Status

Havde en helvedes masse på hjertet, da jeg cyklede hjem fra min løbetur på Assistens Kirkegården, men nu kan jeg slet ikke huske, hvad jeg var fyldt af. Var lige ovre og hilse på De Ukendtes. Kom jo aldrig afsted på selve dagen og heller ikke på hans fødselsdag, men var der altså idag. Det er sgu underligt, som ting kan fylde SÅ utroligt meget i en periode og så pludselig indser man, at man er kommet over det. Sorgen er væk. Bitterheden forduftet. Tilgivelsen taler sit tydelge sprog i sjælen. RIP, Far.

For første gang i maaaaange mange år har jeg oplevet at have brugt ALLE mine penge inden den sidste uge af måneden. Godt man har gode venner, som hjælper en fattig arbejdsløs i nød. 200 kroner kan man få meget for, når man tænker over det. Er fandme også svært at gå fra to gode fuldtidsindtægter til én fuldtidsindtægt til dagpenge. Fuck de dagpenge, mand. Og nu skal jeg snart på SU. Så jeg SKAL altså lære at passe bedre på pengene. Duer simpelthen ikke at være flad, når man er Nogens Mor.

Ellers har jeg faktisk ikke så mange problemer. Selvom det kan føles sådan. Det er et meget mærkeligt sted jeg befinder mig i mit liv ligenu og jeg veksler også meget i humør. Den sidste uges tid og stadigvæk idag er jeg lidt på krigsstien. Folk pisser mig bare af. Mænd pisser mig rigtig meget af. Har lige haft endnu en stor tur med Stodderen, som jeg føler stalker mig på Facebook og allevegne hele tiden. Han har taget et indlæg inde på min side på Facebook meget alvorligt og meget bogstaveligt. Bare fordi jeg skriver om en god date, altså. Han har ikke noget problem med at fortælle mig, at han har knaldet den ene dame om fredagen og den anden dame om lørdagen og har været på to dates med den samme kvinde og så videre, men jeg må ikke engang lægge ét skide billede op på Instagram af en eller anden tinderdate uden han går helt amox. Jeg ved ikke, hvad jeg skal synes. Hvad jeg BØR synes om det. Men jeg prøver jo bare at leve mit liv. Et liv. Og valget stod lissom mellem at fortsætte med at lyve, skjule, snyde og bedrage og så at stå ved, at ja, jeg går på dates og ja, jeg synes det er fedt og ja, jeg har været ked af det over separationen og jeg ér ked af det over, at det endte sådan, men... Jeg har altså fået et helt andet liv, hvor der er mange andre ting end lige mit forhold til ham, der fylder. Før levede jeg et stressfuldt liv, som fuldtidsarbejdende deltidsmor med konstant dårlig samvittighed og konstant halvtrivsel, ingen sex, og masser af sure miner og skænderier derhjemme, konstante kompromisser og halve løsninger, sofasavleri og lunken lykke. Jeg siger ikke, at jeg er megalykkelig ligenu og det har heller aldrig været et mål, at jeg skal være toplykkelig hele tiden, fordi det ved jeg godt, at jeg aldrig bliver, men jeg er gladere nu. Kan folk ikke respektere det? Kan folk ikke være bare lidt glade på mine vegne eller hvor længe skal jeg slås oveni hovedet med, at jeg har forladt den mand, som andre synes jeg passer så skidegodt sammen med? Hvorlænge! Og hvor længe skal jeg høre på, at han ikke synes jeg er ked af det nok. Hvordan skal jeg bevise, at jeg har været og fortsat seføli engang imellem er ked af det. At det endte sådan. Hvis det endte altså. Vi er stadig bare separerede, ikke skilt. Det er ikke slut endnu. Men undskyld mig, hvis jeg prøver at få det bedste ud af min situation. Sådan er jeg bare. Det kan da godt være, at han er ekspert i at søppe rundt i sin egen elendighed, at han nærmest elsker at være ulykkelig og dyrker det som en fucking hobby, men sådan er jeg ikke. Jeg flygter fra det onde. Og det kan man sikkert få en masse Freudpis ud af, men jeg har levet i 32 år og har fortsat ikke fundet fordelen ved at holde fast i de nederen ting, der sker i mit liv og vil ske i mit liv fremadrettet. Det er sådan JEG overlever.

Det, jeg mangler nu, er at komme igang igen. Nu starter jeg på kandidatstudiet efter sommerferien og det bliver godt. Det, der virkelig trækker tænder ud på mig for tiden er, at jeg keder mig. Jeg har INTET at lave! Har ingen penge. Og kan ikke engang holde mit barn hjemme fra børnehave, selvom jeg KAN, fordi hun er i indkøringsfase og har brug for at komme derop stabilt hver dag. Fucking latterligt. Så har jeg IGEN, lissom før, kun til kl 8.30 om morgenen med hende og fra 16-19 om aftenen med hende. Fordi den lorteudflytterlortebus først kommer kl 16! Det ville ellers fuldende mit liv. Hvis jeg kunne have en hel døgndrift-agtig uge med hende og så en uge alene. Det kører skidegodt med 7/7. Vi kan ligge i ske inde i Vores Seng hele ugen, hygge os, gøre hvad vi vil, lege skønhedssalon, spise ude, fyre den af. Jeg har masser af energi, tålmodighed og gejst, ingen kort stresset lunte mere. Dét er nok den største fordel ved hele dette morads: At jeg er blevet styrket i min moderrolle, fået mere selvtillid, blevet mere nærværende. Fordi jeg kan være mor med god samvittighed nu. Fordi jeg har en hel uge alene, hvor jeg kan dyrke mit ego. Og ja, mit ego er stort og det fylder meget. Men forhåbentlig viser det min datter, at det er okay at prioritere sig selv. Det er okay at gøre det, der gør en glad.

Men så på den anden side har jeg en masse bøvl. Ham Tinderfyren som jeg har været på en deeel dates med og som er lækker og sjov og drikker mig under bordet, får mig til at hoppe i Nyhavn og har en kæmpepik, han er begyndt at få ejerfornemmelser. Og det gider jeg bare ikke. Altså, vi har haft en del drama allerede og vi har kraftedme kun kendt hinanden i en måned og jeg bryder mig ikke engang om at skrive, at vi har kendt hinanden i en måned, altså vi har datet. Jeg har haft to vanvidsbranderter overfor ham. Første gang var 3. gang vi sås. Der havde jeg været til Distortion pissestiv og hoppet ind i en taxa med en Lotto-vinder, den historie kender I jo, og taxaen kørte mig rundt til diverse barer, hvor jeg fik shots der gjorde mig helt kogt i potten. Det endte jo så med, at jeg kom hjem til Tinderfyren som stod klar til at betale taxaen. Helt aggressiv og har åbentbart klapset lidt rundt til fyrene inde i vognen, da den ankom. Smækker med døren op til ham - altså HAR jeg ikke fortalt det her? Anyways gigabrandert, går ind i hans spejl, falder om med dødvægt, smadrer fjæset, ville ikke hjælpes, lægger mig ind på hans sofa og tuder, blah blah blah. Pinligt. Den anden gang sidder vi på hans altan, pissestive, og har haft en fantastisk date. Han har lavet æggekage, fordi jeg er på kur og jeg var helt oppe at køre af lykke. Så fortæller han mig, at han stemmer DF. Og så gik jeg heeelt amok. Jeg blev bare SÅ skuffet! Kaldte ham roma og perker, fordi han har brune øjne, kaldte ham nazist, fascist, rascist. Sagde at han bare kunne skride tilbage til sine poptøser nu, hvor han havde prøvet at kneppe en tyk pige. Det værste er, at jeg faktisk sov der alligevel. Og vågnede op bagstiv og pissed. Og skred i raseri. Så kom han efter mig i sin bil og sad udenfor mit vindue og ville ikke holde op med at dytte, før jeg åbnede min franske altandør. Megascene foran hele caféen. Så stak han en pizza ind ad vinduet. Og kørte mig til lægen. Altså, hvor jeg skulle hente en creme til barnet, ikk? Haha. Anyways, han påstod så, at han bare havde sagt det for at provokere mig. Det ender jeg efter lange forhandlinger med at tro på. Så går det op for mig, at min to bedste veninder kraftedme også har stemt DF sidste gang. Øj, jeg er skuffet. Men altså, trods alt bedre end Liberal Alliance. Nå, men så var jeg ude med pigerne i fredags. Han sender nogle smser om, at jeg nok er for alfa til at vi kan være kærester. I min brandert går jeg helt i selvsving igen. Han skulle kraftedme ikke friendzone mig, når jeg aldrig på noget tidspunkt havde ville være kærester. Blah blah blah. Bliver rigtig emsig. Og ved du hvorfor? Fordi jeg er så syg i hovedet, at hver gang der er noget jeg ikke kan få, så vil jeg have det. Det er så usympatisk et træk. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er sådan, men det er jo nok storhedsvanvid af en art. Det er meget få mænd, der har afvist mig, de plejer at sidde fast som lim, når de først lærer mig at kende. Men det var jo det samme med Svenskeren, som jeg også mistede interessen for, da han havde forladt sin kone (hvilket jeg jo intet havde med at gøre på det tidspunkt).

Anyways. Åj, det er sgu godt at få skriftet. Det ender så med at jeg tager hjem til ham i søndags, hvor han sad og var bagstiv efter et bryllup sammen med sin svoger. Det var søndag, jeg var lige vågnet og jeg skule have barnet dagen efter, så jeg var ædru. Og jeg er helt anderledes ædru end i ti hestes-branderter. Så så vi en film senere, lå og holdt i hånden og puttede, det er dælme rart når man ellers er single og normalt ligger i en tom kold seng alene. Og så har jeg ikke set ham siden. Men. Nu er han heeeelt oppe at køre over mig igen. Vi har en playdate på en legeplads senere idag med hver vores unger - ikke noget introduktion af nogen art, vi står bare og snakker som forældre gør på en legeplads - og så har vi en date på lørdag. Og på lørdag har han annonceret, at vi skal have en 'seriøs snak' og han har valgt at droppe Tinder, indtil 'vi finder ud af, hvad vi har gang i'. Og altså, jeg har det bare sådan: Vi har ikke gang i noget. Ud over sjov og ballade. Det er det eneste jeg vil have i mit liv ligenu. Tre gange tidligere på vores dates har han spurgt, hvad han skal sige, hvis vi møder nogle han kender. Om hvad vi er. Er jeg en kammerat eller en veninde eller hvad er jeg. Og så sagde jeg bare, at jeg er Vaginalife. Det kan han sige. Så spurgte han, hvad jeg ville sige, hvis vi mødte nogen JEG kendte og altså hahaha. Jeg siger jo ikke hej til folk, som jeg kender. Jeg undgår altid at hilse på folk. Jeg orker det ikke. Og pigerne ved jo godt, hvem han er. Så altså. Håber fandme ikke at han har tænkt sig at stille et ultimatum på lørdag, for så bliver det sidste gang vi ses. Det ville bare være så ærgeligt, fordi vi har det virkelig skiiidesjovt, drikker som svin, knepper som vilde dyr og halleluja!

Nu sidder nogle af jer måske og tænker, at jeg drikker rimelig meget. Og det gør jeg også. I mine børnefrie uger. Udefra kan det måske se ud som et skråplan, men i virkeligheden drikker jeg ikke så meget mere end jeg nærmest altid har gjort. Jeg har styr på det. Den dag jeg får lyst til at drikke en øl, istedet for en Faxe Kondi om aftenen, den dag jeg sidder og drikker vin til maden, den dag kan vi tale om det. Men jeg drikker for festen, jeg drikker KUN for festen. Ingen fest, ingen alkohol. Jeg har ikke lyst til alkohol på den måde. Det er jo nok et alkoholmisbrug alligevel, eftersom det vel aldrig har været meningen at man skal drikke en kasse øl hver anden uge, men jeg er træt af folks kassetankegang. Jeg har det bare sjovt med det. Det ser jo nok anderledes ud udefra, når det går op for folk, at jeg er spritstiv på en mandag, men hallo, jeg SKAL jo ikke noget, vel? Og Tinderfyren arbejder skæve tidspunkter i lufthavnen, så med alle vores børn og deleordninger må vi tage de dage vi kan. And I don't care! Jeg keder mig!!

På en eller anden måde er vi jo allesammen bare drevet af, hvad der gør os godt tilpas. Ligenu prøver jeg at leve et liv, hvor jeg er tro mod mig selv. Jeg har friheden til at være det nu. Og omend mit liv er mere ustabilt, usikkert, ensomt, kedeligt og på mange måder rigtig skræmmende, så er der flere lyspunkter end før.