Hmmm...

Det er mandag og jeg har andendagstømmermænd og alkoblues. Så er det sagt. Jeg har fjernet mit sidste indlæg igen, fordi meningen bare var at få min side af sagen fortalt og det er blevet skrevet nu og læst.

Når jeg tænker tilbage på året 2014 indtil videre, så tænker jeg bare: Fuuuck altså. Hvad er det der sker? Hvad er der sket? Hvorfor lever jeg pludselig det her liv? Den ene dag forekommer det vildt surrealistisk, stadigvæk. Den anden dag, som om det aldrig har været anderledes. Det er alligevel vildt, hvor hurtigt man vænner sig til forandringer. Jeg har altid været god til at tilpasse mig, måske fordi jeg har en latent mistro til fundamental tryghed, jeg stoler ikke på tryghed, jeg er altid forberedt på det værste, jeg opsøger måske ligefrem utrygheden, fordi jeg er tryggere ved utrygheden end trygheden. Ja, der går sgu lidt Freud i den...

Når jeg tænker helt tilbage til maj 2012, hvor jeg startede på det nye arbejde efter barslen. Og på hvordan mig og Mr. X hurtigt blev kaldt Symbiosen af mine kolleger, fordi vi konstant ringede til hinanden, skrev sms og generelt bare hang sammen som ærtehalm, sådan som vi har været siden 2006. Så tænker jeg HVAD SKETE DER? Hva fanden SKETE der. Hvordan kom vi så langt fra hinanden? Hvordan kunne jeg have en affære i et helt år. Hvordan kunne jeg svigte ham på den måde og være så illoyal? Det ligner mig ikke. Jeg har altid været glad for mænd osv jaja, men jeg har aldrig snydt og bedraget. Jeg har altid været glad for mænd osv jaja, men jeg har aldrig haft nemt til forelskelse. Jeg har altid være benhård i mit følelsesliv og hver gang jeg er blevet forelsket, har det været bevidst og et aktivt valg. Det hænger sammen med min frygt for at være afhængig af andre, eller, måske bare min tendens til at være meget uafhængig generelt. Jeg er ikke sådan en, der kan rides rundt med i manegen og slet ikke med mit følelsesliv. Jeg er iskold. Det er jeg. På bunden af det hele, selvom jeg er et utroligt sødt og hjælpsomt og sympatisk menneske, så er jeg iskold. Jeg er dybest set ligeglad med andre mennesker. Og jeg mener ikke, at jeg render rundt til hverdag og er ligeglad. På den måde. Men når alt kommer til alt, så ved jeg, at jeg står alene. Midlet har altid helliget målet. Jeg gør, hvad der passer mig og det har jeg altid gjort og folk hader mig for det. Og den eneste forklaring jeg kan komme på, hvis vi ser bort fra, at jeg kunne være psykopat, er Freud. Fra jeg var 9 år, den skæbnesvangre nat jeg har fortalt om flere gange før, til jeg var 24 cirka, blev jeg så hærdet, som menneske, så kold i røven, så bevidst om, at jeg kun har mig selv, at det har gjort mig til den, jeg er idag. Og jeg bebrejder ikke mig selv, kun. Jeg blev svigtet af min mor, jeg blev svigtet af min far, jeg blev svigtet af ALLE, jeg svigtede mig selv, jeg boede på den der fucking ungdomspension, der smadrede mig fuldstændig, gjorde mig endnu mere hård og kold, jeg mødte Litaueren, blev voldelig og stod som 21-årig overfor en kæmperøvfuld ballade, da han overtrak mit visa-kort med 16000 pga ludomani, rullede rundt i vores nye bil i en brandert, ham og hans venner smadrede hele min lejlighed og alt hvad jeg ejede, alle de ting der skete. Der er ikke noget at sige til, at jeg er blevet en hård nyser.

De eneste to mennesker, der aldrig har svigtet mig og altid har været der for mig, er min kusine og Mr. X. Det undrer mig, at det her er sket. Fordi, ligeså iskold jeg er, ligeså loyal er jeg dog også. Jeg er dybt loyal. Og det er lige præcis, når folk svigter min loyalitet, at jeg går helt amok. Så hvordan kunne jeg være så illoyal overfor et menneske, som ikke har været andet end tro mod mig? Jeg kunne besvare det spørgsmål på to måder. Jeg kunne påpege alle de ydre omstændigheder, såsom fertilitetsbehandlingen (sexliv), min dårlige fødselsoplevelse og deraf følgende milde fødselsdepression (jeg fjernede mig), hans fuldstændige forelskelse i vores barn og totalt forglemmelse af mig (fristet af kollega der gav mig opmærksomhed som kvinde) og alle de der ting, der skete i tiden op til at det hele gik galt. Men jeg synes det er fesent. Det kan ikke nytte noget at man bebrejder ydre omstændigheder for ens valg her i livet. Det kan give en FORKLARING på, hvorfor ens valg endte dér hvor de gjorde, men det kan aldrig være deres ansvar. De ydre omstændigheder. Det er mit ansvar. Jeg traf et valg. Der er ikke noget, der bare sker. Jeg valgte.

Man kommer jo, som foruretteren, til at søge en forklaring, der kan trøste den forurettede. Men det er egentlig ikke det, jeg er ude efter. For hvis jeg, som menneske, skal lære noget af det her, så skal jeg have den helt rene sandhed. Min inderste inde-agtige sandhed. Lad os sige, at der var en Gudinde ovenover mig. Som havde set det hele og hørt det hele. Og kunne fortælle mig, hvorfor jeg valgte at gøre, som jeg gjorde. Ville jeg overhovedet orke at høre svaret? Kan jeg overhovedet bruge det til noget? Er mit liv ikke bare præget af impulsstyret adfærd? Er jeg ikke bare for bevidst om, at Livet Er For Kort? Har jeg haft et lorteliv de første 24 år ud af 32? Og derfor føler mig berettiget til at skide på alle andre og gøre præcis hvad JEG vil, når jeg vil og hvordan jeg vil? Er det sådan det er? Er jeg sådan? Ja. Måske.

Det gik jo ellers fint. Det der med at være et almindeligt 8-16 menneske. Jeg tog min uddannelse. Jeg fik et job. Jeg blev gift. Jeg fik et barn. Trip, trap, træsko. Jeg levede efter min plan: At være normal. Lissom alle andre. At mit barn skulle være normalt og have normale forældre, der begge troppede op til forældremøderne og godt gad tale med de andre. Jeg var dygtig til mit arbejde, respekteret blandt kollegerne og borgerne elskede mig. Fik en lækker lejlighed et lækkert sted med udsigt til vand, som jeg altid har drømt om. Trippeli, trippeli, trap. Men inde under det her lag af status-symboler og min dybt fokuserede jagt på Det Normale Liv, var jeg bare stadig. Stadigvæk lige nøjagtigt så utæmmet, uhæmmet, skør og grænseløs som altid. Jeg følte egentlig ikke, at jeg levede på en løgn eller noget i den dur. Jeg tror bare, at der var for lidt krydderi på tilværelsen. Jeg manglede noget skævhed. Jeg kunne dårligt få luft til sidst, så uspontant et liv var det blevet. Op på arbejde, hjem igen, hvem laver mad. Leverpostejen var såmænd fin nok i sig selv, men jeg manglede de små gnist af spontanitet. Og den sidste måned af min barsel var jeg som en vulkan, der bare ventede på at eksplodere. Og det gjorde jeg så. Jeg eksploderede ud over det hele. Lavaen strømmede fra mit indestængte indre, der var så meget ENERGI, jeg kogte og buldrede, og jeg vidste det godt. Shit was about to go down. Men jeg tog ikke ansvar for det. Jeg kunne ikke - og jeg ville ikke.