Klynkepik

Idag skal vi tale lidt om mænd med kærestesorg. Og det skal vi, fordi jeg har været på fire dates fra Tinder, hvoraf to af mændene har været ramt af hjertesmerte. Det er 50% for meget, simpelthen. Jeg ved ikke med dig, men en mand med kærestesorg er nogenlunde det sidste i verden jeg gider beskæftige mig med.

Jeg vil hellere sidde til et teselskab omringet af fjorten hylende kvinder med kærestesorg end jeg magter at forholde mig til én mand med ditto. Og ved du hvorfor? Fordi kvinder kan trøstes. Kvinder kommer videre. Kvinders kærestesorg kan opdeles i cirka tre faser: Først skal de have en spand is, en burgermenu og en plade Marabou, mens de tales efter munden. "Ihhh, hvor var det dog bare en fantastisk mand og hvorfooooor kunne det dog ikke lade sig gøre imellem os, er det fordi jeg er tyk, er det fordi jeg læser Danielle Steele-noveller, hvooorfoooor, det var den BEDSTE mand jeg nogensinde har haft, han havde den største pik og lavede det bedste mad og var det sjoveste klogeste frækkeste menneske i hele verden." I næste fase leger man skønhedssalon, de ryger op på stiletterne, får rød trutmund, en flaske hvidvin stukket i hånden og proppes ind i en taxa mod byen, alt imens ALLE er enige om, at den stodder var en fucking latterlig lortenar, der burde nakkeskydes på en mark i Jylland, han havde en klam pik som man alligevel ikke kunne bruge til noget og alt han sagde var altid så fucking snotdumt, GODT vi er sluppet af med det svin. Tredje og sidste fase hedder: Rebound. Man skal under den ene, for at komme over den anden. And that's pretty much it. Og altså, disse tre faser udfolder sig indenfor en ganske overskuelig tidsramme...

Men at skulle forholde sig til en mand med kærestesorg, svarer til at påtage sig opgaven at terapeutisere alle de jøder, der overlevede Holocaust. På én gang. Det er så meget op ad bakke, at du hellere vil løbe op og ned ad Himmelbjerget hele juli. Det er Sisyfos-arbejde i den allerværste forstand, bortset fra at DU godt ved, at stenen falder ned igen, for det kan du allerede se, mens du skubber den opad. Jeg ved ikke, hvor mange faser der egentlig er i mænds "bearbejdelse" af kærestesorg, men jeg ved, at mange mænd ender som fordrukne Hus Forbi-sælgere nede foran Fakta og derfor synes jeg, vi skal tale lidt om det. Og jeg ved godt, at mænd ikke vil tale om det. Og derfor taler samfundet heller ikke om det. Men så må vi kvinder jo træde til, igen, og sørge for at få tingene tilbage på sporet...

Det første mænd typisk gør, er at kigge laaangt ned i bunden af en whiskeyflaske. Det er simpelthen det første. Det synes de selv er skidesmart. Alle ved jo, at alkohol kurerer alle former for sorg. Især dagen efter. Og så knepper de en eller anden ligegyldig kvinde. Én gang. Ikke noget med sjov og ballade, bare sex. Fordi dét hjælper helt sikkert. Og når de så har overstået akut-fasen, begynder de at få anfald af Den Tavse Stærke Mand. De anfald fortsætter ufortrødent gennem hele processen. Det ene øjeblik er de rasende, det næste øjeblik falsk-glade, så rasende igen, så falsk-glade og sådan fortsætter festen, indtil de tager deres OverJeg i hånden. Og SÅ begynder de endelig at dø. Nu er vi kommet ind til kernen af problemerne.

Selvom vi tæller 2014 tror mænd nemlig stadigvæk, at deres fornemste opgave i livet, det højeste og bedste de nogensinde vil kunne opnå er rollen som: Forsørger. Ægtemand. Familiefar. Og det er skam smukt nok. Eller kan være det, hvis de er ordentlige forsørgere, ordentlige ægtemænd og ordentlige familiefædre. Men nogen burde advare kvinder om, at har de først givet mænd den rolle, så er det så godt som umuligt at tage den fra dem igen, fordi så er den landet oppe i en eller anden mystisk kasse af Forventninger & Forestillinger i mandehjernen. Og at tage den fra dem, svarer til ikke at gide kneppe dem efter du har suttet den af på dem. De KAN simpelthen ikke forstå det. De VIL ikke forstå det. De vil hellere nøjes med halvlykkelighed, et liv uden blowjobs og et liv som Good Dog, vruf! end de vil have smadret det ydre glansbillede, deres ego, symbolet på at de er lykkedes som mænd. Der ér sguda ikke noget at sige til, at mænd bliver mere og mere gnavne for hvert år de lever (jo, de gør), når det er sådan et liv de byder sig selv. Og selvom jeg da godt kan skrive under på, at mænd er sat i verden for at Arbejde & Kneppe, så synes jeg alligevel det er tragisk, at mænd oplever et så fuldstændigt identitetstab, når kassen med deres Forventninger & Forestillinger smadres. Igen, det er en smuk nok idé, men kunne mand i det mindste ikke have en PlanB-kasse til nødsituationer? Jeg spørger bare.

Men er det mændenes skyld? Er det kvindernes? Eller er det samfundets, kulturens, skyld? Altså, der er jo ingen tvivl om, at kønnene stadigvæk behandles helt forskelligt i mange afgørende aspekter af vores liv. Vi kvinder får fra dét øjeblik vi kan forstå ord, tudet ørene fulde af feministiske selvstændighedsfloskler fra vores mødre, som har oplevet en helt anden tid og en helt anden dynamik med det modsatte køn end vi kommer til. Sådan er det jo med generationer, det kommer vi ikke udenom. Men det er en stolthed for kvinder at kunne klare sig selv, være uafhængige og selvstændige. Der er ikke mange kvinder, der vil vedgå sig at være afhængige af en mand. Og det er ikke engang et spørgsmål om at blive forsørget. Det gælder alle planer; økonomisk, følelsesmæssigt, materialistisk, you name it. Vi bliver fra alle leder og kanter - fra mødre og bedstemødre, fædre, romantiske komedier, Nyhederne, folkeskolen, bøger og stand-up shows - forberedt på, at mænd kan tage røven på os. At mænd kan svigte os, voldtage os og såre vores følelser. Vi befinder os med andre ord i en konstant forberedelsesproces og derfor kommer det aldrig RIGTIGT bag på os, når livet tager en ubehagelig drejning i den lejr. Vi bliver ikke hjemløse, fordi vi skrev os op i et boligselskab, samtidig med at vi skrev under på den fælles andelslejlighed. Vi ved præcis, hvor vi skal gå hen, hvis vi får problemer. Og vi går derhen, hvis vi får problemer. Og eftersom vores modermælk var fyldt med Selvstændighed & Uafhængighed, som de stolteste ressourcer i hele vores tilværelse, har rollen som Familiemor ikke nødvendigvis en større værdi end rollen som Kvinde. Af samme grund lader vi os ikke nøje med et glansbillede af et forhold, ægteskab, familieliv, hvis der er mug på bagsiden, hvor vi skal slikke.

Imens render drengene rundt med hovedet oppe i røven på deres OverJeg og kan ikke forstååå, hvad der skete. De så det aldrig nogensinde komme. Et breakup kommer ALTID som en overraskelse for mænd. Også selvom kvinden har strittet med det sorte flag adskillige gange det sidste halve år og faktisk ikke har lavet andet end at advare dem. De har ikke set flaget, fordi de har været på arbejde. Måske fordi de tror, at det er nok at gå på arbejde. Og derfor falder offerrollen meget tungt, når det endelig sker. Mænd er sindssygt tunge at danse med, når de skal igennem en sådan krise i deres liv. De har jo stortset INGEN kriseberedskab i sig, for fanden. Det er som om de overhovedet ingen tilpasningsevne har. Sorry not sorry. Men en eller anden burde snart opfinde et læringsprogram til mænd, som de skal igang med ligeså snart de begynder at gå. Det burde introduceres på fødegangen med et stort skilt, hvor der står:

Kære drenge
Nu er det sådan, at livet ikke kun indeholder glædelige stunder. Det kan godt være, at du oppe i din hjerne har en masse kasser med en masse forestillinger og at du TROR, at tingene kommer til at være præciiiis sådan, som du gerne vil have dem til at være - but guess what? Livet byder OGSÅ på lort, okay. Du får også lort. Jo, du gør. Nej, det hjælper ikke noget at du går på arbejde og så tror, at det hele bliver serveret på et sølvfad. Ja, det kan godt være, at du har drømt om at blive familiefar, siden du var 9 år, men det er ikke sikkert det bliver sådan. Og hvis det bliver sådan, så kan det godt være, at det blot bliver for en periode. YOU NEVER KNOW. Please, for vores allesammens skyld og særligt din egen, forbered dig på at der kommer til at ske mange forandringer i din tilværelse løbende gennem livet, intet er statisk og der er ingen garantier. For nogetsomhelst. Punktum.

Altså, læg dog i det mindste en fucking Plan B. Og nej, det er ikke at gå på Tinder og lege falsk-glad. Fordi hvad laver du på Tinder, hvis du stadig ligger og græder snot over en eller anden syg ko, der tog røven på dig? Mænd kan jo ikke FINDE UD AF at tage en rebound. De forstår ikke konceptet. En rebound er jo ikke bare ind-og-ud sex, ikke hvis det skal hjælpe for alvor ihvertfald. Det handler om at blive bekræftet, have det SJOVT og glemme sorgen. En rebound skal få dig til at GLEMME, om ikke andet så blot for en stund. Du skal være åben for nye eventyr. Du skal ønske at komme videre. Og hvis du ikke kan finde ud af at lægge sorgen til side, hvis du ikke ønsker at komme videre, men hellere vil lægge dig over i et hjørne og dø, så gør det. Men fjern dig fra Tinder imens, tak.