Avvv min krop, mand. Totalt øm über-alles. Vågnede 7.07 og skal til spinning 9.15. Nu sidder jeg her og drikker kaffe efter at overboens drengebørn så mig nøgen og jeg ved ikke, hvem der var mest ved at dø lige dér, men jeg kan godt sige dig: Det er sgu sørgeligt at sommeren er slut. For nu er de jo begyndt i skole igen. Og så er sommeren slut. Snøft. Det er kun et par måneder siden, jeg stod overfor en fantastisk sommer fuld af spas, gak og løjer. Og der har da også været en del spas, men er det virkelig allerede forbi?
Nu er det sådan, at jeg igår blevet grebet af trang til at Få Styr På Noget. Den er sådan kommet snigende på det seneste. Ja, fordi jeg ved altså ikke helt. Jeg tror ikke, jeg gider det studie alligevel. Eller også gider jeg. Men hvis man kom og tilbød mig et fedt job, så ville jeg tage det. Altså, jeg gider ihvertfald ikke være fattig mere. Det her dagpengepis er jo elendigt. Jeg har været vant til en fuldtidsløn i mange år, endda to på én gang, og nu sidder man bare her med dagpenge. Og det bliver jo værre med SU. Jeg regnede på det igår og hvis jeg skal have en ordentlig indtægt, så skal jeg tage SU-lån på 2900 kr om måneden. Dertil kan jeg få ekstra-lån som forsørger på 1500 kr, men bottom line er at: Jeg gider ikke låne 2900 kr om måneden. Jeg skylder allerede 68.000 i SU-lån. Hvis jeg arbejder det, som jeg må, så kan jeg ende med 13000 udbetalt om måneden, knap 14 hvis jeg spreder det kvartalsudbetalte forsørgertillæg. Men det gør jeg jo ikke. Før i tiden fik jeg 20.000 kr ud på min lønkonto hver sidste hverdag i måneden. Dét var lækkert. Mere lækkert end jeg oplevede det dengang, set i bakspejlet. Men jeg KUNNE godt være på SU, arbejde som handicaphjælper ved siden af, det vil kun kræve et par døgnvagter om måneden, det ville jo være okay. Og så ville jeg stadig få den kandidat, som jeg altid har drømt om, for alvor træde ud af den rent uddannelsesmæssige sociale arv og have masser af tid med min lille sukkerblomst. Men hvad skal man med masser af tid, når man ingen penge har at spendere?
Jeg har 24000 kr i feriepenge, der ligger og venter på at jeg springer ud af dagpengefængslet. Jeg kunne købe en lille skodbil og søge et job udenfor Københavns Kommune. Eftersom jeg kun gider arbejde socialforvaltningsmæssigt, er der ikke de store chancer for at jeg kan komme forbi reference-ko-chef-problemet. Og jeg gider IKKE arbejde i beskæftigelsesregi. Men jeg kunne måske godt finde noget med kød på, selvom det er ude i provinsen. Men risikoen for at jeg ender dér, som jeg gjorde med mit første arbejde i provinsen, med at sidde i et team på 5 personer i alderen 40+, det magter jeg bare ikke. Omvendt er jeg nødt til at overveje meget grundigt, hvad jeg laver ligenu, for jeg har ikke råd til at fucke up. Jeg har SU-klip til præcis 2 år. Så jeg kan ikke slacke den på første semester og så droppe ud til vinter eller noget i den stil. Jeg kender mig selv. Jeg skal gide det jeg laver. Og den del af min identitet, som socialrådgiver, som myndighedsperson, som et menneske med fuldtidsarbejde, ansvar og opgaver, noget at lave, noget at tale om, noget at tænke på, hele min faglige identitet har jeg mistet - og jeg savner den. Jeg savner den, jeg var, da jeg arbejdede, jeg savner mit liv, borgerne, pengene. Jeg savner egentlig ikke min gamle arbejdsplads og jeg er glad for, at jeg kom væk derfra i sidste ende, men fuck hvor er det nederen, at det spærrer vejen for mig nu, for der har satme været mange fede stillinger, som jeg ved er uopnåelige for mig under disse betingelser. Jeg orker altså ikke at sidde igen, som jeg gjorde med de første otte stillinger jeg søgte, blive udtaget til samtale ud af hundredevis af ansøger, blive valgt til jobbet og så droppet på grund af referencen. Jeg orker det ikke. Finder det enormt ydmygende - fordi jeg og alle andre, kolleger og borgere véd, at jeg er skidegod til det jeg laver - og min uretfærdighedsfølelse blusser ekstremt meget op, og så bliver jeg hævntørstig og min psyke bliver presset, fordi mit raseri ingen grænser kender. Nej.
I forgårs skippede jeg lige lynhurtigt en standard-ansøgning afsted, da jeg fandt et stillingsopslag med frist dagen efter kl 9. Det var en dårlig ansøgning, som jeg egentlig havde sendt et andet sted hen, men jeg sendte den sgu alligevel. Problemet er bare, at jeg ikke kan satse på begge dele. Jeg skal starte på studiet her d. 1. og det er også cirka deromkring Jobcentret overtager mit ledighedsproblem og sender mig i aktivering osv. Det magter jeg ikke! Jeg betragter mig selv, som værende frivilligt ledig. Hvis jeg havde villet i arbejde, så var jeg det også idag. Any kind of job. Lad os sige jeg mistede dagpengene idag, så sad jeg i kassen i Netto imorgen. Eller noget andet. Det er jeg skam ikke for fin til og jeg skal nok klare mig uanset hvad, men det er seføli lidt tåbeligt, at jeg ikke har lavet en skid eller gjort noget ved min situation de sidste tre måneder. Jeg har bare været totalt apatisk. Liderlig og fordrukken, ærligt talt. Men sådan er det jo med mig. Jeg arbejder bedst under pres, så seføli begynder jeg NU, to uger før studiestart at lægge planer.....
Jeg meldte mig ind i nogle handicaphjælperformidlinger igår. Bare for at være på den sikre side. Har jo 7 års erfaring fra hjemmeplejen og den dur. Så kan jeg eventuelt indhente de penge, som jeg må tjene ved siden af SU, eller hvis jeg er heldig kan jeg måske finde en tjans med døgnvagter og simpelthen bare tage 5-6 døgnvagter om måneden, så har jeg det samme udbetalt som SU med arbejde og lån, og der er jo stortset ingen mødepligt på det studie. Imens vil jeg søge alle de stillinger, som jeg gider arbejde med i et halvt år, for så kan jeg søge videre imens. Og så lige klemme røven sammen og tage det første semester og derefter orlov, hvis jeg har fundet en stilling. Så er SU'en heller ikke spildt. Det er planen.
Derudover så er jeg fast besluttet på, at Tinderfyren skal væk. Ud med ham. I vinters besluttede jeg mig for, at det er slut med at jeg er alle muliges lille hjælper. Jeg gider ikke hjælpe folk mere. Det må være min tætte venner og familiers privilegium. Jeg gider ikke være folks gratis socialrådgiver eller private psykolog eller gode ven, for den sags skyld. Jeg gider kun være venner med folk, hvor jeg får noget igen.
Jeg vil begynde at træne og det er ikke KUN, fordi jeg som sædvanlig skal tabe mig (det går rent faktisk fremad), men også fordi jeg kan fornemme, at det bliver en hård mørk tid, når efteråret og vinteren kommer over mig. Jeg har lissom overlevet rent humørmæssigt på det faktum, at det blev lysere og lysere for hver dag siden 'skilsmissen'. Nu bliver det mørkere og mørkere. Jeg gruer lidt for det. Min underbevidsthed gruer for det. Derfor er det SÅ vigtig, at jeg kommer ind i en træningsrutine nu, for så sikrer jeg de mest optimale betingelser for mit humør og min energi og gejst. Når man altså ser bort fra det ulidelige faktum, at jeg ikke rigtig har brug for mere energi og gejst. Hvis jeg får for meget af det, ender det jo præcis med alle mine julelege, fordi jeg så begynder at blive rastløs og kede mig og så har vi balladen. Det er jo derfor jeg ender med at sidde og drikke guldøl kl 11 på en eller anden stodders altan. Fordi: Hvad skal jeg ellers lave? Og hvorfor ikke? Livet er for kort. Og så videre. Og det ER jo også meget sjovt, så jeg fortryder ikke noget...
Nå. Men nu skal jeg til spinning og senere på druk med mit HangOverTeam, forhåbentlig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar