Idag skal vi tale lidt om mænd med kærestesorg. Og det skal vi, fordi jeg har været på fire dates fra Tinder, hvoraf to af mændene har været ramt af hjertesmerte. Det er 50% for meget, simpelthen. Jeg ved ikke med dig, men en mand med kærestesorg er nogenlunde det sidste i verden jeg gider beskæftige mig med.
Jeg vil hellere sidde til et teselskab omringet af fjorten hylende kvinder med kærestesorg end jeg magter at forholde mig til én mand med ditto. Og ved du hvorfor? Fordi kvinder kan trøstes. Kvinder kommer videre. Kvinders kærestesorg kan opdeles i cirka tre faser: Først skal de have en spand is, en burgermenu og en plade Marabou, mens de tales efter munden. "Ihhh, hvor var det dog bare en fantastisk mand og hvorfooooor kunne det dog ikke lade sig gøre imellem os, er det fordi jeg er tyk, er det fordi jeg læser Danielle Steele-noveller, hvooorfoooor, det var den BEDSTE mand jeg nogensinde har haft, han havde den største pik og lavede det bedste mad og var det sjoveste klogeste frækkeste menneske i hele verden." I næste fase leger man skønhedssalon, de ryger op på stiletterne, får rød trutmund, en flaske hvidvin stukket i hånden og proppes ind i en taxa mod byen, alt imens ALLE er enige om, at den stodder var en fucking latterlig lortenar, der burde nakkeskydes på en mark i Jylland, han havde en klam pik som man alligevel ikke kunne bruge til noget og alt han sagde var altid så fucking snotdumt, GODT vi er sluppet af med det svin. Tredje og sidste fase hedder: Rebound. Man skal under den ene, for at komme over den anden. And that's pretty much it. Og altså, disse tre faser udfolder sig indenfor en ganske overskuelig tidsramme...
Men at skulle forholde sig til en mand med kærestesorg, svarer til at påtage sig opgaven at terapeutisere alle de jøder, der overlevede Holocaust. På én gang. Det er så meget op ad bakke, at du hellere vil løbe op og ned ad Himmelbjerget hele juli. Det er Sisyfos-arbejde i den allerværste forstand, bortset fra at DU godt ved, at stenen falder ned igen, for det kan du allerede se, mens du skubber den opad. Jeg ved ikke, hvor mange faser der egentlig er i mænds "bearbejdelse" af kærestesorg, men jeg ved, at mange mænd ender som fordrukne Hus Forbi-sælgere nede foran Fakta og derfor synes jeg, vi skal tale lidt om det. Og jeg ved godt, at mænd ikke vil tale om det. Og derfor taler samfundet heller ikke om det. Men så må vi kvinder jo træde til, igen, og sørge for at få tingene tilbage på sporet...
Det første mænd typisk gør, er at kigge laaangt ned i bunden af en whiskeyflaske. Det er simpelthen det første. Det synes de selv er skidesmart. Alle ved jo, at alkohol kurerer alle former for sorg. Især dagen efter. Og så knepper de en eller anden ligegyldig kvinde. Én gang. Ikke noget med sjov og ballade, bare sex. Fordi dét hjælper helt sikkert. Og når de så har overstået akut-fasen, begynder de at få anfald af Den Tavse Stærke Mand. De anfald fortsætter ufortrødent gennem hele processen. Det ene øjeblik er de rasende, det næste øjeblik falsk-glade, så rasende igen, så falsk-glade og sådan fortsætter festen, indtil de tager deres OverJeg i hånden. Og SÅ begynder de endelig at dø. Nu er vi kommet ind til kernen af problemerne.
Selvom vi tæller 2014 tror mænd nemlig stadigvæk, at deres fornemste opgave i livet, det højeste og bedste de nogensinde vil kunne opnå er rollen som: Forsørger. Ægtemand. Familiefar. Og det er skam smukt nok. Eller kan være det, hvis de er ordentlige forsørgere, ordentlige ægtemænd og ordentlige familiefædre. Men nogen burde advare kvinder om, at har de først givet mænd den rolle, så er det så godt som umuligt at tage den fra dem igen, fordi så er den landet oppe i en eller anden mystisk kasse af Forventninger & Forestillinger i mandehjernen. Og at tage den fra dem, svarer til ikke at gide kneppe dem efter du har suttet den af på dem. De KAN simpelthen ikke forstå det. De VIL ikke forstå det. De vil hellere nøjes med halvlykkelighed, et liv uden blowjobs og et liv som Good Dog, vruf! end de vil have smadret det ydre glansbillede, deres ego, symbolet på at de er lykkedes som mænd. Der ér sguda ikke noget at sige til, at mænd bliver mere og mere gnavne for hvert år de lever (jo, de gør), når det er sådan et liv de byder sig selv. Og selvom jeg da godt kan skrive under på, at mænd er sat i verden for at Arbejde & Kneppe, så synes jeg alligevel det er tragisk, at mænd oplever et så fuldstændigt identitetstab, når kassen med deres Forventninger & Forestillinger smadres. Igen, det er en smuk nok idé, men kunne mand i det mindste ikke have en PlanB-kasse til nødsituationer? Jeg spørger bare.
Men er det mændenes skyld? Er det kvindernes? Eller er det samfundets, kulturens, skyld? Altså, der er jo ingen tvivl om, at kønnene stadigvæk behandles helt forskelligt i mange afgørende aspekter af vores liv. Vi kvinder får fra dét øjeblik vi kan forstå ord, tudet ørene fulde af feministiske selvstændighedsfloskler fra vores mødre, som har oplevet en helt anden tid og en helt anden dynamik med det modsatte køn end vi kommer til. Sådan er det jo med generationer, det kommer vi ikke udenom. Men det er en stolthed for kvinder at kunne klare sig selv, være uafhængige og selvstændige. Der er ikke mange kvinder, der vil vedgå sig at være afhængige af en mand. Og det er ikke engang et spørgsmål om at blive forsørget. Det gælder alle planer; økonomisk, følelsesmæssigt, materialistisk, you name it. Vi bliver fra alle leder og kanter - fra mødre og bedstemødre, fædre, romantiske komedier, Nyhederne, folkeskolen, bøger og stand-up shows - forberedt på, at mænd kan tage røven på os. At mænd kan svigte os, voldtage os og såre vores følelser. Vi befinder os med andre ord i en konstant forberedelsesproces og derfor kommer det aldrig RIGTIGT bag på os, når livet tager en ubehagelig drejning i den lejr. Vi bliver ikke hjemløse, fordi vi skrev os op i et boligselskab, samtidig med at vi skrev under på den fælles andelslejlighed. Vi ved præcis, hvor vi skal gå hen, hvis vi får problemer. Og vi går derhen, hvis vi får problemer. Og eftersom vores modermælk var fyldt med Selvstændighed & Uafhængighed, som de stolteste ressourcer i hele vores tilværelse, har rollen som Familiemor ikke nødvendigvis en større værdi end rollen som Kvinde. Af samme grund lader vi os ikke nøje med et glansbillede af et forhold, ægteskab, familieliv, hvis der er mug på bagsiden, hvor vi skal slikke.
Imens render drengene rundt med hovedet oppe i røven på deres OverJeg og kan ikke forstååå, hvad der skete. De så det aldrig nogensinde komme. Et breakup kommer ALTID som en overraskelse for mænd. Også selvom kvinden har strittet med det sorte flag adskillige gange det sidste halve år og faktisk ikke har lavet andet end at advare dem. De har ikke set flaget, fordi de har været på arbejde. Måske fordi de tror, at det er nok at gå på arbejde. Og derfor falder offerrollen meget tungt, når det endelig sker. Mænd er sindssygt tunge at danse med, når de skal igennem en sådan krise i deres liv. De har jo stortset INGEN kriseberedskab i sig, for fanden. Det er som om de overhovedet ingen tilpasningsevne har. Sorry not sorry. Men en eller anden burde snart opfinde et læringsprogram til mænd, som de skal igang med ligeså snart de begynder at gå. Det burde introduceres på fødegangen med et stort skilt, hvor der står:
Kære drenge
Nu er det sådan, at livet ikke kun indeholder glædelige stunder. Det kan godt være, at du oppe i din hjerne har en masse kasser med en masse forestillinger og at du TROR, at tingene kommer til at være præciiiis sådan, som du gerne vil have dem til at være - but guess what? Livet byder OGSÅ på lort, okay. Du får også lort. Jo, du gør. Nej, det hjælper ikke noget at du går på arbejde og så tror, at det hele bliver serveret på et sølvfad. Ja, det kan godt være, at du har drømt om at blive familiefar, siden du var 9 år, men det er ikke sikkert det bliver sådan. Og hvis det bliver sådan, så kan det godt være, at det blot bliver for en periode. YOU NEVER KNOW. Please, for vores allesammens skyld og særligt din egen, forbered dig på at der kommer til at ske mange forandringer i din tilværelse løbende gennem livet, intet er statisk og der er ingen garantier. For nogetsomhelst. Punktum.
Altså, læg dog i det mindste en fucking Plan B. Og nej, det er ikke at gå på Tinder og lege falsk-glad. Fordi hvad laver du på Tinder, hvis du stadig ligger og græder snot over en eller anden syg ko, der tog røven på dig? Mænd kan jo ikke FINDE UD AF at tage en rebound. De forstår ikke konceptet. En rebound er jo ikke bare ind-og-ud sex, ikke hvis det skal hjælpe for alvor ihvertfald. Det handler om at blive bekræftet, have det SJOVT og glemme sorgen. En rebound skal få dig til at GLEMME, om ikke andet så blot for en stund. Du skal være åben for nye eventyr. Du skal ønske at komme videre. Og hvis du ikke kan finde ud af at lægge sorgen til side, hvis du ikke ønsker at komme videre, men hellere vil lægge dig over i et hjørne og dø, så gør det. Men fjern dig fra Tinder imens, tak.
tirsdag
Vi sejler op ad åen
Nåh, nu sidder jeg så her træt og uoplagt igen. Eller hvad. Men den er nu ikke, fordi hele mit liv bare er umotiveret og nederen. Det er bare efterhånden sjældent, at jeg får mulighed for at tænde hele den gamle computer og sætte mig til rette i humørvise stunder. Sådan har det basically været siden jeg blev mor.
Jeg savner min hobby, virkelig. Jeg savner den helligdom, som mine skriblerier var for mig før. Det har jeg seføli tilfælles med alle andre, der godt kan lide at skrive, men det var lissom mit private univers. Et sted jeg kunne søge hen og gemme mig i tankerne. Før i tiden kunne jeg bestemme mig for et emne og så gå og kredse om det i dagevis eller endda ugevis, hvor jeg filosoferede over det og som en anden journalist researchede, spurgte folk om deres meninger, indhentede indtryk og inputs fra forskellige steder. Jeg hyggede mig, når jeg fandt på noget ekstra sjovt og kunne rende rundt og grine ad mig selv. Total selvfedt, men det var egentlig ikke så meget dét. Mere det overskyggende springende punkt for mig ved overhovedet at skrive eller tale, som jeg gør, er kærligheden til sproget og alle dets muligheder. Man kan sige den samme ting på tusindvis af måder, det er en slags uendelig udtryksform, som altid har fascineret mig. Hvis jeg hører nogen sige noget sjovt eller læser noget sjovt eller støder på en sjov formulering eller et ord jeg ikke kender, så tager jeg det virkelig til mig. Helt ubevidst husker jeg det bare for altid og jeg husker alt ved det, stemningen og situationen da jeg hørte/læste det første gang, alt det jeg associerede det til, alle de døre i sprogets korridorer som åbner sig, hvis man interesserer sig for det. Der er ikke mange der forstår det.
Man tror måske, at det bare handler om at være sjov. Og nu bruger jeg også ordet 'sjov' om de formuleringer jeg tager til mig, men det kunne ligeså godt være nogle andre beskrivende ord jeg brugte. Det samme gælder med mine posts på Facebook, som jeg godt kan forstå, at mange synes er sjove. Dem, som ikke er vant til maleriske formuleringer eller dem, som bare godt kan lide min stil. For mig har det ikke længere nogen betydning, om jeg er sjov. Tro mig. Jeg har været Klassens Klovn altid. Jeg ér bare et sjovt menneske generelt. Selv uden at sige noget, kan folk grine i kor over mig. Altså, det er totalt passé for mig og i virkeligheden haaader jeg, når folk har brug for at kommentere decideret på, at jeg er sjov. Jeg føler mig som den enfoldige tykke trunte med nederdelen oppe i røven og favnen fuld af bajere (ikke at der er meget galt, men alligevel). Eller som Per Bassemand fra pc-caféen i 90'erne, der leger stand-up komiker i sin fritid. Nej tak. Det er mere min egen lille ting end noget jeg gør for at være sjov for andre. Og desuden er det ikke et rigtig kompliment at kalde folk sjove, for det er ikke særlig svært at være sjov. Man skal bare lave grin med sig selv. Det synes folket jo er skiiiidesjovt, fordi det er gratis for dem, der er ikke noget de skal forholde sig til, de bliver ikke ramt på noget. Total falden-på-halen-humor som dybest set keder mig, men er suverænt til at få folk til at slippe paraderne. Kan anbefales hvis du trænger til et socialt pift.
Men jeg ved godt, hvem jeg er. Og jeg kan stå 100% inde for det. På godt og ondt. Men jeg ser mest godt, ærligt talt. Jeg ved, at jeg HAR hjertet på det rigtige sted og det er, når alt kommer til alt, det vigtigste. Må selvfølgelig indrømme, at jeg det sidste års tid har set min frie personlighed udfolde sig til hidtil uanede breddegrader. Mennesket kan godt blive skubbet til, like that you know. Men det er fint nok. På bundlinien kan jeg sagtens stå inde for det. Nobody died, okay. Jeg har mistet mit arbejde, som bollede mig i røven fra dag et. Buhu. Jeg er blevet fyret under stor og mægtig skandale, men det ser jeg bare som fuldstændig typisk for mit liv. Desuden er jeg ikke opdraget til at lukke røven og gu vil jeg ej lukke røven. Jeg har mistet nogle falske bitchass lortevenner, der har løjet og været illoyale haters, og fuck dem. Og så har der været alt det med mændene. Jeg er pissetræt af dem, samtidig med at jeg altid har elsket dem og altid vil gøre det. Fnis. Men jeg har et godt nærmest perfekt forhold til Former Mr. Vagina og han er trods alt den vigtigste of them all. Vi har stadig hinandens ryg 100% i alle henseender. Ingen pis dér. Jeg elsker ham fandme virkelig højt.
Nå, men nok om mig. Imorgen tager jeg så til Ååååååååååååårhus, igen. For at gentage succesen om man så kan sige, frataget visse kapitler dog alligevel. But why not? Den Lille Uskyldige Pige er lige blevet overleveret til ferie med Farmand og jeg er fri fri fri! Igen igen igen! Ja, og jeg falder aldrig ned fra den hest. Skal jo ingenting i verden, bortset fra at lave mit legekøkken færdig til den 1. August - og om jeg går på druk herhjemme eller i Gylland er vel ét fedt, for det er jo alligevel sådan det ender. Og det koster skide 128 kroner med den bus. Det er jo helt latterligt. Det tager 3 timer med toget til mindst 339 kr og 4 timer med bus til 128. Det er jo nærmest det samme som til Hvidovre Hospital. Nej, og så kommer jeg også lidt ud af røret. Har godtnok haft mange planer denne sommer og ingen af dem overhovedet er blevet til noget. Kan kraftedme ikke engang gå i vandet på grund af det her abortshow som aldrig stopper. Ja, og så kommer jeg over og mænger mig med nye mennesker, som jeg ved er large overfor crazyness af forskellige slags. Love it. Håber og beder dog til at jeg ikke igen kommer til at sidde ved siden af to kvinder, der knævrer KONSTANT i fire timer om en eller anden ulidelig fyr, der ikke gad være kærester. Shiiiiit.
Og så kan jeg også komme lidt væk fra den nar af en Tinderdate, som driver mig til fucking vanvid. Men nu er det altså kommet til en ende. Hvis du spørger mig ligenu og her ihvertfald. Altså, jeg har bedt ham om at bore et hul til legekøkkenets vask TRE gange. To gange på den søde den-stikker-vi-lige-ind-her-måde og så én gang meget direkte. Hvortil han svarede: Hvorfor spørger du ikke Former Mr. Vagina? Ved du hvad FUCK DIG din usle nar! Havde jeg lyst til at skrige ham ind i hovedet, men kunne ikke af bar salighed over, at jeg lige havde fået sex af hans kæmpestore sindssyge pik. Sådan er det. Men nu har jeg det bare sådan SCREW him! Er der noget mere YT i min verden end mænd der ikke gider hjælpe kvinder med håndværksmæssige opgaver? Nej. Det er der overhovedet ikke. Jeg kan slet ikke arbejde med det. Og det er ikke engang, fordi han er en svans, der ikke kan betjene en stiksav. Han HAR en stiksav og laver selv møbler til sin latterlige lille lortebutik. Rend mig i røven. Der er faktisk bare SÅ mange ting i den situation, der pisser mig af. Vi har set hinanden ret meget de sidste 2-3 måneder. Hvor vover han at henvise til min eks-mand? Han er drevet af storhedsvanvid og holdt en eller anden syg lille tale for mig efter sex om, at hvis jeg havde følelser for ham og gerne ville mere, så var det altså ikke fordi han ikke synes jeg var dejlig, men han KUNNE bare ikke, fordi han stadig er helt nede med flaget over sin eks. Som forlod ham på cirka samme måde, som jeg sort of say forlod Former Mr. Vagina. Ikke særlig heldig kombination for os, men ikke desto mindre, så har jeg omkring syv gange undervejs måtte sige til ham direkte, at jeg ikke leder efter en kæreste, og han har spurgt, hvad han skulle introducere mig som overfor venner og familie, hvilket jeg har svaret veninde til eller så noget. Altså, hva tror han selv?? At give mig den der lillepige-snak om, at han ikke vil såre mig. Altså. Jeg vil skide på, om han ligger og klynker over sin eks, sålænge han ikke gør det overfor mig. We all got issues og jeg er så sandelig ikke ude på at finde nogen at redde. Jeg gider ikke være kærester og jeg har ikke følelser for ham på den måde, jeg hygger mig bare, jeg keder mig og han gider noget, that's it. Sker der. Manden har fucking storhedsvanvid, bare fordi han er lidt lækker, jeg magter det ikke. Og så siger han det dér med at spørger Former Mr Vagina lige efter han har spurgt, hvorfor jeg ikke går tilbage til ham og laver en ordentlig familie. Ej, luk røven, mand. Hvorfor er du på Tinder, hvorfor er du på dates og hvorfor knepper du mig, hvis du ligger og græder snot over en kælling? Ej, jeg kan da godt forstå, hvorfor han knepper mig. Men han skal bare lukke røven, åbentbart både før, under og efter. Og det er præcis problemet. Han er ustyrligt sexet. Jeg kan slet ikke holde fingrene væk. Han frastøder mig, som person, på mange områder - men han er så fucking lækker. En rigtig pluskæbet lækkerbidsken med hvide tænder i en fræk mund og et hårdt blik i øjnene. Han er så dyrisk og beskidt og drengerøvet og vild og fræk og uhæmmet og mandschauvinistisk og SÅ meget mand. Altså lige indtil han viste sig at være en vatpik. Der ikke gider bore et skide hul i et bord for en veninde. Major turn-off som nok aldrig kan overkommes herfra.
Nå, må hellere runde af nu. Hvis du synes jeg har været lidt flyvsk i mine dagens betragtninger, så er det fordi jeg har rendt rundt herhjemme, som en lille rodet heks med sort bundløs kjole og til høj 50'er-musik, og malet lidt legekøkken her og pakket lidt taske der. Total filosofisk.
Jeg savner min hobby, virkelig. Jeg savner den helligdom, som mine skriblerier var for mig før. Det har jeg seføli tilfælles med alle andre, der godt kan lide at skrive, men det var lissom mit private univers. Et sted jeg kunne søge hen og gemme mig i tankerne. Før i tiden kunne jeg bestemme mig for et emne og så gå og kredse om det i dagevis eller endda ugevis, hvor jeg filosoferede over det og som en anden journalist researchede, spurgte folk om deres meninger, indhentede indtryk og inputs fra forskellige steder. Jeg hyggede mig, når jeg fandt på noget ekstra sjovt og kunne rende rundt og grine ad mig selv. Total selvfedt, men det var egentlig ikke så meget dét. Mere det overskyggende springende punkt for mig ved overhovedet at skrive eller tale, som jeg gør, er kærligheden til sproget og alle dets muligheder. Man kan sige den samme ting på tusindvis af måder, det er en slags uendelig udtryksform, som altid har fascineret mig. Hvis jeg hører nogen sige noget sjovt eller læser noget sjovt eller støder på en sjov formulering eller et ord jeg ikke kender, så tager jeg det virkelig til mig. Helt ubevidst husker jeg det bare for altid og jeg husker alt ved det, stemningen og situationen da jeg hørte/læste det første gang, alt det jeg associerede det til, alle de døre i sprogets korridorer som åbner sig, hvis man interesserer sig for det. Der er ikke mange der forstår det.
Man tror måske, at det bare handler om at være sjov. Og nu bruger jeg også ordet 'sjov' om de formuleringer jeg tager til mig, men det kunne ligeså godt være nogle andre beskrivende ord jeg brugte. Det samme gælder med mine posts på Facebook, som jeg godt kan forstå, at mange synes er sjove. Dem, som ikke er vant til maleriske formuleringer eller dem, som bare godt kan lide min stil. For mig har det ikke længere nogen betydning, om jeg er sjov. Tro mig. Jeg har været Klassens Klovn altid. Jeg ér bare et sjovt menneske generelt. Selv uden at sige noget, kan folk grine i kor over mig. Altså, det er totalt passé for mig og i virkeligheden haaader jeg, når folk har brug for at kommentere decideret på, at jeg er sjov. Jeg føler mig som den enfoldige tykke trunte med nederdelen oppe i røven og favnen fuld af bajere (ikke at der er meget galt, men alligevel). Eller som Per Bassemand fra pc-caféen i 90'erne, der leger stand-up komiker i sin fritid. Nej tak. Det er mere min egen lille ting end noget jeg gør for at være sjov for andre. Og desuden er det ikke et rigtig kompliment at kalde folk sjove, for det er ikke særlig svært at være sjov. Man skal bare lave grin med sig selv. Det synes folket jo er skiiiidesjovt, fordi det er gratis for dem, der er ikke noget de skal forholde sig til, de bliver ikke ramt på noget. Total falden-på-halen-humor som dybest set keder mig, men er suverænt til at få folk til at slippe paraderne. Kan anbefales hvis du trænger til et socialt pift.
Men jeg ved godt, hvem jeg er. Og jeg kan stå 100% inde for det. På godt og ondt. Men jeg ser mest godt, ærligt talt. Jeg ved, at jeg HAR hjertet på det rigtige sted og det er, når alt kommer til alt, det vigtigste. Må selvfølgelig indrømme, at jeg det sidste års tid har set min frie personlighed udfolde sig til hidtil uanede breddegrader. Mennesket kan godt blive skubbet til, like that you know. Men det er fint nok. På bundlinien kan jeg sagtens stå inde for det. Nobody died, okay. Jeg har mistet mit arbejde, som bollede mig i røven fra dag et. Buhu. Jeg er blevet fyret under stor og mægtig skandale, men det ser jeg bare som fuldstændig typisk for mit liv. Desuden er jeg ikke opdraget til at lukke røven og gu vil jeg ej lukke røven. Jeg har mistet nogle falske bitchass lortevenner, der har løjet og været illoyale haters, og fuck dem. Og så har der været alt det med mændene. Jeg er pissetræt af dem, samtidig med at jeg altid har elsket dem og altid vil gøre det. Fnis. Men jeg har et godt nærmest perfekt forhold til Former Mr. Vagina og han er trods alt den vigtigste of them all. Vi har stadig hinandens ryg 100% i alle henseender. Ingen pis dér. Jeg elsker ham fandme virkelig højt.
Nå, men nok om mig. Imorgen tager jeg så til Ååååååååååååårhus, igen. For at gentage succesen om man så kan sige, frataget visse kapitler dog alligevel. But why not? Den Lille Uskyldige Pige er lige blevet overleveret til ferie med Farmand og jeg er fri fri fri! Igen igen igen! Ja, og jeg falder aldrig ned fra den hest. Skal jo ingenting i verden, bortset fra at lave mit legekøkken færdig til den 1. August - og om jeg går på druk herhjemme eller i Gylland er vel ét fedt, for det er jo alligevel sådan det ender. Og det koster skide 128 kroner med den bus. Det er jo helt latterligt. Det tager 3 timer med toget til mindst 339 kr og 4 timer med bus til 128. Det er jo nærmest det samme som til Hvidovre Hospital. Nej, og så kommer jeg også lidt ud af røret. Har godtnok haft mange planer denne sommer og ingen af dem overhovedet er blevet til noget. Kan kraftedme ikke engang gå i vandet på grund af det her abortshow som aldrig stopper. Ja, og så kommer jeg over og mænger mig med nye mennesker, som jeg ved er large overfor crazyness af forskellige slags. Love it. Håber og beder dog til at jeg ikke igen kommer til at sidde ved siden af to kvinder, der knævrer KONSTANT i fire timer om en eller anden ulidelig fyr, der ikke gad være kærester. Shiiiiit.
Og så kan jeg også komme lidt væk fra den nar af en Tinderdate, som driver mig til fucking vanvid. Men nu er det altså kommet til en ende. Hvis du spørger mig ligenu og her ihvertfald. Altså, jeg har bedt ham om at bore et hul til legekøkkenets vask TRE gange. To gange på den søde den-stikker-vi-lige-ind-her-måde og så én gang meget direkte. Hvortil han svarede: Hvorfor spørger du ikke Former Mr. Vagina? Ved du hvad FUCK DIG din usle nar! Havde jeg lyst til at skrige ham ind i hovedet, men kunne ikke af bar salighed over, at jeg lige havde fået sex af hans kæmpestore sindssyge pik. Sådan er det. Men nu har jeg det bare sådan SCREW him! Er der noget mere YT i min verden end mænd der ikke gider hjælpe kvinder med håndværksmæssige opgaver? Nej. Det er der overhovedet ikke. Jeg kan slet ikke arbejde med det. Og det er ikke engang, fordi han er en svans, der ikke kan betjene en stiksav. Han HAR en stiksav og laver selv møbler til sin latterlige lille lortebutik. Rend mig i røven. Der er faktisk bare SÅ mange ting i den situation, der pisser mig af. Vi har set hinanden ret meget de sidste 2-3 måneder. Hvor vover han at henvise til min eks-mand? Han er drevet af storhedsvanvid og holdt en eller anden syg lille tale for mig efter sex om, at hvis jeg havde følelser for ham og gerne ville mere, så var det altså ikke fordi han ikke synes jeg var dejlig, men han KUNNE bare ikke, fordi han stadig er helt nede med flaget over sin eks. Som forlod ham på cirka samme måde, som jeg sort of say forlod Former Mr. Vagina. Ikke særlig heldig kombination for os, men ikke desto mindre, så har jeg omkring syv gange undervejs måtte sige til ham direkte, at jeg ikke leder efter en kæreste, og han har spurgt, hvad han skulle introducere mig som overfor venner og familie, hvilket jeg har svaret veninde til eller så noget. Altså, hva tror han selv?? At give mig den der lillepige-snak om, at han ikke vil såre mig. Altså. Jeg vil skide på, om han ligger og klynker over sin eks, sålænge han ikke gør det overfor mig. We all got issues og jeg er så sandelig ikke ude på at finde nogen at redde. Jeg gider ikke være kærester og jeg har ikke følelser for ham på den måde, jeg hygger mig bare, jeg keder mig og han gider noget, that's it. Sker der. Manden har fucking storhedsvanvid, bare fordi han er lidt lækker, jeg magter det ikke. Og så siger han det dér med at spørger Former Mr Vagina lige efter han har spurgt, hvorfor jeg ikke går tilbage til ham og laver en ordentlig familie. Ej, luk røven, mand. Hvorfor er du på Tinder, hvorfor er du på dates og hvorfor knepper du mig, hvis du ligger og græder snot over en kælling? Ej, jeg kan da godt forstå, hvorfor han knepper mig. Men han skal bare lukke røven, åbentbart både før, under og efter. Og det er præcis problemet. Han er ustyrligt sexet. Jeg kan slet ikke holde fingrene væk. Han frastøder mig, som person, på mange områder - men han er så fucking lækker. En rigtig pluskæbet lækkerbidsken med hvide tænder i en fræk mund og et hårdt blik i øjnene. Han er så dyrisk og beskidt og drengerøvet og vild og fræk og uhæmmet og mandschauvinistisk og SÅ meget mand. Altså lige indtil han viste sig at være en vatpik. Der ikke gider bore et skide hul i et bord for en veninde. Major turn-off som nok aldrig kan overkommes herfra.
Nå, må hellere runde af nu. Hvis du synes jeg har været lidt flyvsk i mine dagens betragtninger, så er det fordi jeg har rendt rundt herhjemme, som en lille rodet heks med sort bundløs kjole og til høj 50'er-musik, og malet lidt legekøkken her og pakket lidt taske der. Total filosofisk.
mandag
Leave me alone
Jeg er SÅ træt af folk. De er sikkert også trætte af mig. Men JEG er træt af DEM. Allesammen. Folk kan rende mig. Om meget meget snart trækker jeg stikket og går introvert på verden.
Lige om lidt skal Barnet afsted på diverse sommerferier uden mig og jeg har søsat Projekt Legekøkken. Et årnlig sygt Do It Yourself-show, som enten bliver det fedeste eller totalt kikset. Lissom mig og mit liv. Og alle mine situationer. Er lige kommet hjem fra vanvidsspontan tur til en fucking ødegård allerhelvedes fucking langt oppe i de svenske skove med tømmermænd og tinderfyr. En af hans venner er en af de mænd, der har trukket sig tilbage fra civilisationen. Og den normale del af psyken. Blev allerede uvenner med hele banden samme aften. Over retten til fri abort. Ham, hans gamle latterlige mor, som dog viste sig at være okay i længden, og så Tinderfyr der ikke havde nosser til at bakke mig op, selvom jeg sad dér med hans fucking abort i systemet! Nøj, jeg var pissed. Håndterede det ved at rejse mig fra bordet og gå en lille tur. Ellers var jeg gået helt kold. Så rendte jeg rundt ude i de svenske skove i en okay brandert og løb ind på en fold med får for at nusse dem lidt og få noget kærlig opbakning, men de har altså åbentbart kunne fornemme min energi, for de løb fandme! Altså, jeg har boet på Færøerne, okay. Får løber kraftedme aldrig. Fuck em. Så satte jeg mig på en sten, som i virkeligheden var en myretue og lavede lige en Scatman. Og mens jeg hoppede og dansede var der ét eller andet, der løb væk bagved mig. Totalt noiaern skov, mand. Var væk længe, indtil jeg indså at jeg faktisk kunne blive spist af en bjørn. Eller kneppet af en elg. Eller jaget op i et træ af et vildsvin. Sverige er ikke sådan liiiige sagen for en Havner. På den anden side er min stolthed totalt Havner og jeg måtte kapitulere og ringe til Kusinen, for at få hende til at guide mig igennem den proces at skulle tilbage igen. Hvilket fjæs jeg lissom skulle have på. Vi blev enige om, at jeg bare skulle være sådan: Jeg gik en tur, fordi jeg skulle have noget luft, slut. Og hvis I ikke har lært det endnu, så går jeg balistic, istedet for at gå, næste gang.
Men bortset fra det, så var det nu en meget fed tur. Selvom jeg nu sidder med en lukket tlf, fordi jeg ikke kan styre mig fra de sociale medier, når jeg er stiv. Jeg orker ikke mig selv på det punkt. Går fandme over til en gammel Nokia 3210 snart. Man er jo fuldstændig bims i låget med de telefoner, for helvede. Jeg frastødes virkelig over dette træk ved mig selv. Som jeg selv har udviklet. Fjeeeern den tlf! Og fjern den fra alle andre. Man kan snart kraftedme ikke få øjenkontakt med nogen. Man går glip af livets små øjeblikke. Ingen ser længere, når folk skvatter på røven på cyklen, selvom de står lige foran og venter på bussen. For eksempel. Klamt. Og så kan jeg ikke holde mig fra det og får skrevet en helvedes masse lort og postet en helvedes masse mærkelige billeder, heldigvis ikke af mig selv, men stadig, og jeg får røv for det, hvilket vel er velfortjent. Men på den ANDEN side, så har jeg det sådan lidt: Og? I kan slette mig, I kan fjerne mig, hva rrrrrrager det mig. Jeg har lov til at være skideskør og skidefuld og skidesur og skidesjov og WHATEVER jeg har lyst til at fucking være. Jeg har ret til at leve mit liv, fuldstændig som det passer mig.
Folk skal ikke undervurdere mig. Jeg ved udmærket godt, hvad jeg laver. Jeg VÆLGER at være sådan. Jeg VÆLGER at leve sådan. Et ustyrligt farligt liv lige for tiden. Men det er altså ikke noget, der bare sker, fordi jeg er helt fucked i roen. Næh. Jeg har været artig og pæn og levet i et ægteskab og taget en uddannelse og jeg har arbejdet og jeg har været gravid og jeg har født og jeg har været Nogens Dame i sammenlagt 12 år. Altså. Jeg ved udmærket godt, hvad jeg skal gøre, hvis jeg vil ha' "styr på tingene" igen, som folk siger. Og jeg ville sagtens kunne finde et arbejde ude i provinsen, begynde at gå til hækling og sidde i sofaen med hænderne i skødet. Jeg KAN godt gøre det såkaldt rigtige, men jeg vælger at gøre det, som jeg har lyst til. Uanset hvor rigtigt det må være for alle andre.
Ejjjj, jeg har det bare sådan SKRID til hele verden ligenu.
Lige om lidt skal Barnet afsted på diverse sommerferier uden mig og jeg har søsat Projekt Legekøkken. Et årnlig sygt Do It Yourself-show, som enten bliver det fedeste eller totalt kikset. Lissom mig og mit liv. Og alle mine situationer. Er lige kommet hjem fra vanvidsspontan tur til en fucking ødegård allerhelvedes fucking langt oppe i de svenske skove med tømmermænd og tinderfyr. En af hans venner er en af de mænd, der har trukket sig tilbage fra civilisationen. Og den normale del af psyken. Blev allerede uvenner med hele banden samme aften. Over retten til fri abort. Ham, hans gamle latterlige mor, som dog viste sig at være okay i længden, og så Tinderfyr der ikke havde nosser til at bakke mig op, selvom jeg sad dér med hans fucking abort i systemet! Nøj, jeg var pissed. Håndterede det ved at rejse mig fra bordet og gå en lille tur. Ellers var jeg gået helt kold. Så rendte jeg rundt ude i de svenske skove i en okay brandert og løb ind på en fold med får for at nusse dem lidt og få noget kærlig opbakning, men de har altså åbentbart kunne fornemme min energi, for de løb fandme! Altså, jeg har boet på Færøerne, okay. Får løber kraftedme aldrig. Fuck em. Så satte jeg mig på en sten, som i virkeligheden var en myretue og lavede lige en Scatman. Og mens jeg hoppede og dansede var der ét eller andet, der løb væk bagved mig. Totalt noiaern skov, mand. Var væk længe, indtil jeg indså at jeg faktisk kunne blive spist af en bjørn. Eller kneppet af en elg. Eller jaget op i et træ af et vildsvin. Sverige er ikke sådan liiiige sagen for en Havner. På den anden side er min stolthed totalt Havner og jeg måtte kapitulere og ringe til Kusinen, for at få hende til at guide mig igennem den proces at skulle tilbage igen. Hvilket fjæs jeg lissom skulle have på. Vi blev enige om, at jeg bare skulle være sådan: Jeg gik en tur, fordi jeg skulle have noget luft, slut. Og hvis I ikke har lært det endnu, så går jeg balistic, istedet for at gå, næste gang.
Men bortset fra det, så var det nu en meget fed tur. Selvom jeg nu sidder med en lukket tlf, fordi jeg ikke kan styre mig fra de sociale medier, når jeg er stiv. Jeg orker ikke mig selv på det punkt. Går fandme over til en gammel Nokia 3210 snart. Man er jo fuldstændig bims i låget med de telefoner, for helvede. Jeg frastødes virkelig over dette træk ved mig selv. Som jeg selv har udviklet. Fjeeeern den tlf! Og fjern den fra alle andre. Man kan snart kraftedme ikke få øjenkontakt med nogen. Man går glip af livets små øjeblikke. Ingen ser længere, når folk skvatter på røven på cyklen, selvom de står lige foran og venter på bussen. For eksempel. Klamt. Og så kan jeg ikke holde mig fra det og får skrevet en helvedes masse lort og postet en helvedes masse mærkelige billeder, heldigvis ikke af mig selv, men stadig, og jeg får røv for det, hvilket vel er velfortjent. Men på den ANDEN side, så har jeg det sådan lidt: Og? I kan slette mig, I kan fjerne mig, hva rrrrrrager det mig. Jeg har lov til at være skideskør og skidefuld og skidesur og skidesjov og WHATEVER jeg har lyst til at fucking være. Jeg har ret til at leve mit liv, fuldstændig som det passer mig.
Folk skal ikke undervurdere mig. Jeg ved udmærket godt, hvad jeg laver. Jeg VÆLGER at være sådan. Jeg VÆLGER at leve sådan. Et ustyrligt farligt liv lige for tiden. Men det er altså ikke noget, der bare sker, fordi jeg er helt fucked i roen. Næh. Jeg har været artig og pæn og levet i et ægteskab og taget en uddannelse og jeg har arbejdet og jeg har været gravid og jeg har født og jeg har været Nogens Dame i sammenlagt 12 år. Altså. Jeg ved udmærket godt, hvad jeg skal gøre, hvis jeg vil ha' "styr på tingene" igen, som folk siger. Og jeg ville sagtens kunne finde et arbejde ude i provinsen, begynde at gå til hækling og sidde i sofaen med hænderne i skødet. Jeg KAN godt gøre det såkaldt rigtige, men jeg vælger at gøre det, som jeg har lyst til. Uanset hvor rigtigt det må være for alle andre.
Ejjjj, jeg har det bare sådan SKRID til hele verden ligenu.
tirsdag
Waaaiiiit for iiiiit
Uha, så blev det endelig tirsdag. Vi har byttet lidt rundt i 7/7-ordningen for at få plads til diverse ferieplaner, så jeg har hende fra idag til lørdag morgen. Glææææder mig MAX. Sad bare hele dagen igår i min sofa og stenede. Og hadede folk. Og pissede dem af på nettet. Kedede mig virkelig tilsidst og gik tidligt i seng.
Men IDAG skal lille frøken Musseberg hentes kl 16. Det bliver viiiiidunderligt. Hendes far og jeg har købt en Mini Cooper til hende, en elektrisk bil, og hun bliver den sejeste bitch i gården. Det er egentlig hendes fødselsdagsgave, men vi har aftalt, at hun kan få den idag. Eftersom Stodderen har hende på hendes fødselsdag og jeg skal så derhjem om morgenen - og kan jo for helvede ikke slæbe sådan en kæmpestor bil med. Og hvor skal gemme den indtil da? Så vi køber nogle småting hun kan åbne ved morgenbordet og så får hun bilen idag. Glæder mig til at se hendes reaktion. Og til at se, hvor hurtigt den egentlig kan køre. Kan jo godt være jeg får røven på komedie, når vi skal ud og prøve den på sidevejene. Haha.
Og så har Hvidovre Hospital ringet. Skal til forundersøgelse på torsdag. Spørger hende så om selve aborten så bliver i næste uge eller hvad, hvortil hun svarer at hun godt kan se i papirene, at jeg skal på ferie d. 20. "Men vi anbefaler ikke at man tager på ferie efter aborten". Nej, det gør I vel ikke. I anbefaler vel at man lægger sig over i et hjørne for at dø af skyld og skam, ikke, for at græde sig ihjel over det barn man iskoldt har slået ihjel, ikke? Ved du hvad. Jeg kender godt det system. Og deres løftede pegefingre. Jeg kender godt de sygeplejersker, som under scanningen vender skærmen om, så "kan du lige se med". Fordi det vil man jo utroligt gerne, det har man en helt vild interesse for, lige inden man får en abort, ja, lad mig endelig lige se BARNET på skærmen. Jeg ved også godt, hvorfor abortgangen og barselsgangen ligger på samme etage på Riget. Så dem der lige har fået en abort, går direkte ud i flæsket på venteværelset hvor alle sidder med flag og nyfødte i armene. Eller som hende sygeplejersken sagde til mig, lige inden jeg blev kørt ned på operationsstuen efter en spontan abort, der havde udviklet sig livstruende: Du ved godt, at det kan være at du aldrig mere kan blive gravid, ikk?
Jeg har ofte tænkt på, hvordan de kvinder som ikke er, som mig, reagerer på denne del af sundhedsvæsnet. Da sad der som 19-årig fandt jeg mig da også i det. Men nu er jeg 32. Og jeg kommer ikke til at sidde og blive slutshamet af en eller anden retarderet 23-årig sygeplejerske, det er helt sikkert. Lægen spurgte mig igår, hvor mange aborter jeg havde fået og hvordan og hvorledes. Og det ved jeg, at de også vil spørge mig om på Hvidovre. Hvad skal de egentlig bruge det til? Så vidt jeg er informeret gøres der ingen forskel i indgrebet på kvinder, der har fået abort før og kvinder, der aldrig har, så hvorfor er det relevant? Det kunne lægen ikke svare mig på, så jeg nægtede at svare på spørgsmålet. Så sagde han, at den måtte jeg så tage med hospitalet - og det har jeg også tænkt mig. Jeg kommer til at være RIGTIG meget på tværs. For eksempel har jeg fået en recept på en spiral, fordi selvfølgelig har jeg ikke tænkt mig, at det her skal gentage sig med den nye viden om min fertilitet i baghovedet. Men jeg har ikke tænkt mig at sidde og redegører for mine fremtidige valg af prævention. Den der myte om kvinder, der bruger abort som præventionsmiddel, altså, nej. Det er også bare en del af systemets løftede pegefinger, en undskyldning for at behandle abortpatienterne som lort. Og selv HVIS det fænomen fandtes, hvilket jeg aboslut ikke tror det gør, eftersom man skal igennem SÅ meget lort som gravid, at det ville man ihvertfald hurtigt lære ikke var en fordel eller smart løsning, så rager det i princippet ikke en eller anden dum lille gås, hvad jeg laver. Der er ikke andre restriktioner på den frie abort her til lands end at det skal være før 12. uge, så jeg kan få 300 aborter i mit liv, hvis jeg vil, af 300 forskellige årsager. Just cutting it out for you.
Feministisk set er jeg bestemt heller ikke glad for den udvikling, som kønnenes fællesansvar for graviditet har taget. Kvinder forventes at være beskyttede mod graviditet at all times. Medicinalindustrien har stortset kun forsket i præventionsmidler til kvinder. Eftersom der kun findes TO muligheder for mænd: Gummi eller klip. Men trods risiko for blodpropper, hormonforstyrrelser, unaturlige stop i menstruationscyklussen, metalpinde der skal opereres ind i armen, fortrydelsespiller, pessar, minipiller you name it, så forventes vi kvinder at stå for hele lortet inklusiv omkostningerne i kroner og ører. Det svarer til, at man i rocker/indvandrerkrigen opfordrer befolkningen til at købe skudsikre veste, fremfor at anholde og fængsle banditterne. Noget helt andet er, at mange mænd simpelthen ikke har LYST til at bruge gummi og de har alskens latterlige undskyldninger. Så falder pikken, så kan de ikke mærke noget, blah blah blah. Det gælder også de gode mænd. Stodderen gad heller ikke bruge gummi dengang og han er ellers meget fornuftig og ligestillingsminded. Og jeg fatter det ikke, for det ville være en kæmpefordel for mænd at DE beskyttede sig, eftersom VI har den fulde ret til at bestemme over en graviditet, når det først er sket. Og selvfølgelig har vi det. Det er vores krop, vores liv der går på standby osv osv osv osv osv.
Nu er vi så to om, at jeg er gravid. Jeg lod ham kneppe mig uden gummi. Han kneppede mig uden gummi. Og så tog han til Barcelona og lå på en strand, mens jeg tog til lægen to gange, betalte 4x24 kroner for busbilletter frem og tilbage, tissede i tre kopper, fik taget en blodprøve og en klamydiatest og skal på Hvidovre Hospital torsdag kl. 12.45 til forundersøgelse og slutshamingsforsøg og i næste uge på operationsbordet, risikere at dø i fuld narkose, bløde i fjorten dage efter, må ikke rejse, må ikke bade, må ikke bruge tampon. Idag sætter han sig så på en flyver hjem fra Barcelona. Sådan er vi så forskellige.
Han vil jo meget gerne med og 'sidde ved min side' og alt muligt pjat. Men altså. Vores veje skiltes da jeg blev gravid og han ikke gjorde - og jeg kan ikke bruge nogen mand til at sidde ved min side til en skid. Det hjælper ikke noget, det trøster mig ikke, det gør mig ikke mere tryg, det gør mig ikke mere glad. Jeg har aldrig haft nogen mand med til den slags og jeg ville nu om dage også finde det utrolig kikset. At ligge der som 32-årig med en 37-årig mand ved min side og fremstå som et par. Og så skulle jeg ligge dér som en eller anden offermartyr og bede om et glas vand og en hånd at holde i? Hahaha, nej. Jeg har sagt til ham, at han skal gå ud og købe en gave til mig, som kompensation for de lidelser jeg skal gennemgå. Det skal ikke være omkostningsfrit for ham, når han er lige så ansvarlig for det her, som mig. Det skal ikke være gratis at gøre en kvinde gravid. Lissom det heller ikke er gratis for os. Så han må rammes på pengepungen og det er ærligt talt en billig pris at betale i forhold til alt det lort jeg skal igennem.
Jeg tager alene derind. Min kusine og tro følgesvend er klistret fast til hendes nyfødte, så hun kan jo ikke tage med. Der skal jo ikke nogen nyfødt baby ind på den afdeling, vel? Og alle andre er på arbejde eller på ferie eller hvad fanden de nu laver og jeg kan også sagtens overskue det på egen hånd. Jeg ved jo godt, hvad der skal ske. Jeg skal stikkes i hånden og det gør skideondt. Men så er der heller ikke mere i vejen. Jeg bliver kørt ned, går ud som et lys, vågner, sunder mig og skrider. Og jeg kan også sagtens være alene derhjemme bagefter, hvis det endelig er. Eneste jeg har brug for er et lift hjem. Og så skal jeg lige huske at holde øje med, hvor meget jeg bløder og hvor længe det bliver ved. Det var sgu lige ved at tage livet af mig engang, hvor det ikke var blevet gjort ordentligt. Det er derfor det hele summer op til 4-5 aborter ialt. To spontane, tre provokerede, men to aborter om én graviditet. Det går nok. Det bliver forhåbentlig sidste gang, når nu jeg smider TOLVHUNDREDE KRONER for en hormonfucking spiral.
Men IDAG skal lille frøken Musseberg hentes kl 16. Det bliver viiiiidunderligt. Hendes far og jeg har købt en Mini Cooper til hende, en elektrisk bil, og hun bliver den sejeste bitch i gården. Det er egentlig hendes fødselsdagsgave, men vi har aftalt, at hun kan få den idag. Eftersom Stodderen har hende på hendes fødselsdag og jeg skal så derhjem om morgenen - og kan jo for helvede ikke slæbe sådan en kæmpestor bil med. Og hvor skal gemme den indtil da? Så vi køber nogle småting hun kan åbne ved morgenbordet og så får hun bilen idag. Glæder mig til at se hendes reaktion. Og til at se, hvor hurtigt den egentlig kan køre. Kan jo godt være jeg får røven på komedie, når vi skal ud og prøve den på sidevejene. Haha.
Og så har Hvidovre Hospital ringet. Skal til forundersøgelse på torsdag. Spørger hende så om selve aborten så bliver i næste uge eller hvad, hvortil hun svarer at hun godt kan se i papirene, at jeg skal på ferie d. 20. "Men vi anbefaler ikke at man tager på ferie efter aborten". Nej, det gør I vel ikke. I anbefaler vel at man lægger sig over i et hjørne for at dø af skyld og skam, ikke, for at græde sig ihjel over det barn man iskoldt har slået ihjel, ikke? Ved du hvad. Jeg kender godt det system. Og deres løftede pegefingre. Jeg kender godt de sygeplejersker, som under scanningen vender skærmen om, så "kan du lige se med". Fordi det vil man jo utroligt gerne, det har man en helt vild interesse for, lige inden man får en abort, ja, lad mig endelig lige se BARNET på skærmen. Jeg ved også godt, hvorfor abortgangen og barselsgangen ligger på samme etage på Riget. Så dem der lige har fået en abort, går direkte ud i flæsket på venteværelset hvor alle sidder med flag og nyfødte i armene. Eller som hende sygeplejersken sagde til mig, lige inden jeg blev kørt ned på operationsstuen efter en spontan abort, der havde udviklet sig livstruende: Du ved godt, at det kan være at du aldrig mere kan blive gravid, ikk?
Jeg har ofte tænkt på, hvordan de kvinder som ikke er, som mig, reagerer på denne del af sundhedsvæsnet. Da sad der som 19-årig fandt jeg mig da også i det. Men nu er jeg 32. Og jeg kommer ikke til at sidde og blive slutshamet af en eller anden retarderet 23-årig sygeplejerske, det er helt sikkert. Lægen spurgte mig igår, hvor mange aborter jeg havde fået og hvordan og hvorledes. Og det ved jeg, at de også vil spørge mig om på Hvidovre. Hvad skal de egentlig bruge det til? Så vidt jeg er informeret gøres der ingen forskel i indgrebet på kvinder, der har fået abort før og kvinder, der aldrig har, så hvorfor er det relevant? Det kunne lægen ikke svare mig på, så jeg nægtede at svare på spørgsmålet. Så sagde han, at den måtte jeg så tage med hospitalet - og det har jeg også tænkt mig. Jeg kommer til at være RIGTIG meget på tværs. For eksempel har jeg fået en recept på en spiral, fordi selvfølgelig har jeg ikke tænkt mig, at det her skal gentage sig med den nye viden om min fertilitet i baghovedet. Men jeg har ikke tænkt mig at sidde og redegører for mine fremtidige valg af prævention. Den der myte om kvinder, der bruger abort som præventionsmiddel, altså, nej. Det er også bare en del af systemets løftede pegefinger, en undskyldning for at behandle abortpatienterne som lort. Og selv HVIS det fænomen fandtes, hvilket jeg aboslut ikke tror det gør, eftersom man skal igennem SÅ meget lort som gravid, at det ville man ihvertfald hurtigt lære ikke var en fordel eller smart løsning, så rager det i princippet ikke en eller anden dum lille gås, hvad jeg laver. Der er ikke andre restriktioner på den frie abort her til lands end at det skal være før 12. uge, så jeg kan få 300 aborter i mit liv, hvis jeg vil, af 300 forskellige årsager. Just cutting it out for you.
Feministisk set er jeg bestemt heller ikke glad for den udvikling, som kønnenes fællesansvar for graviditet har taget. Kvinder forventes at være beskyttede mod graviditet at all times. Medicinalindustrien har stortset kun forsket i præventionsmidler til kvinder. Eftersom der kun findes TO muligheder for mænd: Gummi eller klip. Men trods risiko for blodpropper, hormonforstyrrelser, unaturlige stop i menstruationscyklussen, metalpinde der skal opereres ind i armen, fortrydelsespiller, pessar, minipiller you name it, så forventes vi kvinder at stå for hele lortet inklusiv omkostningerne i kroner og ører. Det svarer til, at man i rocker/indvandrerkrigen opfordrer befolkningen til at købe skudsikre veste, fremfor at anholde og fængsle banditterne. Noget helt andet er, at mange mænd simpelthen ikke har LYST til at bruge gummi og de har alskens latterlige undskyldninger. Så falder pikken, så kan de ikke mærke noget, blah blah blah. Det gælder også de gode mænd. Stodderen gad heller ikke bruge gummi dengang og han er ellers meget fornuftig og ligestillingsminded. Og jeg fatter det ikke, for det ville være en kæmpefordel for mænd at DE beskyttede sig, eftersom VI har den fulde ret til at bestemme over en graviditet, når det først er sket. Og selvfølgelig har vi det. Det er vores krop, vores liv der går på standby osv osv osv osv osv.
Nu er vi så to om, at jeg er gravid. Jeg lod ham kneppe mig uden gummi. Han kneppede mig uden gummi. Og så tog han til Barcelona og lå på en strand, mens jeg tog til lægen to gange, betalte 4x24 kroner for busbilletter frem og tilbage, tissede i tre kopper, fik taget en blodprøve og en klamydiatest og skal på Hvidovre Hospital torsdag kl. 12.45 til forundersøgelse og slutshamingsforsøg og i næste uge på operationsbordet, risikere at dø i fuld narkose, bløde i fjorten dage efter, må ikke rejse, må ikke bade, må ikke bruge tampon. Idag sætter han sig så på en flyver hjem fra Barcelona. Sådan er vi så forskellige.
Han vil jo meget gerne med og 'sidde ved min side' og alt muligt pjat. Men altså. Vores veje skiltes da jeg blev gravid og han ikke gjorde - og jeg kan ikke bruge nogen mand til at sidde ved min side til en skid. Det hjælper ikke noget, det trøster mig ikke, det gør mig ikke mere tryg, det gør mig ikke mere glad. Jeg har aldrig haft nogen mand med til den slags og jeg ville nu om dage også finde det utrolig kikset. At ligge der som 32-årig med en 37-årig mand ved min side og fremstå som et par. Og så skulle jeg ligge dér som en eller anden offermartyr og bede om et glas vand og en hånd at holde i? Hahaha, nej. Jeg har sagt til ham, at han skal gå ud og købe en gave til mig, som kompensation for de lidelser jeg skal gennemgå. Det skal ikke være omkostningsfrit for ham, når han er lige så ansvarlig for det her, som mig. Det skal ikke være gratis at gøre en kvinde gravid. Lissom det heller ikke er gratis for os. Så han må rammes på pengepungen og det er ærligt talt en billig pris at betale i forhold til alt det lort jeg skal igennem.
Jeg tager alene derind. Min kusine og tro følgesvend er klistret fast til hendes nyfødte, så hun kan jo ikke tage med. Der skal jo ikke nogen nyfødt baby ind på den afdeling, vel? Og alle andre er på arbejde eller på ferie eller hvad fanden de nu laver og jeg kan også sagtens overskue det på egen hånd. Jeg ved jo godt, hvad der skal ske. Jeg skal stikkes i hånden og det gør skideondt. Men så er der heller ikke mere i vejen. Jeg bliver kørt ned, går ud som et lys, vågner, sunder mig og skrider. Og jeg kan også sagtens være alene derhjemme bagefter, hvis det endelig er. Eneste jeg har brug for er et lift hjem. Og så skal jeg lige huske at holde øje med, hvor meget jeg bløder og hvor længe det bliver ved. Det var sgu lige ved at tage livet af mig engang, hvor det ikke var blevet gjort ordentligt. Det er derfor det hele summer op til 4-5 aborter ialt. To spontane, tre provokerede, men to aborter om én graviditet. Det går nok. Det bliver forhåbentlig sidste gang, når nu jeg smider TOLVHUNDREDE KRONER for en hormonfucking spiral.
mandag
Crazy
Nu sidder jeg og tænker på, hvordan mit liv ville have set ud, hvis jeg på dette tidspunkt sidste år, havde 'gjort det rigtige'. Selv efter at have gjort det forkerte, kunne jeg godt have gjort det rigtige. Det havde kunne nås mange gange i processen. Jeg skulle have sagt mit job op. Så jeg havde slået to fluer med et smæk. Jeg kunne være kommet væk i tide fra Svenskeren, inden jeg blev forelsket, og væk fra arbejdsgiveren, som bollede mig i røven, inden jeg gik kold og det fik uoverskuelige konsekvenser. Hvor havde jeg så været idag? Nobody knows. Måske havde jeg været gravid med Stodderen nu. Levet i mit ægteskab. Givet mit barn en ægte søster eller bror. Jeg kunne have haft et nyt arbejde. Og en fuldtidsløn.
Et eller andet sted er jeg nødt til at forlige mig med, at jeg er vild. Jeg er et vildt menneske. Der er ingen, der kan tæmme mig. Stodderen kunne i nogle år, men den boble bristede jo også. Jeg tror ikke, at jeg kan leve op til alle de her kasser og alle de her ting, som folk synes og ikke synes, gode ting eller dårlige ting. Udefra set er det jo helt vanvittigt, hvad der foregår omkring mig hele tiden. Man kan måske få den opfattelse, at jeg er helt ude at skide. At mine trygge rammer og afhængighedsliv med mand og barn, fraværet af alt dette, som jeg har brugt årevis på at bygge op for mig selv, har kastet mig ud i en sindssyg social deroute-nedtursagtighed, som jeg ikke har styr på og hvad skal der ske og hvad skal der ikke ske og hvad bliver det næste. Men sådan har jeg det faktisk ikke. Jeg opsøger jo nok det vilde liv, fordi jeg trives med det vilde liv.
I virkeligheden er det vigtigste for MIG, at min datter har det godt - og det har hun. Igår var vi i Tivoli og lege Happy Family, alle tre, og vi havde en skidegod dag. Hun har det godt. Når jeg har hende er jeg fuldt dedikeret og lever et helt andet liv end når jeg ikke har hende. Og jeg kan sgu godt lide det. Jeg kan godt lide kombinationen af mit ego-liv og mit børneliv. Ja, selvfølgelig er en skilsmisse ikke det fedeste for et barn. Men det var altså ikke fedt at være hende, da vi var sammen heller. Vi kan mærke, at hun er gladere nu.
Jeg går jo bare og venter på at komme igang med studiet - og få noget at lave. Jeg har været i fast forhold, siden jeg var 19 år. Et eller andet sted har jeg ret til at fyre den lidt af. Omvendt er jeg også træt af, at skulle forsvare min lyst - og ret - til at fyre den af. Måske forsvarer jeg det mest overfor mig selv, fordi der er en lillebitte stemme indeni mig, som siger, at det her var ikke heeeelt sådan det skulle være. Men overdøver den den anden stemme, der altid har kværnet indeni mig, som siger: Det har jo aldrig ligget i kortene, at du skulle leve et almindeligt liv? Og hvad er et almindeligt liv også, altså? Tilbage til den nat, hvor jeg som 9-årig blev smidt ud fra Kanal Bodegaen af min mor, mens jeg stod med min et par måneder gamle lillesøster på armen. Jeg har nævnt den nat mange gange, fordi den nat popper op i mig igen og igen og igen gennem mit liv. Natten hvor jeg indså, at jeg var på egen hånd i det her liv. En af de største eksistentielle udfordringer for mennesket er lige præcis erkendelsen af ensomheden som livsvilkår. At vi alle er alene. Og det fattede jeg. Da jeg var 9 år. Og det er ikke, fordi jeg skal sidde og klynke et eller andet Freud-pis af. Men den nat tog noget fra mig, den tog min tillid til omverden fra mig. Tilgengæld gav den mig også noget, fordi den gav mig tilliden til mig selv, troen på mig selv, styrken i mig selv. Og det er den skråt op-attitude, der har rejst mig hver gang. Det er den skråt op-attitude, der giver mig det overskud, som alle taler om jeg har. Og det har jeg, I know. Det er nok fordi jeg ikke forventer NOGET fra NOGEN og derfor slår ting mig bare ikke så hårdt, da det er som om jeg ikke bliver overrasket over det. Nå, så klarer vi da bare den også-agtigt. Jeg er altid forberedt på at klare mig selv. Når jeg drikker mig pissestiv sammen med en Tinderdate hjemme hos ham, så ved jeg hvor hans knive ligger. Hvis det skulle blive nødvendigt. For eksempel. Altså, folk skal ikke undervurdere, om jeg har styr på situationen. Jeg ved godt, hvad jeg laver. Jeg gør det bare alligevel.
Det, som jeg i virkeligheden finder mest utrygt ved det her nye liv, det er så noget som de dyr, der er i min lejlighed. Edderkopperne, sølvfiskene, igår var der en guldsmed i min seng. Dørkarmen faldt af. Der sprang en sikring. Afløbet på badeværelset skulle renses. Der kan jeg godt mærke, at jeg ikke er så stærk og selvstændig som kvinde, som jeg måske gik og troede, da jeg var sammen med Stodderen. Han fortalte mig igår, at han har renset afløb på badeværelset mange gange. Det anede jeg ikke. En af mine Tinderfyre måtte lave en lille video, hvor han viste mig, at der er sådan en dims under risten, som skal op og vaskes. Anede det ikke. Flyttede hjemmefra som 15-årig, haft fem lejligheder, og har lige renset mit afløb for første gang.
Det er sådan en lille slags udviklingsproces for mig alt det her. Der sker også nogle gode sunde ting for mig. Imorgen når barnet kommer skal jeg til at lave aftensmad HVER dag igen. Kæmpeudfordring. Det var altid Stodderen, der lavede mad. Så kører jeg denne her stille og rolige uge med hende og vi laver nogle hyggelige ting, spiser ude på café og sidder i sofaen og spiser cocopops, alle så nogle ting, som Stodderen enten ikke ville have eller som vi bare ikke kunne, da vi levede det der stressede fuldtidsarbejdeliv med kombination af tre menneskers behov. Lejligheden kan sejle med tekopper og legekøkken, legoklodser og dukker og bamser og beskidt vasketøj og pis og lort, jeg gider ikke stå ude i køkkenet og svede over opvasken, mens hun leger inde i stuen. Der er bare en anden frihed. Til at gøre, hvad VI vil.
Så træder jeg ind i min ego-uge. Hveranden mandag sætter jeg mig i min sofa og bliver der hele dagen, indtil jeg går i seng. Så trækker jeg mig helt ind i mig selv og går introvert på verden med min ipad, slik, tjald hvis jeg har det, magasiner, serier, musik, sidder og troller den på nettet og pisser folk af, rydder op og gør rent sent om aftenen og går så i seng. Og tirsdag morgen skal der ske noget. Så keder jeg mig. Og jeg er frisk på ALT. Nu har jeg alle de her mænd allevegne, som skaber en helvedes masse bøvl for mig, samtidig med at de beriger mit liv og gør det fantastisk og spændende. Fredag var jeg ude med en eller anden rapper, som jeg ikke anede en skid om, da jeg matchede ham på Tinder, men som alle åbentbart kender. Total kendisdate. Men røvsyg. Vi endte hjemme hos ham med en kasse øl, som jeg betalte, og så fik jeg min veninde til at hente mig under påskud af en glemt fødselsdagsfest. Han lå og skrev til mig hele natten og nu har jeg kraftedme glemt mine solbriller hos ham. Send dem med posten, jeg magter det ikke. Lørdag var jeg tilgengæld på en pissefed date. Blev hentet på christianiacykel derhjemme og vi satte os på en bænk og høvlede øl på Blågårds Plads. Mødte alle mulige mennesker, som vi sad i bælgravende mørke og talte vidt og bredt med. Blandt andet et par som osede af sex. De brækkede sig af grin over, at vi var så ligefremme. Første date og der blev ikke lagt fingre imellem. På et tidspunkt sagde han, at jeg var tør, fordi jeg ikke gider ride. Så sagde jeg, at så måtte han jo bare sperme ud over hele min krop og gøre mig helt vååååd med sine gyldne dråber. Han var lige ved at blive kvalt i sin øl. Det viste sig så, at han åbentbart er Danmarks største togmaler. Han kørte mig så rundt allemulige vilde steder og gav mig et indblik i graffitiverdenen. Vi kravlede over et hegn og op ad en sygeligt rusten stige, op på sådan nogle rør ovenover Hovedbanegårdens jernbaneskinner. Jeg havde ballerinaer på og en øldåse mellem tænderne og er simpelthen for gammel, tung og usmidig til den slags, men jeg klarede det. Gad godt have kneppet deroppe med udsigten til hele byen. Men det gør jeg altså ikke, mens jeg er gravid, det ville jeg synes var for tacky. Endte med at sove hjemme hos ham, fordi klokken pludselig var 5 og jeg skulle op i Tivoli med la familia kl 11. Syg designerlejlighed i Vanløse jeg vågnede op til...
Nå, men han er jo gamle venner med den originale Tinderfyr, the babydaddy høhø. De har kørt en eller anden åndssvag falloskamp over mig, som jeg ikke magter at forholde mig til. Og så tænkte jeg bare, ej men nu er Tinderfyr 1 i Barcelona og jeg keder mig og jeg har sgu ikke lovet nogen noget. Men egentlig var jeg jo blevet inviteret til Thailand med ham, så ombestemte vi os og ville tage til New York. Han arbejder i SAS, så billetten er jo gratis. Men ham den anden fra i lørdags, han vil på interrail. Og det gad jeg også godt. Så nu er jeg faktisk kommet til at aftale med dem begge to, at vi skal rejse sammen. Jeg har det bare sådan, at jeg vil bare gerne ud af røret. Om det er med den ene eller den anden er ligegyldigt. Men Tinderfyr 1 er sådan liiiiige besidderisk nok. Han vil gerne være kærester. Og altså. Der er alt muligt pjat med dem inde på Facebook også. Den ene er røvlækker og den anden er en røvlækker type. Så kommenterer de mere eller mindre passiv-agressivt eller se lige mig-agtigt på hvert et komma jeg sætter. Den ene er 177 og den anden 165. Så siger den ene, ej du ved godt han kun er 160, ikk? Så siger den anden, du ved godt min pik er større end hans, ikk? Og hvis den er det... så ved jeg ikke, om jeg tør, hahaha. Fandme mærkeligt at jeg pludselig møder alle de her små mænd med kæmpe dickzillas. Hvor har de været hele mit liv?
Iøvrigt er København bare alt alt alt for lille. Ham jeg var ude med i lørdags, har for nyligt været på date gennem Tinder med en af mine gamle veninder og de har knaldet nogle gange. Han har desuden et barn med min gamle efterskoleveninde. Og jeg har boet på ungdomspension med hans fætter. Moderen til hans barn har desuden været kontaktperson for en anden lidt yngre veninde jeg har, dengang hun boede på børnehjem. Og sådan fortsætter det bare. Man kan fandme ikke træde et skridt uden at røre en gammel kending. Lissom ham der for noget tid siden pludselig bare står foran mig i en kæmpebrandert (min) og siger: En post-it?! En post-it, Vaginalife?! Det var først, da han sagde mit navn, at det gik op for mig at han talte til mig. Midt om natten på en eller anden snusket bar i indre by og så møder jeg en fyr, som jeg har knaldet for 100 år siden og lagt en post-it på hans mave, hvor der stod tak for sex - og så kan han kraftedme kende mig og er åbentbart stadig lidt fornærmet?! Han havde forsøgt at finde mig, men forgæves. Altså, det er de mærkeligste ting mænd bliver sure over. Jeg skrev jo TAK for sex, for fanden, slap dog af.
Et eller andet sted er jeg nødt til at forlige mig med, at jeg er vild. Jeg er et vildt menneske. Der er ingen, der kan tæmme mig. Stodderen kunne i nogle år, men den boble bristede jo også. Jeg tror ikke, at jeg kan leve op til alle de her kasser og alle de her ting, som folk synes og ikke synes, gode ting eller dårlige ting. Udefra set er det jo helt vanvittigt, hvad der foregår omkring mig hele tiden. Man kan måske få den opfattelse, at jeg er helt ude at skide. At mine trygge rammer og afhængighedsliv med mand og barn, fraværet af alt dette, som jeg har brugt årevis på at bygge op for mig selv, har kastet mig ud i en sindssyg social deroute-nedtursagtighed, som jeg ikke har styr på og hvad skal der ske og hvad skal der ikke ske og hvad bliver det næste. Men sådan har jeg det faktisk ikke. Jeg opsøger jo nok det vilde liv, fordi jeg trives med det vilde liv.
I virkeligheden er det vigtigste for MIG, at min datter har det godt - og det har hun. Igår var vi i Tivoli og lege Happy Family, alle tre, og vi havde en skidegod dag. Hun har det godt. Når jeg har hende er jeg fuldt dedikeret og lever et helt andet liv end når jeg ikke har hende. Og jeg kan sgu godt lide det. Jeg kan godt lide kombinationen af mit ego-liv og mit børneliv. Ja, selvfølgelig er en skilsmisse ikke det fedeste for et barn. Men det var altså ikke fedt at være hende, da vi var sammen heller. Vi kan mærke, at hun er gladere nu.
Jeg går jo bare og venter på at komme igang med studiet - og få noget at lave. Jeg har været i fast forhold, siden jeg var 19 år. Et eller andet sted har jeg ret til at fyre den lidt af. Omvendt er jeg også træt af, at skulle forsvare min lyst - og ret - til at fyre den af. Måske forsvarer jeg det mest overfor mig selv, fordi der er en lillebitte stemme indeni mig, som siger, at det her var ikke heeeelt sådan det skulle være. Men overdøver den den anden stemme, der altid har kværnet indeni mig, som siger: Det har jo aldrig ligget i kortene, at du skulle leve et almindeligt liv? Og hvad er et almindeligt liv også, altså? Tilbage til den nat, hvor jeg som 9-årig blev smidt ud fra Kanal Bodegaen af min mor, mens jeg stod med min et par måneder gamle lillesøster på armen. Jeg har nævnt den nat mange gange, fordi den nat popper op i mig igen og igen og igen gennem mit liv. Natten hvor jeg indså, at jeg var på egen hånd i det her liv. En af de største eksistentielle udfordringer for mennesket er lige præcis erkendelsen af ensomheden som livsvilkår. At vi alle er alene. Og det fattede jeg. Da jeg var 9 år. Og det er ikke, fordi jeg skal sidde og klynke et eller andet Freud-pis af. Men den nat tog noget fra mig, den tog min tillid til omverden fra mig. Tilgengæld gav den mig også noget, fordi den gav mig tilliden til mig selv, troen på mig selv, styrken i mig selv. Og det er den skråt op-attitude, der har rejst mig hver gang. Det er den skråt op-attitude, der giver mig det overskud, som alle taler om jeg har. Og det har jeg, I know. Det er nok fordi jeg ikke forventer NOGET fra NOGEN og derfor slår ting mig bare ikke så hårdt, da det er som om jeg ikke bliver overrasket over det. Nå, så klarer vi da bare den også-agtigt. Jeg er altid forberedt på at klare mig selv. Når jeg drikker mig pissestiv sammen med en Tinderdate hjemme hos ham, så ved jeg hvor hans knive ligger. Hvis det skulle blive nødvendigt. For eksempel. Altså, folk skal ikke undervurdere, om jeg har styr på situationen. Jeg ved godt, hvad jeg laver. Jeg gør det bare alligevel.
Det, som jeg i virkeligheden finder mest utrygt ved det her nye liv, det er så noget som de dyr, der er i min lejlighed. Edderkopperne, sølvfiskene, igår var der en guldsmed i min seng. Dørkarmen faldt af. Der sprang en sikring. Afløbet på badeværelset skulle renses. Der kan jeg godt mærke, at jeg ikke er så stærk og selvstændig som kvinde, som jeg måske gik og troede, da jeg var sammen med Stodderen. Han fortalte mig igår, at han har renset afløb på badeværelset mange gange. Det anede jeg ikke. En af mine Tinderfyre måtte lave en lille video, hvor han viste mig, at der er sådan en dims under risten, som skal op og vaskes. Anede det ikke. Flyttede hjemmefra som 15-årig, haft fem lejligheder, og har lige renset mit afløb for første gang.
Det er sådan en lille slags udviklingsproces for mig alt det her. Der sker også nogle gode sunde ting for mig. Imorgen når barnet kommer skal jeg til at lave aftensmad HVER dag igen. Kæmpeudfordring. Det var altid Stodderen, der lavede mad. Så kører jeg denne her stille og rolige uge med hende og vi laver nogle hyggelige ting, spiser ude på café og sidder i sofaen og spiser cocopops, alle så nogle ting, som Stodderen enten ikke ville have eller som vi bare ikke kunne, da vi levede det der stressede fuldtidsarbejdeliv med kombination af tre menneskers behov. Lejligheden kan sejle med tekopper og legekøkken, legoklodser og dukker og bamser og beskidt vasketøj og pis og lort, jeg gider ikke stå ude i køkkenet og svede over opvasken, mens hun leger inde i stuen. Der er bare en anden frihed. Til at gøre, hvad VI vil.
Så træder jeg ind i min ego-uge. Hveranden mandag sætter jeg mig i min sofa og bliver der hele dagen, indtil jeg går i seng. Så trækker jeg mig helt ind i mig selv og går introvert på verden med min ipad, slik, tjald hvis jeg har det, magasiner, serier, musik, sidder og troller den på nettet og pisser folk af, rydder op og gør rent sent om aftenen og går så i seng. Og tirsdag morgen skal der ske noget. Så keder jeg mig. Og jeg er frisk på ALT. Nu har jeg alle de her mænd allevegne, som skaber en helvedes masse bøvl for mig, samtidig med at de beriger mit liv og gør det fantastisk og spændende. Fredag var jeg ude med en eller anden rapper, som jeg ikke anede en skid om, da jeg matchede ham på Tinder, men som alle åbentbart kender. Total kendisdate. Men røvsyg. Vi endte hjemme hos ham med en kasse øl, som jeg betalte, og så fik jeg min veninde til at hente mig under påskud af en glemt fødselsdagsfest. Han lå og skrev til mig hele natten og nu har jeg kraftedme glemt mine solbriller hos ham. Send dem med posten, jeg magter det ikke. Lørdag var jeg tilgengæld på en pissefed date. Blev hentet på christianiacykel derhjemme og vi satte os på en bænk og høvlede øl på Blågårds Plads. Mødte alle mulige mennesker, som vi sad i bælgravende mørke og talte vidt og bredt med. Blandt andet et par som osede af sex. De brækkede sig af grin over, at vi var så ligefremme. Første date og der blev ikke lagt fingre imellem. På et tidspunkt sagde han, at jeg var tør, fordi jeg ikke gider ride. Så sagde jeg, at så måtte han jo bare sperme ud over hele min krop og gøre mig helt vååååd med sine gyldne dråber. Han var lige ved at blive kvalt i sin øl. Det viste sig så, at han åbentbart er Danmarks største togmaler. Han kørte mig så rundt allemulige vilde steder og gav mig et indblik i graffitiverdenen. Vi kravlede over et hegn og op ad en sygeligt rusten stige, op på sådan nogle rør ovenover Hovedbanegårdens jernbaneskinner. Jeg havde ballerinaer på og en øldåse mellem tænderne og er simpelthen for gammel, tung og usmidig til den slags, men jeg klarede det. Gad godt have kneppet deroppe med udsigten til hele byen. Men det gør jeg altså ikke, mens jeg er gravid, det ville jeg synes var for tacky. Endte med at sove hjemme hos ham, fordi klokken pludselig var 5 og jeg skulle op i Tivoli med la familia kl 11. Syg designerlejlighed i Vanløse jeg vågnede op til...
Nå, men han er jo gamle venner med den originale Tinderfyr, the babydaddy høhø. De har kørt en eller anden åndssvag falloskamp over mig, som jeg ikke magter at forholde mig til. Og så tænkte jeg bare, ej men nu er Tinderfyr 1 i Barcelona og jeg keder mig og jeg har sgu ikke lovet nogen noget. Men egentlig var jeg jo blevet inviteret til Thailand med ham, så ombestemte vi os og ville tage til New York. Han arbejder i SAS, så billetten er jo gratis. Men ham den anden fra i lørdags, han vil på interrail. Og det gad jeg også godt. Så nu er jeg faktisk kommet til at aftale med dem begge to, at vi skal rejse sammen. Jeg har det bare sådan, at jeg vil bare gerne ud af røret. Om det er med den ene eller den anden er ligegyldigt. Men Tinderfyr 1 er sådan liiiiige besidderisk nok. Han vil gerne være kærester. Og altså. Der er alt muligt pjat med dem inde på Facebook også. Den ene er røvlækker og den anden er en røvlækker type. Så kommenterer de mere eller mindre passiv-agressivt eller se lige mig-agtigt på hvert et komma jeg sætter. Den ene er 177 og den anden 165. Så siger den ene, ej du ved godt han kun er 160, ikk? Så siger den anden, du ved godt min pik er større end hans, ikk? Og hvis den er det... så ved jeg ikke, om jeg tør, hahaha. Fandme mærkeligt at jeg pludselig møder alle de her små mænd med kæmpe dickzillas. Hvor har de været hele mit liv?
Iøvrigt er København bare alt alt alt for lille. Ham jeg var ude med i lørdags, har for nyligt været på date gennem Tinder med en af mine gamle veninder og de har knaldet nogle gange. Han har desuden et barn med min gamle efterskoleveninde. Og jeg har boet på ungdomspension med hans fætter. Moderen til hans barn har desuden været kontaktperson for en anden lidt yngre veninde jeg har, dengang hun boede på børnehjem. Og sådan fortsætter det bare. Man kan fandme ikke træde et skridt uden at røre en gammel kending. Lissom ham der for noget tid siden pludselig bare står foran mig i en kæmpebrandert (min) og siger: En post-it?! En post-it, Vaginalife?! Det var først, da han sagde mit navn, at det gik op for mig at han talte til mig. Midt om natten på en eller anden snusket bar i indre by og så møder jeg en fyr, som jeg har knaldet for 100 år siden og lagt en post-it på hans mave, hvor der stod tak for sex - og så kan han kraftedme kende mig og er åbentbart stadig lidt fornærmet?! Han havde forsøgt at finde mig, men forgæves. Altså, det er de mærkeligste ting mænd bliver sure over. Jeg skrev jo TAK for sex, for fanden, slap dog af.
fredag
Ro ro ro min båd
Og så var det, at jeg ikke fik mit lort. Og så tog jeg en test og så var der en streg. Og så tog jeg til lægen. Og så var der ingen streg. Og så fik jeg taget en blodprøve. Og svaret kommer imorgen. Og så fik jeg lige diagnosticeret børnesår med stafilikok-infektion i armhulen. Og så skal jeg bare lige smøre creme inde i næsen hver dag i fem dage og bruge en sæbe fra top til tå i badet, som jeg skal stå med i 10 minutter, hver dag i fem dage plus penicilin, som ikke virker så godt, hvis man drikker. Fuck aaaaf.
Det tog mig og Stodderen 3 år at lave et barn. Jeg endte med at sprøjte mig i maven med hormoner. Lægerne sagde, at jeg aldrig ville blive gravid uden hjælp. Det var sådan jeg blev overtalt til at deltage i den hæslige unaturlige fertilitetsbehandling. Stodderen var sæddonor og havde det højeste batch i sædbanken. Måtte komme hver dag, fordi den var så god. Vi havde sex i fem år uden beskyttelse. Jeg knaldede Svenskeren hele 2013 uden beskyttelse. Jeg knaldede Tinderfyren mange gange med beskyttelse af angst for sexsygdomme. Én gang uden gummi. Og så fik jeg ikke mit lort her sidst i juni. Amen altså, vorherre til hest.
Magter simpelthen ikke at blive uønsket gravid som 32-årig. Og skulle have en abort, som 32-årig, uddannet med fast bopæl og 3-årigt barn i forvejen. Det er så ulækkert 1st world problem-agtigt, at jeg slet ikke kan overskue at være endt i den situation. Men naturligvis anerkender og hylder jeg retten til og muligheden for abort, som kvinde, som feminist, som videnskabeligt funderet fornuftigt tænkende menneske. Isoleret set har jeg ingen skrupler med aborten i sig selv. Er bare virkelig skuffet over mig selv, fordi jeg er endt i så pinagtig en situation. Hva skeeeeer der. Hvis jeg altså er det. Gravid. Inshalla akbar jeg beder til Gud og VorherreJemini Jesus og Maria om at der er falsk alarm. Jeg tror det bare ikke.
Og så blev det dagen efter. Og prøven er positiv.
Altså, havde jeg vidst, at der var den mindste lille mulighed for at blive gravid, så havde jeg da aldrig nogensinde taget chancen. Det er simpelthen så pinligt at blive uønsket gravid som 32-årig. Og skulle have sin, hvad, 4. eller 5. abort! Da jeg var 19 var det sådan okay, der kan ske en smutter. Da jeg var 21 var jeg på p-piller, som jeg tog regelmæssigt, så der var det sgu ikke min skyld. Så fik jeg det der vind-æg efter 2. insemination i fertilitetsbehandlingen, som aldrig udviklede sig til et foster. Der var jeg lige ved at dø, fordi de ikke havde fået det hele med ud og jeg blev hentet i en ambulance og kørt ind til endnu en udskrabning. And now this. Hvordan skulle jeg lige vide, at jeg med alderen blev mere fertil? Drikker og ryger som et svin!
Nu er jeg nødt til at aflyse min blaffetur. Skulle ellers på onsdag have deltaget i BLAF 2014, den vildeste blaffekonkurrence, som jeg meldte mig til uden at kende et øje. Er kommet på et hold med tre andre, som nu mangler en holdkammerat, da man skal være fire af strategiske årsager. Jeg ved ikke, hvornår jeg bliver indkaldt til den abort. Man kan faktisk også dø i fuld narkose. Fuck altså.
Har kun fortalt det til pigerne og Mr. X, sidstnævnte fordi han stadig er min fortrolige og jeg ville ikke kunne gå igennem denne oplevelse uden at han ved det. Og så ved fyren det selvfølgelig også. Han synes ikke, at man kan bestemme over liv. Meeen det kan man jo. Og han taler om hans rettigheder. Som er ikke-eksisterende. Så det er lidt op ad bakke, men heldigvis er han i Barcelona, så det eneste han kan gøre er at ligge og ringe til mig 70 gange i døgnet. På den måde er livet uretfærdigt for mænd, men sådan er der så meget der er uretfærdigt for os kvinder. Det kan jeg ikke tage mig af. Det er min krop, der skal bære det igennem, det er mig der bliver sat på standby i 9 måneder + 1 års barsel. Det er mig, der ender med at tage mig af det barn. Han kan ikke engang indtræde i en 7/7-ordning pga hans arbejde. Og jeg skal ikke have to børn med to forskellige mænd. Jeg har en aftale med Mr. X om at vi får et barn mere en dag. Ved godt det lyder sygt, men vi lever i den moderne verden og jeg kender flere 'par' der ikke bor sammen eller er sammen, men som har fået flere børn sammen alligevel. Jeg skal ihvertfald ikke have to børn med to forskellige mænd. Og så kommer den ene far og henter troligt i 7/7-ordning, mens det andet barn ikke bliver hentet og den ene har en fantastisk far og den anden en deadbeat. Lissom da jeg var lille, hvor min lillesøsters far kom og hentede hende hver fredag aften og tog hende med ned og spille Kenzo i kiosken. Mens min far stod oppe foran købmanden og drak bajere hveranden weekend, hvor jeg var hos ham. Og min lillesøster fik et guldkors i julegave af sin fars søster, mens jeg fik et sølvkors. Nej. Not gonna happen.
I virkeligheden er det her meget privat. Men jeg fortæller det her, fordi det er en del af mit liv. Omend der er ganske få nu om dage, der læser denne blog, så er bloggens værdi stadig en real fortælling om mit liv. And this is my life. Sidste år på denne tid var jeg i Paris. Med min mand og mit barn. Og min affære på telefonen. Jeg har da så sandelig givet slip på leverpostejens trivialiteter. Am I loving it? Både og. Men der er jo ikek så meget andet at gøre end at tage det oppefra og ned. Er efterhånden vant til at mit liv tager nogle sindssyge drejninger, tør næsten ikke kigge rundt om næste hjørne. Peace out.
Det tog mig og Stodderen 3 år at lave et barn. Jeg endte med at sprøjte mig i maven med hormoner. Lægerne sagde, at jeg aldrig ville blive gravid uden hjælp. Det var sådan jeg blev overtalt til at deltage i den hæslige unaturlige fertilitetsbehandling. Stodderen var sæddonor og havde det højeste batch i sædbanken. Måtte komme hver dag, fordi den var så god. Vi havde sex i fem år uden beskyttelse. Jeg knaldede Svenskeren hele 2013 uden beskyttelse. Jeg knaldede Tinderfyren mange gange med beskyttelse af angst for sexsygdomme. Én gang uden gummi. Og så fik jeg ikke mit lort her sidst i juni. Amen altså, vorherre til hest.
Magter simpelthen ikke at blive uønsket gravid som 32-årig. Og skulle have en abort, som 32-årig, uddannet med fast bopæl og 3-årigt barn i forvejen. Det er så ulækkert 1st world problem-agtigt, at jeg slet ikke kan overskue at være endt i den situation. Men naturligvis anerkender og hylder jeg retten til og muligheden for abort, som kvinde, som feminist, som videnskabeligt funderet fornuftigt tænkende menneske. Isoleret set har jeg ingen skrupler med aborten i sig selv. Er bare virkelig skuffet over mig selv, fordi jeg er endt i så pinagtig en situation. Hva skeeeeer der. Hvis jeg altså er det. Gravid. Inshalla akbar jeg beder til Gud og VorherreJemini Jesus og Maria om at der er falsk alarm. Jeg tror det bare ikke.
Og så blev det dagen efter. Og prøven er positiv.
Altså, havde jeg vidst, at der var den mindste lille mulighed for at blive gravid, så havde jeg da aldrig nogensinde taget chancen. Det er simpelthen så pinligt at blive uønsket gravid som 32-årig. Og skulle have sin, hvad, 4. eller 5. abort! Da jeg var 19 var det sådan okay, der kan ske en smutter. Da jeg var 21 var jeg på p-piller, som jeg tog regelmæssigt, så der var det sgu ikke min skyld. Så fik jeg det der vind-æg efter 2. insemination i fertilitetsbehandlingen, som aldrig udviklede sig til et foster. Der var jeg lige ved at dø, fordi de ikke havde fået det hele med ud og jeg blev hentet i en ambulance og kørt ind til endnu en udskrabning. And now this. Hvordan skulle jeg lige vide, at jeg med alderen blev mere fertil? Drikker og ryger som et svin!
Nu er jeg nødt til at aflyse min blaffetur. Skulle ellers på onsdag have deltaget i BLAF 2014, den vildeste blaffekonkurrence, som jeg meldte mig til uden at kende et øje. Er kommet på et hold med tre andre, som nu mangler en holdkammerat, da man skal være fire af strategiske årsager. Jeg ved ikke, hvornår jeg bliver indkaldt til den abort. Man kan faktisk også dø i fuld narkose. Fuck altså.
Har kun fortalt det til pigerne og Mr. X, sidstnævnte fordi han stadig er min fortrolige og jeg ville ikke kunne gå igennem denne oplevelse uden at han ved det. Og så ved fyren det selvfølgelig også. Han synes ikke, at man kan bestemme over liv. Meeen det kan man jo. Og han taler om hans rettigheder. Som er ikke-eksisterende. Så det er lidt op ad bakke, men heldigvis er han i Barcelona, så det eneste han kan gøre er at ligge og ringe til mig 70 gange i døgnet. På den måde er livet uretfærdigt for mænd, men sådan er der så meget der er uretfærdigt for os kvinder. Det kan jeg ikke tage mig af. Det er min krop, der skal bære det igennem, det er mig der bliver sat på standby i 9 måneder + 1 års barsel. Det er mig, der ender med at tage mig af det barn. Han kan ikke engang indtræde i en 7/7-ordning pga hans arbejde. Og jeg skal ikke have to børn med to forskellige mænd. Jeg har en aftale med Mr. X om at vi får et barn mere en dag. Ved godt det lyder sygt, men vi lever i den moderne verden og jeg kender flere 'par' der ikke bor sammen eller er sammen, men som har fået flere børn sammen alligevel. Jeg skal ihvertfald ikke have to børn med to forskellige mænd. Og så kommer den ene far og henter troligt i 7/7-ordning, mens det andet barn ikke bliver hentet og den ene har en fantastisk far og den anden en deadbeat. Lissom da jeg var lille, hvor min lillesøsters far kom og hentede hende hver fredag aften og tog hende med ned og spille Kenzo i kiosken. Mens min far stod oppe foran købmanden og drak bajere hveranden weekend, hvor jeg var hos ham. Og min lillesøster fik et guldkors i julegave af sin fars søster, mens jeg fik et sølvkors. Nej. Not gonna happen.
I virkeligheden er det her meget privat. Men jeg fortæller det her, fordi det er en del af mit liv. Omend der er ganske få nu om dage, der læser denne blog, så er bloggens værdi stadig en real fortælling om mit liv. And this is my life. Sidste år på denne tid var jeg i Paris. Med min mand og mit barn. Og min affære på telefonen. Jeg har da så sandelig givet slip på leverpostejens trivialiteter. Am I loving it? Både og. Men der er jo ikek så meget andet at gøre end at tage det oppefra og ned. Er efterhånden vant til at mit liv tager nogle sindssyge drejninger, tør næsten ikke kigge rundt om næste hjørne. Peace out.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)