Det er mandag og jeg har andendagstømmermænd og alkoblues. Så er det sagt. Jeg har fjernet mit sidste indlæg igen, fordi meningen bare var at få min side af sagen fortalt og det er blevet skrevet nu og læst.
Når jeg tænker tilbage på året 2014 indtil videre, så tænker jeg bare: Fuuuck altså. Hvad er det der sker? Hvad er der sket? Hvorfor lever jeg pludselig det her liv? Den ene dag forekommer det vildt surrealistisk, stadigvæk. Den anden dag, som om det aldrig har været anderledes. Det er alligevel vildt, hvor hurtigt man vænner sig til forandringer. Jeg har altid været god til at tilpasse mig, måske fordi jeg har en latent mistro til fundamental tryghed, jeg stoler ikke på tryghed, jeg er altid forberedt på det værste, jeg opsøger måske ligefrem utrygheden, fordi jeg er tryggere ved utrygheden end trygheden. Ja, der går sgu lidt Freud i den...
Når jeg tænker helt tilbage til maj 2012, hvor jeg startede på det nye arbejde efter barslen. Og på hvordan mig og Mr. X hurtigt blev kaldt Symbiosen af mine kolleger, fordi vi konstant ringede til hinanden, skrev sms og generelt bare hang sammen som ærtehalm, sådan som vi har været siden 2006. Så tænker jeg HVAD SKETE DER? Hva fanden SKETE der. Hvordan kom vi så langt fra hinanden? Hvordan kunne jeg have en affære i et helt år. Hvordan kunne jeg svigte ham på den måde og være så illoyal? Det ligner mig ikke. Jeg har altid været glad for mænd osv jaja, men jeg har aldrig snydt og bedraget. Jeg har altid været glad for mænd osv jaja, men jeg har aldrig haft nemt til forelskelse. Jeg har altid være benhård i mit følelsesliv og hver gang jeg er blevet forelsket, har det været bevidst og et aktivt valg. Det hænger sammen med min frygt for at være afhængig af andre, eller, måske bare min tendens til at være meget uafhængig generelt. Jeg er ikke sådan en, der kan rides rundt med i manegen og slet ikke med mit følelsesliv. Jeg er iskold. Det er jeg. På bunden af det hele, selvom jeg er et utroligt sødt og hjælpsomt og sympatisk menneske, så er jeg iskold. Jeg er dybest set ligeglad med andre mennesker. Og jeg mener ikke, at jeg render rundt til hverdag og er ligeglad. På den måde. Men når alt kommer til alt, så ved jeg, at jeg står alene. Midlet har altid helliget målet. Jeg gør, hvad der passer mig og det har jeg altid gjort og folk hader mig for det. Og den eneste forklaring jeg kan komme på, hvis vi ser bort fra, at jeg kunne være psykopat, er Freud. Fra jeg var 9 år, den skæbnesvangre nat jeg har fortalt om flere gange før, til jeg var 24 cirka, blev jeg så hærdet, som menneske, så kold i røven, så bevidst om, at jeg kun har mig selv, at det har gjort mig til den, jeg er idag. Og jeg bebrejder ikke mig selv, kun. Jeg blev svigtet af min mor, jeg blev svigtet af min far, jeg blev svigtet af ALLE, jeg svigtede mig selv, jeg boede på den der fucking ungdomspension, der smadrede mig fuldstændig, gjorde mig endnu mere hård og kold, jeg mødte Litaueren, blev voldelig og stod som 21-årig overfor en kæmperøvfuld ballade, da han overtrak mit visa-kort med 16000 pga ludomani, rullede rundt i vores nye bil i en brandert, ham og hans venner smadrede hele min lejlighed og alt hvad jeg ejede, alle de ting der skete. Der er ikke noget at sige til, at jeg er blevet en hård nyser.
De eneste to mennesker, der aldrig har svigtet mig og altid har været der for mig, er min kusine og Mr. X. Det undrer mig, at det her er sket. Fordi, ligeså iskold jeg er, ligeså loyal er jeg dog også. Jeg er dybt loyal. Og det er lige præcis, når folk svigter min loyalitet, at jeg går helt amok. Så hvordan kunne jeg være så illoyal overfor et menneske, som ikke har været andet end tro mod mig? Jeg kunne besvare det spørgsmål på to måder. Jeg kunne påpege alle de ydre omstændigheder, såsom fertilitetsbehandlingen (sexliv), min dårlige fødselsoplevelse og deraf følgende milde fødselsdepression (jeg fjernede mig), hans fuldstændige forelskelse i vores barn og totalt forglemmelse af mig (fristet af kollega der gav mig opmærksomhed som kvinde) og alle de der ting, der skete i tiden op til at det hele gik galt. Men jeg synes det er fesent. Det kan ikke nytte noget at man bebrejder ydre omstændigheder for ens valg her i livet. Det kan give en FORKLARING på, hvorfor ens valg endte dér hvor de gjorde, men det kan aldrig være deres ansvar. De ydre omstændigheder. Det er mit ansvar. Jeg traf et valg. Der er ikke noget, der bare sker. Jeg valgte.
Man kommer jo, som foruretteren, til at søge en forklaring, der kan trøste den forurettede. Men det er egentlig ikke det, jeg er ude efter. For hvis jeg, som menneske, skal lære noget af det her, så skal jeg have den helt rene sandhed. Min inderste inde-agtige sandhed. Lad os sige, at der var en Gudinde ovenover mig. Som havde set det hele og hørt det hele. Og kunne fortælle mig, hvorfor jeg valgte at gøre, som jeg gjorde. Ville jeg overhovedet orke at høre svaret? Kan jeg overhovedet bruge det til noget? Er mit liv ikke bare præget af impulsstyret adfærd? Er jeg ikke bare for bevidst om, at Livet Er For Kort? Har jeg haft et lorteliv de første 24 år ud af 32? Og derfor føler mig berettiget til at skide på alle andre og gøre præcis hvad JEG vil, når jeg vil og hvordan jeg vil? Er det sådan det er? Er jeg sådan? Ja. Måske.
Det gik jo ellers fint. Det der med at være et almindeligt 8-16 menneske. Jeg tog min uddannelse. Jeg fik et job. Jeg blev gift. Jeg fik et barn. Trip, trap, træsko. Jeg levede efter min plan: At være normal. Lissom alle andre. At mit barn skulle være normalt og have normale forældre, der begge troppede op til forældremøderne og godt gad tale med de andre. Jeg var dygtig til mit arbejde, respekteret blandt kollegerne og borgerne elskede mig. Fik en lækker lejlighed et lækkert sted med udsigt til vand, som jeg altid har drømt om. Trippeli, trippeli, trap. Men inde under det her lag af status-symboler og min dybt fokuserede jagt på Det Normale Liv, var jeg bare stadig. Stadigvæk lige nøjagtigt så utæmmet, uhæmmet, skør og grænseløs som altid. Jeg følte egentlig ikke, at jeg levede på en løgn eller noget i den dur. Jeg tror bare, at der var for lidt krydderi på tilværelsen. Jeg manglede noget skævhed. Jeg kunne dårligt få luft til sidst, så uspontant et liv var det blevet. Op på arbejde, hjem igen, hvem laver mad. Leverpostejen var såmænd fin nok i sig selv, men jeg manglede de små gnist af spontanitet. Og den sidste måned af min barsel var jeg som en vulkan, der bare ventede på at eksplodere. Og det gjorde jeg så. Jeg eksploderede ud over det hele. Lavaen strømmede fra mit indestængte indre, der var så meget ENERGI, jeg kogte og buldrede, og jeg vidste det godt. Shit was about to go down. Men jeg tog ikke ansvar for det. Jeg kunne ikke - og jeg ville ikke.
mandag
onsdag
Big Plans
Avvv min krop, mand. Totalt øm über-alles. Vågnede 7.07 og skal til spinning 9.15. Nu sidder jeg her og drikker kaffe efter at overboens drengebørn så mig nøgen og jeg ved ikke, hvem der var mest ved at dø lige dér, men jeg kan godt sige dig: Det er sgu sørgeligt at sommeren er slut. For nu er de jo begyndt i skole igen. Og så er sommeren slut. Snøft. Det er kun et par måneder siden, jeg stod overfor en fantastisk sommer fuld af spas, gak og løjer. Og der har da også været en del spas, men er det virkelig allerede forbi?
Nu er det sådan, at jeg igår blevet grebet af trang til at Få Styr På Noget. Den er sådan kommet snigende på det seneste. Ja, fordi jeg ved altså ikke helt. Jeg tror ikke, jeg gider det studie alligevel. Eller også gider jeg. Men hvis man kom og tilbød mig et fedt job, så ville jeg tage det. Altså, jeg gider ihvertfald ikke være fattig mere. Det her dagpengepis er jo elendigt. Jeg har været vant til en fuldtidsløn i mange år, endda to på én gang, og nu sidder man bare her med dagpenge. Og det bliver jo værre med SU. Jeg regnede på det igår og hvis jeg skal have en ordentlig indtægt, så skal jeg tage SU-lån på 2900 kr om måneden. Dertil kan jeg få ekstra-lån som forsørger på 1500 kr, men bottom line er at: Jeg gider ikke låne 2900 kr om måneden. Jeg skylder allerede 68.000 i SU-lån. Hvis jeg arbejder det, som jeg må, så kan jeg ende med 13000 udbetalt om måneden, knap 14 hvis jeg spreder det kvartalsudbetalte forsørgertillæg. Men det gør jeg jo ikke. Før i tiden fik jeg 20.000 kr ud på min lønkonto hver sidste hverdag i måneden. Dét var lækkert. Mere lækkert end jeg oplevede det dengang, set i bakspejlet. Men jeg KUNNE godt være på SU, arbejde som handicaphjælper ved siden af, det vil kun kræve et par døgnvagter om måneden, det ville jo være okay. Og så ville jeg stadig få den kandidat, som jeg altid har drømt om, for alvor træde ud af den rent uddannelsesmæssige sociale arv og have masser af tid med min lille sukkerblomst. Men hvad skal man med masser af tid, når man ingen penge har at spendere?
Jeg har 24000 kr i feriepenge, der ligger og venter på at jeg springer ud af dagpengefængslet. Jeg kunne købe en lille skodbil og søge et job udenfor Københavns Kommune. Eftersom jeg kun gider arbejde socialforvaltningsmæssigt, er der ikke de store chancer for at jeg kan komme forbi reference-ko-chef-problemet. Og jeg gider IKKE arbejde i beskæftigelsesregi. Men jeg kunne måske godt finde noget med kød på, selvom det er ude i provinsen. Men risikoen for at jeg ender dér, som jeg gjorde med mit første arbejde i provinsen, med at sidde i et team på 5 personer i alderen 40+, det magter jeg bare ikke. Omvendt er jeg nødt til at overveje meget grundigt, hvad jeg laver ligenu, for jeg har ikke råd til at fucke up. Jeg har SU-klip til præcis 2 år. Så jeg kan ikke slacke den på første semester og så droppe ud til vinter eller noget i den stil. Jeg kender mig selv. Jeg skal gide det jeg laver. Og den del af min identitet, som socialrådgiver, som myndighedsperson, som et menneske med fuldtidsarbejde, ansvar og opgaver, noget at lave, noget at tale om, noget at tænke på, hele min faglige identitet har jeg mistet - og jeg savner den. Jeg savner den, jeg var, da jeg arbejdede, jeg savner mit liv, borgerne, pengene. Jeg savner egentlig ikke min gamle arbejdsplads og jeg er glad for, at jeg kom væk derfra i sidste ende, men fuck hvor er det nederen, at det spærrer vejen for mig nu, for der har satme været mange fede stillinger, som jeg ved er uopnåelige for mig under disse betingelser. Jeg orker altså ikke at sidde igen, som jeg gjorde med de første otte stillinger jeg søgte, blive udtaget til samtale ud af hundredevis af ansøger, blive valgt til jobbet og så droppet på grund af referencen. Jeg orker det ikke. Finder det enormt ydmygende - fordi jeg og alle andre, kolleger og borgere véd, at jeg er skidegod til det jeg laver - og min uretfærdighedsfølelse blusser ekstremt meget op, og så bliver jeg hævntørstig og min psyke bliver presset, fordi mit raseri ingen grænser kender. Nej.
I forgårs skippede jeg lige lynhurtigt en standard-ansøgning afsted, da jeg fandt et stillingsopslag med frist dagen efter kl 9. Det var en dårlig ansøgning, som jeg egentlig havde sendt et andet sted hen, men jeg sendte den sgu alligevel. Problemet er bare, at jeg ikke kan satse på begge dele. Jeg skal starte på studiet her d. 1. og det er også cirka deromkring Jobcentret overtager mit ledighedsproblem og sender mig i aktivering osv. Det magter jeg ikke! Jeg betragter mig selv, som værende frivilligt ledig. Hvis jeg havde villet i arbejde, så var jeg det også idag. Any kind of job. Lad os sige jeg mistede dagpengene idag, så sad jeg i kassen i Netto imorgen. Eller noget andet. Det er jeg skam ikke for fin til og jeg skal nok klare mig uanset hvad, men det er seføli lidt tåbeligt, at jeg ikke har lavet en skid eller gjort noget ved min situation de sidste tre måneder. Jeg har bare været totalt apatisk. Liderlig og fordrukken, ærligt talt. Men sådan er det jo med mig. Jeg arbejder bedst under pres, så seføli begynder jeg NU, to uger før studiestart at lægge planer.....
Jeg meldte mig ind i nogle handicaphjælperformidlinger igår. Bare for at være på den sikre side. Har jo 7 års erfaring fra hjemmeplejen og den dur. Så kan jeg eventuelt indhente de penge, som jeg må tjene ved siden af SU, eller hvis jeg er heldig kan jeg måske finde en tjans med døgnvagter og simpelthen bare tage 5-6 døgnvagter om måneden, så har jeg det samme udbetalt som SU med arbejde og lån, og der er jo stortset ingen mødepligt på det studie. Imens vil jeg søge alle de stillinger, som jeg gider arbejde med i et halvt år, for så kan jeg søge videre imens. Og så lige klemme røven sammen og tage det første semester og derefter orlov, hvis jeg har fundet en stilling. Så er SU'en heller ikke spildt. Det er planen.
Derudover så er jeg fast besluttet på, at Tinderfyren skal væk. Ud med ham. I vinters besluttede jeg mig for, at det er slut med at jeg er alle muliges lille hjælper. Jeg gider ikke hjælpe folk mere. Det må være min tætte venner og familiers privilegium. Jeg gider ikke være folks gratis socialrådgiver eller private psykolog eller gode ven, for den sags skyld. Jeg gider kun være venner med folk, hvor jeg får noget igen.
Jeg vil begynde at træne og det er ikke KUN, fordi jeg som sædvanlig skal tabe mig (det går rent faktisk fremad), men også fordi jeg kan fornemme, at det bliver en hård mørk tid, når efteråret og vinteren kommer over mig. Jeg har lissom overlevet rent humørmæssigt på det faktum, at det blev lysere og lysere for hver dag siden 'skilsmissen'. Nu bliver det mørkere og mørkere. Jeg gruer lidt for det. Min underbevidsthed gruer for det. Derfor er det SÅ vigtig, at jeg kommer ind i en træningsrutine nu, for så sikrer jeg de mest optimale betingelser for mit humør og min energi og gejst. Når man altså ser bort fra det ulidelige faktum, at jeg ikke rigtig har brug for mere energi og gejst. Hvis jeg får for meget af det, ender det jo præcis med alle mine julelege, fordi jeg så begynder at blive rastløs og kede mig og så har vi balladen. Det er jo derfor jeg ender med at sidde og drikke guldøl kl 11 på en eller anden stodders altan. Fordi: Hvad skal jeg ellers lave? Og hvorfor ikke? Livet er for kort. Og så videre. Og det ER jo også meget sjovt, så jeg fortryder ikke noget...
Nå. Men nu skal jeg til spinning og senere på druk med mit HangOverTeam, forhåbentlig.
Nu er det sådan, at jeg igår blevet grebet af trang til at Få Styr På Noget. Den er sådan kommet snigende på det seneste. Ja, fordi jeg ved altså ikke helt. Jeg tror ikke, jeg gider det studie alligevel. Eller også gider jeg. Men hvis man kom og tilbød mig et fedt job, så ville jeg tage det. Altså, jeg gider ihvertfald ikke være fattig mere. Det her dagpengepis er jo elendigt. Jeg har været vant til en fuldtidsløn i mange år, endda to på én gang, og nu sidder man bare her med dagpenge. Og det bliver jo værre med SU. Jeg regnede på det igår og hvis jeg skal have en ordentlig indtægt, så skal jeg tage SU-lån på 2900 kr om måneden. Dertil kan jeg få ekstra-lån som forsørger på 1500 kr, men bottom line er at: Jeg gider ikke låne 2900 kr om måneden. Jeg skylder allerede 68.000 i SU-lån. Hvis jeg arbejder det, som jeg må, så kan jeg ende med 13000 udbetalt om måneden, knap 14 hvis jeg spreder det kvartalsudbetalte forsørgertillæg. Men det gør jeg jo ikke. Før i tiden fik jeg 20.000 kr ud på min lønkonto hver sidste hverdag i måneden. Dét var lækkert. Mere lækkert end jeg oplevede det dengang, set i bakspejlet. Men jeg KUNNE godt være på SU, arbejde som handicaphjælper ved siden af, det vil kun kræve et par døgnvagter om måneden, det ville jo være okay. Og så ville jeg stadig få den kandidat, som jeg altid har drømt om, for alvor træde ud af den rent uddannelsesmæssige sociale arv og have masser af tid med min lille sukkerblomst. Men hvad skal man med masser af tid, når man ingen penge har at spendere?
Jeg har 24000 kr i feriepenge, der ligger og venter på at jeg springer ud af dagpengefængslet. Jeg kunne købe en lille skodbil og søge et job udenfor Københavns Kommune. Eftersom jeg kun gider arbejde socialforvaltningsmæssigt, er der ikke de store chancer for at jeg kan komme forbi reference-ko-chef-problemet. Og jeg gider IKKE arbejde i beskæftigelsesregi. Men jeg kunne måske godt finde noget med kød på, selvom det er ude i provinsen. Men risikoen for at jeg ender dér, som jeg gjorde med mit første arbejde i provinsen, med at sidde i et team på 5 personer i alderen 40+, det magter jeg bare ikke. Omvendt er jeg nødt til at overveje meget grundigt, hvad jeg laver ligenu, for jeg har ikke råd til at fucke up. Jeg har SU-klip til præcis 2 år. Så jeg kan ikke slacke den på første semester og så droppe ud til vinter eller noget i den stil. Jeg kender mig selv. Jeg skal gide det jeg laver. Og den del af min identitet, som socialrådgiver, som myndighedsperson, som et menneske med fuldtidsarbejde, ansvar og opgaver, noget at lave, noget at tale om, noget at tænke på, hele min faglige identitet har jeg mistet - og jeg savner den. Jeg savner den, jeg var, da jeg arbejdede, jeg savner mit liv, borgerne, pengene. Jeg savner egentlig ikke min gamle arbejdsplads og jeg er glad for, at jeg kom væk derfra i sidste ende, men fuck hvor er det nederen, at det spærrer vejen for mig nu, for der har satme været mange fede stillinger, som jeg ved er uopnåelige for mig under disse betingelser. Jeg orker altså ikke at sidde igen, som jeg gjorde med de første otte stillinger jeg søgte, blive udtaget til samtale ud af hundredevis af ansøger, blive valgt til jobbet og så droppet på grund af referencen. Jeg orker det ikke. Finder det enormt ydmygende - fordi jeg og alle andre, kolleger og borgere véd, at jeg er skidegod til det jeg laver - og min uretfærdighedsfølelse blusser ekstremt meget op, og så bliver jeg hævntørstig og min psyke bliver presset, fordi mit raseri ingen grænser kender. Nej.
I forgårs skippede jeg lige lynhurtigt en standard-ansøgning afsted, da jeg fandt et stillingsopslag med frist dagen efter kl 9. Det var en dårlig ansøgning, som jeg egentlig havde sendt et andet sted hen, men jeg sendte den sgu alligevel. Problemet er bare, at jeg ikke kan satse på begge dele. Jeg skal starte på studiet her d. 1. og det er også cirka deromkring Jobcentret overtager mit ledighedsproblem og sender mig i aktivering osv. Det magter jeg ikke! Jeg betragter mig selv, som værende frivilligt ledig. Hvis jeg havde villet i arbejde, så var jeg det også idag. Any kind of job. Lad os sige jeg mistede dagpengene idag, så sad jeg i kassen i Netto imorgen. Eller noget andet. Det er jeg skam ikke for fin til og jeg skal nok klare mig uanset hvad, men det er seføli lidt tåbeligt, at jeg ikke har lavet en skid eller gjort noget ved min situation de sidste tre måneder. Jeg har bare været totalt apatisk. Liderlig og fordrukken, ærligt talt. Men sådan er det jo med mig. Jeg arbejder bedst under pres, så seføli begynder jeg NU, to uger før studiestart at lægge planer.....
Jeg meldte mig ind i nogle handicaphjælperformidlinger igår. Bare for at være på den sikre side. Har jo 7 års erfaring fra hjemmeplejen og den dur. Så kan jeg eventuelt indhente de penge, som jeg må tjene ved siden af SU, eller hvis jeg er heldig kan jeg måske finde en tjans med døgnvagter og simpelthen bare tage 5-6 døgnvagter om måneden, så har jeg det samme udbetalt som SU med arbejde og lån, og der er jo stortset ingen mødepligt på det studie. Imens vil jeg søge alle de stillinger, som jeg gider arbejde med i et halvt år, for så kan jeg søge videre imens. Og så lige klemme røven sammen og tage det første semester og derefter orlov, hvis jeg har fundet en stilling. Så er SU'en heller ikke spildt. Det er planen.
Derudover så er jeg fast besluttet på, at Tinderfyren skal væk. Ud med ham. I vinters besluttede jeg mig for, at det er slut med at jeg er alle muliges lille hjælper. Jeg gider ikke hjælpe folk mere. Det må være min tætte venner og familiers privilegium. Jeg gider ikke være folks gratis socialrådgiver eller private psykolog eller gode ven, for den sags skyld. Jeg gider kun være venner med folk, hvor jeg får noget igen.
Jeg vil begynde at træne og det er ikke KUN, fordi jeg som sædvanlig skal tabe mig (det går rent faktisk fremad), men også fordi jeg kan fornemme, at det bliver en hård mørk tid, når efteråret og vinteren kommer over mig. Jeg har lissom overlevet rent humørmæssigt på det faktum, at det blev lysere og lysere for hver dag siden 'skilsmissen'. Nu bliver det mørkere og mørkere. Jeg gruer lidt for det. Min underbevidsthed gruer for det. Derfor er det SÅ vigtig, at jeg kommer ind i en træningsrutine nu, for så sikrer jeg de mest optimale betingelser for mit humør og min energi og gejst. Når man altså ser bort fra det ulidelige faktum, at jeg ikke rigtig har brug for mere energi og gejst. Hvis jeg får for meget af det, ender det jo præcis med alle mine julelege, fordi jeg så begynder at blive rastløs og kede mig og så har vi balladen. Det er jo derfor jeg ender med at sidde og drikke guldøl kl 11 på en eller anden stodders altan. Fordi: Hvad skal jeg ellers lave? Og hvorfor ikke? Livet er for kort. Og så videre. Og det ER jo også meget sjovt, så jeg fortryder ikke noget...
Nå. Men nu skal jeg til spinning og senere på druk med mit HangOverTeam, forhåbentlig.
tirsdag
TirsdagsMix
Nå, hvordan går det så? Jamen det går okay. Har lige holdt en laaaang teatralsk moralprædiken for Korea om buræg, som jeg har fundet til min store skræk i mit totalt burægsforbudte køleskab. Nu koger han dem allesammen og æder dem, for jeg døjer ikke at se på det lort. Jeg er iskold. Manden fatter hat af miljø eller dyrenes beskyttelse. I Korea bruger man simpelthen ikke det der med at slukke lyset og smide pap i særlige containere, overhovedet. De opererer slet ikke med omtanke for miljøet. Altså, gør jeg jo heller ikke på alting, ingen er perfekt vel høh, men jeg gør dog lidt, jeg gør da hvad jeg kan...
Havde en ret syret lørdag, søndag, mandag. Startede med at tage til fest med en af mine venner i Nordhavn, hvor Tinderfyr1 også var. Det vidste jeg seføli godt. Vi har et had-kærlighedsforhold til hinanden, som for mit vedkommende efterhånden er mere had end kærlighed. Nå, men min ven og ham stod så og kørte deres alfapis af og imens fik jeg øje på nogle sprøde brune underarme. I min brandert styrede jeg bare direkte imod dem og fandt en, og hold nu fast, københavnsk fisker! En decideret fisker? Fra København? Som simpelthen sejler ud fra Nordhavn i København og fanger ål og laks og rødspætter og tager hjem om aftenen og sælger dem?? Hold nu op, altså. Troede sguda man skulle langt ad helvede til for at fange ål og laks. Nå, men han lærte mig alt muligt om Østersøen og Kattegat og Skagerak. Vi sad på en bænk i timevis og endte med at sidde og snarve inde blandt folk foran musikscenen. Han var 25 år. Oh my jesus lord. Så fik jeg arrangeret mig en date, hvor jeg skal med ham ud på arbejde og flååå alle hans fisk for ham. Jeg elsker at rense fisk. Forhåbentlig skulle vi så fange nogle ål, fordi jeg eeeelsker stegte ål, og jeg har hakket hovedet af mange af dem sammen med min far engang. Nå, men jeg fattede slet ikke at både min ven og Tinderfyr skred på et tidspunkt. Blev fulgt til taxa af Fiskeren, kørte direkte hjem til Tinderfyr i håb om sex, men så var der gårdfest i hans lortegård og han var pissestiv, så lå jeg lidt og skumlede i hans seng og så blev jeg pludselig pissed i min brandert. Så jeg cyklede hjem fra Østerbro kl 5. Så sov jeg fra 6-13.30 og så ringede han og tiggede om nåde. I håb om sex tog jeg totalt bagstiv cyklen hjem til ham igen. Så endte det seføli med at vi sad og drak guldøl på hans altan og PLUDSELIG blæste hans café-store parasol OP i luften og svævede i flere sekunder over vores hoveder med dens kæmpestålstang og vi sad bare og værgede for os helt blanke og amazed og stive looooooooool det var simpelthen et rush lige dér og så fløj den hen over hovederne på os og ned, bang bang bang ad folks altaner og vinduer - og smadrede heldigvis ikke noget. Syyygt show! Bagefter så vi en rigtig klam gyser, som jeg var lige ved at begynde at græde af rædsel over, måtte gå ud og trække luft og puha, total klam. Og tilsidst var vi jo for trætte til at knalde. Så gjorde vi det senere midt om natten og jeg fik ZERO O, okay. Jeg gider simpelthen ikke mere med ham nu. Ærligt talt, jeg har det bare sådan: Jeg kommer priiiimært for at kneppe, seføli er det også hyggeligt og blah blah blah, men jeg er ude efter sex. Ordentlig sex. Vi er åbentbart nået til det punkt, hvor han prioriterer at være sammen med mig, fordi han synes jeg er sjov og underholdende og kan være hans forpulede lille psykolog, og så fuck om han bliver kørt for træt til at knalde. Og den går ikke! Vi kan godt drikke og lege og skyde med haglgevær efter hinanden, springe ud i vandet fra utrolige steder og lave alle de der stunts, men jeg vil fandme gerne have sex OGSÅ. Slut. Ellers må jeg bruge min energi på en anden, hvor jeg får det hele.
Nå, men så fik jeg totaaalt splattermave - eller det gjorde vi begge - midt om natten. Og jeg prøvede og prøvede og prøvede at holde mig. Normalt er jeg ekspert i IKKE at skide, jeg kan holde mig i en uge uden problemer, men det her var altså bare det mest groteske jeg længe har prøvet. Det gjorde ondt hele vejen ned i maven på mig, det var som om min røv sked inde i sig selv, den simpelthen bulede ud, føltes det som, lissom hvis man har en baby der sparker i maven, bare nede i røven. Jeg MÅTTE gøre det. Og så måtte jeg sidde på hans latterlige Østerbro-gamle-murstenshus med døre, der både er lidt åbne forneden og foroven OG som ovenikøbet har luft ind i badeværelset ved siden af, hvorfra døren går direkte ind i soveværelset. Og den anden dør går i forvejen stortset lige ind i soveværelset. Og vandhanen sprøjtede vandet ud på den allermest nænsomme lydløse måde. Så forestil dig komplet tavshed og en mand, som sover dårligt og meget let altid, og så mig der bare skulle skide som en granvoksen viking. Fuuuuck det var så nederen! Det er det mest nederen jeg har prøvet længe. Det er lige før det slår dengang jeg stillede mig ud på Former Miss Vaginas altan for at prutte og alle håndværkerne på stilladset ovenover mig i gården så mig! Aldrig har jeg da været så meget in touch med bevægeapparatet i min ringmuskel som denne nat.
Næste morgen ringede min desperate kusine, der skulle til eksamen i psykologi. Hun gik fra i april og fødte i maj og skulle så til syge-eksamen. Havde lige fået 02 i samfundsfag. Hvis hun dumpede den her eksamen, så ville hans plan ryge 1 år bagud. Ja, jeg siger ikke engang det her for at forsvare det, for jeg er sgu ligeglad. Men vi tilførte lige Vores Livs Stunts et ekstra stunt - og jeg gik simpelthen til eksamen for hende. Hun havde kun haft læreren to gange og det var i april, så vi tog chancen og det gik. Jeg havde tømmermænd og det eneste jeg ikke gad trække var Krise og Stress. Så det var det jeg trak. Men imponerende nok, det må jeg altså give mig selv, så gik jeg op med tømmermænd direkte 'fra gaden' med nogle forvirrende håndskrevne papirer i armen og fik 7. Booyaka! I still got it, okaaaay. Kusinen er selvfølgelig dybt taknemmelig. Og hvis du sidder derude og får ondt i røven, så truuut makker. Vi vil altid hjælpe hinanden, mig og hende, og målet vil altid hellige midlet. Desuden er min kusine overhovedet ikke dum på det psykologiske område, hun er meget indsigstfuld og reflekterende og det ved jeg, fordi hun er min primære samtalepartner. Hun kunne godt have bestået den eksamen under andre omstændigheder. Men det har været hårdt at være gravid og føde og alt det der og nu, hvor hun endelig er kommet igang med noget brugbart skal én skide eksamen ikke stå i vejen for det. Så det lever jeg fuldstændig i fred med.
Idag har jeg været til BodyFit kl 10, helt skarp, og med masser af vægt på min dovne krop. Havde kraftedme 14 kilo på på et tidspunkt. Men det er også planen. Jeg vil træne min røv i laser nu og så vil jeg være heeeerrrelækker igen, når jeg skal fest i Ballonen med alle de frrrække drenge om en måned. Er totalt motiveret efter at have fået styr på mit fitnesskort. Plus jeg har udstyret klar. Mine ben er latterligt tynde i løbebukser og jeg ligner seriøst en omvendt tandpastatube more than ever, men jeg er iskold. Dengang jeg smadrede 12 kilo af mig selv på en måned, trænede jeg hård styrketræning som idag om morgenen og spinning om aftenen, eller omvendt whatever. Jeg trænede to gange om dagen seks gange om ugen. Det burde kunne lade sig gøre. Det er 2 skide timer, der skal overståes på en dag hvor jeg ikke skal en skid. Jeg skal jo ikke en skid. Hvornår får jeg brev fra universitet om, hvor jeg skal opholde mig hvornår?? Vi starter 1. september! Anyways, jeg må til at mande mig op til spinning. Det er altså liiiige en tand hårdt ligenu, synes jeg. Alene tanken. Timen går bare SÅ langsomt og jeg får pisseondt i røven og jeg bliver så meeegarastløs og utålmodig, spinning skal virkelig bare overstås for mig ISÆR når der åbentbart skal sprøjtes spejle ud til alle sider og kanter, som om man gider det! Magter fandme ikke at glo på mig selv i den situation. Jeg får det simpelthen fysisk dårligt af det. Så spinning må lige vente lidt. Også fordi jeg efter sidste, den første, HIT!-time simpelthen overhovedet ikke kunne røre mig dagen efter. Jeg kunne ikke holde mit eget hoved, jeg måtte lade mig falde baglæns ned på toilettet med stor fare for det 'vægophængte toilet'. Jeg kunne ikke engang ligge på siden og læse en bog, for jeg kunne ikke holde bogen. Sådan var det i TO dage.
Nå, hej.
Havde en ret syret lørdag, søndag, mandag. Startede med at tage til fest med en af mine venner i Nordhavn, hvor Tinderfyr1 også var. Det vidste jeg seføli godt. Vi har et had-kærlighedsforhold til hinanden, som for mit vedkommende efterhånden er mere had end kærlighed. Nå, men min ven og ham stod så og kørte deres alfapis af og imens fik jeg øje på nogle sprøde brune underarme. I min brandert styrede jeg bare direkte imod dem og fandt en, og hold nu fast, københavnsk fisker! En decideret fisker? Fra København? Som simpelthen sejler ud fra Nordhavn i København og fanger ål og laks og rødspætter og tager hjem om aftenen og sælger dem?? Hold nu op, altså. Troede sguda man skulle langt ad helvede til for at fange ål og laks. Nå, men han lærte mig alt muligt om Østersøen og Kattegat og Skagerak. Vi sad på en bænk i timevis og endte med at sidde og snarve inde blandt folk foran musikscenen. Han var 25 år. Oh my jesus lord. Så fik jeg arrangeret mig en date, hvor jeg skal med ham ud på arbejde og flååå alle hans fisk for ham. Jeg elsker at rense fisk. Forhåbentlig skulle vi så fange nogle ål, fordi jeg eeeelsker stegte ål, og jeg har hakket hovedet af mange af dem sammen med min far engang. Nå, men jeg fattede slet ikke at både min ven og Tinderfyr skred på et tidspunkt. Blev fulgt til taxa af Fiskeren, kørte direkte hjem til Tinderfyr i håb om sex, men så var der gårdfest i hans lortegård og han var pissestiv, så lå jeg lidt og skumlede i hans seng og så blev jeg pludselig pissed i min brandert. Så jeg cyklede hjem fra Østerbro kl 5. Så sov jeg fra 6-13.30 og så ringede han og tiggede om nåde. I håb om sex tog jeg totalt bagstiv cyklen hjem til ham igen. Så endte det seføli med at vi sad og drak guldøl på hans altan og PLUDSELIG blæste hans café-store parasol OP i luften og svævede i flere sekunder over vores hoveder med dens kæmpestålstang og vi sad bare og værgede for os helt blanke og amazed og stive looooooooool det var simpelthen et rush lige dér og så fløj den hen over hovederne på os og ned, bang bang bang ad folks altaner og vinduer - og smadrede heldigvis ikke noget. Syyygt show! Bagefter så vi en rigtig klam gyser, som jeg var lige ved at begynde at græde af rædsel over, måtte gå ud og trække luft og puha, total klam. Og tilsidst var vi jo for trætte til at knalde. Så gjorde vi det senere midt om natten og jeg fik ZERO O, okay. Jeg gider simpelthen ikke mere med ham nu. Ærligt talt, jeg har det bare sådan: Jeg kommer priiiimært for at kneppe, seføli er det også hyggeligt og blah blah blah, men jeg er ude efter sex. Ordentlig sex. Vi er åbentbart nået til det punkt, hvor han prioriterer at være sammen med mig, fordi han synes jeg er sjov og underholdende og kan være hans forpulede lille psykolog, og så fuck om han bliver kørt for træt til at knalde. Og den går ikke! Vi kan godt drikke og lege og skyde med haglgevær efter hinanden, springe ud i vandet fra utrolige steder og lave alle de der stunts, men jeg vil fandme gerne have sex OGSÅ. Slut. Ellers må jeg bruge min energi på en anden, hvor jeg får det hele.
Nå, men så fik jeg totaaalt splattermave - eller det gjorde vi begge - midt om natten. Og jeg prøvede og prøvede og prøvede at holde mig. Normalt er jeg ekspert i IKKE at skide, jeg kan holde mig i en uge uden problemer, men det her var altså bare det mest groteske jeg længe har prøvet. Det gjorde ondt hele vejen ned i maven på mig, det var som om min røv sked inde i sig selv, den simpelthen bulede ud, føltes det som, lissom hvis man har en baby der sparker i maven, bare nede i røven. Jeg MÅTTE gøre det. Og så måtte jeg sidde på hans latterlige Østerbro-gamle-murstenshus med døre, der både er lidt åbne forneden og foroven OG som ovenikøbet har luft ind i badeværelset ved siden af, hvorfra døren går direkte ind i soveværelset. Og den anden dør går i forvejen stortset lige ind i soveværelset. Og vandhanen sprøjtede vandet ud på den allermest nænsomme lydløse måde. Så forestil dig komplet tavshed og en mand, som sover dårligt og meget let altid, og så mig der bare skulle skide som en granvoksen viking. Fuuuuck det var så nederen! Det er det mest nederen jeg har prøvet længe. Det er lige før det slår dengang jeg stillede mig ud på Former Miss Vaginas altan for at prutte og alle håndværkerne på stilladset ovenover mig i gården så mig! Aldrig har jeg da været så meget in touch med bevægeapparatet i min ringmuskel som denne nat.
Næste morgen ringede min desperate kusine, der skulle til eksamen i psykologi. Hun gik fra i april og fødte i maj og skulle så til syge-eksamen. Havde lige fået 02 i samfundsfag. Hvis hun dumpede den her eksamen, så ville hans plan ryge 1 år bagud. Ja, jeg siger ikke engang det her for at forsvare det, for jeg er sgu ligeglad. Men vi tilførte lige Vores Livs Stunts et ekstra stunt - og jeg gik simpelthen til eksamen for hende. Hun havde kun haft læreren to gange og det var i april, så vi tog chancen og det gik. Jeg havde tømmermænd og det eneste jeg ikke gad trække var Krise og Stress. Så det var det jeg trak. Men imponerende nok, det må jeg altså give mig selv, så gik jeg op med tømmermænd direkte 'fra gaden' med nogle forvirrende håndskrevne papirer i armen og fik 7. Booyaka! I still got it, okaaaay. Kusinen er selvfølgelig dybt taknemmelig. Og hvis du sidder derude og får ondt i røven, så truuut makker. Vi vil altid hjælpe hinanden, mig og hende, og målet vil altid hellige midlet. Desuden er min kusine overhovedet ikke dum på det psykologiske område, hun er meget indsigstfuld og reflekterende og det ved jeg, fordi hun er min primære samtalepartner. Hun kunne godt have bestået den eksamen under andre omstændigheder. Men det har været hårdt at være gravid og føde og alt det der og nu, hvor hun endelig er kommet igang med noget brugbart skal én skide eksamen ikke stå i vejen for det. Så det lever jeg fuldstændig i fred med.
Idag har jeg været til BodyFit kl 10, helt skarp, og med masser af vægt på min dovne krop. Havde kraftedme 14 kilo på på et tidspunkt. Men det er også planen. Jeg vil træne min røv i laser nu og så vil jeg være heeeerrrelækker igen, når jeg skal fest i Ballonen med alle de frrrække drenge om en måned. Er totalt motiveret efter at have fået styr på mit fitnesskort. Plus jeg har udstyret klar. Mine ben er latterligt tynde i løbebukser og jeg ligner seriøst en omvendt tandpastatube more than ever, men jeg er iskold. Dengang jeg smadrede 12 kilo af mig selv på en måned, trænede jeg hård styrketræning som idag om morgenen og spinning om aftenen, eller omvendt whatever. Jeg trænede to gange om dagen seks gange om ugen. Det burde kunne lade sig gøre. Det er 2 skide timer, der skal overståes på en dag hvor jeg ikke skal en skid. Jeg skal jo ikke en skid. Hvornår får jeg brev fra universitet om, hvor jeg skal opholde mig hvornår?? Vi starter 1. september! Anyways, jeg må til at mande mig op til spinning. Det er altså liiiige en tand hårdt ligenu, synes jeg. Alene tanken. Timen går bare SÅ langsomt og jeg får pisseondt i røven og jeg bliver så meeegarastløs og utålmodig, spinning skal virkelig bare overstås for mig ISÆR når der åbentbart skal sprøjtes spejle ud til alle sider og kanter, som om man gider det! Magter fandme ikke at glo på mig selv i den situation. Jeg får det simpelthen fysisk dårligt af det. Så spinning må lige vente lidt. Også fordi jeg efter sidste, den første, HIT!-time simpelthen overhovedet ikke kunne røre mig dagen efter. Jeg kunne ikke holde mit eget hoved, jeg måtte lade mig falde baglæns ned på toilettet med stor fare for det 'vægophængte toilet'. Jeg kunne ikke engang ligge på siden og læse en bog, for jeg kunne ikke holde bogen. Sådan var det i TO dage.
Nå, hej.
lørdag
Liderlig
Idag skal vi tale lidt om, hvad mænd bør lave, når de ikke ligger på maven med hovedet mellem vores ben. Det skal vi, fordi Skrigeskinken her har været enormt besværet af sin nye status som Single de sidste to ugers tid. Ja, jeg må i sandhed begræde det faktum, at man ikke har gratis omkostningsfri sex til rådighed. Stort minus ved dette foretagende, ærligt talt. Nu om dage er man nødt til at være søøød og samarbejdsvillig og alt muligt lort. Man er nødt til at sende rosende søde smiskende sms'er til folk - også selvom man allerede HAR knaldet med dem flere gange. Altså, hvad er det mænd forventer efterhånden?
Hvordan skal en stakkels liderlig kvinde dog gebærde sig i dette morads, you tell me please? Hvis man er FOR sød, så tror de man vil lege far, mor og børn. Hvis man IKKE er sød, bliver de fornærmede på sådan en hunde-måde, hvor de løber over til dem med godbidder i lommen, for at få oppustet deres utrolige ego. Og så får man slet ikke noget. Nå. Så kan man gå på en date og være så skideuheldig, at stodderen er en af de der slags mænd, som gerne vil lære en at kende - og mænd vil af en eller anden sygt irriterende årsag altid gerne lære Skrigeskinken at kende, men det ér ikke særligt mange mænd forundt - og vi ved allesammen godt, at mænd der i 2014 lever efter oldnordiske 'regler' om, at en kvinde ikke er kærestepotentiale, hvis hun gider kneppe på første date, aldrig nogensinde selv bliver kærestepotentiale. Fordi hvem gider have en mand, der lægger sådan nogle begrænsninger ned over sit korte liv? Ordentligt mænd er sgu ligeglade med den slags, de lever ikke deres liv efter et frelst trappesystem, hvor det ene skal komme før det andet og vissevasse. De lever bare. Og knepper bare. Og halleluja for dem. Men de har desværre glimret ved deres fravær på det seneste. Skrigeskinken har enten været for sød eller for usød, buhu, hu, hu, huuu.
Skrigeskinken har været tørlagt i snart TO uger. Og hun har endda måtte lægge sine små fine lyserøde øren til en ordentlig gang vås om, hvornår man er bollevenner og hvornår man ikke er. Well excuse me, men hvis man har hængt ud, været på druk og weekendtur og knaldet utallige gange de sidste tre måneder, og man ikke er kærester, hvaaaaad er man så? For Skrigeskinkens vedkommende behøver man ikke være nogetsomhelst, men når man har brugt stortset al sine dyrbare tid og energi på at sikre sig Adgang Til Regelmæssig Sex de sidste mange uger, så er det en skuffelse af mange kalibre at blive henvist til en lyserød vibrator fra 90erne. Og nu er Skrigeskinken træt af pis. Træt af jomfrunalske frigide kostbare mænd, der ikke stiller op ved behov. Fra nu af vil hun kun beskæftige sig med den slags mænd, hvor man véd det bliver til noget. Man kan simpelthen bare ikke ha' den slags seksuel ustabilitet i sit liv, når man lige er kommet fra et langvarigt forhold med sex-garanti. Man er nødt til at have en krop indenfor rækkevidde, som man kan stole på. Punktum.
Presset er Uudholdeligt. Især når hele jävla København er propfyldt med smækre håndværkere. Man kan jo kraftedme ikke se skoven for bare træer, de er allevegne, hele tiden. Normalt udgør de jo et saligt forspil for mig. At rende rundt og glo på håndværkere kunne jeg bruge alle mine dage på. Der findes ikke bedre mænd i min bog end dem, som har et hårdt fysisk arbejde. Alene tanken om at deres vækkeur ringer klokken lort, selv i den kulsorte kolde danske vinter, og de ligger dér under den varme dyne og simpelthen står op hver dag, tager tøj på og går ud for at arbejde et arbejde, hvor de skal LAVE noget med deres krop. Lissom hvis man skulle til BodyPump i fitnesscentret. Klokken 0600. Altså, jeg synes det er hårdt at stå op, selvom jeg i bedste fald bare skal ind og sidde på et kontor. Mænd, der kan det, besidder en høj arbejdsmoral og eftersom jeg mener, at mænd er sat i verden for at Arbejde & Kneppe (K-N-E-P-P-E)...
Men ikke nok med det, så er håndværkere en klasse for sig. Du finder ikke rigtig andre brancher, hvor det er normalt at sidde og hyle efter kvinderne. Og jeg vil gerne hyles efter. Jeg føler mig overhovedet ikke stødt, jeg føler mig overhovedet ikke krænket, når de sidder oppe på stilladset og grynter efter mig. Tværtimod. De må allerhjertensgerne se mig som en omvandrende Lolita-dukke. Vi taler om svedige, beskidte, naturligt trænede, stærke mænd, der sidder som køtere med tungen ud af halsen og gør. What's not to like? Det er noget helt andet, når der står en mand i køen i Fakta og bare stirrer på én, så man tror at man har noget siddende mellem tænderne, det gider man ikke. Men håndværkere lever under andre regler. I libido-kontekst er der INTET der slår håndværkerne, de er mændenes creme de la creme, de er kvindernes optur. Hvis man har en dårlig dag, så skal man bare glo på en håndværker, så får man troen på mænd tilbage. De er derude, de stærke mænd, dem der kan løfte dig uanset hvor fed du er - og som gør det, hvis du beder dem om det. De er kække og frække og går lige i busken på mig...
Vi laver sgu en hurtig Top5
1. Tømreren
Fordi han kraftedme kan bygge et helt hus, hvis han vil. En tømrer kan jo lave ALT.
Og man får lyst til at slikke støvet af ham, når han står dér i al sin pragt med rifter og splintre i hænderne. Han har det lækreste håndværkerkluns. Hans bukser er hvide og således får de et optimalt beskidt look, eftersom ingen tømrere render rundt med kridhvide bukser. Man kan se alt det ballade han har lavet i løbet af dagen. Desuden er det et af de håndværkerfag, hvor der næsten altid er flere af dem samlet på ét sted. We like.
2. Stilladsarbejderen
Fordi han altid har bar overkrop. Jeg ved ikke hvorfor og en dag spørger jeg en af dem, men man skal jo også passe på, at de ikke tror man føler sig stødt over deres nøgenhed. Fnis. Men der er flere ting i det. En stilladsarbejder er stærk. Han håndterer tungt stål hele dagen lang. Jeg ved godt, at de har et lille hejseshow kørende, men stålet skal jo bæres frem og tilbage fra bilen. Og desuden tør han stå i 5. sals højde i al slags vejr og dermed hører man ikke sjældent hans dyriske gorillastemme, når han råber ned til kollegerne.
3. Mureren
Fordi han ligger på knæ for dig, så du nærmest bare kan lade dig ups-falde direkte ned i hans mund. Der bliver ikke noget 'av, jeg er træt i knæene' eller den slags tøsefnidder, når han knepper dig i doggystyle i garanteret timevis. Mureren er nemlig oftest en rigtig kraftkarl. Han bærer tonstungt cement og mursten i sine store spande og har tilmed koncentrationsevne nok til at kunne lave en pæn lige mur. Mureren har desuden næsten altid shorts på og da han laver så mange squats i sin arbejdstid har han som regel gode ben.
4. Elektrikeren
Fordi en mand der vælger en hverdag med elektriske stød og risiko for at futte helt af, ikke er bange af sig og vi kan godt lide mænd, der ikke er bange. Han har desuden en helt speciel fingerfærdighed, fordi han nusser og skruer og dimsedutter den hele dagen lang med ledninger og knapper og skruetrækkere. Heri ligger der en stiltiende forventning om, at han er god til at trykke på alle slags knapper. Elektrikeren har næsten altid blåt tøj på og mænd har jo altid set prrrragtfulde ud i blåt.
5. Rør-og brolæggeren
Eller hvem det er, der altid er tilstede ved vejarbejde. Man véd bare, at det er et megahårdt job og de står der i al slags vejr. Jeg tror simpelthen ikke, at vejrlig findes i det fag. Og det er lige til at hoppe ned i mudderhullet til dem, når de står der i regnvejr og drypper af frækkert.
Det var alt jeg kunne frembringe denne liderlige lørdag morgen. Tak til håndværkerne for evig inspiration.
Hvordan skal en stakkels liderlig kvinde dog gebærde sig i dette morads, you tell me please? Hvis man er FOR sød, så tror de man vil lege far, mor og børn. Hvis man IKKE er sød, bliver de fornærmede på sådan en hunde-måde, hvor de løber over til dem med godbidder i lommen, for at få oppustet deres utrolige ego. Og så får man slet ikke noget. Nå. Så kan man gå på en date og være så skideuheldig, at stodderen er en af de der slags mænd, som gerne vil lære en at kende - og mænd vil af en eller anden sygt irriterende årsag altid gerne lære Skrigeskinken at kende, men det ér ikke særligt mange mænd forundt - og vi ved allesammen godt, at mænd der i 2014 lever efter oldnordiske 'regler' om, at en kvinde ikke er kærestepotentiale, hvis hun gider kneppe på første date, aldrig nogensinde selv bliver kærestepotentiale. Fordi hvem gider have en mand, der lægger sådan nogle begrænsninger ned over sit korte liv? Ordentligt mænd er sgu ligeglade med den slags, de lever ikke deres liv efter et frelst trappesystem, hvor det ene skal komme før det andet og vissevasse. De lever bare. Og knepper bare. Og halleluja for dem. Men de har desværre glimret ved deres fravær på det seneste. Skrigeskinken har enten været for sød eller for usød, buhu, hu, hu, huuu.
Skrigeskinken har været tørlagt i snart TO uger. Og hun har endda måtte lægge sine små fine lyserøde øren til en ordentlig gang vås om, hvornår man er bollevenner og hvornår man ikke er. Well excuse me, men hvis man har hængt ud, været på druk og weekendtur og knaldet utallige gange de sidste tre måneder, og man ikke er kærester, hvaaaaad er man så? For Skrigeskinkens vedkommende behøver man ikke være nogetsomhelst, men når man har brugt stortset al sine dyrbare tid og energi på at sikre sig Adgang Til Regelmæssig Sex de sidste mange uger, så er det en skuffelse af mange kalibre at blive henvist til en lyserød vibrator fra 90erne. Og nu er Skrigeskinken træt af pis. Træt af jomfrunalske frigide kostbare mænd, der ikke stiller op ved behov. Fra nu af vil hun kun beskæftige sig med den slags mænd, hvor man véd det bliver til noget. Man kan simpelthen bare ikke ha' den slags seksuel ustabilitet i sit liv, når man lige er kommet fra et langvarigt forhold med sex-garanti. Man er nødt til at have en krop indenfor rækkevidde, som man kan stole på. Punktum.
Presset er Uudholdeligt. Især når hele jävla København er propfyldt med smækre håndværkere. Man kan jo kraftedme ikke se skoven for bare træer, de er allevegne, hele tiden. Normalt udgør de jo et saligt forspil for mig. At rende rundt og glo på håndværkere kunne jeg bruge alle mine dage på. Der findes ikke bedre mænd i min bog end dem, som har et hårdt fysisk arbejde. Alene tanken om at deres vækkeur ringer klokken lort, selv i den kulsorte kolde danske vinter, og de ligger dér under den varme dyne og simpelthen står op hver dag, tager tøj på og går ud for at arbejde et arbejde, hvor de skal LAVE noget med deres krop. Lissom hvis man skulle til BodyPump i fitnesscentret. Klokken 0600. Altså, jeg synes det er hårdt at stå op, selvom jeg i bedste fald bare skal ind og sidde på et kontor. Mænd, der kan det, besidder en høj arbejdsmoral og eftersom jeg mener, at mænd er sat i verden for at Arbejde & Kneppe (K-N-E-P-P-E)...
Men ikke nok med det, så er håndværkere en klasse for sig. Du finder ikke rigtig andre brancher, hvor det er normalt at sidde og hyle efter kvinderne. Og jeg vil gerne hyles efter. Jeg føler mig overhovedet ikke stødt, jeg føler mig overhovedet ikke krænket, når de sidder oppe på stilladset og grynter efter mig. Tværtimod. De må allerhjertensgerne se mig som en omvandrende Lolita-dukke. Vi taler om svedige, beskidte, naturligt trænede, stærke mænd, der sidder som køtere med tungen ud af halsen og gør. What's not to like? Det er noget helt andet, når der står en mand i køen i Fakta og bare stirrer på én, så man tror at man har noget siddende mellem tænderne, det gider man ikke. Men håndværkere lever under andre regler. I libido-kontekst er der INTET der slår håndværkerne, de er mændenes creme de la creme, de er kvindernes optur. Hvis man har en dårlig dag, så skal man bare glo på en håndværker, så får man troen på mænd tilbage. De er derude, de stærke mænd, dem der kan løfte dig uanset hvor fed du er - og som gør det, hvis du beder dem om det. De er kække og frække og går lige i busken på mig...
Vi laver sgu en hurtig Top5
1. Tømreren
Fordi han kraftedme kan bygge et helt hus, hvis han vil. En tømrer kan jo lave ALT.
Og man får lyst til at slikke støvet af ham, når han står dér i al sin pragt med rifter og splintre i hænderne. Han har det lækreste håndværkerkluns. Hans bukser er hvide og således får de et optimalt beskidt look, eftersom ingen tømrere render rundt med kridhvide bukser. Man kan se alt det ballade han har lavet i løbet af dagen. Desuden er det et af de håndværkerfag, hvor der næsten altid er flere af dem samlet på ét sted. We like.
2. Stilladsarbejderen
Fordi han altid har bar overkrop. Jeg ved ikke hvorfor og en dag spørger jeg en af dem, men man skal jo også passe på, at de ikke tror man føler sig stødt over deres nøgenhed. Fnis. Men der er flere ting i det. En stilladsarbejder er stærk. Han håndterer tungt stål hele dagen lang. Jeg ved godt, at de har et lille hejseshow kørende, men stålet skal jo bæres frem og tilbage fra bilen. Og desuden tør han stå i 5. sals højde i al slags vejr og dermed hører man ikke sjældent hans dyriske gorillastemme, når han råber ned til kollegerne.
3. Mureren
Fordi han ligger på knæ for dig, så du nærmest bare kan lade dig ups-falde direkte ned i hans mund. Der bliver ikke noget 'av, jeg er træt i knæene' eller den slags tøsefnidder, når han knepper dig i doggystyle i garanteret timevis. Mureren er nemlig oftest en rigtig kraftkarl. Han bærer tonstungt cement og mursten i sine store spande og har tilmed koncentrationsevne nok til at kunne lave en pæn lige mur. Mureren har desuden næsten altid shorts på og da han laver så mange squats i sin arbejdstid har han som regel gode ben.
4. Elektrikeren
Fordi en mand der vælger en hverdag med elektriske stød og risiko for at futte helt af, ikke er bange af sig og vi kan godt lide mænd, der ikke er bange. Han har desuden en helt speciel fingerfærdighed, fordi han nusser og skruer og dimsedutter den hele dagen lang med ledninger og knapper og skruetrækkere. Heri ligger der en stiltiende forventning om, at han er god til at trykke på alle slags knapper. Elektrikeren har næsten altid blåt tøj på og mænd har jo altid set prrrragtfulde ud i blåt.
5. Rør-og brolæggeren
Eller hvem det er, der altid er tilstede ved vejarbejde. Man véd bare, at det er et megahårdt job og de står der i al slags vejr. Jeg tror simpelthen ikke, at vejrlig findes i det fag. Og det er lige til at hoppe ned i mudderhullet til dem, når de står der i regnvejr og drypper af frækkert.
Det var alt jeg kunne frembringe denne liderlige lørdag morgen. Tak til håndværkerne for evig inspiration.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)