Crazy

Nu sidder jeg og tænker på, hvordan mit liv ville have set ud, hvis jeg på dette tidspunkt sidste år, havde 'gjort det rigtige'. Selv efter at have gjort det forkerte, kunne jeg godt have gjort det rigtige. Det havde kunne nås mange gange i processen. Jeg skulle have sagt mit job op. Så jeg havde slået to fluer med et smæk. Jeg kunne være kommet væk i tide fra Svenskeren, inden jeg blev forelsket, og væk fra arbejdsgiveren, som bollede mig i røven, inden jeg gik kold og det fik uoverskuelige konsekvenser. Hvor havde jeg så været idag? Nobody knows. Måske havde jeg været gravid med Stodderen nu. Levet i mit ægteskab. Givet mit barn en ægte søster eller bror. Jeg kunne have haft et nyt arbejde. Og en fuldtidsløn.

Et eller andet sted er jeg nødt til at forlige mig med, at jeg er vild. Jeg er et vildt menneske. Der er ingen, der kan tæmme mig. Stodderen kunne i nogle år, men den boble bristede jo også. Jeg tror ikke, at jeg kan leve op til alle de her kasser og alle de her ting, som folk synes og ikke synes, gode ting eller dårlige ting. Udefra set er det jo helt vanvittigt, hvad der foregår omkring mig hele tiden. Man kan måske få den opfattelse, at jeg er helt ude at skide. At mine trygge rammer og afhængighedsliv med mand og barn, fraværet af alt dette, som jeg har brugt årevis på at bygge op for mig selv, har kastet mig ud i en sindssyg social deroute-nedtursagtighed, som jeg ikke har styr på og hvad skal der ske og hvad skal der ikke ske og hvad bliver det næste. Men sådan har jeg det faktisk ikke. Jeg opsøger jo nok det vilde liv, fordi jeg trives med det vilde liv.

I virkeligheden er det vigtigste for MIG, at min datter har det godt - og det har hun. Igår var vi i Tivoli og lege Happy Family, alle tre, og vi havde en skidegod dag. Hun har det godt. Når jeg har hende er jeg fuldt dedikeret og lever et helt andet liv end når jeg ikke har hende. Og jeg kan sgu godt lide det. Jeg kan godt lide kombinationen af mit ego-liv og mit børneliv. Ja, selvfølgelig er en skilsmisse ikke det fedeste for et barn. Men det var altså ikke fedt at være hende, da vi var sammen heller. Vi kan mærke, at hun er gladere nu.

Jeg går jo bare og venter på at komme igang med studiet - og få noget at lave. Jeg har været i fast forhold, siden jeg var 19 år. Et eller andet sted har jeg ret til at fyre den lidt af. Omvendt er jeg også træt af, at skulle forsvare min lyst - og ret - til at fyre den af. Måske forsvarer jeg det mest overfor mig selv, fordi der er en lillebitte stemme indeni mig, som siger, at det her var ikke heeeelt sådan det skulle være. Men overdøver den den anden stemme, der altid har kværnet indeni mig, som siger: Det har jo aldrig ligget i kortene, at du skulle leve et almindeligt liv? Og hvad er et almindeligt liv også, altså? Tilbage til den nat, hvor jeg som 9-årig blev smidt ud fra Kanal Bodegaen af min mor, mens jeg stod med min et par måneder gamle lillesøster på armen. Jeg har nævnt den nat mange gange, fordi den nat popper op i mig igen og igen og igen gennem mit liv. Natten hvor jeg indså, at jeg var på egen hånd i det her liv. En af de største eksistentielle udfordringer for mennesket er lige præcis erkendelsen af ensomheden som livsvilkår. At vi alle er alene. Og det fattede jeg. Da jeg var 9 år. Og det er ikke, fordi jeg skal sidde og klynke et eller andet Freud-pis af. Men den nat tog noget fra mig, den tog min tillid til omverden fra mig. Tilgengæld gav den mig også noget, fordi den gav mig tilliden til mig selv, troen på mig selv, styrken i mig selv. Og det er den skråt op-attitude, der har rejst mig hver gang. Det er den skråt op-attitude, der giver mig det overskud, som alle taler om jeg har. Og det har jeg, I know. Det er nok fordi jeg ikke forventer NOGET fra NOGEN og derfor slår ting mig bare ikke så hårdt, da det er som om jeg ikke bliver overrasket over det. Nå, så klarer vi da bare den også-agtigt. Jeg er altid forberedt på at klare mig selv. Når jeg drikker mig pissestiv sammen med en Tinderdate hjemme hos ham, så ved jeg hvor hans knive ligger. Hvis det skulle blive nødvendigt. For eksempel. Altså, folk skal ikke undervurdere, om jeg har styr på situationen. Jeg ved godt, hvad jeg laver. Jeg gør det bare alligevel.

Det, som jeg i virkeligheden finder mest utrygt ved det her nye liv, det er så noget som de dyr, der er i min lejlighed. Edderkopperne, sølvfiskene, igår var der en guldsmed i min seng. Dørkarmen faldt af. Der sprang en sikring. Afløbet på badeværelset skulle renses. Der kan jeg godt mærke, at jeg ikke er så stærk og selvstændig som kvinde, som jeg måske gik og troede, da jeg var sammen med Stodderen. Han fortalte mig igår, at han har renset afløb på badeværelset mange gange. Det anede jeg ikke. En af mine Tinderfyre måtte lave en lille video, hvor han viste mig, at der er sådan en dims under risten, som skal op og vaskes. Anede det ikke. Flyttede hjemmefra som 15-årig, haft fem lejligheder, og har lige renset mit afløb for første gang.

Det er sådan en lille slags udviklingsproces for mig alt det her. Der sker også nogle gode sunde ting for mig. Imorgen når barnet kommer skal jeg til at lave aftensmad HVER dag igen. Kæmpeudfordring. Det var altid Stodderen, der lavede mad. Så kører jeg denne her stille og rolige uge med hende og vi laver nogle hyggelige ting, spiser ude på café og sidder i sofaen og spiser cocopops, alle så nogle ting, som Stodderen enten ikke ville have eller som vi bare ikke kunne, da vi levede det der stressede fuldtidsarbejdeliv med kombination af tre menneskers behov. Lejligheden kan sejle med tekopper og legekøkken, legoklodser og dukker og bamser og beskidt vasketøj og pis og lort, jeg gider ikke stå ude i køkkenet og svede over opvasken, mens hun leger inde i stuen. Der er bare en anden frihed. Til at gøre, hvad VI vil.

Så træder jeg ind i min ego-uge. Hveranden mandag sætter jeg mig i min sofa og bliver der hele dagen, indtil jeg går i seng. Så trækker jeg mig helt ind i mig selv og går introvert på verden med min ipad, slik, tjald hvis jeg har det, magasiner, serier, musik, sidder og troller den på nettet og pisser folk af, rydder op og gør rent sent om aftenen og går så i seng. Og tirsdag morgen skal der ske noget. Så keder jeg mig. Og jeg er frisk på ALT. Nu har jeg alle de her mænd allevegne, som skaber en helvedes masse bøvl for mig, samtidig med at de beriger mit liv og gør det fantastisk og spændende. Fredag var jeg ude med en eller anden rapper, som jeg ikke anede en skid om, da jeg matchede ham på Tinder, men som alle åbentbart kender. Total kendisdate. Men røvsyg. Vi endte hjemme hos ham med en kasse øl, som jeg betalte, og så fik jeg min veninde til at hente mig under påskud af en glemt fødselsdagsfest. Han lå og skrev til mig hele natten og nu har jeg kraftedme glemt mine solbriller hos ham. Send dem med posten, jeg magter det ikke. Lørdag var jeg tilgengæld på en pissefed date. Blev hentet på christianiacykel derhjemme og vi satte os på en bænk og høvlede øl på Blågårds Plads. Mødte alle mulige mennesker, som vi sad i bælgravende mørke og talte vidt og bredt med. Blandt andet et par som osede af sex. De brækkede sig af grin over, at vi var så ligefremme. Første date og der blev ikke lagt fingre imellem. På et tidspunkt sagde han, at jeg var tør, fordi jeg ikke gider ride. Så sagde jeg, at så måtte han jo bare sperme ud over hele min krop og gøre mig helt vååååd med sine gyldne dråber. Han var lige ved at blive kvalt i sin øl. Det viste sig så, at han åbentbart er Danmarks største togmaler. Han kørte mig så rundt allemulige vilde steder og gav mig et indblik i graffitiverdenen. Vi kravlede over et hegn og op ad en sygeligt rusten stige, op på sådan nogle rør ovenover Hovedbanegårdens jernbaneskinner. Jeg havde ballerinaer på og en øldåse mellem tænderne og er simpelthen for gammel, tung og usmidig til den slags, men jeg klarede det. Gad godt have kneppet deroppe med udsigten til hele byen. Men det gør jeg altså ikke, mens jeg er gravid, det ville jeg synes var for tacky. Endte med at sove hjemme hos ham, fordi klokken pludselig var 5 og jeg skulle op i Tivoli med la familia kl 11. Syg designerlejlighed i Vanløse jeg vågnede op til...

Nå, men han er jo gamle venner med den originale Tinderfyr, the babydaddy høhø. De har kørt en eller anden åndssvag falloskamp over mig, som jeg ikke magter at forholde mig til. Og så tænkte jeg bare, ej men nu er Tinderfyr 1 i Barcelona og jeg keder mig og jeg har sgu ikke lovet nogen noget. Men egentlig var jeg jo blevet inviteret til Thailand med ham, så ombestemte vi os og ville tage til New York. Han arbejder i SAS, så billetten er jo gratis. Men ham den anden fra i lørdags, han vil på interrail. Og det gad jeg også godt. Så nu er jeg faktisk kommet til at aftale med dem begge to, at vi skal rejse sammen. Jeg har det bare sådan, at jeg vil bare gerne ud af røret. Om det er med den ene eller den anden er ligegyldigt. Men Tinderfyr 1 er sådan liiiiige besidderisk nok. Han vil gerne være kærester. Og altså. Der er alt muligt pjat med dem inde på Facebook også. Den ene er røvlækker og den anden er en røvlækker type. Så kommenterer de mere eller mindre passiv-agressivt eller se lige mig-agtigt på hvert et komma jeg sætter. Den ene er 177 og den anden 165. Så siger den ene, ej du ved godt han kun er 160, ikk? Så siger den anden, du ved godt min pik er større end hans, ikk? Og hvis den er det... så ved jeg ikke, om jeg tør, hahaha. Fandme mærkeligt at jeg pludselig møder alle de her små mænd med kæmpe dickzillas. Hvor har de været hele mit liv?

Iøvrigt er København bare alt alt alt for lille. Ham jeg var ude med i lørdags, har for nyligt været på date gennem Tinder med en af mine gamle veninder og de har knaldet nogle gange. Han har desuden et barn med min gamle efterskoleveninde. Og jeg har boet på ungdomspension med hans fætter. Moderen til hans barn har desuden været kontaktperson for en anden lidt yngre veninde jeg har, dengang hun boede på børnehjem. Og sådan fortsætter det bare. Man kan fandme ikke træde et skridt uden at røre en gammel kending. Lissom ham der for noget tid siden pludselig bare står foran mig i en kæmpebrandert (min) og siger: En post-it?! En post-it, Vaginalife?! Det var først, da han sagde mit navn, at det gik op for mig at han talte til mig. Midt om natten på en eller anden snusket bar i indre by og så møder jeg en fyr, som jeg har knaldet for 100 år siden og lagt en post-it på hans mave, hvor der stod tak for sex - og så kan han kraftedme kende mig og er åbentbart stadig lidt fornærmet?! Han havde forsøgt at finde mig, men forgæves. Altså, det er de mærkeligste ting mænd bliver sure over. Jeg skrev jo TAK for sex, for fanden, slap dog af.