste fase hedder: Rebound. Man skal under den ene, for at komme over den anden. And that's pretty much it. Og altså, disse tre faser udfolder sig indenfor en ganske overskuelig tidsramme...
Men at skulle forholde sig til en mand med kærestesorg, svarer til at påtage sig opgaven at terapeutisere alle de jøder, der overlevede Holocaust. På én gang. Det er så meget op ad bakke, at du hellere vil løbe op og ned ad Himmelbjerget hele juli. Det er Sisyfos-arbejde i den allerværste forstand, bortset fra at DU godt ved, at stenen falder ned igen, for det kan du allerede se, mens du skubber den opad. Jeg ved ikke, hvor mange faser der egentlig er i mænds "bearbejdelse" af kærestesorg, men jeg ved, at mange mænd ender som fordrukne Hus Forbi-sælgere nede foran Fakta og derfor synes jeg, vi skal tale lidt om det. Og jeg ved godt, at mænd ikke vil tale om det. Og derfor taler samfundet heller ikke om det. Men så må vi kvinder jo træde til, igen, og sørge for at få tingene tilbage på sporet...
Det første mænd typisk gør, er at kigge laaangt ned i bunden af en whiskeyflaske. Det er simpelthen det første. Det synes de selv er skidesmart. Alle ved jo, at alkohol kurerer alle former for sorg. Især dagen efter. Og så knepper de en eller anden ligegyldig kvinde. Én gang. Ikke noget med sjov og ballade, bare sex. Fordi dét hjælper helt sikkert. Og når de så har overstået akut-fasen, begynder de at få anfald af Den Tavse Stærke Mand. De anfald fortsætter ufortrødent gennem hele processen. Det ene øjeblik er de rasende, det næste øjeblik falsk-glade, så rasende igen, så falsk-glade og sådan fortsætter festen, indtil de tager deres OverJeg i hånden. Og SÅ begynder de endelig at dø. Nu er vi kommet ind til kernen af problemerne.
Selvom vi tæller 2014 tror mænd nemlig stadigvæk, at deres fornemste opgave i livet, det højeste og bedste de nogensinde vil kunne opnå er rollen som: Forsørger. Ægtemand. Familiefar. Og det er skam smukt nok. Eller kan være det, hvis de er ordentlige forsørgere, ordentlige ægtemænd og ordentlige familiefædre. Men nogen burde advare kvinder om, at har de først givet mænd den rolle, så er det så godt som umuligt at tage den fra dem igen, fordi så er den landet oppe i en eller anden mystisk kasse af Forventninger & Forestillinger i mandehjernen. Og at tage den fra dem, svarer til ikke at gide kneppe dem efter du har suttet den af på dem. De KAN simpelthen ikke forstå det. De VIL ikke forstå det. De vil hellere nøjes med halvlykkelighed, et liv uden blowjobs og et liv som Good Dog, vruf! end de vil have smadret det ydre glansbillede, deres ego, symbolet på at de er lykkedes som mænd. Der ér sguda ikke noget at sige til, at mænd bliver mere og mere gnavne for hvert år de lever (jo, de gør), når det er sådan et liv de byder sig selv. Og selvom jeg da godt kan skrive under på, at mænd er sat i verden for at Arbejde & Kneppe, så synes jeg alligevel det er tragisk, at mænd oplever et så fuldstændigt identitetstab, når kassen med deres Forventninger & Forestillinger smadres. Igen, det er en smuk nok idé, men kunne mand i det mindste ikke have en PlanB-kasse til nødsituationer? Jeg spørger bare.
Men er det mændenes skyld? Er det kvindernes? Eller er det samfundets, kulturens, skyld? Altså, der er jo ingen tvivl om, at kønnene stadigvæk behandles helt forskelligt i mange afgørende aspekter af vores liv. Vi kvinder får fra dét øjeblik vi kan forstå ord, tudet ørene fulde af feministiske selvstændighedsfloskler fra vores mødre, som har oplevet en helt anden tid og en helt anden dynamik med det modsatte køn end vi kommer til. Sådan er det jo med generationer, det kommer vi ikke udenom. Men det er en stolthed for kvinder at kunne klare sig selv, være uafhængige og selvstændige. Der er ikke mange kvinder, der vil vedgå sig at være afhængige af en mand. Og det er ikke engang et spørgsmål om at blive forsørget. Det gælder alle planer; økonomisk, følelsesmæssigt, materialistisk, you name it. Vi bliver fra alle leder og kanter - fra mødre og bedstemødre, fædre, romantiske komedier, Nyhederne, folkeskolen, bøger og stand-up shows - forberedt på, at mænd kan tage røven på os. At mænd kan svigte os, voldtage os og såre vores følelser. Vi befinder os med andre ord i en konstant forberedelsesproces og derfor kommer det aldrig RIGTIGT bag på os, når livet tager en ubehagelig drejning i den lejr. Vi bliver ikke hjemløse, fordi vi skrev os op i et boligselskab, samtidig med at vi skrev under på den fælles andelslejlighed. Vi ved præcis, hvor vi skal gå hen, hvis vi får problemer. Og vi går derhen, hvis vi får problemer. Og eftersom vores modermælk var fyldt med Selvstændighed & Uafhængighed, som de stolteste ressourcer i hele vores tilværelse, har rollen som Familiemor ikke nødvendigvis en større værdi end rollen som Kvinde. Af samme grund lader vi os ikke nøje med et glansbillede af et forhold, ægteskab, familieliv, hvis der er mug på bagsiden, hvor vi skal slikke.
Imens render drengene rundt med hovedet oppe i røven på deres OverJeg og kan ikke forstååå, hvad der skete. De så det aldrig nogensinde komme. Et breakup kommer ALTID som en overraskelse for mænd. Også selvom kvinden har strittet med det sorte flag adskillige gange det sidste halve år og faktisk ikke har lavet andet end at advare dem. De har ikke set flaget, fordi de har været på arbejde. Måske fordi de tror, at det er nok at gå på arbejde. Og derfor falder offerrollen meget tungt, når det endelig sker. Mænd er sindssygt tunge at danse med, når de skal igennem en sådan krise i deres liv. De har jo stortset INGEN kriseberedskab i sig, for fanden. Det er som om de overhovedet ingen tilpasningsevne har. Sorry not sorry. Men en eller anden burde snart opfinde et læringsprogram til mænd, som de skal igang med ligeså snart de begynder at gå. Det burde introduceres på fødegangen med et stort skilt, hvor der står:
Kære drenge
Nu er det sådan, at livet ikke kun indeholder glædelige stunder. Det kan godt være, at du oppe i din hjerne har en masse kasser med en masse forestillinger og at du TROR, at tingene kommer til at være præciiiis sådan, som du gerne vil have dem til at være - but guess what? Livet byder OGSÅ på lort, okay. Du får også lort. Jo, du gør. Nej, det hjælper ikke noget at du går på arbejde og så tror, at det hele bliver serveret på et sølvfad. Ja, det kan godt være, at du har drømt om at blive familiefar, siden du var 9 år, men det er ikke sikkert det bliver sådan. Og hvis det bliver sådan, så kan det godt være, at det blot bliver for en periode. YOU NEVER KNOW. Please, for vores allesammens skyld og særligt din egen, forbered dig på at der kommer til at ske mange forandringer i din tilværelse løbende gennem livet, intet er statisk og der er ingen garantier. For nogetsomhelst. Punktum.
Altså, læg dog i det mindste en fucking Plan B. Og nej, det er ikke at gå på Tinder og lege falsk-glad. Fordi hvad laver du på Tinder, hvis du stadig ligger og græder snot over en eller anden syg ko, der tog røven på dig? Mænd kan jo ikke FINDE UD AF at tage en rebound. De forstår ikke konceptet. En rebound er jo ikke bare ind-og-ud sex, ikke hvis det skal hjælpe for alvor ihvertfald. Det handler om at blive bekræftet, have det SJOVT og glemme sorgen. En rebound skal få dig til at GLEMME, om ikke andet så blot for en stund. Du skal være åben for nye eventyr. Du skal ønske at komme videre. Og hvis du ikke kan finde ud af at lægge sorgen til side, hvis du ikke ønsker at komme videre, men hellere vil lægge dig over i et hjørne og dø, så gør det. Men fjern dig fra Tinder imens, tak.
Jeg vil hellere sidde til et teselskab omringet af fjorten hylende kvinder med kærestesorg end jeg magter at forholde mig til én mand med ditto. Og ved du hvorfor? Fordi kvinder kan trøstes. Kvinder kommer videre. Kvinders kærestesorg kan opdeles i cirka tre faser: Først skal de have en spand is, en burgermenu og en plade Marabou, mens de tales efter munden. "Ihhh, hvor var det dog bare en fantastisk mand og hvorfooooor kunne det dog ikke lade sig gøre imellem os, er det fordi jeg er tyk, er det fordi jeg læser Danielle Steele-noveller, hvooorfoooor, det var den BEDSTE mand jeg nogensinde har haft, han havde den største pik og lavede det bedste mad og var det sjoveste klogeste frækkeste menneske i hele verden." I næste fase leger man skønhedssalon, de ryger op på stiletterne, får rød trutmund, en flaske hvidvin stukket i hånden og proppes ind i en taxa mod byen, alt imens ALLE er enige om, at den stodder var en fucking latterlig lortenar, der burde nakkeskydes på en mark i Jylland, han havde en klam pik som man alligevel ikke kunne bruge til noget og alt han sagde var altid så fucking snotdumt, GODT vi er sluppet af med det svin. Tredje og sidste fase hedder: Rebound. Man skal under den ene, for at komme over den anden. And that's pretty much it. Og altså, disse tre faser udfolder sig indenfor en ganske overskuelig tidsramme...
Men at skulle forholde sig til en mand med kærestesorg, svarer til at påtage sig opgaven at terapeutisere alle de jøder, der overlevede Holocaust. På én gang. Det er så meget op ad bakke, at du hellere vil løbe op og ned ad Himmelbjerget hele juli. Det er Sisyfos-arbejde i den allerværste forstand, bortset fra at DU godt ved, at stenen falder ned igen, for det kan du allerede se, mens du skubber den opad. Jeg ved ikke, hvor mange faser der egentlig er i mænds "bearbejdelse" af kærestesorg, men jeg ved, at mange mænd ender som fordrukne Hus Forbi-sælgere nede foran Fakta og derfor synes jeg, vi skal tale lidt om det. Og jeg ved godt, at mænd ikke vil tale om det. Og derfor taler samfundet heller ikke om det. Men så må vi kvinder jo træde til, igen, og sørge for at få tingene tilbage på sporet...
Det første mænd typisk gør, er at kigge laaangt ned i bunden af en whiskeyflaske. Det er simpelthen det første. Det synes de selv er skidesmart. Alle ved jo, at alkohol kurerer alle former for sorg. Især dagen efter. Og så knepper de en eller anden ligegyldig kvinde. Én gang. Ikke noget med sjov og ballade, bare sex. Fordi dét hjælper helt sikkert. Og når de så har overstået akut-fasen, begynder de at få anfald af Den Tavse Stærke Mand. De anfald fortsætter ufortrødent gennem hele processen. Det ene øjeblik er de rasende, det næste øjeblik falsk-glade, så rasende igen, så falsk-glade og sådan fortsætter festen, indtil de tager deres OverJeg i hånden. Og SÅ begynder de endelig at dø. Nu er vi kommet ind til kernen af problemerne.
Selvom vi tæller 2014 tror mænd nemlig stadigvæk, at deres fornemste opgave i livet, det højeste og bedste de nogensinde vil kunne opnå er rollen som: Forsørger. Ægtemand. Familiefar. Og det er skam smukt nok. Eller kan være det, hvis de er ordentlige forsørgere, ordentlige ægtemænd og ordentlige familiefædre. Men nogen burde advare kvinder om, at har de først givet mænd den rolle, så er det så godt som umuligt at tage den fra dem igen, fordi så er den landet oppe i en eller anden mystisk kasse af Forventninger & Forestillinger i mandehjernen. Og at tage den fra dem, svarer til ikke at gide kneppe dem efter du har suttet den af på dem. De KAN simpelthen ikke forstå det. De VIL ikke forstå det. De vil hellere nøjes med halvlykkelighed, et liv uden blowjobs og et liv som Good Dog, vruf! end de vil have smadret det ydre glansbillede, deres ego, symbolet på at de er lykkedes som mænd. Der ér sguda ikke noget at sige til, at mænd bliver mere og mere gnavne for hvert år de lever (jo, de gør), når det er sådan et liv de byder sig selv. Og selvom jeg da godt kan skrive under på, at mænd er sat i verden for at Arbejde & Kneppe, så synes jeg alligevel det er tragisk, at mænd oplever et så fuldstændigt identitetstab, når kassen med deres Forventninger & Forestillinger smadres. Igen, det er en smuk nok idé, men kunne mand i det mindste ikke have en PlanB-kasse til nødsituationer? Jeg spørger bare.
Men er det mændenes skyld? Er det kvindernes? Eller er det samfundets, kulturens, skyld? Altså, der er jo ingen tvivl om, at kønnene stadigvæk behandles helt forskelligt i mange afgørende aspekter af vores liv. Vi kvinder får fra dét øjeblik vi kan forstå ord, tudet ørene fulde af feministiske selvstændighedsfloskler fra vores mødre, som har oplevet en helt anden tid og en helt anden dynamik med det modsatte køn end vi kommer til. Sådan er det jo med generationer, det kommer vi ikke udenom. Men det er en stolthed for kvinder at kunne klare sig selv, være uafhængige og selvstændige. Der er ikke mange kvinder, der vil vedgå sig at være afhængige af en mand. Og det er ikke engang et spørgsmål om at blive forsørget. Det gælder alle planer; økonomisk, følelsesmæssigt, materialistisk, you name it. Vi bliver fra alle leder og kanter - fra mødre og bedstemødre, fædre, romantiske komedier, Nyhederne, folkeskolen, bøger og stand-up shows - forberedt på, at mænd kan tage røven på os. At mænd kan svigte os, voldtage os og såre vores følelser. Vi befinder os med andre ord i en konstant forberedelsesproces og derfor kommer det aldrig RIGTIGT bag på os, når livet tager en ubehagelig drejning i den lejr. Vi bliver ikke hjemløse, fordi vi skrev os op i et boligselskab, samtidig med at vi skrev under på den fælles andelslejlighed. Vi ved præcis, hvor vi skal gå hen, hvis vi får problemer. Og vi går derhen, hvis vi får problemer. Og eftersom vores modermælk var fyldt med Selvstændighed & Uafhængighed, som de stolteste ressourcer i hele vores tilværelse, har rollen som Familiemor ikke nødvendigvis en større værdi end rollen som Kvinde. Af samme grund lader vi os ikke nøje med et glansbillede af et forhold, ægteskab, familieliv, hvis der er mug på bagsiden, hvor vi skal slikke.
Imens render drengene rundt med hovedet oppe i røven på deres OverJeg og kan ikke forstååå, hvad der skete. De så det aldrig nogensinde komme. Et breakup kommer ALTID som en overraskelse for mænd. Også selvom kvinden har strittet med det sorte flag adskillige gange det sidste halve år og faktisk ikke har lavet andet end at advare dem. De har ikke set flaget, fordi de har været på arbejde. Måske fordi de tror, at det er nok at gå på arbejde. Og derfor falder offerrollen meget tungt, når det endelig sker. Mænd er sindssygt tunge at danse med, når de skal igennem en sådan krise i deres liv. De har jo stortset INGEN kriseberedskab i sig, for fanden. Det er som om de overhovedet ingen tilpasningsevne har. Sorry not sorry. Men en eller anden burde snart opfinde et læringsprogram til mænd, som de skal igang med ligeså snart de begynder at gå. Det burde introduceres på fødegangen med et stort skilt, hvor der står:
Kære drenge
Nu er det sådan, at livet ikke kun indeholder glædelige stunder. Det kan godt være, at du oppe i din hjerne har en masse kasser med en masse forestillinger og at du TROR, at tingene kommer til at være præciiiis sådan, som du gerne vil have dem til at være - but guess what? Livet byder OGSÅ på lort, okay. Du får også lort. Jo, du gør. Nej, det hjælper ikke noget at du går på arbejde og så tror, at det hele bliver serveret på et sølvfad. Ja, det kan godt være, at du har drømt om at blive familiefar, siden du var 9 år, men det er ikke sikkert det bliver sådan. Og hvis det bliver sådan, så kan det godt være, at det blot bliver for en periode. YOU NEVER KNOW. Please, for vores allesammens skyld og særligt din egen, forbered dig på at der kommer til at ske mange forandringer i din tilværelse løbende gennem livet, intet er statisk og der er ingen garantier. For nogetsomhelst. Punktum.
Altså, læg dog i det mindste en fucking Plan B. Og nej, det er ikke at gå på Tinder og lege falsk-glad. Fordi hvad laver du på Tinder, hvis du stadig ligger og græder snot over en eller anden syg ko, der tog røven på dig? Mænd kan jo ikke FINDE UD AF at tage en rebound. De forstår ikke konceptet. En rebound er jo ikke bare ind-og-ud sex, ikke hvis det skal hjælpe for alvor ihvertfald. Det handler om at blive bekræftet, have det SJOVT og glemme sorgen. En rebound skal få dig til at GLEMME, om ikke andet så blot for en stund. Du skal være åben for nye eventyr. Du skal ønske at komme videre. Og hvis du ikke kan finde ud af at lægge sorgen til side, hvis du ikke ønsker at komme videre, men hellere vil lægge dig over i et hjørne og dø, så gør det. Men fjern dig fra Tinder imens, tak.
tirsdag
Vi sejler op ad åen
Nåh, nu sidder jeg så her træt og uoplagt igen. Eller hvad. Men den er nu ikke, fordi hele mit liv bare er umotiveret og nederen. Det er bare efterhånden sjældent, at jeg får mulighed for at tænde hele den gamle computer og sætte mig til rette i humørvise stunder. Sådan har det basically været siden jeg blev mor.
Jeg savner min hobby, virkelig. Jeg savner den helligdom, som mine skriblerier var for mig før. Det har jeg seføli tilfælles med alle andre, der godt kan lide at skrive, men det var lissom mit private univers. Et sted jeg kunne søge hen og gemme mig i tankerne. Før i tiden kunne jeg bestemme mig for et emne og så gå og kredse om det i dagevis eller endda ugevis, hvor jeg filosoferede over det og som en anden journalist researchede, spurgte folk om deres meninger, indhentede indtryk og inputs fra forskellige steder. Jeg hyggede mig, når jeg fandt på noget ekstra sjovt og kunne rende rundt og grine ad mig selv. Total selvfedt, men det var egentlig ikke så meget dét. Mere det overskyggende springende punkt for mig ved overhovedet at skrive eller tale, som jeg gør, er kærligheden til sproget og alle dets muligheder. Man kan sige den samme ting på tusindvis af måder, det er en slags uendelig udtryksform, som altid har fascineret mig. Hvis jeg hører nogen sige noget sjovt eller læser noget sjovt eller støder på en sjov formulering eller et ord jeg ikke kender, så tager jeg det virkelig til mig. Helt ubevidst husker jeg det bare for altid og jeg husker alt ved det, stemningen og situationen da jeg hørte/læste det første gang, alt det jeg associerede det til, alle de døre i sprogets korridorer som åbner sig, hvis man interesserer sig for det. Der er ikke mange der forstår det.
Man tror måske, at det bare handler om at være sjov. Og nu bruger jeg også ordet 'sjov' om de formuleringer jeg tager til mig, men det kunne ligeså godt være nogle andre beskrivende ord jeg brugte. Det samme gælder med mine posts på Facebook, som jeg godt kan forstå, at mange synes er sjove. Dem, som ikke er vant til maleriske formuleringer eller dem, som bare godt kan lide min stil. For mig har det ikke længere nogen betydning, om jeg er sjov. Tro mig. Jeg har været Klassens Klovn altid. Jeg ér bare et sjovt menneske generelt. Selv uden at sige noget, kan folk grine i kor over mig. Altså, det er totalt passé for mig og i virkeligheden haaader jeg, når folk har brug for at kommentere decideret på, at jeg er sjov. Jeg føler mig som den enfoldige tykke trunte med nederdelen oppe i røven og favnen fuld af bajere (ikke at der er meget galt, men alligevel). Eller som Per Bassemand fra pc-caféen i 90'erne, der leger stand-up komiker i sin fritid. Nej tak. Det er mere min egen lille ting end noget jeg gør for at være sjov for andre. Og desuden er det ikke et rigtig kompliment at kalde folk sjove, for det er ikke særlig svært at være sjov. Man skal bare lave grin med sig selv. Det synes folket jo er skiiiidesjovt, fordi det er gratis for dem, der er ikke noget de skal forholde sig til, de bliver ikke ramt på noget. Total falden-på-halen-humor som dybest set keder mig, men er suverænt til at få folk til at slippe paraderne. Kan anbefales hvis du trænger til et socialt pift.
Men jeg ved godt, hvem jeg er. Og jeg kan stå 100% inde for det. På godt og ondt. Men jeg ser mest godt, ærligt talt. Jeg ved, at jeg HAR hjertet på det rigtige sted og det er, når alt kommer til alt, det vigtigste. Må selvfølgelig indrømme, at jeg det sidste års tid har set min frie personlighed udfolde sig til hidtil uanede breddegrader. Mennesket kan godt blive skubbet til, like that you know. Men det er fint nok. På bundlinien kan jeg sagtens stå inde for det. Nobody died, okay. Jeg har mistet mit arbejde, som bollede mig i røven fra dag et. Buhu. Jeg er blevet fyret under stor og mægtig skandale, men det ser jeg bare som fuldstændig typisk for mit liv. Desuden er jeg ikke opdraget til at lukke røven og gu vil jeg ej lukke røven. Jeg har mistet nogle falske bitchass lortevenner, der har løjet og været illoyale haters, og fuck dem. Og så har der været alt det med mændene. Jeg er pissetræt af dem, samtidig med at jeg altid har elsket dem og altid vil gøre det. Fnis. Men jeg har et godt nærmest perfekt forhold til Former Mr. Vagina og han er trods alt den vigtigste of them all. Vi har stadig hinandens ryg 100% i alle henseender. Ingen pis dér. Jeg elsker ham fandme virkelig højt.
Nå, men nok om mig. Imorgen tager jeg så til Ååååååååååååårhus, igen. For at gentage succesen om man så kan sige, frataget visse kapitler dog alligevel. But why not? Den Lille Uskyldige Pige er lige blevet overleveret til ferie med Farmand og jeg er fri fri fri! Igen igen igen! Ja, og jeg falder aldrig ned fra den hest. Skal jo ingenting i verden, bortset fra at lave mit legekøkken færdig til den 1. August - og om jeg går på druk herhjemme eller i Gylland er vel ét fedt, for det er jo alligevel sådan det ender. Og det koster skide 128 kroner med den bus. Det er jo helt latterligt. Det tager 3 timer med toget til mindst 339 kr og 4 timer med bus til 128. Det er jo nærmest det samme som til Hvidovre Hospital. Nej, og så kommer jeg også lidt ud af røret. Har godtnok haft mange planer denne sommer og ingen af dem overhovedet er blevet til noget. Kan kraftedme ikke engang gå i vandet på grund af det her abortshow som aldrig stopper. Ja, og så kommer jeg over og mænger mig med nye mennesker, som jeg ved er large overfor crazyness af forskellige slags. Love it. Håber og beder dog til at jeg ikke igen kommer til at sidde ved siden af to kvinder, der knævrer KONSTANT i fire timer om en eller anden ulidelig fyr, der ikke gad være kærester. Shiiiiit.
Og så kan jeg også komme lidt væk fra den nar af en Tinderdate, som driver mig til fucking vanvid. Men nu er det altså kommet til en ende. Hvis du spørger mig ligenu og her ihvertfald. Altså, jeg har bedt ham om at bore et hul til legekøkkenets vask TRE gange. To gange på den søde den-stikker-vi-lige-ind-her-måde og så én gang meget direkte. Hvortil han svarede: Hvorfor spørger du ikke Former Mr. Vagina? Ved du hvad FUCK DIG din usle nar! Havde jeg lyst til at skrige ham ind i hovedet, men kunne ikke af bar salighed over, at jeg lige havde fået sex af hans kæmpestore sindssyge pik. Sådan er det. Men nu har jeg det bare sådan SCREW him! Er der noget mere YT i min verden end mænd der ikke gider hjælpe kvinder med håndværksmæssige opgaver? Nej. Det er der overhovedet ikke. Jeg kan slet ikke arbejde med det. Og det er ikke engang, fordi han er en svans, der ikke kan betjene en stiksav. Han HAR en stiksav og laver selv møbler til sin latterlige lille lortebutik. Rend mig i røven. Der er faktisk bare SÅ mange ting i den situation, der pisser mig af. Vi har set hinanden ret meget de sidste 2-3 måneder. Hvor vover han at henvise til min eks-mand? Han er drevet af storhedsvanvid og holdt en eller anden syg lille tale for mig efter sex om, at hvis jeg havde følelser for ham og gerne ville mere, så var det altså ikke fordi han ikke synes jeg var dejlig, men han KUNNE bare ikke, fordi han stadig er helt nede med flaget over sin eks. Som forlod ham på cirka samme måde, som jeg sort of say forlod Former Mr. Vagina. Ikke særlig heldig kombination for os, men ikke desto mindre, så har jeg omkring syv gange undervejs måtte sige til ham direkte, at jeg ikke leder efter en kæreste, og han har spurgt, hvad han skulle introducere mig som overfor venner og familie, hvilket jeg har svaret veninde til eller så noget. Altså, hva tror han selv?? At give mig den der lillepige-snak om, at han ikke vil såre mig. Altså. Jeg vil skide på, om han ligger og klynker over sin eks, sålænge han ikke gør det overfor mig. We all got issues og jeg er så sandelig ikke ude på at finde nogen at redde. Jeg gider ikke være kærester og jeg har ikke følelser for ham på den måde, jeg hygger mig bare, jeg keder mig og han gider noget, that's it. Sker der. Manden har fucking storhedsvanvid, bare fordi han er lidt lækker, jeg magter det ikke. Og så siger han det dér med at spørger Former Mr Vagina lige efter han har spurgt, hvorfor jeg ikke går tilbage til ham og laver en ordentlig familie. Ej, luk røven, mand. Hvorfor er du på Tinder, hvorfor er du på dates og hvorfor knepper du mig, hvis du ligger og græder snot over en kælling? Ej, jeg kan da godt forstå, hvorfor han knepper mig. Men han skal bare lukke røven, åbentbart både før, under og efter. Og det er præcis problemet. Han er ustyrligt sexet. Jeg kan slet ikke holde fingrene væk. Han frastøder mig, som person, på mange områder - men han er så fucking lækker. En rigtig pluskæbet lækkerbidsken med hvide tænder i en fræk mund og et hårdt blik i øjnene. Han er så dyrisk og beskidt og drengerøvet og vild og fræk og uhæmmet og mandschauvinistisk og SÅ meget mand. Altså lige indtil han viste sig at være en vatpik. Der ikke gider bore et skide hul i et bord for en veninde. Major turn-off som nok aldrig kan overkommes herfra.
Nå, må hellere runde af nu. Hvis du synes jeg har været lidt flyvsk i mine dagens betragtninger, så er det fordi jeg har rendt rundt herhjemme, som en lille rodet heks med sort bundløs kjole og til høj 50'er-musik, og malet lidt legekøkken her og pakket lidt taske der. Total filosofisk.
Jeg savner min hobby, virkelig. Jeg savner den helligdom, som mine skriblerier var for mig før. Det har jeg seføli tilfælles med alle andre, der godt kan lide at skrive, men det var lissom mit private univers. Et sted jeg kunne søge hen og gemme mig i tankerne. Før i tiden kunne jeg bestemme mig for et emne og så gå og kredse om det i dagevis eller endda ugevis, hvor jeg filosoferede over det og som en anden journalist researchede, spurgte folk om deres meninger, indhentede indtryk og inputs fra forskellige steder. Jeg hyggede mig, når jeg fandt på noget ekstra sjovt og kunne rende rundt og grine ad mig selv. Total selvfedt, men det var egentlig ikke så meget dét. Mere det overskyggende springende punkt for mig ved overhovedet at skrive eller tale, som jeg gør, er kærligheden til sproget og alle dets muligheder. Man kan sige den samme ting på tusindvis af måder, det er en slags uendelig udtryksform, som altid har fascineret mig. Hvis jeg hører nogen sige noget sjovt eller læser noget sjovt eller støder på en sjov formulering eller et ord jeg ikke kender, så tager jeg det virkelig til mig. Helt ubevidst husker jeg det bare for altid og jeg husker alt ved det, stemningen og situationen da jeg hørte/læste det første gang, alt det jeg associerede det til, alle de døre i sprogets korridorer som åbner sig, hvis man interesserer sig for det. Der er ikke mange der forstår det.
Man tror måske, at det bare handler om at være sjov. Og nu bruger jeg også ordet 'sjov' om de formuleringer jeg tager til mig, men det kunne ligeså godt være nogle andre beskrivende ord jeg brugte. Det samme gælder med mine posts på Facebook, som jeg godt kan forstå, at mange synes er sjove. Dem, som ikke er vant til maleriske formuleringer eller dem, som bare godt kan lide min stil. For mig har det ikke længere nogen betydning, om jeg er sjov. Tro mig. Jeg har været Klassens Klovn altid. Jeg ér bare et sjovt menneske generelt. Selv uden at sige noget, kan folk grine i kor over mig. Altså, det er totalt passé for mig og i virkeligheden haaader jeg, når folk har brug for at kommentere decideret på, at jeg er sjov. Jeg føler mig som den enfoldige tykke trunte med nederdelen oppe i røven og favnen fuld af bajere (ikke at der er meget galt, men alligevel). Eller som Per Bassemand fra pc-caféen i 90'erne, der leger stand-up komiker i sin fritid. Nej tak. Det er mere min egen lille ting end noget jeg gør for at være sjov for andre. Og desuden er det ikke et rigtig kompliment at kalde folk sjove, for det er ikke særlig svært at være sjov. Man skal bare lave grin med sig selv. Det synes folket jo er skiiiidesjovt, fordi det er gratis for dem, der er ikke noget de skal forholde sig til, de bliver ikke ramt på noget. Total falden-på-halen-humor som dybest set keder mig, men er suverænt til at få folk til at slippe paraderne. Kan anbefales hvis du trænger til et socialt pift.
Men jeg ved godt, hvem jeg er. Og jeg kan stå 100% inde for det. På godt og ondt. Men jeg ser mest godt, ærligt talt. Jeg ved, at jeg HAR hjertet på det rigtige sted og det er, når alt kommer til alt, det vigtigste. Må selvfølgelig indrømme, at jeg det sidste års tid har set min frie personlighed udfolde sig til hidtil uanede breddegrader. Mennesket kan godt blive skubbet til, like that you know. Men det er fint nok. På bundlinien kan jeg sagtens stå inde for det. Nobody died, okay. Jeg har mistet mit arbejde, som bollede mig i røven fra dag et. Buhu. Jeg er blevet fyret under stor og mægtig skandale, men det ser jeg bare som fuldstændig typisk for mit liv. Desuden er jeg ikke opdraget til at lukke røven og gu vil jeg ej lukke røven. Jeg har mistet nogle falske bitchass lortevenner, der har løjet og været illoyale haters, og fuck dem. Og så har der været alt det med mændene. Jeg er pissetræt af dem, samtidig med at jeg altid har elsket dem og altid vil gøre det. Fnis. Men jeg har et godt nærmest perfekt forhold til Former Mr. Vagina og han er trods alt den vigtigste of them all. Vi har stadig hinandens ryg 100% i alle henseender. Ingen pis dér. Jeg elsker ham fandme virkelig højt.
Nå, men nok om mig. Imorgen tager jeg så til Ååååååååååååårhus, igen. For at gentage succesen om man så kan sige, frataget visse kapitler dog alligevel. But why not? Den Lille Uskyldige Pige er lige blevet overleveret til ferie med Farmand og jeg er fri fri fri! Igen igen igen! Ja, og jeg falder aldrig ned fra den hest. Skal jo ingenting i verden, bortset fra at lave mit legekøkken færdig til den 1. August - og om jeg går på druk herhjemme eller i Gylland er vel ét fedt, for det er jo alligevel sådan det ender. Og det koster skide 128 kroner med den bus. Det er jo helt latterligt. Det tager 3 timer med toget til mindst 339 kr og 4 timer med bus til 128. Det er jo nærmest det samme som til Hvidovre Hospital. Nej, og så kommer jeg også lidt ud af røret. Har godtnok haft mange planer denne sommer og ingen af dem overhovedet er blevet til noget. Kan kraftedme ikke engang gå i vandet på grund af det her abortshow som aldrig stopper. Ja, og så kommer jeg over og mænger mig med nye mennesker, som jeg ved er large overfor crazyness af forskellige slags. Love it. Håber og beder dog til at jeg ikke igen kommer til at sidde ved siden af to kvinder, der knævrer KONSTANT i fire timer om en eller anden ulidelig fyr, der ikke gad være kærester. Shiiiiit.
Og så kan jeg også komme lidt væk fra den nar af en Tinderdate, som driver mig til fucking vanvid. Men nu er det altså kommet til en ende. Hvis du spørger mig ligenu og her ihvertfald. Altså, jeg har bedt ham om at bore et hul til legekøkkenets vask TRE gange. To gange på den søde den-stikker-vi-lige-ind-her-måde og så én gang meget direkte. Hvortil han svarede: Hvorfor spørger du ikke Former Mr. Vagina? Ved du hvad FUCK DIG din usle nar! Havde jeg lyst til at skrige ham ind i hovedet, men kunne ikke af bar salighed over, at jeg lige havde fået sex af hans kæmpestore sindssyge pik. Sådan er det. Men nu har jeg det bare sådan SCREW him! Er der noget mere YT i min verden end mænd der ikke gider hjælpe kvinder med håndværksmæssige opgaver? Nej. Det er der overhovedet ikke. Jeg kan slet ikke arbejde med det. Og det er ikke engang, fordi han er en svans, der ikke kan betjene en stiksav. Han HAR en stiksav og laver selv møbler til sin latterlige lille lortebutik. Rend mig i røven. Der er faktisk bare SÅ mange ting i den situation, der pisser mig af. Vi har set hinanden ret meget de sidste 2-3 måneder. Hvor vover han at henvise til min eks-mand? Han er drevet af storhedsvanvid og holdt en eller anden syg lille tale for mig efter sex om, at hvis jeg havde følelser for ham og gerne ville mere, så var det altså ikke fordi han ikke synes jeg var dejlig, men han KUNNE bare ikke, fordi han stadig er helt nede med flaget over sin eks. Som forlod ham på cirka samme måde, som jeg sort of say forlod Former Mr. Vagina. Ikke særlig heldig kombination for os, men ikke desto mindre, så har jeg omkring syv gange undervejs måtte sige til ham direkte, at jeg ikke leder efter en kæreste, og han har spurgt, hvad han skulle introducere mig som overfor venner og familie, hvilket jeg har svaret veninde til eller så noget. Altså, hva tror han selv?? At give mig den der lillepige-snak om, at han ikke vil såre mig. Altså. Jeg vil skide på, om han ligger og klynker over sin eks, sålænge han ikke gør det overfor mig. We all got issues og jeg er så sandelig ikke ude på at finde nogen at redde. Jeg gider ikke være kærester og jeg har ikke følelser for ham på den måde, jeg hygger mig bare, jeg keder mig og han gider noget, that's it. Sker der. Manden har fucking storhedsvanvid, bare fordi han er lidt lækker, jeg magter det ikke. Og så siger han det dér med at spørger Former Mr Vagina lige efter han har spurgt, hvorfor jeg ikke går tilbage til ham og laver en ordentlig familie. Ej, luk røven, mand. Hvorfor er du på Tinder, hvorfor er du på dates og hvorfor knepper du mig, hvis du ligger og græder snot over en kælling? Ej, jeg kan da godt forstå, hvorfor han knepper mig. Men han skal bare lukke røven, åbentbart både før, under og efter. Og det er præcis problemet. Han er ustyrligt sexet. Jeg kan slet ikke holde fingrene væk. Han frastøder mig, som person, på mange områder - men han er så fucking lækker. En rigtig pluskæbet lækkerbidsken med hvide tænder i en fræk mund og et hårdt blik i øjnene. Han er så dyrisk og beskidt og drengerøvet og vild og fræk og uhæmmet og mandschauvinistisk og SÅ meget mand. Altså lige indtil han viste sig at være en vatpik. Der ikke gider bore et skide hul i et bord for en veninde. Major turn-off som nok aldrig kan overkommes herfra.
Nå, må hellere runde af nu. Hvis du synes jeg har været lidt flyvsk i mine dagens betragtninger, så er det fordi jeg har rendt rundt herhjemme, som en lille rodet heks med sort bundløs kjole og til høj 50'er-musik, og malet lidt legekøkken her og pakket lidt taske der. Total filosofisk.
mandag
Leave me alone
Jeg er SÅ træt af folk. De er sikkert også trætte af mig. Men JEG er træt af DEM. Allesammen. Folk kan rende mig. Om meget meget snart trækker jeg stikket og går introvert på verden.
Lige om lidt skal Barnet afsted på diverse sommerferier uden mig og jeg har søsat Projekt Legekøkken. Et årnlig sygt Do It Yourself-show, som enten bliver det fedeste eller totalt kikset. Lissom mig og mit liv. Og alle mine situationer. Er lige kommet hjem fra vanvidsspontan tur til en fucking ødegård allerhelvedes fucking langt oppe i de svenske skove med tømmermænd og tinderfyr. En af hans venner er en af de mænd, der har trukket sig tilbage fra civilisationen. Og den normale del af psyken. Blev allerede uvenner med hele banden samme aften. Over retten til fri abort. Ham, hans gamle latterlige mor, som dog viste sig at være okay i længden, og så Tinderfyr der ikke havde nosser til at bakke mig op, selvom jeg sad dér med hans fucking abort i systemet! Nøj, jeg var pissed. Håndterede det ved at rejse mig fra bordet og gå en lille tur. Ellers var jeg gået helt kold. Så rendte jeg rundt ude i de svenske skove i en okay brandert og løb ind på en fold med får for at nusse dem lidt og få noget kærlig opbakning, men de har altså åbentbart kunne fornemme min energi, for de løb fandme! Altså, jeg har boet på Færøerne, okay. Får løber kraftedme aldrig. Fuck em. Så satte jeg mig på en sten, som i virkeligheden var en myretue og lavede lige en Scatman. Og mens jeg hoppede og dansede var der ét eller andet, der løb væk bagved mig. Totalt noiaern skov, mand. Var væk længe, indtil jeg indså at jeg faktisk kunne blive spist af en bjørn. Eller kneppet af en elg. Eller jaget op i et træ af et vildsvin. Sverige er ikke sådan liiiige sagen for en Havner. På den anden side er min stolthed totalt Havner og jeg måtte kapitulere og ringe til Kusinen, for at få hende til at guide mig igennem den proces at skulle tilbage igen. Hvilket fjæs jeg lissom skulle have på. Vi blev enige om, at jeg bare skulle være sådan: Jeg gik en tur, fordi jeg skulle have noget luft, slut. Og hvis I ikke har lært det endnu, så går jeg balistic, istedet for at gå, næste gang.
Men bortset fra det, så var det nu en meget fed tur. Selvom jeg nu sidder med en lukket tlf, fordi jeg ikke kan styre mig fra de sociale medier, når jeg er stiv. Jeg orker ikke mig selv på det punkt. Går fandme over til en gammel Nokia 3210 snart. Man er jo fuldstændig bims i låget med de telefoner, for helvede. Jeg frastødes virkelig over dette træk ved mig selv. Som jeg selv har udviklet. Fjeeeern den tlf! Og fjern den fra alle andre. Man kan snart kraftedme ikke få øjenkontakt med nogen. Man går glip af livets små øjeblikke. Ingen ser længere, når folk skvatter på røven på cyklen, selvom de står lige foran og venter på bussen. For eksempel. Klamt. Og så kan jeg ikke holde mig fra det og får skrevet en helvedes masse lort og postet en helvedes masse mærkelige billeder, heldigvis ikke af mig selv, men stadig, og jeg får røv for det, hvilket vel er velfortjent. Men på den ANDEN side, så har jeg det sådan lidt: Og? I kan slette mig, I kan fjerne mig, hva rrrrrrager det mig. Jeg har lov til at være skideskør og skidefuld og skidesur og skidesjov og WHATEVER jeg har lyst til at fucking være. Jeg har ret til at leve mit liv, fuldstændig som det passer mig.
Folk skal ikke undervurdere mig. Jeg ved udmærket godt, hvad jeg laver. Jeg VÆLGER at være sådan. Jeg VÆLGER at leve sådan. Et ustyrligt farligt liv lige for tiden. Men det er altså ikke noget, der bare sker, fordi jeg er helt fucked i roen. Næh. Jeg har været artig og pæn og levet i et ægteskab og taget en uddannelse og jeg har arbejdet og jeg har været gravid og jeg har født og jeg har været Nogens Dame i sammenlagt 12 år. Altså. Jeg ved udmærket godt, hvad jeg skal gøre, hvis jeg vil ha' "styr på tingene" igen, som folk siger. Og jeg ville sagtens kunne finde et arbejde ude i provinsen, begynde at gå til hækling og sidde i sofaen med hænderne i skødet. Jeg KAN godt gøre det såkaldt rigtige, men jeg vælger at gøre det, som jeg har lyst til. Uanset hvor rigtigt det må være for alle andre.
Ejjjj, jeg har det bare sådan SKRID til hele verden ligenu.
Lige om lidt skal Barnet afsted på diverse sommerferier uden mig og jeg har søsat Projekt Legekøkken. Et årnlig sygt Do It Yourself-show, som enten bliver det fedeste eller totalt kikset. Lissom mig og mit liv. Og alle mine situationer. Er lige kommet hjem fra vanvidsspontan tur til en fucking ødegård allerhelvedes fucking langt oppe i de svenske skove med tømmermænd og tinderfyr. En af hans venner er en af de mænd, der har trukket sig tilbage fra civilisationen. Og den normale del af psyken. Blev allerede uvenner med hele banden samme aften. Over retten til fri abort. Ham, hans gamle latterlige mor, som dog viste sig at være okay i længden, og så Tinderfyr der ikke havde nosser til at bakke mig op, selvom jeg sad dér med hans fucking abort i systemet! Nøj, jeg var pissed. Håndterede det ved at rejse mig fra bordet og gå en lille tur. Ellers var jeg gået helt kold. Så rendte jeg rundt ude i de svenske skove i en okay brandert og løb ind på en fold med får for at nusse dem lidt og få noget kærlig opbakning, men de har altså åbentbart kunne fornemme min energi, for de løb fandme! Altså, jeg har boet på Færøerne, okay. Får løber kraftedme aldrig. Fuck em. Så satte jeg mig på en sten, som i virkeligheden var en myretue og lavede lige en Scatman. Og mens jeg hoppede og dansede var der ét eller andet, der løb væk bagved mig. Totalt noiaern skov, mand. Var væk længe, indtil jeg indså at jeg faktisk kunne blive spist af en bjørn. Eller kneppet af en elg. Eller jaget op i et træ af et vildsvin. Sverige er ikke sådan liiiige sagen for en Havner. På den anden side er min stolthed totalt Havner og jeg måtte kapitulere og ringe til Kusinen, for at få hende til at guide mig igennem den proces at skulle tilbage igen. Hvilket fjæs jeg lissom skulle have på. Vi blev enige om, at jeg bare skulle være sådan: Jeg gik en tur, fordi jeg skulle have noget luft, slut. Og hvis I ikke har lært det endnu, så går jeg balistic, istedet for at gå, næste gang.
Men bortset fra det, så var det nu en meget fed tur. Selvom jeg nu sidder med en lukket tlf, fordi jeg ikke kan styre mig fra de sociale medier, når jeg er stiv. Jeg orker ikke mig selv på det punkt. Går fandme over til en gammel Nokia 3210 snart. Man er jo fuldstændig bims i låget med de telefoner, for helvede. Jeg frastødes virkelig over dette træk ved mig selv. Som jeg selv har udviklet. Fjeeeern den tlf! Og fjern den fra alle andre. Man kan snart kraftedme ikke få øjenkontakt med nogen. Man går glip af livets små øjeblikke. Ingen ser længere, når folk skvatter på røven på cyklen, selvom de står lige foran og venter på bussen. For eksempel. Klamt. Og så kan jeg ikke holde mig fra det og får skrevet en helvedes masse lort og postet en helvedes masse mærkelige billeder, heldigvis ikke af mig selv, men stadig, og jeg får røv for det, hvilket vel er velfortjent. Men på den ANDEN side, så har jeg det sådan lidt: Og? I kan slette mig, I kan fjerne mig, hva rrrrrrager det mig. Jeg har lov til at være skideskør og skidefuld og skidesur og skidesjov og WHATEVER jeg har lyst til at fucking være. Jeg har ret til at leve mit liv, fuldstændig som det passer mig.
Folk skal ikke undervurdere mig. Jeg ved udmærket godt, hvad jeg laver. Jeg VÆLGER at være sådan. Jeg VÆLGER at leve sådan. Et ustyrligt farligt liv lige for tiden. Men det er altså ikke noget, der bare sker, fordi jeg er helt fucked i roen. Næh. Jeg har været artig og pæn og levet i et ægteskab og taget en uddannelse og jeg har arbejdet og jeg har været gravid og jeg har født og jeg har været Nogens Dame i sammenlagt 12 år. Altså. Jeg ved udmærket godt, hvad jeg skal gøre, hvis jeg vil ha' "styr på tingene" igen, som folk siger. Og jeg ville sagtens kunne finde et arbejde ude i provinsen, begynde at gå til hækling og sidde i sofaen med hænderne i skødet. Jeg KAN godt gøre det såkaldt rigtige, men jeg vælger at gøre det, som jeg har lyst til. Uanset hvor rigtigt det må være for alle andre.
Ejjjj, jeg har det bare sådan SKRID til hele verden ligenu.
tirsdag
Waaaiiiit for iiiiit
Uha, så blev det endelig tirsdag. Vi har byttet lidt rundt i 7/7-ordningen for at få plads til diverse ferieplaner, så jeg har hende fra idag til lørdag morgen. Glææææder mig MAX. Sad bare hele dagen igår i min sofa og stenede. Og hadede folk. Og pissede dem af på nettet. Kedede mig virkelig tilsidst og gik tidligt i seng.
Men IDAG skal lille frøken Musseberg hentes kl 16. Det bliver viiiiidunderligt. Hendes far og jeg har købt en Mini Cooper til hende, en elektrisk bil, og hun bliver den sejeste bitch i gården. Det er egentlig hendes fødselsdagsgave, men vi har aftalt, at hun kan få den idag. Eftersom Stodderen har hende på hendes fødselsdag og jeg skal så derhjem om morgenen - og kan jo for helvede ikke slæbe sådan en kæmpestor bil med. Og hvor skal gemme den indtil da? Så vi køber nogle småting hun kan åbne ved morgenbordet og så får hun bilen idag. Glæder mig til at se hendes reaktion. Og til at se, hvor hurtigt den egentlig kan køre. Kan jo godt være jeg får røven på komedie, når vi skal ud og prøve den på sidevejene. Haha.
Og så har Hvidovre Hospital ringet. Skal til forundersøgelse på torsdag. Spørger hende så om selve aborten så bliver i næste uge eller hvad, hvortil hun svarer at hun godt kan se i papirene, at jeg skal på ferie d. 20. "Men vi anbefaler ikke at man tager på ferie efter aborten". Nej, det gør I vel ikke. I anbefaler vel at man lægger sig over i et hjørne for at dø af skyld og skam, ikke, for at græde sig ihjel over det barn man iskoldt har slået ihjel, ikke? Ved du hvad. Jeg kender godt det system. Og deres løftede pegefingre. Jeg kender godt de sygeplejersker, som under scanningen vender skærmen om, så "kan du lige se med". Fordi det vil man jo utroligt gerne, det har man en helt vild interesse for, lige inden man får en abort, ja, lad mig endelig lige se BARNET på skærmen. Jeg ved også godt, hvorfor abortgangen og barselsgangen ligger på samme etage på Riget. Så dem der lige har fået en abort, går direkte ud i flæsket på venteværelset hvor alle sidder med flag og nyfødte i armene. Eller som hende sygeplejersken sagde til mig, lige inden jeg blev kørt ned på operationsstuen efter en spontan abort, der havde udviklet sig livstruende: Du ved godt, at det kan være at du aldrig mere kan blive gravid, ikk?
Jeg har ofte tænkt på, hvordan de kvinder som ikke er, som mig, reagerer på denne del af sundhedsvæsnet. Da sad der som 19-årig fandt jeg mig da også i det. Men nu er jeg 32. Og jeg kommer ikke til at sidde og blive slutshamet af en eller anden retarderet 23-årig sygeplejerske, det er helt sikkert. Lægen spurgte mig igår, hvor mange aborter jeg havde fået og hvordan og hvorledes. Og det ved jeg, at de også vil spørge mig om på Hvidovre. Hvad skal de egentlig bruge det til? Så vidt jeg er informeret gøres der ingen forskel i indgrebet på kvinder, der har fået abort før og kvinder, der aldrig har, så hvorfor er det relevant? Det kunne lægen ikke svare mig på, så jeg nægtede at svare på spørgsmålet. Så sagde han, at den måtte jeg så tage med hospitalet - og det har jeg også tænkt mig. Jeg kommer til at være RIGTIG meget på tværs. For eksempel har jeg fået en recept på en spiral, fordi selvfølgelig har jeg ikke tænkt mig, at det her skal gentage sig med den nye viden om min fertilitet i baghovedet. Men jeg har ikke tænkt mig at sidde og redegører for mine fremtidige valg af prævention. Den der myte om kvinder, der bruger abort som præventionsmiddel, altså, nej. Det er også bare en del af systemets løftede pegefinger, en undskyldning for at behandle abortpatienterne som lort. Og selv HVIS det fænomen fandtes, hvilket jeg aboslut ikke tror det gør, eftersom man skal igennem SÅ meget lort som gravid, at det ville man ihvertfald hurtigt lære ikke var en fordel eller smart løsning, så rager det i princippet ikke en eller anden dum lille gås, hvad jeg laver. Der er ikke andre restriktioner på den frie abort her til lands end at det skal være før 12. uge, så jeg kan få 300 aborter i mit liv, hvis jeg vil, af 300 forskellige årsager. Just cutting it out for you.
Feministisk set er jeg bestemt heller ikke glad for den udvikling, som kønnenes fællesansvar for graviditet har taget. Kvinder forventes at være beskyttede mod graviditet at all times. Medicinalindustrien har stortset kun forsket i præventionsmidler til kvinder. Eftersom der kun findes TO muligheder for mænd: Gummi eller klip. Men trods risiko for blodpropper, hormonforstyrrelser, unaturlige stop i menstruationscyklussen, metalpinde der skal opereres ind i armen, fortrydelsespiller, pessar, minipiller you name it, så forventes vi kvinder at stå for hele lortet inklusiv omkostningerne i kroner og ører. Det svarer til, at man i rocker/indvandrerkrigen opfordrer befolkningen til at købe skudsikre veste, fremfor at anholde og fængsle banditterne. Noget helt andet er, at mange mænd simpelthen ikke har LYST til at bruge gummi og de har alskens latterlige undskyldninger. Så falder pikken, så kan de ikke mærke noget, blah blah blah. Det gælder også de gode mænd. Stodderen gad heller ikke bruge gummi dengang og han er ellers meget fornuftig og ligestillingsminded. Og jeg fatter det ikke, for det ville være en kæmpefordel for mænd at DE beskyttede sig, eftersom VI har den fulde ret til at bestemme over en graviditet, når det først er sket. Og selvfølgelig har vi det. Det er vores krop, vores liv der går på standby osv osv osv osv osv.
Nu er vi så to om, at jeg er gravid. Jeg lod ham kneppe mig uden gummi. Han kneppede mig uden gummi. Og så tog han til Barcelona og lå på en strand, mens jeg tog til lægen to gange, betalte 4x24 kroner for busbilletter frem og tilbage, tissede i tre kopper, fik taget en blodprøve og en klamydiatest og skal på Hvidovre Hospital torsdag kl. 12.45 til forundersøgelse og slutshamingsforsøg og i næste uge på operationsbordet, risikere at dø i fuld narkose, bløde i fjorten dage efter, må ikke rejse, må ikke bade, må ikke bruge tampon. Idag sætter han sig så på en flyver hjem fra Barcelona. Sådan er vi så forskellige.
Han vil jo meget gerne med og 'sidde ved min side' og alt muligt pjat. Men altså. Vores veje skiltes da jeg blev gravid og han ikke gjorde - og jeg kan ikke bruge nogen mand til at sidde ved min side til en skid. Det hjælper ikke noget, det trøster mig ikke, det gør mig ikke mere tryg, det gør mig ikke mere glad. Jeg har aldrig haft nogen mand med til den slags og jeg ville nu om dage også finde det utrolig kikset. At ligge der som 32-årig med en 37-årig mand ved min side og fremstå som et par. Og så skulle jeg ligge dér som en eller anden offermartyr og bede om et glas vand og en hånd at holde i? Hahaha, nej. Jeg har sagt til ham, at han skal gå ud og købe en gave til mig, som kompensation for de lidelser jeg skal gennemgå. Det skal ikke være omkostningsfrit for ham, når han er lige så ansvarlig for det her, som mig. Det skal ikke være gratis at gøre en kvinde gravid. Lissom det heller ikke er gratis for os. Så han må rammes på pengepungen og det er ærligt talt en billig pris at betale i forhold til alt det lort jeg skal igennem.
Jeg tager alene derind. Min kusine og tro følgesvend er klistret fast til hendes nyfødte, så hun kan jo ikke tage med. Der skal jo ikke nogen nyfødt baby ind på den afdeling, vel? Og alle andre er på arbejde eller på ferie eller hvad fanden de nu laver og jeg kan også sagtens overskue det på egen hånd. Jeg ved jo godt, hvad der skal ske. Jeg skal stikkes i hånden og det gør skideondt. Men så er der heller ikke mere i vejen. Jeg bliver kørt ned, går ud som et lys, vågner, sunder mig og skrider. Og jeg kan også sagtens være alene derhjemme bagefter, hvis det endelig er. Eneste jeg har brug for er et lift hjem. Og så skal jeg lige huske at holde øje med, hvor meget jeg bløder og hvor længe det bliver ved. Det var sgu lige ved at tage livet af mig engang, hvor det ikke var blevet gjort ordentligt. Det er derfor det hele summer op til 4-5 aborter ialt. To spontane, tre provokerede, men to aborter om én graviditet. Det går nok. Det bliver forhåbentlig sidste gang, når nu jeg smider TOLVHUNDREDE KRONER for en hormonfucking spiral.
Men IDAG skal lille frøken Musseberg hentes kl 16. Det bliver viiiiidunderligt. Hendes far og jeg har købt en Mini Cooper til hende, en elektrisk bil, og hun bliver den sejeste bitch i gården. Det er egentlig hendes fødselsdagsgave, men vi har aftalt, at hun kan få den idag. Eftersom Stodderen har hende på hendes fødselsdag og jeg skal så derhjem om morgenen - og kan jo for helvede ikke slæbe sådan en kæmpestor bil med. Og hvor skal gemme den indtil da? Så vi køber nogle småting hun kan åbne ved morgenbordet og så får hun bilen idag. Glæder mig til at se hendes reaktion. Og til at se, hvor hurtigt den egentlig kan køre. Kan jo godt være jeg får røven på komedie, når vi skal ud og prøve den på sidevejene. Haha.
Og så har Hvidovre Hospital ringet. Skal til forundersøgelse på torsdag. Spørger hende så om selve aborten så bliver i næste uge eller hvad, hvortil hun svarer at hun godt kan se i papirene, at jeg skal på ferie d. 20. "Men vi anbefaler ikke at man tager på ferie efter aborten". Nej, det gør I vel ikke. I anbefaler vel at man lægger sig over i et hjørne for at dø af skyld og skam, ikke, for at græde sig ihjel over det barn man iskoldt har slået ihjel, ikke? Ved du hvad. Jeg kender godt det system. Og deres løftede pegefingre. Jeg kender godt de sygeplejersker, som under scanningen vender skærmen om, så "kan du lige se med". Fordi det vil man jo utroligt gerne, det har man en helt vild interesse for, lige inden man får en abort, ja, lad mig endelig lige se BARNET på skærmen. Jeg ved også godt, hvorfor abortgangen og barselsgangen ligger på samme etage på Riget. Så dem der lige har fået en abort, går direkte ud i flæsket på venteværelset hvor alle sidder med flag og nyfødte i armene. Eller som hende sygeplejersken sagde til mig, lige inden jeg blev kørt ned på operationsstuen efter en spontan abort, der havde udviklet sig livstruende: Du ved godt, at det kan være at du aldrig mere kan blive gravid, ikk?
Jeg har ofte tænkt på, hvordan de kvinder som ikke er, som mig, reagerer på denne del af sundhedsvæsnet. Da sad der som 19-årig fandt jeg mig da også i det. Men nu er jeg 32. Og jeg kommer ikke til at sidde og blive slutshamet af en eller anden retarderet 23-årig sygeplejerske, det er helt sikkert. Lægen spurgte mig igår, hvor mange aborter jeg havde fået og hvordan og hvorledes. Og det ved jeg, at de også vil spørge mig om på Hvidovre. Hvad skal de egentlig bruge det til? Så vidt jeg er informeret gøres der ingen forskel i indgrebet på kvinder, der har fået abort før og kvinder, der aldrig har, så hvorfor er det relevant? Det kunne lægen ikke svare mig på, så jeg nægtede at svare på spørgsmålet. Så sagde han, at den måtte jeg så tage med hospitalet - og det har jeg også tænkt mig. Jeg kommer til at være RIGTIG meget på tværs. For eksempel har jeg fået en recept på en spiral, fordi selvfølgelig har jeg ikke tænkt mig, at det her skal gentage sig med den nye viden om min fertilitet i baghovedet. Men jeg har ikke tænkt mig at sidde og redegører for mine fremtidige valg af prævention. Den der myte om kvinder, der bruger abort som præventionsmiddel, altså, nej. Det er også bare en del af systemets løftede pegefinger, en undskyldning for at behandle abortpatienterne som lort. Og selv HVIS det fænomen fandtes, hvilket jeg aboslut ikke tror det gør, eftersom man skal igennem SÅ meget lort som gravid, at det ville man ihvertfald hurtigt lære ikke var en fordel eller smart løsning, så rager det i princippet ikke en eller anden dum lille gås, hvad jeg laver. Der er ikke andre restriktioner på den frie abort her til lands end at det skal være før 12. uge, så jeg kan få 300 aborter i mit liv, hvis jeg vil, af 300 forskellige årsager. Just cutting it out for you.
Feministisk set er jeg bestemt heller ikke glad for den udvikling, som kønnenes fællesansvar for graviditet har taget. Kvinder forventes at være beskyttede mod graviditet at all times. Medicinalindustrien har stortset kun forsket i præventionsmidler til kvinder. Eftersom der kun findes TO muligheder for mænd: Gummi eller klip. Men trods risiko for blodpropper, hormonforstyrrelser, unaturlige stop i menstruationscyklussen, metalpinde der skal opereres ind i armen, fortrydelsespiller, pessar, minipiller you name it, så forventes vi kvinder at stå for hele lortet inklusiv omkostningerne i kroner og ører. Det svarer til, at man i rocker/indvandrerkrigen opfordrer befolkningen til at købe skudsikre veste, fremfor at anholde og fængsle banditterne. Noget helt andet er, at mange mænd simpelthen ikke har LYST til at bruge gummi og de har alskens latterlige undskyldninger. Så falder pikken, så kan de ikke mærke noget, blah blah blah. Det gælder også de gode mænd. Stodderen gad heller ikke bruge gummi dengang og han er ellers meget fornuftig og ligestillingsminded. Og jeg fatter det ikke, for det ville være en kæmpefordel for mænd at DE beskyttede sig, eftersom VI har den fulde ret til at bestemme over en graviditet, når det først er sket. Og selvfølgelig har vi det. Det er vores krop, vores liv der går på standby osv osv osv osv osv.
Nu er vi så to om, at jeg er gravid. Jeg lod ham kneppe mig uden gummi. Han kneppede mig uden gummi. Og så tog han til Barcelona og lå på en strand, mens jeg tog til lægen to gange, betalte 4x24 kroner for busbilletter frem og tilbage, tissede i tre kopper, fik taget en blodprøve og en klamydiatest og skal på Hvidovre Hospital torsdag kl. 12.45 til forundersøgelse og slutshamingsforsøg og i næste uge på operationsbordet, risikere at dø i fuld narkose, bløde i fjorten dage efter, må ikke rejse, må ikke bade, må ikke bruge tampon. Idag sætter han sig så på en flyver hjem fra Barcelona. Sådan er vi så forskellige.
Han vil jo meget gerne med og 'sidde ved min side' og alt muligt pjat. Men altså. Vores veje skiltes da jeg blev gravid og han ikke gjorde - og jeg kan ikke bruge nogen mand til at sidde ved min side til en skid. Det hjælper ikke noget, det trøster mig ikke, det gør mig ikke mere tryg, det gør mig ikke mere glad. Jeg har aldrig haft nogen mand med til den slags og jeg ville nu om dage også finde det utrolig kikset. At ligge der som 32-årig med en 37-årig mand ved min side og fremstå som et par. Og så skulle jeg ligge dér som en eller anden offermartyr og bede om et glas vand og en hånd at holde i? Hahaha, nej. Jeg har sagt til ham, at han skal gå ud og købe en gave til mig, som kompensation for de lidelser jeg skal gennemgå. Det skal ikke være omkostningsfrit for ham, når han er lige så ansvarlig for det her, som mig. Det skal ikke være gratis at gøre en kvinde gravid. Lissom det heller ikke er gratis for os. Så han må rammes på pengepungen og det er ærligt talt en billig pris at betale i forhold til alt det lort jeg skal igennem.
Jeg tager alene derind. Min kusine og tro følgesvend er klistret fast til hendes nyfødte, så hun kan jo ikke tage med. Der skal jo ikke nogen nyfødt baby ind på den afdeling, vel? Og alle andre er på arbejde eller på ferie eller hvad fanden de nu laver og jeg kan også sagtens overskue det på egen hånd. Jeg ved jo godt, hvad der skal ske. Jeg skal stikkes i hånden og det gør skideondt. Men så er der heller ikke mere i vejen. Jeg bliver kørt ned, går ud som et lys, vågner, sunder mig og skrider. Og jeg kan også sagtens være alene derhjemme bagefter, hvis det endelig er. Eneste jeg har brug for er et lift hjem. Og så skal jeg lige huske at holde øje med, hvor meget jeg bløder og hvor længe det bliver ved. Det var sgu lige ved at tage livet af mig engang, hvor det ikke var blevet gjort ordentligt. Det er derfor det hele summer op til 4-5 aborter ialt. To spontane, tre provokerede, men to aborter om én graviditet. Det går nok. Det bliver forhåbentlig sidste gang, når nu jeg smider TOLVHUNDREDE KRONER for en hormonfucking spiral.
mandag
Crazy
Nu sidder jeg og tænker på, hvordan mit liv ville have set ud, hvis jeg på dette tidspunkt sidste år, havde 'gjort det rigtige'. Selv efter at have gjort det forkerte, kunne jeg godt have gjort det rigtige. Det havde kunne nås mange gange i processen. Jeg skulle have sagt mit job op. Så jeg havde slået to fluer med et smæk. Jeg kunne være kommet væk i tide fra Svenskeren, inden jeg blev forelsket, og væk fra arbejdsgiveren, som bollede mig i røven, inden jeg gik kold og det fik uoverskuelige konsekvenser. Hvor havde jeg så været idag? Nobody knows. Måske havde jeg været gravid med Stodderen nu. Levet i mit ægteskab. Givet mit barn en ægte søster eller bror. Jeg kunne have haft et nyt arbejde. Og en fuldtidsløn.
Et eller andet sted er jeg nødt til at forlige mig med, at jeg er vild. Jeg er et vildt menneske. Der er ingen, der kan tæmme mig. Stodderen kunne i nogle år, men den boble bristede jo også. Jeg tror ikke, at jeg kan leve op til alle de her kasser og alle de her ting, som folk synes og ikke synes, gode ting eller dårlige ting. Udefra set er det jo helt vanvittigt, hvad der foregår omkring mig hele tiden. Man kan måske få den opfattelse, at jeg er helt ude at skide. At mine trygge rammer og afhængighedsliv med mand og barn, fraværet af alt dette, som jeg har brugt årevis på at bygge op for mig selv, har kastet mig ud i en sindssyg social deroute-nedtursagtighed, som jeg ikke har styr på og hvad skal der ske og hvad skal der ikke ske og hvad bliver det næste. Men sådan har jeg det faktisk ikke. Jeg opsøger jo nok det vilde liv, fordi jeg trives med det vilde liv.
I virkeligheden er det vigtigste for MIG, at min datter har det godt - og det har hun. Igår var vi i Tivoli og lege Happy Family, alle tre, og vi havde en skidegod dag. Hun har det godt. Når jeg har hende er jeg fuldt dedikeret og lever et helt andet liv end når jeg ikke har hende. Og jeg kan sgu godt lide det. Jeg kan godt lide kombinationen af mit ego-liv og mit børneliv. Ja, selvfølgelig er en skilsmisse ikke det fedeste for et barn. Men det var altså ikke fedt at være hende, da vi var sammen heller. Vi kan mærke, at hun er gladere nu.
Jeg går jo bare og venter på at komme igang med studiet - og få noget at lave. Jeg har været i fast forhold, siden jeg var 19 år. Et eller andet sted har jeg ret til at fyre den lidt af. Omvendt er jeg også træt af, at skulle forsvare min lyst - og ret - til at fyre den af. Måske forsvarer jeg det mest overfor mig selv, fordi der er en lillebitte stemme indeni mig, som siger, at det her var ikke heeeelt sådan det skulle være. Men overdøver den den anden stemme, der altid har kværnet indeni mig, som siger: Det har jo aldrig ligget i kortene, at du skulle leve et almindeligt liv? Og hvad er et almindeligt liv også, altså? Tilbage til den nat, hvor jeg som 9-årig blev smidt ud fra Kanal Bodegaen af min mor, mens jeg stod med min et par måneder gamle lillesøster på armen. Jeg har nævnt den nat mange gange, fordi den nat popper op i mig igen og igen og igen gennem mit liv. Natten hvor jeg indså, at jeg var på egen hånd i det her liv. En af de største eksistentielle udfordringer for mennesket er lige præcis erkendelsen af ensomheden som livsvilkår. At vi alle er alene. Og det fattede jeg. Da jeg var 9 år. Og det er ikke, fordi jeg skal sidde og klynke et eller andet Freud-pis af. Men den nat tog noget fra mig, den tog min tillid til omverden fra mig. Tilgengæld gav den mig også noget, fordi den gav mig tilliden til mig selv, troen på mig selv, styrken i mig selv. Og det er den skråt op-attitude, der har rejst mig hver gang. Det er den skråt op-attitude, der giver mig det overskud, som alle taler om jeg har. Og det har jeg, I know. Det er nok fordi jeg ikke forventer NOGET fra NOGEN og derfor slår ting mig bare ikke så hårdt, da det er som om jeg ikke bliver overrasket over det. Nå, så klarer vi da bare den også-agtigt. Jeg er altid forberedt på at klare mig selv. Når jeg drikker mig pissestiv sammen med en Tinderdate hjemme hos ham, så ved jeg hvor hans knive ligger. Hvis det skulle blive nødvendigt. For eksempel. Altså, folk skal ikke undervurdere, om jeg har styr på situationen. Jeg ved godt, hvad jeg laver. Jeg gør det bare alligevel.
Det, som jeg i virkeligheden finder mest utrygt ved det her nye liv, det er så noget som de dyr, der er i min lejlighed. Edderkopperne, sølvfiskene, igår var der en guldsmed i min seng. Dørkarmen faldt af. Der sprang en sikring. Afløbet på badeværelset skulle renses. Der kan jeg godt mærke, at jeg ikke er så stærk og selvstændig som kvinde, som jeg måske gik og troede, da jeg var sammen med Stodderen. Han fortalte mig igår, at han har renset afløb på badeværelset mange gange. Det anede jeg ikke. En af mine Tinderfyre måtte lave en lille video, hvor han viste mig, at der er sådan en dims under risten, som skal op og vaskes. Anede det ikke. Flyttede hjemmefra som 15-årig, haft fem lejligheder, og har lige renset mit afløb for første gang.
Det er sådan en lille slags udviklingsproces for mig alt det her. Der sker også nogle gode sunde ting for mig. Imorgen når barnet kommer skal jeg til at lave aftensmad HVER dag igen. Kæmpeudfordring. Det var altid Stodderen, der lavede mad. Så kører jeg denne her stille og rolige uge med hende og vi laver nogle hyggelige ting, spiser ude på café og sidder i sofaen og spiser cocopops, alle så nogle ting, som Stodderen enten ikke ville have eller som vi bare ikke kunne, da vi levede det der stressede fuldtidsarbejdeliv med kombination af tre menneskers behov. Lejligheden kan sejle med tekopper og legekøkken, legoklodser og dukker og bamser og beskidt vasketøj og pis og lort, jeg gider ikke stå ude i køkkenet og svede over opvasken, mens hun leger inde i stuen. Der er bare en anden frihed. Til at gøre, hvad VI vil.
Så træder jeg ind i min ego-uge. Hveranden mandag sætter jeg mig i min sofa og bliver der hele dagen, indtil jeg går i seng. Så trækker jeg mig helt ind i mig selv og går introvert på verden med min ipad, slik, tjald hvis jeg har det, magasiner, serier, musik, sidder og troller den på nettet og pisser folk af, rydder op og gør rent sent om aftenen og går så i seng. Og tirsdag morgen skal der ske noget. Så keder jeg mig. Og jeg er frisk på ALT. Nu har jeg alle de her mænd allevegne, som skaber en helvedes masse bøvl for mig, samtidig med at de beriger mit liv og gør det fantastisk og spændende. Fredag var jeg ude med en eller anden rapper, som jeg ikke anede en skid om, da jeg matchede ham på Tinder, men som alle åbentbart kender. Total kendisdate. Men røvsyg. Vi endte hjemme hos ham med en kasse øl, som jeg betalte, og så fik jeg min veninde til at hente mig under påskud af en glemt fødselsdagsfest. Han lå og skrev til mig hele natten og nu har jeg kraftedme glemt mine solbriller hos ham. Send dem med posten, jeg magter det ikke. Lørdag var jeg tilgengæld på en pissefed date. Blev hentet på christianiacykel derhjemme og vi satte os på en bænk og høvlede øl på Blågårds Plads. Mødte alle mulige mennesker, som vi sad i bælgravende mørke og talte vidt og bredt med. Blandt andet et par som osede af sex. De brækkede sig af grin over, at vi var så ligefremme. Første date og der blev ikke lagt fingre imellem. På et tidspunkt sagde han, at jeg var tør, fordi jeg ikke gider ride. Så sagde jeg, at så måtte han jo bare sperme ud over hele min krop og gøre mig helt vååååd med sine gyldne dråber. Han var lige ved at blive kvalt i sin øl. Det viste sig så, at han åbentbart er Danmarks største togmaler. Han kørte mig så rundt allemulige vilde steder og gav mig et indblik i graffitiverdenen. Vi kravlede over et hegn og op ad en sygeligt rusten stige, op på sådan nogle rør ovenover Hovedbanegårdens jernbaneskinner. Jeg havde ballerinaer på og en øldåse mellem tænderne og er simpelthen for gammel, tung og usmidig til den slags, men jeg klarede det. Gad godt have kneppet deroppe med udsigten til hele byen. Men det gør jeg altså ikke, mens jeg er gravid, det ville jeg synes var for tacky. Endte med at sove hjemme hos ham, fordi klokken pludselig var 5 og jeg skulle op i Tivoli med la familia kl 11. Syg designerlejlighed i Vanløse jeg vågnede op til...
Nå, men han er jo gamle venner med den originale Tinderfyr, the babydaddy høhø. De har kørt en eller anden åndssvag falloskamp over mig, som jeg ikke magter at forholde mig til. Og så tænkte jeg bare, ej men nu er Tinderfyr 1 i Barcelona og jeg keder mig og jeg har sgu ikke lovet nogen noget. Men egentlig var jeg jo blevet inviteret til Thailand med ham, så ombestemte vi os og ville tage til New York. Han arbejder i SAS, så billetten er jo gratis. Men ham den anden fra i lørdags, han vil på interrail. Og det gad jeg også godt. Så nu er jeg faktisk kommet til at aftale med dem begge to, at vi skal rejse sammen. Jeg har det bare sådan, at jeg vil bare gerne ud af røret. Om det er med den ene eller den anden er ligegyldigt. Men Tinderfyr 1 er sådan liiiiige besidderisk nok. Han vil gerne være kærester. Og altså. Der er alt muligt pjat med dem inde på Facebook også. Den ene er røvlækker og den anden er en røvlækker type. Så kommenterer de mere eller mindre passiv-agressivt eller se lige mig-agtigt på hvert et komma jeg sætter. Den ene er 177 og den anden 165. Så siger den ene, ej du ved godt han kun er 160, ikk? Så siger den anden, du ved godt min pik er større end hans, ikk? Og hvis den er det... så ved jeg ikke, om jeg tør, hahaha. Fandme mærkeligt at jeg pludselig møder alle de her små mænd med kæmpe dickzillas. Hvor har de været hele mit liv?
Iøvrigt er København bare alt alt alt for lille. Ham jeg var ude med i lørdags, har for nyligt været på date gennem Tinder med en af mine gamle veninder og de har knaldet nogle gange. Han har desuden et barn med min gamle efterskoleveninde. Og jeg har boet på ungdomspension med hans fætter. Moderen til hans barn har desuden været kontaktperson for en anden lidt yngre veninde jeg har, dengang hun boede på børnehjem. Og sådan fortsætter det bare. Man kan fandme ikke træde et skridt uden at røre en gammel kending. Lissom ham der for noget tid siden pludselig bare står foran mig i en kæmpebrandert (min) og siger: En post-it?! En post-it, Vaginalife?! Det var først, da han sagde mit navn, at det gik op for mig at han talte til mig. Midt om natten på en eller anden snusket bar i indre by og så møder jeg en fyr, som jeg har knaldet for 100 år siden og lagt en post-it på hans mave, hvor der stod tak for sex - og så kan han kraftedme kende mig og er åbentbart stadig lidt fornærmet?! Han havde forsøgt at finde mig, men forgæves. Altså, det er de mærkeligste ting mænd bliver sure over. Jeg skrev jo TAK for sex, for fanden, slap dog af.
Et eller andet sted er jeg nødt til at forlige mig med, at jeg er vild. Jeg er et vildt menneske. Der er ingen, der kan tæmme mig. Stodderen kunne i nogle år, men den boble bristede jo også. Jeg tror ikke, at jeg kan leve op til alle de her kasser og alle de her ting, som folk synes og ikke synes, gode ting eller dårlige ting. Udefra set er det jo helt vanvittigt, hvad der foregår omkring mig hele tiden. Man kan måske få den opfattelse, at jeg er helt ude at skide. At mine trygge rammer og afhængighedsliv med mand og barn, fraværet af alt dette, som jeg har brugt årevis på at bygge op for mig selv, har kastet mig ud i en sindssyg social deroute-nedtursagtighed, som jeg ikke har styr på og hvad skal der ske og hvad skal der ikke ske og hvad bliver det næste. Men sådan har jeg det faktisk ikke. Jeg opsøger jo nok det vilde liv, fordi jeg trives med det vilde liv.
I virkeligheden er det vigtigste for MIG, at min datter har det godt - og det har hun. Igår var vi i Tivoli og lege Happy Family, alle tre, og vi havde en skidegod dag. Hun har det godt. Når jeg har hende er jeg fuldt dedikeret og lever et helt andet liv end når jeg ikke har hende. Og jeg kan sgu godt lide det. Jeg kan godt lide kombinationen af mit ego-liv og mit børneliv. Ja, selvfølgelig er en skilsmisse ikke det fedeste for et barn. Men det var altså ikke fedt at være hende, da vi var sammen heller. Vi kan mærke, at hun er gladere nu.
Jeg går jo bare og venter på at komme igang med studiet - og få noget at lave. Jeg har været i fast forhold, siden jeg var 19 år. Et eller andet sted har jeg ret til at fyre den lidt af. Omvendt er jeg også træt af, at skulle forsvare min lyst - og ret - til at fyre den af. Måske forsvarer jeg det mest overfor mig selv, fordi der er en lillebitte stemme indeni mig, som siger, at det her var ikke heeeelt sådan det skulle være. Men overdøver den den anden stemme, der altid har kværnet indeni mig, som siger: Det har jo aldrig ligget i kortene, at du skulle leve et almindeligt liv? Og hvad er et almindeligt liv også, altså? Tilbage til den nat, hvor jeg som 9-årig blev smidt ud fra Kanal Bodegaen af min mor, mens jeg stod med min et par måneder gamle lillesøster på armen. Jeg har nævnt den nat mange gange, fordi den nat popper op i mig igen og igen og igen gennem mit liv. Natten hvor jeg indså, at jeg var på egen hånd i det her liv. En af de største eksistentielle udfordringer for mennesket er lige præcis erkendelsen af ensomheden som livsvilkår. At vi alle er alene. Og det fattede jeg. Da jeg var 9 år. Og det er ikke, fordi jeg skal sidde og klynke et eller andet Freud-pis af. Men den nat tog noget fra mig, den tog min tillid til omverden fra mig. Tilgengæld gav den mig også noget, fordi den gav mig tilliden til mig selv, troen på mig selv, styrken i mig selv. Og det er den skråt op-attitude, der har rejst mig hver gang. Det er den skråt op-attitude, der giver mig det overskud, som alle taler om jeg har. Og det har jeg, I know. Det er nok fordi jeg ikke forventer NOGET fra NOGEN og derfor slår ting mig bare ikke så hårdt, da det er som om jeg ikke bliver overrasket over det. Nå, så klarer vi da bare den også-agtigt. Jeg er altid forberedt på at klare mig selv. Når jeg drikker mig pissestiv sammen med en Tinderdate hjemme hos ham, så ved jeg hvor hans knive ligger. Hvis det skulle blive nødvendigt. For eksempel. Altså, folk skal ikke undervurdere, om jeg har styr på situationen. Jeg ved godt, hvad jeg laver. Jeg gør det bare alligevel.
Det, som jeg i virkeligheden finder mest utrygt ved det her nye liv, det er så noget som de dyr, der er i min lejlighed. Edderkopperne, sølvfiskene, igår var der en guldsmed i min seng. Dørkarmen faldt af. Der sprang en sikring. Afløbet på badeværelset skulle renses. Der kan jeg godt mærke, at jeg ikke er så stærk og selvstændig som kvinde, som jeg måske gik og troede, da jeg var sammen med Stodderen. Han fortalte mig igår, at han har renset afløb på badeværelset mange gange. Det anede jeg ikke. En af mine Tinderfyre måtte lave en lille video, hvor han viste mig, at der er sådan en dims under risten, som skal op og vaskes. Anede det ikke. Flyttede hjemmefra som 15-årig, haft fem lejligheder, og har lige renset mit afløb for første gang.
Det er sådan en lille slags udviklingsproces for mig alt det her. Der sker også nogle gode sunde ting for mig. Imorgen når barnet kommer skal jeg til at lave aftensmad HVER dag igen. Kæmpeudfordring. Det var altid Stodderen, der lavede mad. Så kører jeg denne her stille og rolige uge med hende og vi laver nogle hyggelige ting, spiser ude på café og sidder i sofaen og spiser cocopops, alle så nogle ting, som Stodderen enten ikke ville have eller som vi bare ikke kunne, da vi levede det der stressede fuldtidsarbejdeliv med kombination af tre menneskers behov. Lejligheden kan sejle med tekopper og legekøkken, legoklodser og dukker og bamser og beskidt vasketøj og pis og lort, jeg gider ikke stå ude i køkkenet og svede over opvasken, mens hun leger inde i stuen. Der er bare en anden frihed. Til at gøre, hvad VI vil.
Så træder jeg ind i min ego-uge. Hveranden mandag sætter jeg mig i min sofa og bliver der hele dagen, indtil jeg går i seng. Så trækker jeg mig helt ind i mig selv og går introvert på verden med min ipad, slik, tjald hvis jeg har det, magasiner, serier, musik, sidder og troller den på nettet og pisser folk af, rydder op og gør rent sent om aftenen og går så i seng. Og tirsdag morgen skal der ske noget. Så keder jeg mig. Og jeg er frisk på ALT. Nu har jeg alle de her mænd allevegne, som skaber en helvedes masse bøvl for mig, samtidig med at de beriger mit liv og gør det fantastisk og spændende. Fredag var jeg ude med en eller anden rapper, som jeg ikke anede en skid om, da jeg matchede ham på Tinder, men som alle åbentbart kender. Total kendisdate. Men røvsyg. Vi endte hjemme hos ham med en kasse øl, som jeg betalte, og så fik jeg min veninde til at hente mig under påskud af en glemt fødselsdagsfest. Han lå og skrev til mig hele natten og nu har jeg kraftedme glemt mine solbriller hos ham. Send dem med posten, jeg magter det ikke. Lørdag var jeg tilgengæld på en pissefed date. Blev hentet på christianiacykel derhjemme og vi satte os på en bænk og høvlede øl på Blågårds Plads. Mødte alle mulige mennesker, som vi sad i bælgravende mørke og talte vidt og bredt med. Blandt andet et par som osede af sex. De brækkede sig af grin over, at vi var så ligefremme. Første date og der blev ikke lagt fingre imellem. På et tidspunkt sagde han, at jeg var tør, fordi jeg ikke gider ride. Så sagde jeg, at så måtte han jo bare sperme ud over hele min krop og gøre mig helt vååååd med sine gyldne dråber. Han var lige ved at blive kvalt i sin øl. Det viste sig så, at han åbentbart er Danmarks største togmaler. Han kørte mig så rundt allemulige vilde steder og gav mig et indblik i graffitiverdenen. Vi kravlede over et hegn og op ad en sygeligt rusten stige, op på sådan nogle rør ovenover Hovedbanegårdens jernbaneskinner. Jeg havde ballerinaer på og en øldåse mellem tænderne og er simpelthen for gammel, tung og usmidig til den slags, men jeg klarede det. Gad godt have kneppet deroppe med udsigten til hele byen. Men det gør jeg altså ikke, mens jeg er gravid, det ville jeg synes var for tacky. Endte med at sove hjemme hos ham, fordi klokken pludselig var 5 og jeg skulle op i Tivoli med la familia kl 11. Syg designerlejlighed i Vanløse jeg vågnede op til...
Nå, men han er jo gamle venner med den originale Tinderfyr, the babydaddy høhø. De har kørt en eller anden åndssvag falloskamp over mig, som jeg ikke magter at forholde mig til. Og så tænkte jeg bare, ej men nu er Tinderfyr 1 i Barcelona og jeg keder mig og jeg har sgu ikke lovet nogen noget. Men egentlig var jeg jo blevet inviteret til Thailand med ham, så ombestemte vi os og ville tage til New York. Han arbejder i SAS, så billetten er jo gratis. Men ham den anden fra i lørdags, han vil på interrail. Og det gad jeg også godt. Så nu er jeg faktisk kommet til at aftale med dem begge to, at vi skal rejse sammen. Jeg har det bare sådan, at jeg vil bare gerne ud af røret. Om det er med den ene eller den anden er ligegyldigt. Men Tinderfyr 1 er sådan liiiiige besidderisk nok. Han vil gerne være kærester. Og altså. Der er alt muligt pjat med dem inde på Facebook også. Den ene er røvlækker og den anden er en røvlækker type. Så kommenterer de mere eller mindre passiv-agressivt eller se lige mig-agtigt på hvert et komma jeg sætter. Den ene er 177 og den anden 165. Så siger den ene, ej du ved godt han kun er 160, ikk? Så siger den anden, du ved godt min pik er større end hans, ikk? Og hvis den er det... så ved jeg ikke, om jeg tør, hahaha. Fandme mærkeligt at jeg pludselig møder alle de her små mænd med kæmpe dickzillas. Hvor har de været hele mit liv?
Iøvrigt er København bare alt alt alt for lille. Ham jeg var ude med i lørdags, har for nyligt været på date gennem Tinder med en af mine gamle veninder og de har knaldet nogle gange. Han har desuden et barn med min gamle efterskoleveninde. Og jeg har boet på ungdomspension med hans fætter. Moderen til hans barn har desuden været kontaktperson for en anden lidt yngre veninde jeg har, dengang hun boede på børnehjem. Og sådan fortsætter det bare. Man kan fandme ikke træde et skridt uden at røre en gammel kending. Lissom ham der for noget tid siden pludselig bare står foran mig i en kæmpebrandert (min) og siger: En post-it?! En post-it, Vaginalife?! Det var først, da han sagde mit navn, at det gik op for mig at han talte til mig. Midt om natten på en eller anden snusket bar i indre by og så møder jeg en fyr, som jeg har knaldet for 100 år siden og lagt en post-it på hans mave, hvor der stod tak for sex - og så kan han kraftedme kende mig og er åbentbart stadig lidt fornærmet?! Han havde forsøgt at finde mig, men forgæves. Altså, det er de mærkeligste ting mænd bliver sure over. Jeg skrev jo TAK for sex, for fanden, slap dog af.
fredag
Ro ro ro min båd
Og så var det, at jeg ikke fik mit lort. Og så tog jeg en test og så var der en streg. Og så tog jeg til lægen. Og så var der ingen streg. Og så fik jeg taget en blodprøve. Og svaret kommer imorgen. Og så fik jeg lige diagnosticeret børnesår med stafilikok-infektion i armhulen. Og så skal jeg bare lige smøre creme inde i næsen hver dag i fem dage og bruge en sæbe fra top til tå i badet, som jeg skal stå med i 10 minutter, hver dag i fem dage plus penicilin, som ikke virker så godt, hvis man drikker. Fuck aaaaf.
Det tog mig og Stodderen 3 år at lave et barn. Jeg endte med at sprøjte mig i maven med hormoner. Lægerne sagde, at jeg aldrig ville blive gravid uden hjælp. Det var sådan jeg blev overtalt til at deltage i den hæslige unaturlige fertilitetsbehandling. Stodderen var sæddonor og havde det højeste batch i sædbanken. Måtte komme hver dag, fordi den var så god. Vi havde sex i fem år uden beskyttelse. Jeg knaldede Svenskeren hele 2013 uden beskyttelse. Jeg knaldede Tinderfyren mange gange med beskyttelse af angst for sexsygdomme. Én gang uden gummi. Og så fik jeg ikke mit lort her sidst i juni. Amen altså, vorherre til hest.
Magter simpelthen ikke at blive uønsket gravid som 32-årig. Og skulle have en abort, som 32-årig, uddannet med fast bopæl og 3-årigt barn i forvejen. Det er så ulækkert 1st world problem-agtigt, at jeg slet ikke kan overskue at være endt i den situation. Men naturligvis anerkender og hylder jeg retten til og muligheden for abort, som kvinde, som feminist, som videnskabeligt funderet fornuftigt tænkende menneske. Isoleret set har jeg ingen skrupler med aborten i sig selv. Er bare virkelig skuffet over mig selv, fordi jeg er endt i så pinagtig en situation. Hva skeeeeer der. Hvis jeg altså er det. Gravid. Inshalla akbar jeg beder til Gud og VorherreJemini Jesus og Maria om at der er falsk alarm. Jeg tror det bare ikke.
Og så blev det dagen efter. Og prøven er positiv.
Altså, havde jeg vidst, at der var den mindste lille mulighed for at blive gravid, så havde jeg da aldrig nogensinde taget chancen. Det er simpelthen så pinligt at blive uønsket gravid som 32-årig. Og skulle have sin, hvad, 4. eller 5. abort! Da jeg var 19 var det sådan okay, der kan ske en smutter. Da jeg var 21 var jeg på p-piller, som jeg tog regelmæssigt, så der var det sgu ikke min skyld. Så fik jeg det der vind-æg efter 2. insemination i fertilitetsbehandlingen, som aldrig udviklede sig til et foster. Der var jeg lige ved at dø, fordi de ikke havde fået det hele med ud og jeg blev hentet i en ambulance og kørt ind til endnu en udskrabning. And now this. Hvordan skulle jeg lige vide, at jeg med alderen blev mere fertil? Drikker og ryger som et svin!
Nu er jeg nødt til at aflyse min blaffetur. Skulle ellers på onsdag have deltaget i BLAF 2014, den vildeste blaffekonkurrence, som jeg meldte mig til uden at kende et øje. Er kommet på et hold med tre andre, som nu mangler en holdkammerat, da man skal være fire af strategiske årsager. Jeg ved ikke, hvornår jeg bliver indkaldt til den abort. Man kan faktisk også dø i fuld narkose. Fuck altså.
Har kun fortalt det til pigerne og Mr. X, sidstnævnte fordi han stadig er min fortrolige og jeg ville ikke kunne gå igennem denne oplevelse uden at han ved det. Og så ved fyren det selvfølgelig også. Han synes ikke, at man kan bestemme over liv. Meeen det kan man jo. Og han taler om hans rettigheder. Som er ikke-eksisterende. Så det er lidt op ad bakke, men heldigvis er han i Barcelona, så det eneste han kan gøre er at ligge og ringe til mig 70 gange i døgnet. På den måde er livet uretfærdigt for mænd, men sådan er der så meget der er uretfærdigt for os kvinder. Det kan jeg ikke tage mig af. Det er min krop, der skal bære det igennem, det er mig der bliver sat på standby i 9 måneder + 1 års barsel. Det er mig, der ender med at tage mig af det barn. Han kan ikke engang indtræde i en 7/7-ordning pga hans arbejde. Og jeg skal ikke have to børn med to forskellige mænd. Jeg har en aftale med Mr. X om at vi får et barn mere en dag. Ved godt det lyder sygt, men vi lever i den moderne verden og jeg kender flere 'par' der ikke bor sammen eller er sammen, men som har fået flere børn sammen alligevel. Jeg skal ihvertfald ikke have to børn med to forskellige mænd. Og så kommer den ene far og henter troligt i 7/7-ordning, mens det andet barn ikke bliver hentet og den ene har en fantastisk far og den anden en deadbeat. Lissom da jeg var lille, hvor min lillesøsters far kom og hentede hende hver fredag aften og tog hende med ned og spille Kenzo i kiosken. Mens min far stod oppe foran købmanden og drak bajere hveranden weekend, hvor jeg var hos ham. Og min lillesøster fik et guldkors i julegave af sin fars søster, mens jeg fik et sølvkors. Nej. Not gonna happen.
I virkeligheden er det her meget privat. Men jeg fortæller det her, fordi det er en del af mit liv. Omend der er ganske få nu om dage, der læser denne blog, så er bloggens værdi stadig en real fortælling om mit liv. And this is my life. Sidste år på denne tid var jeg i Paris. Med min mand og mit barn. Og min affære på telefonen. Jeg har da så sandelig givet slip på leverpostejens trivialiteter. Am I loving it? Både og. Men der er jo ikek så meget andet at gøre end at tage det oppefra og ned. Er efterhånden vant til at mit liv tager nogle sindssyge drejninger, tør næsten ikke kigge rundt om næste hjørne. Peace out.
Det tog mig og Stodderen 3 år at lave et barn. Jeg endte med at sprøjte mig i maven med hormoner. Lægerne sagde, at jeg aldrig ville blive gravid uden hjælp. Det var sådan jeg blev overtalt til at deltage i den hæslige unaturlige fertilitetsbehandling. Stodderen var sæddonor og havde det højeste batch i sædbanken. Måtte komme hver dag, fordi den var så god. Vi havde sex i fem år uden beskyttelse. Jeg knaldede Svenskeren hele 2013 uden beskyttelse. Jeg knaldede Tinderfyren mange gange med beskyttelse af angst for sexsygdomme. Én gang uden gummi. Og så fik jeg ikke mit lort her sidst i juni. Amen altså, vorherre til hest.
Magter simpelthen ikke at blive uønsket gravid som 32-årig. Og skulle have en abort, som 32-årig, uddannet med fast bopæl og 3-årigt barn i forvejen. Det er så ulækkert 1st world problem-agtigt, at jeg slet ikke kan overskue at være endt i den situation. Men naturligvis anerkender og hylder jeg retten til og muligheden for abort, som kvinde, som feminist, som videnskabeligt funderet fornuftigt tænkende menneske. Isoleret set har jeg ingen skrupler med aborten i sig selv. Er bare virkelig skuffet over mig selv, fordi jeg er endt i så pinagtig en situation. Hva skeeeeer der. Hvis jeg altså er det. Gravid. Inshalla akbar jeg beder til Gud og VorherreJemini Jesus og Maria om at der er falsk alarm. Jeg tror det bare ikke.
Og så blev det dagen efter. Og prøven er positiv.
Altså, havde jeg vidst, at der var den mindste lille mulighed for at blive gravid, så havde jeg da aldrig nogensinde taget chancen. Det er simpelthen så pinligt at blive uønsket gravid som 32-årig. Og skulle have sin, hvad, 4. eller 5. abort! Da jeg var 19 var det sådan okay, der kan ske en smutter. Da jeg var 21 var jeg på p-piller, som jeg tog regelmæssigt, så der var det sgu ikke min skyld. Så fik jeg det der vind-æg efter 2. insemination i fertilitetsbehandlingen, som aldrig udviklede sig til et foster. Der var jeg lige ved at dø, fordi de ikke havde fået det hele med ud og jeg blev hentet i en ambulance og kørt ind til endnu en udskrabning. And now this. Hvordan skulle jeg lige vide, at jeg med alderen blev mere fertil? Drikker og ryger som et svin!
Nu er jeg nødt til at aflyse min blaffetur. Skulle ellers på onsdag have deltaget i BLAF 2014, den vildeste blaffekonkurrence, som jeg meldte mig til uden at kende et øje. Er kommet på et hold med tre andre, som nu mangler en holdkammerat, da man skal være fire af strategiske årsager. Jeg ved ikke, hvornår jeg bliver indkaldt til den abort. Man kan faktisk også dø i fuld narkose. Fuck altså.
Har kun fortalt det til pigerne og Mr. X, sidstnævnte fordi han stadig er min fortrolige og jeg ville ikke kunne gå igennem denne oplevelse uden at han ved det. Og så ved fyren det selvfølgelig også. Han synes ikke, at man kan bestemme over liv. Meeen det kan man jo. Og han taler om hans rettigheder. Som er ikke-eksisterende. Så det er lidt op ad bakke, men heldigvis er han i Barcelona, så det eneste han kan gøre er at ligge og ringe til mig 70 gange i døgnet. På den måde er livet uretfærdigt for mænd, men sådan er der så meget der er uretfærdigt for os kvinder. Det kan jeg ikke tage mig af. Det er min krop, der skal bære det igennem, det er mig der bliver sat på standby i 9 måneder + 1 års barsel. Det er mig, der ender med at tage mig af det barn. Han kan ikke engang indtræde i en 7/7-ordning pga hans arbejde. Og jeg skal ikke have to børn med to forskellige mænd. Jeg har en aftale med Mr. X om at vi får et barn mere en dag. Ved godt det lyder sygt, men vi lever i den moderne verden og jeg kender flere 'par' der ikke bor sammen eller er sammen, men som har fået flere børn sammen alligevel. Jeg skal ihvertfald ikke have to børn med to forskellige mænd. Og så kommer den ene far og henter troligt i 7/7-ordning, mens det andet barn ikke bliver hentet og den ene har en fantastisk far og den anden en deadbeat. Lissom da jeg var lille, hvor min lillesøsters far kom og hentede hende hver fredag aften og tog hende med ned og spille Kenzo i kiosken. Mens min far stod oppe foran købmanden og drak bajere hveranden weekend, hvor jeg var hos ham. Og min lillesøster fik et guldkors i julegave af sin fars søster, mens jeg fik et sølvkors. Nej. Not gonna happen.
I virkeligheden er det her meget privat. Men jeg fortæller det her, fordi det er en del af mit liv. Omend der er ganske få nu om dage, der læser denne blog, så er bloggens værdi stadig en real fortælling om mit liv. And this is my life. Sidste år på denne tid var jeg i Paris. Med min mand og mit barn. Og min affære på telefonen. Jeg har da så sandelig givet slip på leverpostejens trivialiteter. Am I loving it? Både og. Men der er jo ikek så meget andet at gøre end at tage det oppefra og ned. Er efterhånden vant til at mit liv tager nogle sindssyge drejninger, tør næsten ikke kigge rundt om næste hjørne. Peace out.
torsdag
Status
Havde en helvedes masse på hjertet, da jeg cyklede hjem fra min løbetur på Assistens Kirkegården, men nu kan jeg slet ikke huske, hvad jeg var fyldt af. Var lige ovre og hilse på De Ukendtes. Kom jo aldrig afsted på selve dagen og heller ikke på hans fødselsdag, men var der altså idag. Det er sgu underligt, som ting kan fylde SÅ utroligt meget i en periode og så pludselig indser man, at man er kommet over det. Sorgen er væk. Bitterheden forduftet. Tilgivelsen taler sit tydelge sprog i sjælen. RIP, Far.
For første gang i maaaaange mange år har jeg oplevet at have brugt ALLE mine penge inden den sidste uge af måneden. Godt man har gode venner, som hjælper en fattig arbejdsløs i nød. 200 kroner kan man få meget for, når man tænker over det. Er fandme også svært at gå fra to gode fuldtidsindtægter til én fuldtidsindtægt til dagpenge. Fuck de dagpenge, mand. Og nu skal jeg snart på SU. Så jeg SKAL altså lære at passe bedre på pengene. Duer simpelthen ikke at være flad, når man er Nogens Mor.
Ellers har jeg faktisk ikke så mange problemer. Selvom det kan føles sådan. Det er et meget mærkeligt sted jeg befinder mig i mit liv ligenu og jeg veksler også meget i humør. Den sidste uges tid og stadigvæk idag er jeg lidt på krigsstien. Folk pisser mig bare af. Mænd pisser mig rigtig meget af. Har lige haft endnu en stor tur med Stodderen, som jeg føler stalker mig på Facebook og allevegne hele tiden. Han har taget et indlæg inde på min side på Facebook meget alvorligt og meget bogstaveligt. Bare fordi jeg skriver om en god date, altså. Han har ikke noget problem med at fortælle mig, at han har knaldet den ene dame om fredagen og den anden dame om lørdagen og har været på to dates med den samme kvinde og så videre, men jeg må ikke engang lægge ét skide billede op på Instagram af en eller anden tinderdate uden han går helt amox. Jeg ved ikke, hvad jeg skal synes. Hvad jeg BØR synes om det. Men jeg prøver jo bare at leve mit liv. Et liv. Og valget stod lissom mellem at fortsætte med at lyve, skjule, snyde og bedrage og så at stå ved, at ja, jeg går på dates og ja, jeg synes det er fedt og ja, jeg har været ked af det over separationen og jeg ér ked af det over, at det endte sådan, men... Jeg har altså fået et helt andet liv, hvor der er mange andre ting end lige mit forhold til ham, der fylder. Før levede jeg et stressfuldt liv, som fuldtidsarbejdende deltidsmor med konstant dårlig samvittighed og konstant halvtrivsel, ingen sex, og masser af sure miner og skænderier derhjemme, konstante kompromisser og halve løsninger, sofasavleri og lunken lykke. Jeg siger ikke, at jeg er megalykkelig ligenu og det har heller aldrig været et mål, at jeg skal være toplykkelig hele tiden, fordi det ved jeg godt, at jeg aldrig bliver, men jeg er gladere nu. Kan folk ikke respektere det? Kan folk ikke være bare lidt glade på mine vegne eller hvor længe skal jeg slås oveni hovedet med, at jeg har forladt den mand, som andre synes jeg passer så skidegodt sammen med? Hvorlænge! Og hvor længe skal jeg høre på, at han ikke synes jeg er ked af det nok. Hvordan skal jeg bevise, at jeg har været og fortsat seføli engang imellem er ked af det. At det endte sådan. Hvis det endte altså. Vi er stadig bare separerede, ikke skilt. Det er ikke slut endnu. Men undskyld mig, hvis jeg prøver at få det bedste ud af min situation. Sådan er jeg bare. Det kan da godt være, at han er ekspert i at søppe rundt i sin egen elendighed, at han nærmest elsker at være ulykkelig og dyrker det som en fucking hobby, men sådan er jeg ikke. Jeg flygter fra det onde. Og det kan man sikkert få en masse Freudpis ud af, men jeg har levet i 32 år og har fortsat ikke fundet fordelen ved at holde fast i de nederen ting, der sker i mit liv og vil ske i mit liv fremadrettet. Det er sådan JEG overlever.
Det, jeg mangler nu, er at komme igang igen. Nu starter jeg på kandidatstudiet efter sommerferien og det bliver godt. Det, der virkelig trækker tænder ud på mig for tiden er, at jeg keder mig. Jeg har INTET at lave! Har ingen penge. Og kan ikke engang holde mit barn hjemme fra børnehave, selvom jeg KAN, fordi hun er i indkøringsfase og har brug for at komme derop stabilt hver dag. Fucking latterligt. Så har jeg IGEN, lissom før, kun til kl 8.30 om morgenen med hende og fra 16-19 om aftenen med hende. Fordi den lorteudflytterlortebus først kommer kl 16! Det ville ellers fuldende mit liv. Hvis jeg kunne have en hel døgndrift-agtig uge med hende og så en uge alene. Det kører skidegodt med 7/7. Vi kan ligge i ske inde i Vores Seng hele ugen, hygge os, gøre hvad vi vil, lege skønhedssalon, spise ude, fyre den af. Jeg har masser af energi, tålmodighed og gejst, ingen kort stresset lunte mere. Dét er nok den største fordel ved hele dette morads: At jeg er blevet styrket i min moderrolle, fået mere selvtillid, blevet mere nærværende. Fordi jeg kan være mor med god samvittighed nu. Fordi jeg har en hel uge alene, hvor jeg kan dyrke mit ego. Og ja, mit ego er stort og det fylder meget. Men forhåbentlig viser det min datter, at det er okay at prioritere sig selv. Det er okay at gøre det, der gør en glad.
Men så på den anden side har jeg en masse bøvl. Ham Tinderfyren som jeg har været på en deeel dates med og som er lækker og sjov og drikker mig under bordet, får mig til at hoppe i Nyhavn og har en kæmpepik, han er begyndt at få ejerfornemmelser. Og det gider jeg bare ikke. Altså, vi har haft en del drama allerede og vi har kraftedme kun kendt hinanden i en måned og jeg bryder mig ikke engang om at skrive, at vi har kendt hinanden i en måned, altså vi har datet. Jeg har haft to vanvidsbranderter overfor ham. Første gang var 3. gang vi sås. Der havde jeg været til Distortion pissestiv og hoppet ind i en taxa med en Lotto-vinder, den historie kender I jo, og taxaen kørte mig rundt til diverse barer, hvor jeg fik shots der gjorde mig helt kogt i potten. Det endte jo så med, at jeg kom hjem til Tinderfyren som stod klar til at betale taxaen. Helt aggressiv og har åbentbart klapset lidt rundt til fyrene inde i vognen, da den ankom. Smækker med døren op til ham - altså HAR jeg ikke fortalt det her? Anyways gigabrandert, går ind i hans spejl, falder om med dødvægt, smadrer fjæset, ville ikke hjælpes, lægger mig ind på hans sofa og tuder, blah blah blah. Pinligt. Den anden gang sidder vi på hans altan, pissestive, og har haft en fantastisk date. Han har lavet æggekage, fordi jeg er på kur og jeg var helt oppe at køre af lykke. Så fortæller han mig, at han stemmer DF. Og så gik jeg heeelt amok. Jeg blev bare SÅ skuffet! Kaldte ham roma og perker, fordi han har brune øjne, kaldte ham nazist, fascist, rascist. Sagde at han bare kunne skride tilbage til sine poptøser nu, hvor han havde prøvet at kneppe en tyk pige. Det værste er, at jeg faktisk sov der alligevel. Og vågnede op bagstiv og pissed. Og skred i raseri. Så kom han efter mig i sin bil og sad udenfor mit vindue og ville ikke holde op med at dytte, før jeg åbnede min franske altandør. Megascene foran hele caféen. Så stak han en pizza ind ad vinduet. Og kørte mig til lægen. Altså, hvor jeg skulle hente en creme til barnet, ikk? Haha. Anyways, han påstod så, at han bare havde sagt det for at provokere mig. Det ender jeg efter lange forhandlinger med at tro på. Så går det op for mig, at min to bedste veninder kraftedme også har stemt DF sidste gang. Øj, jeg er skuffet. Men altså, trods alt bedre end Liberal Alliance. Nå, men så var jeg ude med pigerne i fredags. Han sender nogle smser om, at jeg nok er for alfa til at vi kan være kærester. I min brandert går jeg helt i selvsving igen. Han skulle kraftedme ikke friendzone mig, når jeg aldrig på noget tidspunkt havde ville være kærester. Blah blah blah. Bliver rigtig emsig. Og ved du hvorfor? Fordi jeg er så syg i hovedet, at hver gang der er noget jeg ikke kan få, så vil jeg have det. Det er så usympatisk et træk. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er sådan, men det er jo nok storhedsvanvid af en art. Det er meget få mænd, der har afvist mig, de plejer at sidde fast som lim, når de først lærer mig at kende. Men det var jo det samme med Svenskeren, som jeg også mistede interessen for, da han havde forladt sin kone (hvilket jeg jo intet havde med at gøre på det tidspunkt).
Anyways. Åj, det er sgu godt at få skriftet. Det ender så med at jeg tager hjem til ham i søndags, hvor han sad og var bagstiv efter et bryllup sammen med sin svoger. Det var søndag, jeg var lige vågnet og jeg skule have barnet dagen efter, så jeg var ædru. Og jeg er helt anderledes ædru end i ti hestes-branderter. Så så vi en film senere, lå og holdt i hånden og puttede, det er dælme rart når man ellers er single og normalt ligger i en tom kold seng alene. Og så har jeg ikke set ham siden. Men. Nu er han heeeelt oppe at køre over mig igen. Vi har en playdate på en legeplads senere idag med hver vores unger - ikke noget introduktion af nogen art, vi står bare og snakker som forældre gør på en legeplads - og så har vi en date på lørdag. Og på lørdag har han annonceret, at vi skal have en 'seriøs snak' og han har valgt at droppe Tinder, indtil 'vi finder ud af, hvad vi har gang i'. Og altså, jeg har det bare sådan: Vi har ikke gang i noget. Ud over sjov og ballade. Det er det eneste jeg vil have i mit liv ligenu. Tre gange tidligere på vores dates har han spurgt, hvad han skal sige, hvis vi møder nogle han kender. Om hvad vi er. Er jeg en kammerat eller en veninde eller hvad er jeg. Og så sagde jeg bare, at jeg er Vaginalife. Det kan han sige. Så spurgte han, hvad jeg ville sige, hvis vi mødte nogen JEG kendte og altså hahaha. Jeg siger jo ikke hej til folk, som jeg kender. Jeg undgår altid at hilse på folk. Jeg orker det ikke. Og pigerne ved jo godt, hvem han er. Så altså. Håber fandme ikke at han har tænkt sig at stille et ultimatum på lørdag, for så bliver det sidste gang vi ses. Det ville bare være så ærgeligt, fordi vi har det virkelig skiiidesjovt, drikker som svin, knepper som vilde dyr og halleluja!
Nu sidder nogle af jer måske og tænker, at jeg drikker rimelig meget. Og det gør jeg også. I mine børnefrie uger. Udefra kan det måske se ud som et skråplan, men i virkeligheden drikker jeg ikke så meget mere end jeg nærmest altid har gjort. Jeg har styr på det. Den dag jeg får lyst til at drikke en øl, istedet for en Faxe Kondi om aftenen, den dag jeg sidder og drikker vin til maden, den dag kan vi tale om det. Men jeg drikker for festen, jeg drikker KUN for festen. Ingen fest, ingen alkohol. Jeg har ikke lyst til alkohol på den måde. Det er jo nok et alkoholmisbrug alligevel, eftersom det vel aldrig har været meningen at man skal drikke en kasse øl hver anden uge, men jeg er træt af folks kassetankegang. Jeg har det bare sjovt med det. Det ser jo nok anderledes ud udefra, når det går op for folk, at jeg er spritstiv på en mandag, men hallo, jeg SKAL jo ikke noget, vel? Og Tinderfyren arbejder skæve tidspunkter i lufthavnen, så med alle vores børn og deleordninger må vi tage de dage vi kan. And I don't care! Jeg keder mig!!
På en eller anden måde er vi jo allesammen bare drevet af, hvad der gør os godt tilpas. Ligenu prøver jeg at leve et liv, hvor jeg er tro mod mig selv. Jeg har friheden til at være det nu. Og omend mit liv er mere ustabilt, usikkert, ensomt, kedeligt og på mange måder rigtig skræmmende, så er der flere lyspunkter end før.
For første gang i maaaaange mange år har jeg oplevet at have brugt ALLE mine penge inden den sidste uge af måneden. Godt man har gode venner, som hjælper en fattig arbejdsløs i nød. 200 kroner kan man få meget for, når man tænker over det. Er fandme også svært at gå fra to gode fuldtidsindtægter til én fuldtidsindtægt til dagpenge. Fuck de dagpenge, mand. Og nu skal jeg snart på SU. Så jeg SKAL altså lære at passe bedre på pengene. Duer simpelthen ikke at være flad, når man er Nogens Mor.
Ellers har jeg faktisk ikke så mange problemer. Selvom det kan føles sådan. Det er et meget mærkeligt sted jeg befinder mig i mit liv ligenu og jeg veksler også meget i humør. Den sidste uges tid og stadigvæk idag er jeg lidt på krigsstien. Folk pisser mig bare af. Mænd pisser mig rigtig meget af. Har lige haft endnu en stor tur med Stodderen, som jeg føler stalker mig på Facebook og allevegne hele tiden. Han har taget et indlæg inde på min side på Facebook meget alvorligt og meget bogstaveligt. Bare fordi jeg skriver om en god date, altså. Han har ikke noget problem med at fortælle mig, at han har knaldet den ene dame om fredagen og den anden dame om lørdagen og har været på to dates med den samme kvinde og så videre, men jeg må ikke engang lægge ét skide billede op på Instagram af en eller anden tinderdate uden han går helt amox. Jeg ved ikke, hvad jeg skal synes. Hvad jeg BØR synes om det. Men jeg prøver jo bare at leve mit liv. Et liv. Og valget stod lissom mellem at fortsætte med at lyve, skjule, snyde og bedrage og så at stå ved, at ja, jeg går på dates og ja, jeg synes det er fedt og ja, jeg har været ked af det over separationen og jeg ér ked af det over, at det endte sådan, men... Jeg har altså fået et helt andet liv, hvor der er mange andre ting end lige mit forhold til ham, der fylder. Før levede jeg et stressfuldt liv, som fuldtidsarbejdende deltidsmor med konstant dårlig samvittighed og konstant halvtrivsel, ingen sex, og masser af sure miner og skænderier derhjemme, konstante kompromisser og halve løsninger, sofasavleri og lunken lykke. Jeg siger ikke, at jeg er megalykkelig ligenu og det har heller aldrig været et mål, at jeg skal være toplykkelig hele tiden, fordi det ved jeg godt, at jeg aldrig bliver, men jeg er gladere nu. Kan folk ikke respektere det? Kan folk ikke være bare lidt glade på mine vegne eller hvor længe skal jeg slås oveni hovedet med, at jeg har forladt den mand, som andre synes jeg passer så skidegodt sammen med? Hvorlænge! Og hvor længe skal jeg høre på, at han ikke synes jeg er ked af det nok. Hvordan skal jeg bevise, at jeg har været og fortsat seføli engang imellem er ked af det. At det endte sådan. Hvis det endte altså. Vi er stadig bare separerede, ikke skilt. Det er ikke slut endnu. Men undskyld mig, hvis jeg prøver at få det bedste ud af min situation. Sådan er jeg bare. Det kan da godt være, at han er ekspert i at søppe rundt i sin egen elendighed, at han nærmest elsker at være ulykkelig og dyrker det som en fucking hobby, men sådan er jeg ikke. Jeg flygter fra det onde. Og det kan man sikkert få en masse Freudpis ud af, men jeg har levet i 32 år og har fortsat ikke fundet fordelen ved at holde fast i de nederen ting, der sker i mit liv og vil ske i mit liv fremadrettet. Det er sådan JEG overlever.
Det, jeg mangler nu, er at komme igang igen. Nu starter jeg på kandidatstudiet efter sommerferien og det bliver godt. Det, der virkelig trækker tænder ud på mig for tiden er, at jeg keder mig. Jeg har INTET at lave! Har ingen penge. Og kan ikke engang holde mit barn hjemme fra børnehave, selvom jeg KAN, fordi hun er i indkøringsfase og har brug for at komme derop stabilt hver dag. Fucking latterligt. Så har jeg IGEN, lissom før, kun til kl 8.30 om morgenen med hende og fra 16-19 om aftenen med hende. Fordi den lorteudflytterlortebus først kommer kl 16! Det ville ellers fuldende mit liv. Hvis jeg kunne have en hel døgndrift-agtig uge med hende og så en uge alene. Det kører skidegodt med 7/7. Vi kan ligge i ske inde i Vores Seng hele ugen, hygge os, gøre hvad vi vil, lege skønhedssalon, spise ude, fyre den af. Jeg har masser af energi, tålmodighed og gejst, ingen kort stresset lunte mere. Dét er nok den største fordel ved hele dette morads: At jeg er blevet styrket i min moderrolle, fået mere selvtillid, blevet mere nærværende. Fordi jeg kan være mor med god samvittighed nu. Fordi jeg har en hel uge alene, hvor jeg kan dyrke mit ego. Og ja, mit ego er stort og det fylder meget. Men forhåbentlig viser det min datter, at det er okay at prioritere sig selv. Det er okay at gøre det, der gør en glad.
Men så på den anden side har jeg en masse bøvl. Ham Tinderfyren som jeg har været på en deeel dates med og som er lækker og sjov og drikker mig under bordet, får mig til at hoppe i Nyhavn og har en kæmpepik, han er begyndt at få ejerfornemmelser. Og det gider jeg bare ikke. Altså, vi har haft en del drama allerede og vi har kraftedme kun kendt hinanden i en måned og jeg bryder mig ikke engang om at skrive, at vi har kendt hinanden i en måned, altså vi har datet. Jeg har haft to vanvidsbranderter overfor ham. Første gang var 3. gang vi sås. Der havde jeg været til Distortion pissestiv og hoppet ind i en taxa med en Lotto-vinder, den historie kender I jo, og taxaen kørte mig rundt til diverse barer, hvor jeg fik shots der gjorde mig helt kogt i potten. Det endte jo så med, at jeg kom hjem til Tinderfyren som stod klar til at betale taxaen. Helt aggressiv og har åbentbart klapset lidt rundt til fyrene inde i vognen, da den ankom. Smækker med døren op til ham - altså HAR jeg ikke fortalt det her? Anyways gigabrandert, går ind i hans spejl, falder om med dødvægt, smadrer fjæset, ville ikke hjælpes, lægger mig ind på hans sofa og tuder, blah blah blah. Pinligt. Den anden gang sidder vi på hans altan, pissestive, og har haft en fantastisk date. Han har lavet æggekage, fordi jeg er på kur og jeg var helt oppe at køre af lykke. Så fortæller han mig, at han stemmer DF. Og så gik jeg heeelt amok. Jeg blev bare SÅ skuffet! Kaldte ham roma og perker, fordi han har brune øjne, kaldte ham nazist, fascist, rascist. Sagde at han bare kunne skride tilbage til sine poptøser nu, hvor han havde prøvet at kneppe en tyk pige. Det værste er, at jeg faktisk sov der alligevel. Og vågnede op bagstiv og pissed. Og skred i raseri. Så kom han efter mig i sin bil og sad udenfor mit vindue og ville ikke holde op med at dytte, før jeg åbnede min franske altandør. Megascene foran hele caféen. Så stak han en pizza ind ad vinduet. Og kørte mig til lægen. Altså, hvor jeg skulle hente en creme til barnet, ikk? Haha. Anyways, han påstod så, at han bare havde sagt det for at provokere mig. Det ender jeg efter lange forhandlinger med at tro på. Så går det op for mig, at min to bedste veninder kraftedme også har stemt DF sidste gang. Øj, jeg er skuffet. Men altså, trods alt bedre end Liberal Alliance. Nå, men så var jeg ude med pigerne i fredags. Han sender nogle smser om, at jeg nok er for alfa til at vi kan være kærester. I min brandert går jeg helt i selvsving igen. Han skulle kraftedme ikke friendzone mig, når jeg aldrig på noget tidspunkt havde ville være kærester. Blah blah blah. Bliver rigtig emsig. Og ved du hvorfor? Fordi jeg er så syg i hovedet, at hver gang der er noget jeg ikke kan få, så vil jeg have det. Det er så usympatisk et træk. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er sådan, men det er jo nok storhedsvanvid af en art. Det er meget få mænd, der har afvist mig, de plejer at sidde fast som lim, når de først lærer mig at kende. Men det var jo det samme med Svenskeren, som jeg også mistede interessen for, da han havde forladt sin kone (hvilket jeg jo intet havde med at gøre på det tidspunkt).
Anyways. Åj, det er sgu godt at få skriftet. Det ender så med at jeg tager hjem til ham i søndags, hvor han sad og var bagstiv efter et bryllup sammen med sin svoger. Det var søndag, jeg var lige vågnet og jeg skule have barnet dagen efter, så jeg var ædru. Og jeg er helt anderledes ædru end i ti hestes-branderter. Så så vi en film senere, lå og holdt i hånden og puttede, det er dælme rart når man ellers er single og normalt ligger i en tom kold seng alene. Og så har jeg ikke set ham siden. Men. Nu er han heeeelt oppe at køre over mig igen. Vi har en playdate på en legeplads senere idag med hver vores unger - ikke noget introduktion af nogen art, vi står bare og snakker som forældre gør på en legeplads - og så har vi en date på lørdag. Og på lørdag har han annonceret, at vi skal have en 'seriøs snak' og han har valgt at droppe Tinder, indtil 'vi finder ud af, hvad vi har gang i'. Og altså, jeg har det bare sådan: Vi har ikke gang i noget. Ud over sjov og ballade. Det er det eneste jeg vil have i mit liv ligenu. Tre gange tidligere på vores dates har han spurgt, hvad han skal sige, hvis vi møder nogle han kender. Om hvad vi er. Er jeg en kammerat eller en veninde eller hvad er jeg. Og så sagde jeg bare, at jeg er Vaginalife. Det kan han sige. Så spurgte han, hvad jeg ville sige, hvis vi mødte nogen JEG kendte og altså hahaha. Jeg siger jo ikke hej til folk, som jeg kender. Jeg undgår altid at hilse på folk. Jeg orker det ikke. Og pigerne ved jo godt, hvem han er. Så altså. Håber fandme ikke at han har tænkt sig at stille et ultimatum på lørdag, for så bliver det sidste gang vi ses. Det ville bare være så ærgeligt, fordi vi har det virkelig skiiidesjovt, drikker som svin, knepper som vilde dyr og halleluja!
Nu sidder nogle af jer måske og tænker, at jeg drikker rimelig meget. Og det gør jeg også. I mine børnefrie uger. Udefra kan det måske se ud som et skråplan, men i virkeligheden drikker jeg ikke så meget mere end jeg nærmest altid har gjort. Jeg har styr på det. Den dag jeg får lyst til at drikke en øl, istedet for en Faxe Kondi om aftenen, den dag jeg sidder og drikker vin til maden, den dag kan vi tale om det. Men jeg drikker for festen, jeg drikker KUN for festen. Ingen fest, ingen alkohol. Jeg har ikke lyst til alkohol på den måde. Det er jo nok et alkoholmisbrug alligevel, eftersom det vel aldrig har været meningen at man skal drikke en kasse øl hver anden uge, men jeg er træt af folks kassetankegang. Jeg har det bare sjovt med det. Det ser jo nok anderledes ud udefra, når det går op for folk, at jeg er spritstiv på en mandag, men hallo, jeg SKAL jo ikke noget, vel? Og Tinderfyren arbejder skæve tidspunkter i lufthavnen, så med alle vores børn og deleordninger må vi tage de dage vi kan. And I don't care! Jeg keder mig!!
På en eller anden måde er vi jo allesammen bare drevet af, hvad der gør os godt tilpas. Ligenu prøver jeg at leve et liv, hvor jeg er tro mod mig selv. Jeg har friheden til at være det nu. Og omend mit liv er mere ustabilt, usikkert, ensomt, kedeligt og på mange måder rigtig skræmmende, så er der flere lyspunkter end før.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)