Åh den kære Mandag

Så stoppede lazy ass-festen endelig langt om længe. Jeg er nu på min anden uge på det nye ar ejde og det er indtil videre rigtig godt. Selvom tempoet i provinsen altså ér lidt tungt at danse med. Mindre kommuner har jo ikke den muskelstyrke eller målgruppen til den, så ret ofte er man faktisk dårligere stillet som borger end i København, som ellers har ry for at være skod for folk. Superlækkert er det dog at slippe for myndighedsrollen, selvom det også er en udfodring, når man ikke længere har den magt at bruge til at få folk til at makke ret. Jeg sad jo ikke på forsørgelseskassen før, men det er nemmere at spille good cop/bad cop, når man kan stoppe for bevillingerne af fx låsesmed, når folk smækker sig ude i branderter og manier fjorten gange i døgnet. Nu har jeg kun mit vindende væsen.

Men helt seriøst. Hvis jeg lærer at bruge de erfaringer, jeg har med i bagagen, og hvis jeg bruger mine evner til at skabe motivation hos folk rigtigt, så bliver jeg det rene guld for den gruppe mennesker, det er helt sikkert. Jeg kan ihvertfald mærke, at jeg er et friskt pust for alle og det er plus, når man skal vække en ung fyr i starten af tyverne fra en tilværelse, hvor han aldrig har lavet en skid. Jeg mødte ham første gang i sidste uge, han haft folk som mig omkring sig, siden puberteten og ingen har kunne rykke ham den mindste smule. Det kan godt være, at jeg heller ikke kan. Men jeg synes det er SÅ fedt at få muligheden! For måske kan jeg. Måske kan jeg gøre forskellen. Måske er jeg lige, hvad der skulle til. Sådan nogle mødte jeg jo også selv engang. Dem, der lige gjorde den forskel. Jeg har metodefrihed, må gøre hvad der virker, som chefen sagde. Love it. I tiden op til jobstart befandt jeg mig i et kæmpe fagligt dilemma: Enten skulle jeg læse op, tage fat på Den Motiverende Samtale, sætte mig ind i Forandringskompasset og visse vasse. Eller også skulle jeg satse på mig. Mig-måden, kan vi kalde den. Og jeg har valgt sidstnævnte ud fra den kyniske betragtning, at jeg ikke taber noget, som ikke allerede er tabt ved udgangspunktet. Ja. De borgere som jeg beskæftiger mig med, kan næsten ikke få det værre. Det kan kun blive bedre. Og jeg kan jo altid sadle om, hvis det ikke virker. Jeg tror bare det virker, for jeg har altid troet på gejsten, ilden der tænder sjælen, ildsjæen, ing? For at lave godt socialt arbejde skal man have hjertet med i det, gejsten, engagementet, man skal mene det man siger, ellers hører folk ikke efter. Desuden kan jeg godt lide at være autentisk, også på arbejdet.

Jeg har tilrettet i den historie, der følger nu, for at sløre hans identitet og gøre det ikke-henførbart. Jeg blev introduceret for ham ved et møde med to andre fagpersoner. Blev advaret om at han er typen, der har brug for en mor og bare gerne vil pusles om og nurses og køres alle steder hen og snakke snakke snakke. Det er ikke fremmed for mig, hverken at høre eller selv vurdere om folk. Der findes mange af den slags typer, der bare gerne vil have en kærlig mor. And no fucking wonder. Selvfølgelig har man stadig det behov i starten af 20'erne, hvis man er blevet omsorgssvigtet. Måske har man det hele livet,  fordi det dybest set er et eksistentielt behov, som ikke bare forsvinder. Men altså, jeg synes som sagt, at det er fint at sige og vurdere som fagpersoner, fordi det unægteligt kan forholde sig lige præcis sådan. Hvad jeg IKKE synes er fint, er at man per automatik vælger pisk til den type. Forstået på den måde, at når det bliver sagt i de her forummer, så indeholder det altid en underforståethed om, at den pågældende så ikke skal have for megen moder-agtig omsorg. Som om det så bliver umuligt for vedkommende at komme videre. Og som om det udelukker tilstedeværelsen af krav. Det gør det ikke. Og de to ting står ikke hinanden kontra (kan man sige det? Det lyder som om man kan sige det).

Jeg gik en halvanden time lang tur med ham, hvor jeg spurgte ind til hele hans liv. Mor, far, skole, piger, penge, venner, følelser og afvisninger, håb og drømme, hele pisset. Det er amazing, hvor meget man får ud af spørge folk: Hvis du helt selv kunne vælge, alt var muligt, hvordan så dit liv så ud ligenu? Det spørger jeg aaaaaltid folk om. Altså, hvor skal vi hen, for fanden? Ikke kun giver det gejst at visualisere et fedt liv foran sig, men det bliver også håndterbart. Hvis du herregerne gad være kok, jamen så lad os se, om du kan blive det? Eller bare bevæge sig tættere på og være medarbejder i et køkken. Har du en kone i det her liv? Ja. Nå, men så må du hellere se at komme i bad og få klippet det hår. Sådan er det, man må være lidt lækker for at score. Men jeg stiller også det spørgsmål, fordi det er borgeren selv, der er Hovedbestyrelsen i det foretagende. Mine standarder er ikke hans standarder. Han kan få det, som han vil have det, men må selv tage ansvar for det. Og det betyder jo så også ansvaret for egen forsørgelse, hvis hans ideelle liv ellers kun byder på computerspil.

Well, anyways, jeg sidder også bare og blabrer mine reflektioner af. Det er ikke, fordi jeg er en hippie, hvis det kan lyde sådan. Jeg stiller skam krav. Efter gåturen havde jeg fået ham overtalt til at vi skal træne sammen, når vi ses, fordi han er tyk og ulykkelig og i totalt dårlig stand generelt. Han har så fået til opgave at få fat i et adgangskort til træningsrummet, der ligger i hans boligkvarter. Det er et beskedent lokale, som han beskriver det, med en cykel og en romaskineog sådan lidt. Men det er helt sikkert nok til at få ham til at svede og få pumpet en helvedes masse energibombe-agtige lykkehormoner rundt i kroppen på ham. Og desuden er de fleste mænd gladest for at lave noget, der skal tale om akavede ting. Så gider de ikke sidde og drikke kaffe og glo mig direkte ind i fjæset. Vi slår totaaaalt mange fluer med det træningssmæk, jeg er fan. Det skal han så finde ud af til næste gang, vi ses, og samtidig har jeg givet ham et printet ugeskema, hvor han skal skrive ALT ind. Alt, hvad han husker at skrive, ihvertfald. Hvornår står han op, hvornår i seng, hvad laver han hele dagen, hvad spiser han, hvad er hans hverdagsrutine og hvornår går han nogensinde i bad. Og så tænker jeg simpelthen at vi foretager nogle små, men effektive ændringer, og det bliver blandt andet godnat/godmorgen-punktet, tror jeg, han sagde ihvertfald til mødet, at han først var rigtig klar i hovedet kl 13 og altså, dét duer sgu ikke. Derfor mødtes vi kl 12 sidst og imorgen skal vi ses kl 11.

Ja, det er så det der fylder nu. Og det er herligt. Jeg har slået op med en del mennesker her på det sidste og har dermed virkelig haft fingeren inde i min egen navle. Generelt det sidste halve år faktisk. Men nu er det på en anden måde, en anden del af mig som kan blomstre op igen, love it live it love it. Om to uger får vi marsvin herhjemme, Mille og Mingming, skulle de hedde i sidste uge ihvertfald. Det bliver en helt anden saga. Ellers sker der ikke så meget.