Administratorjoke

Så finder jeg ud af, at teksten er sort og står på en sort baggrund, smart. Kan ikke huske, hvordan man gør alt det her pis, så nu har jeg bare midlertidigt fixet den. Tror jeg.

Hold kææææft

Folk skal generelt bare fucke af. Jeg er nået til et punkt i min krise, hvor ALLE BARE KAN RENDE MIG I RØVEN! Og ja, det er sguda stadig krise. Troede I man bare fandt et nyt tæppe at ligge på, når det gamle var revet væk under én? Nej. Eller jo. Har skam ligget på mange nye tæpper gennem det sidste år. Masser af mænd, masser af druk, masser af evighedssamtaler med veninderne, masser af 'nyt liv'-ideer, masser af pis, nyt job, ny lejer, ny ny ny ny ny. Savner jeg leverpostej? Nej. Stadigvæk nej.

Hvad er der sket siden sidst? Alting og ingenting. Føles som om jeg har 40 års krise! Har jeg fortalt om deleordningERNE? Delebil, deleladcykel, delemarsvin, fra 7/7 til 9/5 snart til 8/6. Jeg bliver kraftedme snart vanvittig af alt det deleri. Og jeg synes det er hårdt. Det er hååååårdt at have barnet fra tirsdag og alle hverdagene og weekenden og alle hverdagene igen til torsdag. Og jeg er ligeglad. Jeg synes det er hårdt. Mit ambitionsniveau er tårnhøjt til gavn og skade for alle involverede, jeg kan aldrig slappe af i den moderrolle. Det er altid for dårligt. Det er altid for hårdt. Selvom jeg elsker det, jeg eeeelsker hende, jeg ville ikke bytte for noget, men det er stadig hårdt. Jeg bliver støt og roligt det værste tilfælde af moderlig dårlig samvittighed walking around, samtidig uden helt at formå, gide, orke, ville gøre det bedre. For jeg gider ikke være hende, der vil være perfekt. Jeg kan forsvare alting jeg gør og så alligevel ikke. Så føler jeg mig som alle andre, så føler mig som den eneste ene. På den ene side er jeg så sprængfyldt med energi, overskud, gode ideer, gejst, optimisme og på den anden side så GØR jeg bare heller ikke rigtig noget. Kun for barnet, ikke for mig selv. 

Jeg kunne have haft en fabelagtig karriere som socialrådgiver, komiker, journalist ligenu, hvis jeg havde nosser til at GØRE noget. Og måske gjort noget andet end det jeg har gjort... Er træt af folks snakke til sig selv og hinanden om, at 'man er jo intelligent' og 'hvorfor blive elektriker, når du kan blive historiker' eller 'hvorfor er det aldrig godtnok' - altså, for det første: Hvis du nu VIRKELIG VAR SÅ SKIDEGOD, så VAR det jo blevet til noget. Det er ikke nok at kunne noget, man skal GIDE noget, GØRE noget, og hvis du ikke kan det - og jeg er ligeglad med hvorfor - så betyder det altså, at du IKKE VAR SÅ GOD ALLIGEVEL, ing. Amen altså, jeg hader den der prætentiøse snak. For det andet: Skal man udnytte sit potentiale? Det lyder nærmest som en tvang, det er en forventning, en pligt. Jeg behøver faktisk ikke blive til en skid, gøre en skid. Rager det mig. Men hvad nu hvis jeg fortryder om 20, 30, 1 år? 

Ved ikke om det er mandag eller hvad, men jeg er godt gammeldags indebrændt. Og jeg er tRæt af folk. Og tRæt af at tale med folk om deres problemer eller mine problemer. Jeg er tRæt af problemer. Og det er faktisk et stort problem. Når man er socialrådgiver og har en masse problemer, både ude og hjemme. Føler mig fuldstændig overmandet af problemer ligenu. Jeg er for fed og på kur. Og børnefri. Jeg har ingenting at leve for ligenu. Jeg vil bare sidde her i min sofa og hade. Men hvis jeg ser mine problemer i et third world-perspektiv, så ved jeg jo godt, at jeg har det fabelagtigt. Og man skal sgu HUSKE! At der er altid en anden, der har det meget værre. Egentlig ret klamt at det opmuntrer mig. Tanken om at jeg har lidelsesfæller derude. Eller jeg har lidelseskonger og dronninger og prinser og prinsesser, mens jeg selv bare er en lidelseshofnar. Så kan man lidt igen alligevel.