Ro ro ro min båd

Og så var det, at jeg ikke fik mit lort. Og så tog jeg en test og så var der en streg. Og så tog jeg til lægen. Og så var der ingen streg. Og så fik jeg taget en blodprøve. Og svaret kommer imorgen. Og så fik jeg lige diagnosticeret børnesår med stafilikok-infektion i armhulen. Og så skal jeg bare lige smøre creme inde i næsen hver dag i fem dage og bruge en sæbe fra top til tå i badet, som jeg skal stå med i 10 minutter, hver dag i fem dage plus penicilin, som ikke virker så godt, hvis man drikker. Fuck aaaaf.

Det tog mig og Stodderen 3 år at lave et barn. Jeg endte med at sprøjte mig i maven med hormoner. Lægerne sagde, at jeg aldrig ville blive gravid uden hjælp. Det var sådan jeg blev overtalt til at deltage i den hæslige unaturlige fertilitetsbehandling. Stodderen var sæddonor og havde det højeste batch i sædbanken. Måtte komme hver dag, fordi den var så god. Vi havde sex i fem år uden beskyttelse. Jeg knaldede Svenskeren hele 2013 uden beskyttelse. Jeg knaldede Tinderfyren mange gange med beskyttelse af angst for sexsygdomme. Én gang uden gummi. Og så fik jeg ikke mit lort her sidst i juni. Amen altså, vorherre til hest.

Magter simpelthen ikke at blive uønsket gravid som 32-årig. Og skulle have en abort, som 32-årig, uddannet med fast bopæl og 3-årigt barn i forvejen. Det er så ulækkert 1st world problem-agtigt, at jeg slet ikke kan overskue at være endt i den situation. Men naturligvis anerkender og hylder jeg retten til og muligheden for abort, som kvinde, som feminist, som videnskabeligt funderet fornuftigt tænkende menneske. Isoleret set har jeg ingen skrupler med aborten i sig selv. Er bare virkelig skuffet over mig selv, fordi jeg er endt i så pinagtig en situation. Hva skeeeeer der. Hvis jeg altså er det. Gravid. Inshalla akbar jeg beder til Gud og VorherreJemini Jesus og Maria om at der er falsk alarm. Jeg tror det bare ikke.

Og så blev det dagen efter. Og prøven er positiv.

Altså, havde jeg vidst, at der var den mindste lille mulighed for at blive gravid, så havde jeg da aldrig nogensinde taget chancen. Det er simpelthen så pinligt at blive uønsket gravid som 32-årig. Og skulle have sin, hvad, 4. eller 5. abort! Da jeg var 19 var det sådan okay, der kan ske en smutter. Da jeg var 21 var jeg på p-piller, som jeg tog regelmæssigt, så der var det sgu ikke min skyld. Så fik jeg det der vind-æg efter 2. insemination i fertilitetsbehandlingen, som aldrig udviklede sig til et foster. Der var jeg lige ved at dø, fordi de ikke havde fået det hele med ud og jeg blev hentet i en ambulance og kørt ind til endnu en udskrabning. And now this. Hvordan skulle jeg lige vide, at jeg med alderen blev mere fertil? Drikker og ryger som et svin!

Nu er jeg nødt til at aflyse min blaffetur. Skulle ellers på onsdag have deltaget i BLAF 2014, den vildeste blaffekonkurrence, som jeg meldte mig til uden at kende et øje. Er kommet på et hold med tre andre, som nu mangler en holdkammerat, da man skal være fire af strategiske årsager. Jeg ved ikke, hvornår jeg bliver indkaldt til den abort. Man kan faktisk også dø i fuld narkose. Fuck altså.

Har kun fortalt det til pigerne og Mr. X, sidstnævnte fordi han stadig er min fortrolige og jeg ville ikke kunne gå igennem denne oplevelse uden at han ved det. Og så ved fyren det selvfølgelig også. Han synes ikke, at man kan bestemme over liv. Meeen det kan man jo. Og han taler om hans rettigheder. Som er ikke-eksisterende. Så det er lidt op ad bakke, men heldigvis er han i Barcelona, så det eneste han kan gøre er at ligge og ringe til mig 70 gange i døgnet. På den måde er livet uretfærdigt for mænd, men sådan er der så meget der er uretfærdigt for os kvinder. Det kan jeg ikke tage mig af. Det er min krop, der skal bære det igennem, det er mig der bliver sat på standby i 9 måneder + 1 års barsel. Det er mig, der ender med at tage mig af det barn. Han kan ikke engang indtræde i en 7/7-ordning pga hans arbejde. Og jeg skal ikke have to børn med to forskellige mænd. Jeg har en aftale med Mr. X om at vi får et barn mere en dag. Ved godt det lyder sygt, men vi lever i den moderne verden og jeg kender flere 'par' der ikke bor sammen eller er sammen, men som har fået flere børn sammen alligevel. Jeg skal ihvertfald ikke have to børn med to forskellige mænd. Og så kommer den ene far og henter troligt i 7/7-ordning, mens det andet barn ikke bliver hentet og den ene har en fantastisk far og den anden en deadbeat. Lissom da jeg var lille, hvor min lillesøsters far kom og hentede hende hver fredag aften og tog hende med ned og spille Kenzo i kiosken. Mens min far stod oppe foran købmanden og drak bajere hveranden weekend, hvor jeg var hos ham. Og min lillesøster fik et guldkors i julegave af sin fars søster, mens jeg fik et sølvkors. Nej. Not gonna happen.

I virkeligheden er det her meget privat. Men jeg fortæller det her, fordi det er en del af mit liv. Omend der er ganske få nu om dage, der læser denne blog, så er bloggens værdi stadig en real fortælling om mit liv. And this is my life. Sidste år på denne tid var jeg i Paris. Med min mand og mit barn. Og min affære på telefonen. Jeg har da så sandelig givet slip på leverpostejens trivialiteter. Am I loving it? Både og. Men der er jo ikek så meget andet at gøre end at tage det oppefra og ned. Er efterhånden vant til at mit liv tager nogle sindssyge drejninger, tør næsten ikke kigge rundt om næste hjørne. Peace out.