Newsflash

Jeg er her stadig. Med blot min ipad. Og den irriterer mig at skrive på. Har heller ikke fået skrevet noget på min Facebookblog, selvom jeg har ihvertfald to presserende emner.

Nå, men lidt news kan I da få. Jeg har fået arbejde! Ren pædagogisk stilling som mentor for unge under 30 år. Ingen skrivebordspamperi, ingen myndighedsrolle, ingen bollen mig i røven til en ussel løn med en skodbitch som chef. Jeg har fået fem løntrin mere i løn. En mandlig chef. Et job uden sagsbehandlingsfrister, produktionsplaner og dokumentationskrav. I love it. Jeg starter på mandag og glæder mig. Det er udenfor Københavns Kommune, obviously, men ikke så langt væk og i et område med store tunge sociale problemer. Uanset om jeg kan lide det eller ej, skal jeg bare klemme ballerne sammen i et års tid, så har jeg en ny reference, et perfekt CV med lidt af hvert fra branchen, og vil være helt helt fri af min karrierekrise. Som den 5. November er et år gammel.

Jeg tænker stadig meget på det. Det er der ingen, der ved. Ingen ved, at jeg hver aften ligger i min seng og tænker urolige tanker om den oplevelse. Ingen ved, at jeg stadig er bitter, rasende, føler mig uretfærdigt behandlet, har brug for hævn over chefen. Ingen ved, hvor meget skyld jeg selv påtager mig. Ingen ved, hvor ondt det gør at blive anklaget for voksenmobning, når man rent faktisk slet ikke er sådan og faktisk aldrig rigtig laver andet her i livet end at sørge for at andre har det godt. Det rider mig stadig som en mare, her snart et år efter. Jeg har mareridt om natten, hvor jeg drømmer at jeg bliver straffet, at alle hader mig, at jeg selv bliver mobbet og alt muligt andet. Men det gør jeg.

I torsdags deltog jeg i mit allerførste Poetry Slam. Havde aldrig været til et før, anede ikke hvad de andre ville komme med, lavede mine tre tekster aftenen før og på selve dagen. Først var vi 10, i anden runde seks, og så manglede jeg sølle 0,3 point fra en finaleplads. Så det gik jo godt. Selvom jeg stillede op med digte, der fucking rimede, hvilket jo slet slet ikke er mig. Næste gang bliver mere mig. Og næste gang bliver i oktober. Jeg er bange for, at jeg har fundet en hobby. Jeg er bange for, at jeg har fundet lige præcis det miljø, hvor jeg gerne vil være med. En blanding af standup, lyrik og bare ord. Spoken word, som det også hedder, bliver min næste personlige udfordring.

Idag skal til optikeren og ender med at få briller. Det bliver ganske afskyeligt. På fredag skal jeg til hørelægen igen og have lavet aftryk og diverse til nyt høreapparat. Ikke kun ét, men nu to. Jeg har 8 % hørelse på det dårlige øre og detviser sig desværre kun at være 50% på det gode. Så nu skal jeg altså finde mig i både at være for tyk, have overbid og skæg, kæmpestor næse, to høreapparater og briller. Så nej, jeg dater ikke mere. Tror det er ligemeget, ing? Desuden har Tinder KUN givet mig dårlig sex. Og det er helt slut med Ronni og Johnni, som jeg kaldte mine tå frække Tinderfyre. De er begge to fornærmede over, at jeg ikke vil mere end at drikke og kneppe. Men jeg vil ikke mere, så hvad skal jeg gøre. Desuden gav de kun dårlig sex. De led begge to af the big dick-syndrome og mit liv er bare for kort. Sorry.

 Så har jeg købt en bil. Gammel Opel-øse som jeg skal cruise til arbejde i og som var en betingelse for at få jobbet. Til statens højeste kørselstakst, forstås. Jeg har også købt to marsvin. De skal bare lige putte lidt med deres mor i tre uger, så får vi dem. Glæder mig til at se, om jeg har opforstret en psykopat eller en empatisk lille pige. Alt imens kan jeg godt i mit yndige indre være belymret for, om jeg nu også stadig selv kan lide marsvin. Jeg har haft 11 marsvin. 9 Sløjfe'r, en Martha og Mohammed, hvoraf sidstnævnte var en Gud. Nånej, en profet, men stadig. Ham havde jeg som voksen. De andre marsvin som barn. De døde stortset hveranden weekend hver gang jeg havde været hjemme hos min far. Så ringede min mor og sagde: Sløjfe er krakeleret. Set i bakspejlet betød det, at min mor enten havde sluppet dem fri på volden eller kastet dem i kanalen. Yeah, she did. Mohammed døde bare af alderdom, fem år gammel, og Litaueren smed ham bare i skraldeskakten, så jegmåtte ned i containeren og finde mit døde kolde stive marsvin, det var ret klamt skulle jeg hilse at sige, men han skulle jo have en begravelse. Og den endte med at koste mig en bøde fra Naturstyrelsen eller hvad fanden det var, fordi jeg ikke havde begravet ham 2,8meter nede i jorden i gården. Eller så noget, jesus christ, jeg fik alle naboerne på nakken. Nå, men jeg håber ikke, at jeg nu i en alder af 32 vil føle det mere som en forgyldet rotte end et sødt lille kæledyr. Lidt lissom at jeg ikke turde gå i rutsjebanen i Bonbon-land i søndags, selvom jeg har været oppe i den mange gange før.

Stodderen og jeg er samme sted. Vi ses en del, men har stadig et max på cirka 5 timer, før vi går igang igen. Eksempelvis på vej hjem fra Bonbon-land, hvor vi havde haft en skøn dag, og jeg havde undladt med stor styrke at kommentere på hans falske skingre overglade fjernsynfordigstemme, som han bruger til Den Lille Uskyldige Pige istedet for bare at tale helt normalt, men der begyndte vi så at diskutere for 30.0000ende gang, hvem der har størst kørselserfaring. Om det var villadrengen der fik kørekort fordi han ikke røg som 18-åeig og aldrig kørte igen, før han blev rigtig voksen og mødte mig, som havde bil. Eller om det var mig, der tog kørekort som 25-årig, men kørte dagligt fra dag ét i hjemmeplejen. Tåbelig tåbelig diskussion som endte i vildt raseri, forsøgt neddæmpet af hensyn til barnet, men ikke kunne gøres helt optimalt. Vi diskuterer de mest hjernedøde ting. Det hat vi altid gjort. Vi har ikke haft evalueringssamtalen endnu, men har haft en bid af den. Vi er vist begge to enige om, at vi ikke gider bo sammen. Vi trives faktisk som det er nu. Så vi har faktisk besluttet, at vi vil forsøge at finde boliger meget tæt på hinanden. Optimalt set helst i samme opgang. Her vil nogle mene, at det vil forvirre barnet, andre vil mene noget andet. Vi mener noget andet. Vi mener, at når nu vi alligevel er skilt, kan det ikke blive værre for hende. Altså, på den måde. Vi tror ikke, at det vil forvirre hende at få mulighed for at løbe frem og tilbage imellem os. Vi havde en mindre krise for nogle uger siden, hvor jeg kom forbi og barnet så sagde, at hun ville med mig hjem. For fremtiden har vi besluttet, at det skal være iorden. Hun skal føle, at hendes hjem er åbne for hende nårsomhelst og hun skal ikke føle sig forkert, fordi hun savner den ene mere i en periode. Hun græd, da jeg tog afsted den dag. Og jeg måtte sætte mig og græde lidt længere nede ad gaden. Det er jo ikke sjovt på nogen måde at undvære sit barn. Det er jo ikke sjovt, at se hende græde når man kører væk. Jeg savner hende hver dag, selvom jeg trives i det store og hele med ordningen. Hun savner sin far, når hun er hjemme og hun savner mig, når hun er hos ham. Ja, vi kalder mit hjem for hendes hjem. Det er jo trods alt hendes barndomshjem og hun skal have et eller andet sted, der kaldes hjem hjem. Anyways, vi går efter at finde lejligheder i samme ejendom og det kan lade sig gøre, fordi vi er opnoterede i det samme boligselskab. Med hensyn til ham og mig, så... Ja. Jeg kunne jo egentlig godt tænke mig, at vi kunne have et løst forhold. Sådan som det er ligenu ihvertfald. At vi kunne kysse og knalde, hvis vi har lyst, og kysse og knalde andre, hvis vi har lyst. Det virker han ikke interesseret i, han virker faktisk slet ikke interesseret i at være mere sammen med mig end nu. Og det er også okay. Ligenu er det egentlig okay som det er. Barnet sagde på vej hjem fra børneren forleden dag: Jeg elsker far. Og så sagde jeg: det gør jeg også. Og sagde hun: Elsker du min far? Med store lysende øjne. Hun blev simpelthen så glad. Det er sådanne små ting, hvor man lige stopper op og bemærker, at hun faktisk føler noget omkring skilsmissen. Ikke at jeg på nogen måde troede, at hun ikke ville gøre det, men det kommer i små nærmest umærkbare udtryk. Som da vi gik i parken og hun elsker at holde hånd med os begge to og blive svinget op i luften. Så tog hun vores hænder og satte sammen. Alligevel utroligt at en 3-årig gør sig begreb om den slags. Altså, ikke at hun er bevidst om skilsmissen, men også hvad der skal til. Eller, ja, I forstår vel hvad jeg mener.  Og i samme ombæring må jeg sige, at når hun sidder i bilen under en af vores diskussioner og siger: Hold op med at drille hinanden, så bliver jeg bekræftet i, at det er godt på den lange bane, at vi ikke stadig er sammen.

Nå. Men på mandag starter jeg på arbejde igen. Og ja, det betyder at jeg har droppet kandidatstudiet. Jeg kan altid tage kandidaten. Men efter at have kaperet vinterens krise, fyret den af hele sommeren og generelt rendt rundt med hovedet oppe i røven, indså jeg bare i august, at jeg ville have et arbejde. Jeg har brug for at være en del af trummerummen, brug for faste rammer, hverdagsrutine og glæder mig til at holde weekend med god samvittighed. Det sidste halve år har jeg jo ikke lavet en skid! Jeg har gået på druk onsdag formiddag, jeg har ikke skulle en skid. Det er typisk mig først i sidste minut at beslutte, hvad jeg égentlig vil. Og heldigvis fik jeg et arbejde lige på falderebet. Nu gør jeg dét. Jeg glæder mig til lønnen, jeg glæder mig til tidlige heltiske morgener, til stressede ulvetimer, ja det gør jeg fandme. Har jeg fået nok ud af denne livspause? Næh. Kunne jeg have været en bedre mor i den tid? Ja. Kunne jeg have bedrevet mere personligt? Ja. Kunne jeg have trænet og trænet og trænet? Ja. Men jeg havde en rigtig hård vinter og jeg havde brug for at trykke på OFF-knappen.

De sidste par dage i min frihed bliver brugt til praktiske forberedelser. Jeg skal til optikeren idag. Til hørelægen på fredag. Jeg har købt nye klude, sat outfits sammen, taget billeder af dem, så der ingen tøjkriser er om morgenen, når det hele går igang. Jeg har muget ud, ryddet op, Im trying to keep it simple. Og jeg har taget en meget vigtig beslutning for mit fremtidige arbejdsvirke, foranlediget af et godt råd jeg engang fik fra en vis kvinde: Man skal ikke blande arbejde og privatliv. Dét er en lektie jeg har lært nu. Og der kommer ikke til at være nogen fredagsøl eller på nogen måde nogetsomhelst privatlivsagtigt med mig på det nye arbejde. Jeg vil ikke have kolleger på min Facebook osv.

Apropos den blanding, så skrev Svenskeren mraftedme til mig i sin brandert i sidste weekend. På Facebook. At han savnede mig. Og så krydsede vi hinandens vej på cykler i forgårs og da vinkede vi bare lige med hånden. Når jeg tænker på, hvor meget ravage den mand forårsagede i mit indre... Puha. Men jeg fortryder det faktisk ikke. Jeg fortryder at have såret Stodderen. Jeg fortryder bare ikke, at det endte spdan her, for hvordan ville tingene have set ud? Vi havde brug for et spark. Og jeg tænker tilbage på Svenskeren med et smil over alle de stunts vi lavede, hvor meget sjov vi havde og igen må jeg erkende, at jeg nok altid vil foretrække oplevelser på godt og ondt, fremfor ingen.

Nå, nu skal jeg snart afsted. Stodderen henter mig i vores bil. Nu er det nemlig ikke kun et barn, der er i 7/7-ordning, men også en bil, en ladcykel og snart to marsvin. Det er sguda sjovt.

Ps. Jeg begræder det faktum, at jeg ikke kan dele mit legekøkken med jer. Og keg beklager eventuelle tyrkg stavefejl, men jeg kan ikke gå tilbage og rette i indlæg skrevet på ipad, for så går den kold.